EFTER DØDEN en anden bog med syner af Sadhuen lige efter denne:

SAMTALER MED SADHU SUNDAR SINGH 1921

EN STUDIE I MYSTICISME OG PRAKTISK KRISTENDOM AF
B. H. STREETER OG A. J. APPASAMY
OVERSAT AF CHR. NORLEV
DIGTENE OVERSAT AF VALDEMAR RØRDAM
J. FRIMODTS FORLAG o KØBENHAVN MDCCCCXXII På nettet 1 marts 2003
OMSLAGSBILLEDET GENGIVER ET FOTOGRAFI AF SADHUEN
I ÆRKEBISKOP SÖDERBLOMS STUDEREVÆRELSE I UPSALA.
ENERET: FOTOGRAF E. L:SON FINN, UPSALA.
H. H THIELES BOGTRYKKERI. KØBENHAVN
INDHOLD

INDLEDNING, ................................ VII I.
................. 14
SØGEN EFTER FRED - OMVENDT OG SADHU - OPNÅELSE AF FULD MODENHED - VERDENSBERØMT.
II. EN MYSTIKERS TROSBEKENDELSE ............. 52
EN KRISTOCENTRISK MYSTIK - TREENIGHEDEN - ET SYN - KRISTI MENNESKEVORDELSE - FORSONINGEN - MYSTISK SAMFUND MED KRISTUS.
III. EN MYSTIKERS FRED .......................68
GUDS FRED - HANS "TANKER OM KORSET" - SJÆLENS MØRKE NAT.
IV. EN MYSTIKERS VEJ........................ 80
MYSTIKEREN OG ALMINDELIGE MENNESKER - FORSAGELSE OG VIRKSOM TJENESTE - BØNNENS VÆSEN - BØNNENS NØDVENDIGHED - ANDAGTSØVELSER - BEGYNDERENS VEJ.
V. HENRYKKELSER OG SYNER .................. 100
DE JØDISKE SEERES SYNER - HIMLEN - LEGEMETS OPSTANDELSE - DEN ENDELIGE DOM-ANDRE SYNER - HENRYKKELSES-TILSTANDENS NATUR - ET ENESTÅENDE FÆNOMEN - IDEEN OG DENS SYMBOL - GUDDOMMELIG VEJLEDNING - KIRKENS AUTORITET - HENRYKKELSENS FARER.
VI. LIDELSEN, SYNDEN OG DOMMEN . . ............ 137
KARMALÆREN - LIDELSE-SYND - ANGER OG BOD -DOMMEN.
VII. HJERTET OG HOVEDET ..................... 154
REAKTION MOD INTELLEKTUALISMEN - FORSTANDSLIVETS OPGAVE - ØRKESLØSE UNDERSØGELSER - MORALSKE HINDRINGER - AT KENDE KRISTUS.
VIII. NATUREN OG BIBELEN....................164
NATURENS BOG - BIBELEN - MIRAKLER.
IX.SAMTALER. ............................. 181
PRÆDIKANTEN - LIV OG HÅB - TJENESTE - RELIGION - GUDS FORSYN - DET HINSIDIGE LIV.
X. INDISK KRISTENDOM, ...................... 192
KRISTENDOM OG FOLKEÅND - FILOSOFISK PANTEISME - YOGA OG BHAKTI - SADHUIDEALET - PENGE - ÆGTESKAB - DEN KRISTNE SADHU OG FREMTIDEN.
INDLEDNING
Mellem Fortidens Mystikere og os Nutidsmennesker er der - rent bortset fra det mystiske Sjælelivs Problem - en Barriere af Tid og Omstændigheder, som alle den historiske Fremstillingsevnes Anstrengelser ikke formår fuldstændig at gennembryde. Med denne Bog har vi forsøgt et Studium af en Mystiker, og vi har den uforlignelige Fordel, at han er en af vore samtidige.
Han er tillige en af de Mystikere, der virker gribende på sin Samtid, fordi det netop er hans Bevidsthed om at være i Samfund med Gud, der tvinger ham til at leve et Liv i uselvisk Virksomhed og praktisk Tjene sine Medmennesker.
Sadhu Sundar Singh - "Sadhuen", som han populært kaldes - lever i dette, det tyvende, Århundrede et Liv, som, hvad de ydre Forhold angår, minder os om den hellige Frans af Assisi. Hans indre Oplevelser fører i nogle Retninger Tanken mere hen på Paulus, i andre på Moder Juliana (Engelsk Mystiker fra omkring År 1300.) og er atter i andre Henseender noget for ham ejendommeligt. Når vi vover at sammenstille ham og disse, er det imidlertid ikke for at forsøge en Sammenligning af deres Storhed; men alene for at påpege deres Enhed i Type. Hvorvidt Sundar Singh er en stor Mand i den Betydning, hvori Historien anvender denne Betegnelse, kan kun Historien afgøre, Ingen kan i den Betydning erklæres for en Stormand, før hans Livsløb er endt, og selv da; da ikke af hans egne samtidige. Vi siger altså intet om, hvorvidt Sadhuen kan sættes på Højde med den hellige Frans eller Paulus, men vi føler, at vi efter at have lært ham at kende forstår dem bedre.
Sadhuen er ingen spekulativ Filosof, heller ikke Videnskabsmand, ej heller en højere Kritiker. Hans intellektuelle Synskreds er Virkeligheden i mange Henseender nærmere de nytestamentlige Forfatteres end den moderne Verdens, og det samme er Tilfældet med hans umiddelbare Opfattelse af moralske og religiøse Værdier. Det er denne Umiddelbarhed og Enfold i åndelig Erkendelse og Opfattelse, der giver alle, som kommer i nær Forbindelse med ham, den Overbevisning, at han har et Budskab ikke alene til sine egne Landsmænd, men også til Vestens Folk.
Hans Prædikemåde - måske mere end Prædikenens Indhold - virker særlig frisk på en Tilhører fra Vesten ved sin overvældende Billedrigdom i Form af ofte ejendommelige, men altid rammende, Illustrationer og Lignelser, ved sin ukunstlede Umiddelbarhed og sine Glimt af venligt Vid og Lune. Den gøres dobbelt virkningsfuld ved hans tiltalende ydre Fremtræden - det Indtryk, det turbanklædte Hoved og den safrangule Kjortel gør, er på en naturlig og fin Måde i Harmoni med det fredfyldte Ansigt, der stråler af Hjertelighed, og med en Livlighed i Udtryksmåde, og undertiden i Gebærder, som ikke synes at være i Modstrid med, men snarere at udtrykke Guds Fred i hans Hjerte.
I kolde, trykte Ord at gengive den åndelige Atmosfære, der udstråler fra en sådan Personlighed, endsige da give andre et Indtryk af hans Tales skabende Præg, er umuligt. Dette så meget mere, som vi ikke har hans Udtalelser på hans Modersmål, men på det engelske Sprog, hvis Nuancer han kun i ringe Grad behersker, hvorfor han til Tider må udtrykke Tanker, der for ham er friske og levende, i forslidte religiøse Talemåder. I privat Samtale med ham betyder dette ikke meget; hører man ham tale offentligt betyder det mere, og hvor man kun har det skrevne Ord, vil det rige Indtryk, som både Manden og hans Budskab gør, alvorligt forringes.
Men skønt det trykte Ord ikke kan yde Sadhuen fuld Retfærdighed, kan det dog udrette noget. De mange, som engang har set ham og følt, at her var noget dybere, som de gerne ville forstå, vil under Læsningen genkalde Erindringen om hans Fremtræden og Nærværelse, og vi håber, at selv de, der kun kender ham af Omtale, vil finde noget af virkelig Værdi.
Der bør i det mindste gøres et Forsøg på at sikre, at Sadhuens Besøg her i Vestens Lande efterlader noget, som er mere bestemt og måske mere blivende end det personlige Indtryk hos de få, der har set ham, og end Mængdens forbigående Interesse.
Sadhuens Tankeliv er som en overstrømmende Kumme fyldt med Anekdoter, Illustrationer, Fyndsprog og Lignelser, men han gør sig ikke Spor af Anstrengelse for at undgå Gentagelser; det ser tværtimod ud til, at han synes godt derom. "Vi bør ikke", siger han, "afslå at give hungrige Brød, fordi vi allerede har givet Brød til andre." Derfor har vi regelmæssigt mødt det samme Stof i mere end een af de skrevne eller trykte Kilder, vi har benyttet. "Min Mund," siger han, "har intet Eftertryk forbydes" (My mouth has no copyright.) og mange af de Udtalelser, vi noterede efter hans egne Ord, har vi senere opdaget allerede var trykt. I de fleste Tilfælde er Fremstillingerne meget Udi forskellige, men vi har altid følt Ret til at korrigere og supplere een Fremstilling efter en anden efter vort eget Skøn. Og i Betragtning af, at engelsk ikke er Sadhuens Modersmål, har vi ikke sjældent vovet en Forbedring af rent sproglig art.
Det var først, da vi havde begyndt at samle spredte Udtalelser om samme Emne, at vi forstod, at hans Lære er en fuldstændig Teologi i Billedform, der sammen med hans Livsløb og hans mystiske Oplevelser udgør et organisk Hele. Og dersom denne Bog har nogen anden Fortjeneste end den at fremstille Kendsgerningerne, så består den i Forsøget på at gribe og påvise denne indre Enhed og Sammenhæng. Dette har nødvendigvis medført et større Arbejde for at få Stoffet rigtigt ordnet, så de oprindelige Udtalelser, der er fremsat ved forskellige Lejligheder, eller af os uddraget af forskellige Kilder, kunne anbringes i den rigtige Sammenhæng og Gruppe, Vi har ikke ment det nødvendigt at anføre de nøjagtige Kilder til vore Oplysninger uden i betydningsfulde eller omtvistelige Tilfælde. Hvor Udtryk som, "vi spurgte," eller, "han fortalte os" forekommer, betyder de, at i det mindste een af Udgiverne var til Stede, da Sadhuen fremsatte denne særlige Udtalelse.
Det kan imidlertid hævdes, at der er samme Tilforladelighed ved Udsagn i adskillig anden Sammenhæng, hvor personlige Henvisninger syntes os uheldige.
Mr. A. J. Appasamy, som samarbejder med mig i dette Studium, er Medlem af mit eget Kollegium. Efter at have taget Studentereksamen i Indien og studeret fire År i de forenede Stater i Nordamerika, er han nu sysselsat med at undersøge Mysticismen hos Apostlen Johannes i Forhold til Mysticismen hos Hindu-Bhakti Poeterne. I hele den Uge, som Sadhuen tilbragte i Oxford sidste Februar, var han i stadig Forbindelse med ham. Siden, da vi havde fået og anbefalet Sadhuen den Tanke, at en sikker Beretning om hans Lære ville være af virkelig Værdi i Retning af at afslutte og fæstne Resultaterne af hans Besøg i England, tilbragte Mr. Appasamy omtrent fjorten Dage sammen med ham i London og Paris, stillede Spørgsmål, nedskrev Noter og var til Stede ved de Samtaler, han havde med forskellige fremragende Personligheder. En af disse Samtaler var af særlig Værdi for vort formål.
Baron von Hügel, som havde læst Mrs. Parkers Beretning om Sadhuen, stillede denne en Række omhyggelig forberedte Spørgsmål formede ud fra hans enestående Kendskab til Mysticismens Litteratur; og han var så venlig at skrive os en Opsats angående forskellige Sider af Sadhuens Filosofi og Religion, og siden at drøfte dette Emne mundtlig med os.
Jeg havde selv personlige Samtaler med Sadhuen både i Oxford og London, og i Maj, lige før han rejste til Amerika, kom han atter her til Oxford og boede hos mig med det udtrykkelige Formål, at vi skulde drøfte Bogen.
Han anvendte det meste af to Dage til at besvare vore Spørgsmål og udvikle sine Anskuelser og forsynede os med meget Stof, deriblandt en Beretning om hans mystiske Oplevelser, som, så vidt vi ved, aldrig før er offentliggjort. For at sikre Enhed i Stilen og Fremstillingen bestemtes det, at jeg skulde besørge den endelige Renskrivning af Bogen. Men på ethvert Punkt, også angående den sluttelige Revision af Beviserne, har min Medarbejder og jeg arbejdet i den dybeste Enighed og Forståelse, og angående Bogen som Helhed er det umuligt at sige, at den mere er den enes end den andens Værk; den er i dybeste Forstand vort fælles Produkt.
XII
Det var Sadhuens Ønske, at alt Netto-overskud, som Udgiverne måtte fas ved Bogen, skulde anvendes til religiøse Formål. Jeg anmodede ham om at nævne et, men han foretrak at overlade Valget til mig. Min Medarbejder og jeg er da blevet enige om, at det vil være mest passende at give det til The National Missionsry Society of India.
Den bedste Beretning om Sadhuen, som hidtil er fremkommet er "Sadhu Sundar Singh," af Mrs. A. Parker, London Missionary Society, Trivandram, Travancore. (Oversat til Dansk af A. Hansen og E. H. Frimodt. J. Frimodts Forlag, 6. Oplag København 1922.)
Med Forfatterindens venlige Tilladelse har vi i nogen Udstrækning benyttet denne værdifulde Kilde. (Hvor der forekommer længere Citater af Mrs. Parkers Bog, er den foreliggende danske Oversættelse benyttet. O. A) Men dels fordi hendes Bog allerede er meget udbredt i Europa og Amerika, og dels fordi vort egentlige Formål ikke er at give en Levnedsskildring, har vi, så vidt muligt, omhyggeligt undgået at komme ind pas de samme Områder.
Næst efter, hvad Sadhuen mundtlig har meddelt os, har vi med Hensyn til hans Lære haft følgende tre pålidelige Kilder:
For det første den fuldstændige, stenografiske Gengivelse af 6 af hans Taler her i Landet, hvilke beredvilligt stilledes til vor Rådighed af K.F.U.M.'s Bestyrelse på Foranledning af Mr. W. Hindle - det er ikke den eneste Tjeneste, for hvilken vi skylder ham Tak.
For det andet en af Sadhuens Prædikensamlinger, udgivet på Tamulsproget, som er Mr. Appasamy's Modersmål. Sadhuen fortalte os, at disse pas en Tid, da han var forholdsvis lidt optaget, var nedskrevet efter han. Diktat af en Ven, som han anså for at være i Stand til at forklare hans Tanker.
XIII
For det tredje syv Foredrag holdt på Ceylon og udgivet af Kandy Missionen, Vi har også indlemmet nogle værdifulde Bidrag, som fremkom i "The Bible in the World" og i "The Foreign Field," i Juni 1920.
Vi ønsker her at udtrykke vor hjerteligste Tak til de Forfattere og Udgivere, der med Beredvillighed har tilladt os, at benytte deres Materiale.
Det har været en stor Fordel for os, at nogle af vore indiske Venner, som netop opholder sig i England, tilfældigvis har været i nær personlig Forbindelse med Sadhuen i forskellige Perioder af hans Liv lige fra Skoledagene og fremefter, Disse, så vel som forskellige engelske Venner, som har kendt ham i Indien eller andet Steds, har ydet os den største Hjælp i Retning af at få besvaret Spørgsmål, fremstillet Synspunkter eller ved at læse Bogen, helt eller delvis, i Manuskript eller Korrektur. Det vil være umuligt at nævne alle og forkert at fremhæve nogen enkelt.
I Følge Sadhuens Breve til os har det været hans stadige Bøn, at denne Bog skulde blive en tro Fremstilling af hans Budskab.
Bogen er færdig; men vi har en stærk Følelse af dens Utilstrækkelighed i Retning af at gengive Manden.
Når Mennesker har været sammen med Sundar Singh, glemmer de sig selv, de glemmer ham, - men de tænker på Kristus,
B. H. Streeter.
Queens College, Oxford. 1. Februar 1921.
I

SUNDAR SINGHS Levnedsløb, til han i September 1920 vendte tilbage til Indien efter en Rejse til Europa, falder i fire, ret klart afgrænsede Perioder. Den første, hvis sidste Del er præget af en stedse mere og mere anspænd Søgen efter Fred, slutter i hans sekstende År med hans Omvendelse til Kristendommen.
Den anden, der kendetegnes af, at han som Kristen beslutter sig til at leve som en indisk "hellig Mand" eller Sadhu, omfatter syv År med forskellige Oplevelser og indre Vækst.
I treogtyve Års Alderen følte han sig tvungen til i Lighed med Herren selv at forsøge en Faste på fyrretyve Dage. Han fuldførte sandsynligvis ikke så lang Faste; men han mener selv, gennem dette Forsøg at have opnået stor Fylde af åndelig Kraft og Indsigt. Denne Faste afmærker derfor Begyndelsen til den tredje Periode i hans Liv, en Periode med forholdsvis megen Prædikevirksomhed og åndelig Modenhed, så vel som med meget farefuldt Missionsarbejde og vidunderlig Hjælp Indtil Slutningen af 1917 var hans Virksomhed begrænse til Nordindien og Tibet. Et Besøg i Sydindien og på Ceylon først i Året 1918 danner Begyndelsen til en fjerde Periode med Prædikerejser, der går hele Jorden rundt På den første kom han til Burma, Straits Settlement, Kina og Japan, på den anden til Europa, Amerika og
15
Australien. Gennem disse tre År har han ombyttet Fængslerne og Forfølgelserne, som var Ildprøven i hans tidligere Liv, med den endnu større Fare og Prøve, som møder en Mand, der - ikke ufortjent - af sin egen Samtid hilses som en Apostel og Helgen.
SØGEN EFTER FRED 1889-1904
Født den 3. September 1889 i Rampur i Staten Patiala i Nordindien som den yngste Søn af velhavende Forældre blev Sundar opdraget i et rigt udstyret Hjem. Hans Barndomsminder fra dette komfortable Hjem hører til det, som han ofte hentyder til i sine Prædikener, idet han viser Modsætningen mellem det behagelige og lette Liv, som gjordes værdiløst af åndelig Uro, og Genvordighederne ved at leve en Sadhus Liv, der gøres rigt ved indre Fred og Glæde. Hans Forældre hørte af Afstamning til Sikherne, men synes at have været næsten lige så meget Hinduer, de besøgte hyppigt de hellige Steder, læste de hellige Bøger og vedligeholdt en nær Forbindelse med begge Religioner. Hentydende til denne Periode af sit Liv siger Sundar Singh med det Lune, som er karakteristisk for hans Tale både på engelsk og endnu mere på hans Modersmål: "Jeg var ikke en Sikh, men en Søger - efter Sandhed." (Not a Sikh but a seeker.)
Det var frem for alt Moderen, som vakte og ledede hans enestående religiøse Trang. Mange har lagt Mærke til den Kærlighed, som glimter i hans Udtryk, når han taler om hende. Hans Tale til Mødre viser, at han har høje Tanker om Mulighederne for en Moders Påvirkning. En Præst sagde engang til ham: "Det ville udvikle Deres Evner betydeligt, dersom De ville tage et Kursus
16
på en teologisk Skole." "Jeg har," svarede Sadhuen "været i den bedste teologiske Skole i Verden." ,Så' h,' sagde; Præsten forbavset, "Moderskødet," sagde Sadhuen "er den bedste teologiske Skole i Verden," Da han om talte sin Moder for Ærkebiskoppen af Canterbury, sagde han. "Dersom jeg ikke ser min Moder i Himlen, vil jeg bede Gud sende mig til Helvede, at jeg kan være sammen med hende der." Hans Moder foreholdt ham bestandig
Sadhulivet som det store Ideal, han skulde følge når han voksede til, og bød ham forsage denne Verdens Ting og stræbe efter at opnå den indre Fred, son alene bestandigt og fuldstændigt kan tilfredsstille Hjertet og som fra umindelige Tider har været det eftertragtede i den indiske Religion. Hun døde, da han var fjorten År
og vi formoder, at Følelsen af det Tab, han havde lidt har bidraget til at forøge den Iver, hvormed han de følgende to År søgte efter Fred.
Det Ønske om at opnå Fred, som hun havde ind plantet i hans Hjerte, voksede stærkt; men de Midler som hun havde anvist til dets Opfyldelse, glippede fuldstændigt for ham, Da han var syv År gammel, kunne han udenad det meste af Bhagavadgità, som i den almindelige Opfattelse står som en af Hinduernes mest ophøjede, hellige Bøger, Da han var seksten År, havde han læst Sikhernes Granth, Muhamedanernes Koran og en Del af de hinduiske Upaniskhader. Det må kaldes noget af en Bedrift, selv om vi erindrer os, at Inderne modnes betydeligt tidligere end Vesterlændinge. Men del var alt sammen forgæves. Hans Moder havde bragt ham til Præster og Sadhuer, som skulde være i Stand til al forklare ham de hellige Skrifter, hvorved han skulde finde Vejen, og i nogen Tid øvede han under Vejledning af en Hindu-sadhu en Form for Yoga, som blandt
17
hinduerne er en af de mest ansete Metoder, hvorved de gennem Selvkoncentration søger at opnå en Henrykkelsestilstand, hvor de kan føle sig i Enhed med Guddommen og erhverve den deraf følgende Fred og Erkendelse - men til ingen Nytte.
Han blev kendt med Bibelen gennem Presbyterianernes Missionsskole der i Byen, men den frastødte ham, fordi den syntes ham ødelæggende for hans Fædres Tro og fjendtlig mod hans stolte Slægtstraditioner. Han tænkte kun lidt på, at det var ved denne Bog, han til sidst skulde vinde den Fred, han søgte.
OMVENDT OG SADHU 1904-1912
Beretningen om hans Omvendelse, som indtraf d. 18. December 1904, fortælles bedst med hans egne Ord, som gengives efter et af Kandyforedragene:
"Prædikanter, og Kristne i det hele taget, var meget ofte kommet til mig, og jeg plejede at modstå og forfølge dem. Når jeg var ude i en eller anden By, fik jeg ofte Folk til at kaste Sten efter de kristne Prædikanter. Jeg ville rive Bibelen i Stykker og brænde den, hvor jeg havde Mulighed for det. I min Faders Nærværelse sønderskar jeg en Bibel og andre kristelige Bøger, overhældte dem med Petroleum og brændte dem. Jeg mente, det var en falsk Religion og gjorde alt, hvad jeg kunne for at ødelægge den. Jeg havde Tillid til min egen Religion, men jeg kunne ikke opnå nogen Tilfredsstillelse og Fred, skønt jeg foretog alle de Ceremonier, denne Religions Ritual krævede. Derfor tænkte jeg på at slippe fra det hele ved at begå Selvmord.
Tre Dage efter at jeg havde brændt Bibelen, vågnede
18
jeg hen ved Klokken tre om Morgenen, tog mit sædvanlige Bad og begyndte at bede: O Gud, hvis der er en Gud, vil du vise mig den rette Vej, ellers vil jeg dræbe mig selv.` Det var min Hensigt, hvis jeg ikke fandt Fred, at lægge mit Hoved på Jernbanelinien, når Fem toget passerede forbi, og derved dræbe mig selv. Dersom jeg ikke fik Fred i dette Liv, håbede jeg, at jeg ville få den i det næste. Jeg bad og bad, men fik intet Svar; og jeg bad en halv Time længere i det Håb at opnå Fred.
Klokken halv fem så jeg noget, som jeg ikke havde kendt noget til tidligere. I Stuen, hvor jeg bad, så jeg et stort Lys. Jeg troede, at Huset brændte, Jeg så mig omkring, men opdagede ikke noget. Da slog den Tanke ned i mig, at dette måtte være et Svar, Gud havde sendt mig. Så bad jeg og så ind i Lyset, og jeg så den Herre Jesu Kristi Skikkelse. Den havde en sådan Stråleglans af Herlighed og Kærlighed. Dersom det havde været en Hindu-guddom, havde jeg kastet mig på mit Ansigt foran den. Men det var selve Jesus Kristus, som jeg få Dage tidligere havde forhånet. Jeg følte, at et Syn som dette kunne ikke opstå ved min egen Indbildningskraft. Jeg hørte en Stemme sige på hindustanks: Hvor længe vil du forfølge mig? Jeg er kommet for at frelse dig. Du bad om at lære den rette Vej at kende, hvorfor vil du ikke følge den?`
Så slog den Tanke ned i mig: Jesus Kristus er ikke død, men levende, og det må være ham selv. Så faldt jeg ned for hans Fødder og fik denne vidunderlige Fred, som jeg ikke kunne opnå noget andet Sted, Det var den Glæde, jeg ønskede at få. Det var Himlen selv, Da jeg rejste mig, var Synet forsvundet; men selv om Synet forsvandt, er Freden og Glæden stedse siden blevet hos mig. Jeg gik til min Fader og fortalte, at jeg var
19
blevet en Kristen. Han sagde til mig: å hen og læg dig og sov, Du en Kristen? I Forgårs brændte du Bibelen, og nu siger du, at du er en Kristen,' Jeg svarede Ja, jeg har nu opdaget, at Jesus Kristus lever, og har besluttet at følge ham. I Dag er jeg hans Discipel, og jeg vil fra nu af tjene ham," (Selvhypnotisering - Indbildning.)
Den Formodning er vistnok forelagt ham, at Synet kun var en Drøm eller et Foster af hans egen Indbildningskraft, eller at det ganske svarede til de Syner, som Yoga-dyrkerne ser i den Henrykkelsestilstand, som Sundar selv er tilbøjelig til at beskrive som Selvsuggestion. 1 I sit Svar herpå peger Sundar på de to Kendsgerninger, at han tog et koldt Bad den Vintermorgen, før han begyndte at bede, og at han derfor ikke kan have drømt, og at Kristi Fremtræden var absolut uventet. Men han tillægger det mest Betydning, at Synets Virkninger har været så alt omskabende og så varige. Den Fred, som vældede ind i hans Sjæl i hin Stund, har aldrig forladt ham gennem disse fjorten År, og i Tider med særlig svære Forhold og Forfølgelse er den blevet endnu dybere. Den eneste Slutning, han kan drage heraf, er, at nogle nye Kræfter udefra kom ind i hans Liv fra det Øjeblik, og at det var Jesus Kristus selv, som viste sig og talte til ham. Han mener også, at han ikke på den Tid kendte noget til Paulus' Omvendelseshistorie; men der kan selvfølgelig ikke på et sådant Punkt fuldt ud stoles på den menneskelige Hukommelse. Men han erkender og er altid omhyggelig for at påpege den Rolle, Bibelen spillede med Hensyn til at forberede hans Omvendelse. Når han fortalte os om Syner, han ved senere Lejligheder havde haft under Henrykkelsestilstande, hvor han havde set Kristus og hørt Ord, skelnede han klart og
20
eftertrykkeligt mellem Synet ved hans Omvendelse, hvor han så Kristus med sine legemlige Øjne og hørte han "med disse Øren," og de senere Syner, hvor han så og hørte med ,åndelige" Øjne og Øren.
Da vi tror, at redelig videnskabelig Forskning ikke nogen Henseende står i Modsætningsforhold til sand religiøst Liv, men at disse to Ting kun er to forskellige Veje, ad hvilke Mennesker kan nå til forskellige Sider af den samme Sandhed, holder vi på, at den guddommelige Kraft arbejder i og ved Psykologiens Love ikke mindre end i og ved Naturens andre Love, Derfor har vi ingen Betænkelighed ved at hævde som vor Overbevisning, at Sadhuen i sit Syn modtog et virkeligt og af gjort guddommeligt Kald. Men vi føler ikke af den Grund nogen Tilbøjelighed til at nægte, at Formen, hvori de modtoges, var betinget af psykologiske Love. Der er det mindste ingen Tvivl om, at dette Syn var Vende punktet i hans Liv, Herefter var de modstridende, kval fulde Følelser i ham afstemte til Harmoni, en ny Linie var trukket op, der fremkom helt nye Værdibestemmelser, og fra det Øjeblik blev han en ny Mand,
Hans Fader, Onkel og ældre Broder - hans Moder var, som det vil huskes, allerede død - gjorde sig alle mulige Anstrengelser for at overtale Drengen fra at blive en Kristen. Løfter om Rigdom og stor Stilling, som har skulde få, dersom han blev ved sine Fædres Religion, og nedtrykkende Udmalinger af den Skam og Vanære, som ville nedkaldes over Familien, hvis han blev Kristen kunne imidlertid ikke rokke ham fra hans Forsæt, Da Venlighed og Fornuftgrunde svigtede, prøvede man med Forfølgelse, Igennem ni Måneder blev han udsat for skændige Forhånelser og Ydmygelser. Da derefter er Henvendelse fra en venligsindet fyrstelig Person, der særlig
21
appellerede til hans Ære og Slægtsstolthed, ikke kunne rokke hans Beslutning, blev han sluttelig udstødt og fik Ordre til at forlade Hjemmet for bestandigt. Han forlod sit Hjem med lidt Mad, hvori der var blandet Gift. Det var bedre, at han døde, end at han stadig vanærede Familien.
"Jeg husker den Nat, da jeg var jaget ud af mit Hjem - den første Nat. Da jeg lærte min Frelser at kende, fortalte jeg det til min Fader, min Broder og mine øvrige Slægtninge. I Førstningen regnede de det ikke for ret meget, men efterhånden kom de til den Opfattelse, at det var en stor Vanære, at jeg skulde blive en Kristen, og så blev jeg jaget bort fra mit Hjem. Den første Nat måtte jeg tilbringe under et Træ, og Vejret var koldt. Jeg havde aldrig før prøvet sligt. Jeg var ikke vant til at bo et sådant Sted uden noget som helst Ly og Læ. Jeg begyndte at tænke: ,I Går og den foregående Tid plejede jeg at leve i Velvære i mit Hjem, men nu skælver jeg af Kulde, er hungrig og tørstig, uden Ly og Læ og har ingen varme Klæder og ingen Mad.` Jeg måtte tilbringe hele Natten under Træet. Men jeg mindes den vidunderligste Glæde og Fred i mit Hjerte, min Frelsers Nærværelse. Jeg havde mit Nye Testamente i Hånden. Jeg erindrer den Nat som min første Nat i Himlen. Jeg husker den vidunderlige Fryd, som fik mig til at sammenligne den Nat med den Tid, da jeg levede i mit luksuriøse Hjem. Der, midt i Luksus og Overflod, kunne jeg ikke finde Fred i mit Hjerte. Frelserens levende Nærværelse vendte Lidelsen til Fred. Siden har jeg stedse følt min Frelsers Nærværelse."
Han blev døbt i Simla i den engelske Højkirkes Mission den 3. September 1905.
Ved sin Beslutning om som Kristen at leve på samme Måde, som de indiske hellige Mænd, har Sundar
22
virkeliggjort en bemærkelsesværdig og frugtbar Tanke. Er Sadhu, en Sannyasi eller en Fakir - Forskellen mellem disse behøver vi ikke at udvikle her - ejer intet i denne Verden undtagen en safrangul Kjortel, som kendetegner hans "Profession." Han hengiver sig aldeles til den særlige Form for Religions-udøvelse, som han har besluttet sig til, og som er forskellig for de forskellige Individer, men som hovedsagelig består enten i asketiske Øvelser, i stille Betragtninger og mystiske Henrykkelsestilstande eller, mere sjældent, i Prædikevirksomhed. En hellig Mand behandles med den største Respekt. Mænd i de højeste Stillinger viser ham Ærbødighed. Overtroen udstyrer ham med overnaturlige Evner. At give ham et Måltid Mad eller Logi for Natten er en fortjenstfuld religiøs Handling - hvilket gør "Professionen" mulig for Mænd med høje Ideer og hellig Livsførelse og tiltrækkende for mange, hvis Ideer og Livsførelse er det modsatte af høj og hellig. Men til Trods for de manges Svigten, har dog de fås umiskendelige Selvfornægtelse formået at holde Stillingen i Ære, og en virkelig Sannyasi hilses med guddommelige og kongelige Titler som, Swami, Mahatma, Maharaja,
At optage en Sadhus Levevis giver for en til Kristendommen omvendt Inder Løfte om een stor Fordel på Bekostning af een stor Vanskelighed. Fordelen ligger i, at der bliver Lejlighed til at forkynde den nye Religion på en særlig indisk-karakteristisk Måde. Vanskeligheden består i Faren for, at den nedarvede Respekt og Ærbødighed, som knytter sig til en Sadhus Liv og Person, let kan vende sig til Harme og Forfølgelse, når det opdages, at det er Kristendom, denne Sadhu prædiker. I Løbet af de næste syv År fik Sundar klart at føle både Vanskelighederne og Fordelene ved den Levevis,
23
han havde valgt - vandrende fra Sted til Sted, uden at eje andet end sin Kjortel, sit Tæppe og et Eksemplar af det Nye Testamente, måtte han leve af den Føde, som taknemlige eller medlidende Tilhørere bød ham - eller, dersom ingen bød ham noget, af Rødder og Blade - og tage imod Gæstfrihed, når den tilbydes, og ellers sove i Huler eller under Træerne.
Det må erindres, at Befolkningen i Indien og de tilgrænsende Stater hovedsagelig lever i Landsbyer. Det er derfor i Himalaya-landsbyerne - hvor en Fremmedes Ankomst ikke behøver at averteres, for at en Tilhørerkreds skal samles - Sadhuen indtil for ganske nylig har gjort sit væsentlige Missionsarbejde. Hans første Rejse spændte over: Punjab - hans eget Land - Kashmir, Beludshistan og Afghanistan. Han sluttede med en kort Hviletid i en Landsby ved Navn Kotgarh beliggende i Himalaya-bjergene omtrent 6000 Fod over Havet og omtrent 55 engelske Mil fra Simla. Denne By har stedse siden været et Slags Hovedkvarter for ham eller i det mindste det Punkt, hvor han begyndte og sluttede sine Missionsrejser.
Her kom Sundar i Slutningen af Året 1906 i Forbindelse med Mr. P. E. Stokes, en velhavende Amerikaner, som, stærkt grebet af den hellige Frans af Assisi, havde givet Afkald på al materiel Rigdom og arbejdede for at grundlægge et Broderskab for indisk Missionsarbejde efter de første Franciskaneres Forbillede.
"Nogle Uger efter at jeg havde taget Beslutningen om min nye Levevis," skriver Mr. Stokes, "lod en indisk Kristen sig bevæge til at slutte sig til mig. Han var en omvendt Sikh og havde i mere end et År rejst omkring i Landet som en kristen Sadhu. . . . . Når mit Arbejde førte mig ned i Lavlandet, blev han oppe i Bjergene for
24
at varetage vore Interesser, og han arbejdede med en sådan Tro og med sådanne Resultater, at alle var forbavsede. Hans Arbejde har været meget bedre end mit, og skønt han ikke er stort mere end en Dreng, har han alligevel lidt både Hunger, Kulde, Sygdom ja endog Fangenskab for sin Herres Skyld."
Foruden at prædike i Landsbyerne arbejdede de to sammen i Spedalskhedsasylet i Sabathu og i Pestlejren i Nærheden af Lahore. Sundar selv fortæller, at han og Stokes i Virkeligheden kun levede sammen i tre Måneder, skønt de arbejdede sammen i to År. Af Stokes hørte han naturligvis meget om Frans af Assisi.
Sadhuen omtaler altid den hellige Frans med den største Ærbødighed, og det, således netop i Begyndelsen af sin Løbebane, at få Lejlighed til at beundre denne ophøjede Ånd, hvis Livsmål og Livsvej var så nær i Slægt med hans eget Ideal af en "kristen Sadhu," må uden Tvivl have efterladt både Inspiration og blivende Påvirkning hos ham. Men vi må ikke tænke os nogen bevidst Efterligning af den hellige Frans. "Vær dig selv, efterlign ikke andre," er een af Sadhuens Grundsætninger både med Hensyn til hans eget Liv, og når han vejleder andre. Mens Sadhuen med stor Beundring talte om Mr. Stokes' Karakter og Arbejde, fortalte han os samtidigt, at hans Ven havde gjort et Misgreb ved alt for slavisk at efterligne det franciskanske Forbillede, og at han selv havde afslået helt ud at tiltræde det nye Broderskab.
Med Hensyn til et, meget vigtigt, Spørgsmål har Sadhuen hidtil afslået at følge Frans af Assisi. "Den hellige Frans følte, at det var Guds Vilje, at han skulde indstifte en ny Orden, men jeg føler ikke, at dette er Guds Vilje med mig." Om klogt eller uklogt, så har han
25
hidtil kun givet meget lidt Håb til dem, der har opfordret ham til at danne en kristelig Sadhu-orden. Han er af den Opfattelse, at sådanne Ordener i Reglen åndeligt forfalder efter Stifterens Død, og at religiøse Organisationer (Middelalderens gejstlige Samfund kaldtes Kapitler.) er tilbøjelige til at lægge for megen Vægt pas menneskelig Bistand.
"I Bjergene bruser Strømmene af sted, banende sig deres eget Løb. På Slettelandet må Mennesker møjsommeligt grave Kanaler, for at Vandet kan finde Afløb. Således vil den Helligånd hos dem, der lever på Højderne hos Gud, bane sig Vej efter sit eget Råd, hvorimod de, der kun ofrer liden Tid på Bøn og fortrolig Omgang med Gud, møjsommeligt må organisere."
Denne Sadhuens Beslutning og hans fuldstændige Mangel på Interesse for Organisation - og sandsynligvis også på Evner dertil - adskiller ham på en Gang fra de to Missionær-mystikere, Frans af Assisi og Apostlen Paulus, med hvem han på så mange andre Punkter kan sammenlignes. Sadhuen har følt dyb Bekymring for de enkelte af hans ,åndelige Børn", som han kalder dem, men Bekymringen for alle Menighederne eller Truslen fra et Ordenskapitels' Genstridighed har han aldrig oplevet. Han har på mange Måder båret sit Kors; men han har aldrig følt Smerte og måttet kæmpe, for at ikke en eller anden elsket Menighed skulde falde tilbage til Lov-trældom, bryde sammen i Splid eller falde fra den oprindelige simple Trosregel. Og det er måske netop af den Grund, at hans Syner i nogle Henseender ikke har givet ham slet så dybe Oplevelser som Paulus eller Frans.
I 1908 foretog Sadhuen sin første Rejse i Tibet. Fra den Tid har han gjort dette Land til sin særlige Missionsmark.
26
Han droges til Tibet, dels fordi der dér kun havde været gjort såre lidt kristeligt Missionsarbejde - der bor nogle få Missionærer, mest Hernhutter, ved Landets Grænser - og dels fordi han anser Tibets Evangelisation som den første og mest nærliggende Pligt for den indiske Kirkes Missionsarbejde, Tibets Religion er en forringet Form af Buddhisme, og det Forhold, at Præsterne eller Lamaerne, som de kaldes, i Kraft af deres gejstlige Embede også er Indehavere og Udøvere af den verdslige Magt, gør dem selvfølgelig til bitre Modstandere af religiøse Nydannelser. Men Sadhuens Forkærlighed for denne særlige Missionsmark er uden Tvivl blevet styrket ved de Genvordigheder, som Arbejdet der frembyder, Lidelserne i Kulden og Sneen, Sandsynligheden for Forfølgelse og Muligheden for Martyrium tiltaler den Lidenskab for Delagtighed i Kristi Lidelser, som er et så fremtrædende Karaktertræk hos ham, og som har været Årsag til at mange - fejlagtigt, som vi senere skal se - har kaldt ham Asket.
Fra 1908 har det været hans Arbejdsplan at tilbringe det halve af Året, eller helst endnu mere, i Tibet og om Vinteren at arbejde i Indien. Han prøvede en Gang at missionere i Tibet om Vinteren, men en 4 Meter høj Snedrive holdt ham indespærret i et Hus i halvfjerdsindstyve Dage og overbeviste ham om, at det var umuligt at leve der som omrejsende Prædikant på den Årstid.
Årene 1909 og 1910 tilbragtes på St. Johannes Kollegiet i Lahore. Studiekammeraterne mindes, hvorledes han også der levede en Sadhus Liv. Skønt han aldrig klagede og sjældent kritiserede, følte han sig uden Tvivl ikke i Harmoni med Gennemsnitsstudentens Interesser og Synskreds. Han var også alvorligt bedrøvet over at se, i hvilken Grad de Kristnes Liv kom til kort over for
27
de ophøjede Sandheder, de bekendte at tro på - en Dom, som man forstås ud fra Sadhuens eget ophøjede Liv og ikke man tages som noget, der særligt falder tilbage på de Kristne i Lahore, Studiet selv kunne, hvor godt det end passede for en almindelig Student, næppe tiltale et Menneske med hans Temperament og Oplevelser; og det synes, som det har været overdraget dette Afsnit af hans Liv at modne den Overbevisning, at de mest ophøjede religiøse Kundskaber erhverves ikke ved Studium, men ved umiddelbart Samfund med Kristus, som det udtales i et af hans Yndlingsudtryk: Religion er ikke en Hoved-, men en Hjertesag.
Det var sandsynligvis i Lahore, han første Gang så Thomas a Kempis' Bog "Kristi Efterfølgelse". Siden har han ofte læst denne Bog, og den har efterladt sig tydelige Spor i hans "Tanker om Korset". Bibelen og Naturens Bog er, som han siger, de eneste Bøger, han regelmæssigt læser, Og de er de eneste Bøger, han altid har med sig. Men lejlighedsvis, når han bor hos Venner, læser han andre Bøger, især dersom han finder nogen af eller om Mystikerne, Han har læst en Levnedsskildring af Frans af Assisi - af hvem eller hvornår kan han ikke huske; den Slags Enkeltheder har han ingen Interesse for, Somme Tider har han været optaget af Al-Ghazzali og andre af Sufismens (En muhamedansk filosofisk Retning.)
Mystikere. Han har ligeledes læst noget af Botime, St. Theresa, lidt af Svedenborg og Madame Guyon. Vi antager, at han først i de senere År har stiftet Bekendtskab med de fire sidste af disse; vi har ikke af ham selv kunnet fan nogen afgjort Besked med Hensyn til Tidspunkter.
Medens han var på Kollegiet, begyndte han at lære at spille på Zitar, et indisk Strengeinstrument, men opgav
28
gav det snart, fordi det tog for megen Tid, og fordi det ville være vanskeligt for ham som Sadhu at bære Instrumentet med sig. Han gav det til en af sine Venner idet han bad ham på bedste Måde bruge det til Guds Ære.
Musik påvirker ham meget forskelligt under forskellige Sindsstemninger. Når hans Sind er tynget af den Opgaves Storhed, som ligger for ham, er den tilbøjelig til at virke nedtrykkende. I opløftede Øjeblikke kan han somme Tider udbryde i Takkesalmer; men sin almindelige Stilling udtrykker han vittigt på følgende Måde: "Jeg vil hellere lade være at synge, jeg er bange for, at jeg kun laver Støj."
Kort Tid efter Opholdet på Kollegiet nåede han til en vigtig Afgørelse: Han var blevet anbefalet til Optagelse i den gejstlige Orden i den engelske Højkirke og havde allerede fået Tilladelse til at prædike. Men da han opdagede, at det at blive ordineret til Tjeneste i dette Kirkesamfund ville beskære hans Muligheder for at virke iblandt andre Kirkesamfund og ville pålægge Begrænsninger og opstille Skranker med Hensyn til hans kristelige Arbejdes Virkekreds, besluttede han: ikke at tiltræde den gejstlige Orden og sendte samtidig sin Prædiketilladelse tilbage til Biskop Lefroy, som på den Tid var Biskop i Lahore. Biskoppen, som erkendte, at Sadhuen havde Kald til et Arbejde af en særlig Art og større Omfang, indså fuldt ud Forstandigheden i dette Skridt og vedblev alle sine Dage at nære dyb og faderlig Interesse for ham og hans Arbejde.
Da Sadhuen var i Oxford, bad vi ham fremstille for os de nøjagtige Grunde til, at han afgav sin Prædiketilladelse. "Der blev sagt mig", svarede han, "at dersom jeg ordineredes i den engelske Højkirke, kunne jeg ikke
29
prædike i andre Kirker, selv om jeg nok kunne tale i andre kristelige Samfunds Skoler og Kollegier", Denne Bemærkning førte til, at vi fik en Samtale om det kristelige Enhedsproblem. Vi nedskrev følgende fyndige og karakteristiske Bemærkninger: "Dersom de Kristne ikke kan leve lykkeligt sammen her i dette korte Liv, hvorledes vil de då leve sammen i Evigheden?" "Guds Børn er meget kære, men meget sære. De er meget rare, men rædsomt smålige". "Jeg sagde til Ærkebiskoppen af Canterbury, at ligesom der er Højkaste og Lavkaste i Indien, er der også Højkirke og Lavkirke i England; Kristus selv ville ikke have lavet sådanne Forskelle," Videre fortalte han om en Samtale med Ærkebiskoppen af Lambeth ; "Jeg sagde ham ganske åbent, at jeg prædikede i de anglikanske Kirker (den engelske Statskirke), og at jeg tillige havde taget imod en Indbydelse fra Dr. J. H. Jowett til at tale i Westminster Chapel og mod en Indbydelse til at tale i Metropolitan Tabernacle. Ja, sådan er det rigtigt for Dem`, sagde Ærkebiskoppen med et Smil-"
Men skønt Sadhuen gør Krav på absolut Frihed med Hensyn til sin egen Virksomhed, er han dog ikke på nogen Måde fjendtlig over for gejstlig Autoritet som sådan, Førend han forlod Ærkebiskoppen, knælede han, efter Opfordring af en højkirkelig Ven, ydmygt foran denne for at modtage hans Velsignelse. Ærkebiskoppen udtrykte et stærkt Ønske om at se ham igen, og da dette ikke kunne lade sig gøre, kom han til Stede og tog Plads på Platformen ved et Møde for londonske Præster, hvor Biskoppen af London dirigerede, og hvor Sadhuen talte.
Tre Småtræk vil være tilstrækkeligt til at bibringe Formodning om - hvis man kan sige så - Atmosfæren i den kristelige Sadhulevevis, som han antog, og hvori han
30
ikke er bundet til nogen religiøs Organisation. Det første fortalte han os selv i Paris:
En Dag under Rejsen til en bestemt Landsby, fik han to Mænd i Sigte foran sig, hvoraf den ene pludseligt forsvandt. Et lille Stykke længere fremme kom han udenom den tilbageblevne Mand, som, idet han pegede på en Skikkelse, der lå på Jorden dækket af et Lagen, fortalte Sadhuen, at det var hans Ven" som var død her på Vejen. "Jeg er en fremmed her; vil De ikke hjælpe mig med lidt Penge til hans Begravelse?" Sundar havde kun to Småskillinger, som han havde fået til at betale Bropenge med ved en Bro, han skulde passere, og så sit Tæppe; men han gav det hele til Manden og gik videre. Han var ikke kommet ret langt, før Manden kom løbende efter ham, faldt ned for hans Fødder og under Hulken udbrød: "Min Kammerat er virkelig død." Sadhuen forstod ikke Meningen, førend Manden forklarede, at de plejede at plyndre Rejsende ved at skiftes til at foregive, at en af dem var død, Sådan havde de gjort i årevis; men da han i Dag kaldte på sin Ven, kom der intet Svar, og da han løftede Klædet, blev han slået med Forfærdelse ved at se, at han virkelig var død, "Jeg er sandelig glad" ,tilføjede han naivt, "at det ikke var min Tur til at spille død Mand i Dag". Den sølle Mand var overbevist om, at Sadhuen var en stor Helgen, og nu havde de røvet alt, hvad han havde, og derved nedkaldt Gudernes Vrede over sig, og han anråbte Sadhuen om Tilgivelse, Så talte Sundar til ham om Kristus, og hvorledes han måtte søge Tilgivelse hos ham, "Gør mig til din Discipel", sagde Manden. "Hvorledes kan jeg gøre dig til min Discipel, når jeg selv kun er en Discipel?" svarede Sadhuen. (Vi er ikke ganske sikre på, om dette Svar blev givet ved denne eller en senere Lejlighed.)
31
Han tillod imidlertid Manden for en Tid at følge med på hans Vandringer. Derefter sendte han ham til en Missionsstation ved Garhwal, hvor han senere blev døbt.
Vi anfører et andet Træk efter Mrs. Parkers Bog
I en Landsby i Thoriadistriktet var Folk så fjendtlige imod ham, at han bestandig måtte tilbringe Natten i Junglen i den Tid, han prædikede blandt dem. En særlig mørk Nat, efter en Dag fuldt af strengt Arbejde fandt han i Junglen en Hule, hvor han hyllede sig i sit Tæppe og sov ind, Da Dagslyset faldt ind, opdagede han til sin Forfærdelse en stor Leopard, der lå og sov ganske tæt ved ham. Dette Syn næsten lammede ham. Men da han vel var kommet ud af Hulen, kunne han kun takke Gud for hans Forsyn, der havde våget over ham, mens han sov, "Indtil nu", siger han, "har intet vildt Dyr nogen Sinde gjort mig Fortræd."
Vor Kilde til følgende Træk, er et Brev til Nordindiens kristelige Ugeblad, "Nur Afshan", anført af Mr. Zahir, Brevskriveren, som er en Inder, ansat ved Regeringens Skovvæsen, fortæller, hvordan han en Dag, da han gik ned ad et Bjerg, mødte en Sadhu, der gik opad. Nysgerrighed fik ham til at se efter, hvordan det ville gå denne, så i Stedet for at slå Følge med ham og tale med ham, som hans første Indskydelse var, holdt han sig lidt tilbage, Han blev da Vidne til følgende, Da Sadhuen nåede Landsbyen, satte han sig på en Klippeblok, tørrede Sveden af sit Ansigt og begyndte at synge en kristen Salme. Der samledes hurtigt en Del Folk; men da de forstod, at Kristi Kærlighed var Emnet for hans Tale, blev mange af dem vrede - deriblandt Brevskriveren, som var et ivrigt Medlem af Arya Samaj. (Arya Samaj er måske den mest indflydelsesrige af de moderne indiske Reformbevægelser. Det er en Slags Protestantisme indenfor Hinduismen. Dets Motto er: Tilbage til Vedaerne.)
32
En Mand styrtede hen og gav Sadhuen et Slag, hvorved han faldt ned af Klippeblokken og skar sin Kind og Hånd slemt. Uden at sige et Ord rejste Sundar sig igen, forbandt sin Hånd med sin Turban, og mens Blodet stedse randt ned over hans Ansigt, begyndte han at prise Gud i Sang og bede om Guds Velsignelse over dem, der fortrædigede ham, Manden, Kripa Ram, som havde slået Sundar ned, søgte senere hen længe og energisk efter ham i det Håb at blive døbt af "den sårede Hånd" ; men da han ikke fandt ham, indvilgede han i at lade sig døbe af den stedlige Missionær, men han har ikke opgivet Håbet om atter en Dag at møde Sadhuen, Brevskriveren fortsætter med udførligt at forklare, hvordan denne Hændelse ganske har ændret hans egen Stilling til Kristendommen og slutter med at anmode alle Læserne om at bede for ham, at han må vinde Styrke til ved Dåben åbent at bekende sin Tro på Kristus.
OPNÅELSE AF FULD MODENHED 1912-1918
Til Trods for Venners Indsigelser følte Sadhuen sig i sit treogtyvende År drevet til efter sin Herre og Mesters Forbillede at påbegynde en Faste på fyrretyve Dage, Han udvalgte sig en skyggefuld Plads i Junglelandet mellem Hardwar og Dehra Dun, noterede i sit Nye Testamente den nøjagtige Dato for Fastens Begyndelse og samlede fyrretyve Sten i en Bunke ved Siden af sit Leje for at kunne holde Regnskab med Tiden ved at kaste een bort hver Dag. I de første Stadier af Fasten følte han stærk Svie i sin Mave forårsaget af Manglen på Føde; men den gik snart over. Under Fastens videre Forløb så han Kristus - dog, siger han, ikke med de
33
legemlige Øjne som ved Omvendelsen; thi hans Øjne var matte, så han intet kunne se - men i åndelige Syner så han ham med gennemborede Hænder, blødende Fødder og strålende Ansigt. Hele Tiden igennem følte han i sig selv en kendelig Forøgelse af den Følelse af Fred og Lykke, som han i så rigt Mål har ejet, siden han blev Kristen. Denne Følelse var i Virkeligheden så berigende, at han ingen som helst Fristelse havde til at opgive Fasten. Da hans legemlige Kraft svækkedes, så han, eller mener han at have set, en Løve eller et andet vildt Dyr og hørte en Brummen. Denne Brummen syntes At komme længere borte fra, mens Dyret selv syntes nær ved - Hørelsen er sandsynligvis hurtigere blevet svækket end Synet. Han blev for svag til at bortkaste Stenene, og Resultatet var, at han ikke kunne holde Regnskab med Tiden, og det er uvist, hvor mange Dage, han fastede. To Skovarbejdere fandt ham i denne Forfatning og bar ham i hans Tæppe til Rishi Kish og derefter til Dehra Dun. Han erindrer, at han på den Tid var sig fuldt bevidst, hvad der skete, men at han ikke havde Kræfter til at tale.
Sadhuen hævder, at Fasten har efterladt blivende Virkninger i hans åndelige Liv. Visse Tvivl, han havde båret på, blev endelig klaret. Forud havde han tvivlet om, hvorvidt hans Følelse af Fred og Glæde virkelig stammede fra Guds Nærværelse, eller på en eller anden Måde stammede fra en skjult Kraft, som hans Sjæl var udrustet med, og som nu vældede frem i hans eget Indre. Men under Fasten, mens hans legemlige Kræfter var lig Nul eller næsten lig Nul, voksede Freden kendeligt og blev meget dybere. Det overbeviste ham om, at denne Fred stammer fra Himlen og ikke fra hans egne menneskelige Evners og Kræfters Virksomhed. Et andet
34
resultat af Fasten var Overbevisningen om, at Ånd er noget andet og mere end Hjernevirksomhed. Han plejede at gruble over, hvad der ville blive af hans Ånd efter Legemets Opløsning. Men da han under Fasten erfarede, at efterhånden som hans Legeme blev svagere, syntes hans åndelige Evner at blive mere vågne og virksomme, er han kommet til det Resultat, at Ånden er noget helt forskelligt fra Hjernen. "Hjernen er kun Kontoret, hvor Ånden arbejder. Hjernen er som et Orgel, og Ånden er som Organisten, der spiller derpå. To eller tre af Tangenterne kan beskadiges, så de ikke giver nogen Toner, men det betyder ikke, at Organisten ikke er der,"
Han fortalte os også, at Fasten efterlod en blivende Indflydelse på hans Karakter,
"Førend jeg prøvede de fyrretyve Dages Faste, blev jeg hyppigt angrebet af Fristelser - når De skriver Deres Bog, bør De også skrive om mine Svagheder - især når jeg var træt, plejede jeg at blive ærgerlig, når Folk kom for at tale med mig og gøre mig Spørgsmål. Jeg mærker stedse denne Svaghed, men ikke noget i Sammenligning med før Fasten. En af mine Venner fortalte mig, at det var ikke noget, der var værd at tage sig af, men selv om han havde Ret deri, er det dog stedse en Svaghed, som jeg ikke kan lide at have i mit Liv. Den har voldt mig mange Vanskeligheder og mange Tvivl; men den er måske givet mig for at holde mig i Ydmyghed, ligesom den Torn i Kødet, Paulus taler om, og som jeg undertiden tænker må have været den samme Ting. Eller den er måske Resultatet af, at jeg lever i Legemet her; men jeg ønsker, at det var anderledes. Når jeg led Hunger og Tørst, plejede jeg at klage og spørge, hvorfor Gud ikke drog Omsorg for mig. Han havde sagt mig, at jeg ikke skulde tage Penge med. Dersom jeg
35
havde haft Penge med, kunne jeg have købt, hvad jeg behøvede. Efter Fasten er det imidlertid så, at når ydre Trængsler kommer over mig, siger jeg: "Det er min Faders Vilje, måske jeg har gjort noget, så jeg fortjener det".
Endvidere: Før Fasten var jeg undertiden fristet til at opgive Sadhulivet med alle dets Besværligheder, vende tilbage til min Faders velhavende Hjem, gifte mig og leve i Velvære. Kunne jeg mon ikke være en god Kristen og leve et Liv i Samfund med Gud også der? Men da så jeg, at skønt det ikke var nogen Synd for andre at leve i Velvære og have Penge og Familie, så var Guds Kald for mig dog et andet, og Henrykkelsens Nådegave, som han har givet mig, er bedre end noget Hjem. Her finder jeg vidunderlige Glæder, som overgår alt andet. Jeg er viet til Kristus. Jeg siger ikke, at Ægteskab ikke er godt for andre. Men dersom jeg allerede er bundet til Kristus, hvorledes kan jeg da vies til en anden?"
Vi spurgte, om han senere havde fastet i kortere Tidsrum. "Jeg har været tvunget til det i Himalaya-bjergene", svarede han.
"Har De fundet, at den Slags Faste har Betydning for Deres åndelige Liv?"
"Jeg har fundet, at alle Ting er til Nytte for mig i mit åndelige Liv, Hunger og Tørst så vel som andre Ting." Sadhuen forklarede os, at han iværksatte ikke Fasten i den Hensigt at påføre sig selv Lidelser - det er en hinduisk Tanke, erklærede han. Det var ikke hans Agt at gentage Fasten, ej heller mener han det ønskeligt for enhver Kristen at forsøge den. Men fra forskellige Hentydninger, han kom med, drog vi den Slutning, at Fasten betød et afgørende Punkt i hans åndelige Udvikling. Vi
36
kunne være fristede til at beskrive den i den mystiske Teologis tekniske Udtryk, som en Overgang fra Erkendelsesstadiet til Enhedsstadiet; (Det vil sige: Fra det Stade i den åndelige Udvikling, hvor man belæres og modtager oplysning, til det Stade, hvor man har nået den fulde Hengivelse og Fordybelse i Gud og Enhed med ham.) men de meget svage Antydninger af noget svarende til det mellemliggende Stade, der kendes som "Sjælens mørke Nat" - noget vi skal vende tilbage til i et senere Kapitel - ville gøre alle Sammenligninger misvisende. Ja, hvis det var berettiget at udelade Fangenskabsbrevene ved en Karakteristik af Paulus, så kunne vi sige, at der her var Tale om en Overgang fra en Paulinsk til Johannæisk Erfaringstype. Men dette vil på samme Måde i nogle Henseender blive misvisende. Sadhuens Personlighed er tilstrækkelig egenartet til at have vundet frem til Modenhed efter sine egne Linier.
Tiden efter Fasten er bemærkelsesværdig som en Tid, hvori han udholdt de heftigste Forfølgelser, særlig i Tibet; og hvori han på den anden Side flere Gange oplevede vidunderlig Udfrielse, som han selv er tilbøjelig til at mene sandsynligvis skyldes Engles Mellemkomst. I en lille Vennekreds i Oxford lykkedes det med noget Besvær at få Sadhuen til at give sin egen Fremstilling af en af de mest slående Hændelser. Vi anfører Historien, som den er fortalt af Mrs. Parker og hidsætter bagefter de, sandsynligvis ikke rent sproglige, Forskelle, som vi fandt mellem de to Beretninger.
I Byen Rásár blev han arresteret og anklaget for Hovedlamaen, fordi han var kommet ind i Landet og havde prædiket Evangeliet. Han blev erklæret skyldig, og omringet af en ondsindet Skare blev han ført ud til Retterstedet.
Der anvendes almindeligvis to Henrettelsesmåder
37
Tibet. Den ene er at sy den pågældende ind i en våd Oksehud, som derpå lægges ud i Solen, for at den kan skrumpe sammen og derved til sidst gøre Ende pas den indsyedes Lidelser. Den ånden består i, at man kaster Manden ned i en tør Brønd og lukker den solidt til.' Og denne sidste Måde blev vedtaget for Sadhuens Vedkommende.
Da de kom til Brønden blev hans Tøj flået af ham, og han blev kastet ned i Mørket med en sådan Voldsomhed, at hans højre Arm blev stærkt beskadiget.
Mange Mennesker var kastet ned i dette Hul for aldrig mere at komme op, og han landede derfor pas en Bunke, der bestod af Menneskeknogler og råddent Kød. De fleste ville foretrække enhver anden måde at dø på end denne, Hvor han end anbragte sine Hænder, var det i råddent Menneskekød! Og Stanken næsten forgiftede ham, så han med Frelserens Ord råbte: "Hvorfor har du forladt mig?"
Dagen gik, og Natten kom uden at bringe nogen Forandring i dette rædselsfulde Mørke. Uden Mad, ja uden en Dråbe Vand hengik Timerne og blev til ny Dag og ny Nat. Og Sundar mærkede, at han ikke kunne have så langt igen. På det tredje Døgn hørte han oven over sig en skrabende Lyd. En eller anden var i Færd med at åbne d'et aflåsede Dæksel til hans frygtelige Fængsel. Han hørte Nøglen blive drejet om og Støjen af Jernstangen, idet den droges bort. Derpå hørte han en Stemme ovenfra, som sagde, at han skulde holde fast i det Reb, der nu blev firet ned for at frelse ham. Da Rebet nåede ham, greb han om det med de fas Kræfter, han endnu havde tilbage, hvorefter han blev trukket op i den friske Luft.
Disse Metoder er et snedigt Forsøg pas at omgå Buddhismens Lov, som forbyder de sande Disciple at dræbe.

38
Da han var kommet op, blev Låget igen smækket i og aflåset. Men da han så sig om, var der intet at se til nogen Befrier. Smerterne i Armen var borte, og den friske Luft fyldte ham med nyt Liv. Alt, hvad Sadhuen følte, han kunne gøre, var at prise Gud for sin underfulde Befrielse. Og da Morgenen gryede, slæbte han sig, så godt han kunne, tilbage til Byen for at hvile sig i et Herberge, indtil han atter kunne prædike. Hans Tilsynekomst vakte den største Bevægelse. Nyheden blev hurtig meldt Lamaen; den Mand, man troede død, var rask' og allerede i Gang med at prædike.
Sadhuen blev på ny arresteret og bragt for Lamaens Domstol, og han fortalte dem om sin vidunderlige Befrielse. Lamaen var meget ophidset og erklærede, at en eller anden måtte have taget Nøglen og lukket op. Da man søgte at finde den, viste den sig at sidde på sin gamle Plads i Lamaens eget Bælte! Han stod målløs, fuld af Undren og Frygt. Derpå befalede han Sadhuen at forsvinde fra Staden så hurtigt som muligt og så langt bort som muligt, idet han frygtede, at hans mægtige Gud skulde bringe Ulykker over ham selv og Befolkningen.
Til os fortalte han, at før han styrtedes i Brønden, fik han et Slag af en Knippel over den ene Arm, som næsten sloges over; ligeledes fortalte han, at der i Enden af Rebet var en Løkke, hvori han satte Foden, ellers ville han, på Grund af den dårlige Arm, ikke have været i Stand til at holde sig fast. Han lagde megen Vægt på at fremhæve, at samtidigt med Rædselen, Smerterne og Frygten følte han stedse en overvældende Fylde af indre Fred og Glæde.
I samme Tidsrum falder to Hændelser, som Folk har været stærkt optaget af:
Han opdagede Tilstedeværelsen af et kristeligt Broder-
39
skab, som siges at tælle 24,000 Medlemmer, og som almindelig omtales som "Den hemmelige Sannyasi Mission." De synes, ved Siden af meget ægte kristeligt, at have nogle mærkelige, men - hvis vi i det hele kan bedømme dem ud fra de få Oplysninger, vi har - ikke meget interessante eller værdifulde, hemmelige Læresætninger og Traditioner. Sadhuen har omgåedes dem som alle andre kristelige Samfund i en sympatisk og broderlig Ånd; men han har stærkt tilskyndet dem til åben Færd. Efter hans Opfattelse er Frimodighed til at bekende Kristus og Lydighed til at vidne om ham det egentlige i et sandt Kristenliv,
Senere fandt han i en Hule i Kailashkæden i Himalaya-bjergene 4000 Meter over Havet en umådelig gammel Rishi eller Eremit, "Maharishien fra Kailash", Denne Eremit gav Sadhuen en forunderlig Beretning om sin umådelige Alder og vidunderlige Kræfter og Oplevelser og fortalte ham om en Række Syner af apokalyptisk Art. Sadhuen var uden Tvivl dybt grebet af denne mærkelige Mands Personlighed og Beretninger. Han har besøgt ham flere Gange og har til mange Mennesker i Indien fortalt om, hvad han har set og hørt. Ulykkeligvis, men på den anden Side ret naturligt, har Folks Interesse, tiltrukket af de aparte Ting i Beretningen, samlet sig om denne sagnagtige Eremit på en Måde, der i den senere Tid har forvoldt Sadhuen nogen Fortrædelighed, idet han hyppigt er blevet bombarderet med Spørgsmål om Eremitten og hans Åbenbaringer. "Folk har gjort alt for meget ud af denne Hændelse," sagde han til os i Oxford. "Maharishien er en Bønnens Mand, og jeg har stor Ærbødighed for ham, men det er ikke min Opgave at prædike Maharishien, men Kristus."
Vi har omtalt dette Afsnit af Sadhuens Liv som den
40
Tid, hvori han nåede til åndelig Modenhed - for så vidt man virkelig kan tale om, at dette kan nås af et Menneske i dette Liv, Det vil derfor være naturligt at henlede Opmærksomheden på tre fremtrædende Træk i hans indre Liv: Hans "Tanker om Korset," hvis vi kan kalde hans ejendommelige Stilling til Lidelser således; den uudsigelige' Fred, som er knyttet til hans mystiske Oplevelse af Kristi Nærværelse, samt hans Henrykkelsestilstande. Disse Træk, som i Virkeligheden fandtes og trådte meget klart frem hos ham før Fasten, synes nu at have vundet en større Dybde og Bestandighed.
Mr. Stokes fortæller, at allerede i Efteråret 1906, da han plejede Sadhuen under et Febertilfælde ledsaget af heftige Mavesmerter, hørte han ham fremhviske : "Hvor dejligt at lide for hans Skyld." Den Tanke, at Lidelse er en Forret i samme Grad, som den er en Lejlighed til at få Del i Kristi Oplevelser og være med i hans Arbejde, er lige så grundlæggende hos Sadhuen som hos Paulus. Der er ingen Tvivl om, at han bogstavelig talt glæder sig over at lide for Kristi Skyld. Af denne Grund har mange beskrevet ham som Asket, men han afviser, som vi senere skal se, ganske afgjort den asketiske Idé, som denne almindelig opfattes. Ikke Lidelser for Lidelsens egen Skyld, men for Kristi Skyld og for hans Gerning - det er, hvad han elsker.
"Der er intet som Korset i Himlen eller på Jorden. Det var ved Korset, Gud åbenbarede sin Kærlighed til Menneskene, Uden Korset ville vi være forblevet uvidende om vor himmelske Faders Kærlighed. Derfor ønsker Gud, at alle hans Børn skal bære den tunge, men herlige Korsets Byrde; thi derigennem vil vor Kærlighed til Gud og hans Kærlighed til os åbenbares for andre." "Vi vil aldrig få en ny Lejlighed til at bære Korset
41
efter vort Jordeliv; thi vi skal aldrig vende tilbage til dette Liv. Derfor: nu er det Tiden at bære Korset med Glæde; der vil aldrig igen gives os en Lejlighed til at bære denne herlige Byrde."
"Det er mit Kald at arbejde i Fattigdom og Enfoldighed. Fik jeg Tilbud om et Ærkebispeembede, ville jeg afslå det."
I anden Række må vi nævne hans uudsigelige Fred - "Himlen på Jorden", som han kalder den - som vælder ud af hans dybe Bevidsthed om Kristi Nærværelse
i Sjælen som Trøst, som Livsfællesskab og som Kraft. Det er den alene, som sætter ham i Stand til at give sine Tanker om Korset praktisk Udtryk i Dagliglivets Virkelighed. Vi vil forsøge at beskrive og bedømme den i et Kapitel kaldet "En Mystikers Fred".
I den nuværende Sammenhæng vil det være tilstrækkeligt at bemærke hans Udtalelse om, at denne Følelse af Fred altid forstærkes i særlig Grad under stærk Lidelse og Forfølgelse. Han fortalte os, at han særlig erindrede denne forstærkede Følelse af Fred i Brønden i Tibet og ved en anden Lejlighed, som senere skal omtales, hvor han var tvunget til at tilbringe en Dag og en Nat uden Føde og Vand med Hænder og Fødder sluttede i Stokken og det nøgne Legeme besat med Igler, der sugede hans Blod.
Endelig er der hans Henrykkelsestilstande, som siden Fasten er forekommet hyppigere, og syntes ham mere tilfredsstillende. I disse Tilstande mener han, at han ligesom Paulus er henrykket til den tredje Himmel og ser og hører uudsigelige Ting. Han henter herfra ikke alene fornyet åndeligt Velvære og åndelig Indsigt, men også legemlig Vederkvægelse og fornyet Kraft. De beskrives,
42
og deres Natur og Værdi drøftes i et senere Kapitel af denne Bog.
"Jeg tror", siger Sadhuen, "at et Liv i Bøn og med den indre Fred, som hører til Kristenlivet, sætter os i Stand til i høj Grad at modstå Sygdom så vel som at udholde Hunger og Trængsler. Jeg blev forbavset, da jeg hørte, at nogle af Mystikerne havde et ret mangelfuldt Helbred."
Mr. Stokes Erfaringer er værd at bemærke i denne Forbindelse,
"Førend jeg rejste til Indien, var jeg ikke stærk. Det var i Virkeligheden anset for et Spørgsmål, om jeg kunne leve i det indiske Klima selv under ordinære Vilkår. Efter at være kommet derud, men førend jeg fik begyndt mit Arbejde, fik jeg et meget hårdt Febertilfælde med Tilbagefald, Lægerne - der var to - beordrede mig hjem og forsikrede mig, at jeg ville være død inden fjorten Måneder, hvis jeg ikke fulgte deres Ordre. Da jeg følte, at jeg ikke kunne forlade Arbejdet, blev jeg, og alligevel levede jeg og er blevet stedse stærkere siden.
Det synes mig en Kendsgerning, at vi er tilbøjelige til at anse mange Ting for umulige, førend vi har prøvet deres Mulighed. Den Mand, som lider mod sin Vilje, vil snart blive en nedbrudt Stakkel, men dersom han lider frivilligt, tvunget dertil af sin Overbevisning, er hans Udholdenheds Kraft næsten ubegrænset, Dette har jeg lagt Mærke til hos Broder Sundar Singh og hos hinduiske Bhagats, og jeg kender det fra, hvad jeg selv har gennemgået, Overbevisningen, Idealiteten, bevirker, at Lidelsen bliver et berigende Privilegium. Hjemme havde Doktoren sat mig på Diæt, men som Munkebroder har jeg spist Ting, som Inderne er bange for at røre, , , , , , En Mands Kraft står i Forhold til det Arbejde, Gud
43
giver ham at gøre, og den Beredvillighed og Begejstring, hvormed han går ind til det."
VERDENSBERØMT 1918-1920
Sadhuens Besøg i Madras i Begyndelsen af Året 1918 indleder et nyt Afsnit i hans Liv, idet det kendetegner Overgangen fra en ret ukendt Virksomhed til verdensomfattende Anseelse, Rygtet om hans Virksomhed i Norden var nået til Sydindien forud for ham. Tusinder samledes for at høre ham.
Hvor han kom, fulgte en Bølge af åndelig Vækkelse blandt de Kristne. Ikke-kristne blev også grebne deraf, og et enkelt Sted blev ikke mindre end nitten omvendte.
I denne Forbindelse må vi fremhæve den Kendsgerning, at til Trods for idelige Opfordringer har Sadhuen stedse afslået at døbe nyomvendte. Han henviser dem altid til de ordinerede Præster i de Kirkesamfund, som har Missionsarbejde på Stedet. Hans egen Fader besluttede på dette Tidspunkt at blive en Kristen. "Du har åbnet mine åndelige Øjne," sagde han, ,så du må døbe mig." "Dersom jeg døber dig," sagde Sadhuen, "er der hundreder af andre, som jeg må døbe. Det er ikke min Opgave at døbe, men at forkynde Evangeliet."
Sadhuen forstår utvivlsomt Ønskeligheden af, at Dåben forberedes gennem en længere Oplæring end den, der kan gives af en omrejsende Prædikant, og han indser tillige, at i Almindelighed er det en Nødvendighed for den omvendte at blive Medlem af en levende Kristenmenighed, da han ellers let kan falde tilbage til sit gamle Liv. Men hans Vægring ved at foretage
Ø
dåbshandlingen skyldes sandsynligvis, i det mindste for en Del, at den uoplyste nyomvendte ville tillægge hans personlige Udøvelse af Dåbshandlingen en særlig Værdi.
Hinduerne er meget tilbøjelige til at tillægge en "hellig Mand" overnaturlige Kræfter; de frygter hans Forbandelse og anråber om hans Velsignelse i Tro til de Kræfter, der er ham iboende. Sadhuen er meget omhyggelig for at undgå en sådan Tro på, at der skulde knytte sig lignende Kræfter til ham personlig.
Vi spurgte ham engang, hvorvidt han nogen Sinde havde prøvet Helbredelse ved Bøn. "Ja," sagde han, "men jeg opgav det; thi jeg fandt, at det fik Folk til at se hen til mig og ikke til Kristus, og det er et Kors, jeg ikke kan bære.
På Ceylon lå en kristen Mands Søn døende, opgivet af Lægerne. Moderen bønfaldt mig om at komme, lægge Hænderne på ham og bede for ham. Jeg sagde: "I mine Hænder er der ingen Kraft, men kun i Kristi gennemborede Hænder." Til sidst indvilgede jeg i at gå hen og besøge ham på Hospitalet og bede for ham under Håndspålæggelse. Tre Dage senere så jeg Drengen sidde sammen med sin Moder på en af de bageste Bænke i Salen, hvor jeg talte. Da indså jeg, at hvor meget jeg end indskærpede Folk, at det ikke var min personlige Kraft, som virkede Helbredelse, men derimod Kristi Kraft som Svar på Bøn, ville de alligevel se på mig som en Undergører, og jeg indså, at jeg måtte ikke mere gøre noget sådant, da det ville opmuntre Overtroen og vende Opmærksomheden fra det Evangelium, jeg havde at forkynde."
Sundars Årvågenhed overfor de uheldige Følger af ren personlig Anseelse kan endvidere ses af følgende Træk, som er fortalt os af en kvindelig Missionær:
45
Da han første Gang besøgte den nordindiske By, hvor hun arbejdede, brugte han i sine Taler, hvad han ofte gør for at forklare og forstærke sine Ord, at nævne nogle af de bemærkelsesværdige, og efter hans egen Opfattelse overnaturlige, Udfrielser, han har oplevet. De indiske Kristne der på Stedet talte Uger igennem ikke om andet, Tre År senere besøgte Sundar atter denne By, men da nævnede han ikke et eneste Træk af den Slags,
Hans Missionsrejse til Sydindien og Ceylon fulgtes af en lignende Tur til en Del større Byer i Burma, Malaj Staterne og Kina og Japan. Efter sin Hjemkomst tilbragte han Sommeren med sit sædvanlige Missionsarbejde i Tibet.
I Januar 1920 indskibede han sig for England. Det var hans Ønske at aflægge et Besøg i Palæstina, men han kunne ikke få Pas dertil, Han forlod imidlertid Indien i det Håb, at han på Hjemvejen fra England ville være i Stand til at få dette. I Maj indskibede han sig for de Forenede Stater, Han var indbudt til at besøge Sverige, Frankrig og Schweiz, når han kom tilbage til England, men tog til sidst i Stedet for mod en Indbydelse til Australien, hvorfra han vendte tilbage til Indien. Sin Beslutning om at rejse fra Sted til Sted uden Penge eller nogen Bekymring for Dagen i Morgen, holder han stedse afgjort fast ved. Overfor en, som rejste Tvivl om, hvorvidt denne Side af Sadhuidealet kunne virkeliggøres i Vestens Lande, svarede han: "Gud er den samme i Østen og Vesten," Og det er en Kendsgerning, at der ingen Vanskeligheder er forekommet. Hans Rejse til England betaltes af Faderen, der, som nævnt, nylig er blevet forsonet med ham, og i England og Amerika har Venner naturligvis let kunnet sikre en sådan Mand Gæstfrihed.
46
Hans Vært, som følger ham på Stationen, forsyner ham med Billet til Rejsens næste Mål. Større Udgifter, som Rejsen til Amerika, samledes ved Bidrag fra Venner.
Sundar havde mere end een Hensigt med sit Besøg i Vesten. Han ønskede personlig at undersøge Sandheden i den Påstand, som Ikke-kristne i Indien havde fremsat over for ham, at Vestens Lande er umoralske, og at Kristendommen er ophørt med at være en levende Kraft der; han håbede at få talt med gudfrygtige Mennesker, og han følte sig kaldet til også der at bære Vidnesbyrd om Jesu Kristi Kraft.
Besøget har været Umagen værd. Missionsvenner har følt det som en stor Opmuntring, idet de i ham ser et klart Vidnesbyrd om Guds Velsignelse over deres Bønner og Arbejde i de svundne År. Det har været inspirerende for mange at lytte til hans friske og levende Fremstilling af Religion, og der er ikke få, som tænker tilbage på deres personlige Møde med ham som et Vendepunkt i deres Liv. Måske vil tillige Virkningerne af dette Besøg i Vesten gennem hans derved vundne større Udsyn og Oplevelser ikke være uden Betydning eller Indflydelse på Kristendommens fremtidige Udvikling i Indien.
I Vestens Byer er den safrangule Kjortel og Turbanen iøjnefaldende. Men han er på alle Måder en Skikkelse, som tiltrækker Opmærksomheden. Han er rank af Holdning, noget over middelhøj, med sort Hår og Skæg, lys olivenfarvet Hud, et østerlandsk præget Ansigt; Øjnene er blide og mørke, med et roligt Udtryk. Der er en fredfyldt Værdighed i hans hele Fremtræden og Færd, og han frembyder - er der dem, der har sagt, - et Syn, "som om han var kommet lige ud af Bibelens Blade."
Der fortælles, at engang han aflagde Besøg et bestemt
47
Sted, var det en lille Tjenestepige, som lige var kommet fra en afsides Egn på Landet, der lukkede op. Han sagde sit Navn "Sadhu Sundar Singh." Hun styrtede ind til Fruen: "Der er en, som ønsker at tale med Dem Frue. Jeg kan ikke forstå, hvad han hedder; men han ser ud, som han kunne være Jesus Kristus selv,"
Da han af Natur er ret tilbageholden, bærer han ofte, når han færdes offentligt, en Regnfrakke over sin Kjortel, for ikke at vække for megen Opmærksomhed. Dersom det er muligt, undgår han Omnibusser og overfyldte Tog og foretrækker at spadsere eller ved Lejlighed tage en Droske. Ikke des mindre optager han det i god Mening, når Folk på generende Måde stirrer på ham og hans usædvanlige Dragt, og han bliver aldrig irriteret af den nærgående og ikke altid høflige Opmærksomhed, som Børnene på Gaden viser ham.
Under et Besøg i Birmingham blev han indbudt til at se Cadbury's Chokoladefabrik. Da han bag efter spurgtes, om det havde moret ham, svarede han: "Jeg morede mig, og jeg tænker, at Kvinderne og Mændene, som arbejdede på Fabrikken, morede sig ved at se mig." "De burde ladet dem betale lidt for det," indskød en Ven. "Ja, ja," sagde Sadhuen smilende, "men de gav mig så megen Chokolade, at jeg ikke kunne spise nogen Frokost den Dag." Han viser ikke sjældent sådanne Glimt af Humor, og ligesom Middelalderens Helgener viser han undertiden Ringeagt for sædvanemæssige Ærbødighedsforestillinger. Efter at have været en Tur oppe i Eiffeltårnet med dets tre Stokværk bemærkede han: "Nu kan De sige, at De har været en Tur i den tredje Himmel ligesom Paulus."
Folk som indbyder Sadhuen til at spise hos dem, spørger ofte i Forvejen, om han spiser al Slags Mad. Han
48
har ingen indskrænkende Regler i så Henseende, "Hver Ting til sin Tid," er en Regel, han hyppigt hævder. Han er i lige Grad rede til at deltage i en god, vel tilberedt og pænt serveret Middag, som til at spise den simpleste Kost eller, om det er nødvendigt, helt at undvære Mad. Og dersom Kaffe og små Desserter bydes Selskabet, afslår han ikke disse Ting,
"England er ikke koldt nok til mig," var hans Svar til nogle, som var bange for, at han i sine tynde Klæder ville føle det barske Klima. Tibet har vænnet ham til meget stærk Kulde. Han sagde et Sted, at han ville ikke engang have gået med Sandaler - i Indien gør han det aldrig - men hans Venner havde ladet ham forstå, at Damerne i England, for deres Gulves Skyld, ville se med Bekymring på det Snavs, som han ved at gå barfodet kunne bringe med ind, Derfor gik han med Sandaler på Gaden, men tog dem efter orientalsk Skik af, når han gik ind i Stuerne.
Hengiven overfor Venner, høflig og betænksom mod alle, en Dyreven - vi lagde Mærke til, hvordan han næsten ømt klappede en lille Hund, som påkaldte hans Opmærksomhed - vil han overfor enhver, som møder ham, være et slående Udtryk for den legemliggjorte Fred, Finhed og Elskelighed.
Pludselig at vågne og finde sig selv som en "ny Stjerne" i London eller New York er en Oplevelse, som let kan demoralisere selv den, der kender tilstrækkeligt til Vestens Civilisation til at kunne vurdere og virkeligt bedømme Folkestemningens Art og Dybde, Ikke få af dem, der ønsker det bedste for Sadhuen, har, ganske naturligt, men, som vi tror, ganske unødvendigt, følt Ængstelse for, at han - for at benytte den almindelige Vending - "skulde blive spoleret,"
49
Kirkens Smiger vil blive værre at modstå end Verdens Fjendskab. Men Sadhuen er ikke uvidende angående det menneskelige Hjerte. "Vi må følge Kristus med vore Øjne stedse fæstede på ham, men med begge vore Øren lukkede; thi fra den ene Side får vi at høre smigrende Udtalelser, som vil gøre os forfængelige, og fra den anden Side hård Kritik og Bagtalelse, som vil tage Modet fra os." "Folk skriver om mig," sagde han til Baron von Hügel, "men de fortæller aldrig om mine Svagheder, så jeg kan rette dem." Det blev engang i hans Nærværelse nævnet, at Mrs. Parkers Bog om ham var til Salg i en bestemt Boghandel. "Det er ikke heldigt," sagde han, "at en Mands Levnedsskildring skrives, mens han lever." Det var visselig kun under den udtrykkelige Forudsætning, at denne, vor, Bog ikke skulde være en anden Levnedsskildring, men et Forsøg på at forklare Vestens Lande hans Budskab og således måske yde noget i Tilslutning til hans Prædiken, at han indvilgede i at forsyne os med Materiale til Opgavens Løsning.
Det travle, larmende Liv i Vestens Byer virkede øjensynlig forstyrrende og trættende på et sådant Menneske, i hvis Sjæl det ligger at elske den frie Natur og de stille Betragtningers Liv. Selv hjemme i Indien holder han ikke af de store Byer. Han føler altid, at Ondskabens Magt er særlig stærk der. "At gå til de store Byer er mig altid imod, og jeg må overvinde mig selv for at gøre det; men der blev engang under en Henrykkelse sagt mig, at det nuværende Liv er den eneste Lejlighed, som vil blive givet mig til at hjælpe andre i denne Verden. Dette er jo et Privilegium, som ikke engang indrømmes Engle. Vi skal eje Himlen for stedse, men vi har kun en kort Tid til tjenende Arbejde her og må derfor ikke forspilde denne ene Lejlighed. Jeg forstår,
50
hvorfor Eneboere foretrækker at leve i Huler og Bjergegne. Jeg ville selv foretrække det."
Ved et Selskab i Oxford spurgte en ham ganske ligeud, hvad han mente om engelsk Kristendom og engelsk Liv. Det var tydeligt, at han fandt det vanskeligt at udtrykke sine Tanker på en Måde, som ikke syntes uhøflig mod hans Vært, idet han sagde, at han havde endnu ikke set nok til at være i Stand til at fælde en Dom; men at der syntes ham at være gjort for lidt ud af den religiøse Side i Retning af Sjælefred. "Åndelige Ting kan man ikke skelne uden gennem stille Eftertanke." Så gled han, ganske naturligt, over til at tale om Guds Fred og Manglen derpå i engelsk Liv og engelsk Religion, og de, der hørte det, vil ikke let glemme det.
Et af Sadhuens Breve til en indisk Ven var mere ligetil, "Mange Mennesker er forbavsede over at se mig i min tarvelige Dragt og uden Strømper og Sko. Men jeg fortalte dem, at jeg elskede Tarvelighed, og at jeg, hvor som helst jeg kom, ønskede at leve på samme Måde som i Indien og ikke skifte Kulør som en Kamæleon. Jeg har kun været to Uger i England og kan ikke tale med stor Vægt ud fra mine Indtryk. Men jeg føler, at ligesom Solen sjældent er til at se på Grund af Tåger og Støvregn, således er Retfærdighedens Sol næsten altid skjult af Materialismens Tåger og Støvregn. . . . . Mange Mennesker, især dem, der har fået Velsignelse af mine Møder, siger til mig, at der behøves flere Missionærer fra Indien,"
På den anden Side fortalte han en indisk Ven, at til Trods for at det engelske Folk var så materialistisk, havde han fundet mange åndelige Mennesker mellem det, Og han udtalte en Opfattelse, der meget afgjort afveg fra den Påstand, at Indien ikke har mere at lære
51
af Vestens Missionærer, Han anså visselig Missionsinteresse og -virksomhed som den mest livbringende Kraft i Vestens Kristenhed.
I Amerika synes dette dobbeltsidige Indtryk af Vesten at være uddybet, - han gav det i det mindste mere offentligt Udtryk. Her ville Kristus sige: "Kommer hid til mig alle I, som er betyngede af Guldet, og jeg vil give eder Hvile." "Alligevel, Gud har sine Folk hele Verden over, og han har også sine Vidner i Vesten,"
Både i Amerika og England blev Sadhuen, hvor han kom, modtaget med Begejstring, og som Følge af Øvelsen ved Prædikevirksomheden blev det mindre og mindre vanskeligt for ham at tale på engelsk til store Forsamlinger. Han påskønnede Modtagelsen, han stiftede Venskaber, og han havde Grund til at tro, at hans Budskab ikke blev forkyndt forgæves. Alligevel mærkede de, som han var mest fortrolig med, at han ikke følte sig helt lykkelig i Vesten, og de så ham Dag for Dag blive mere og mere opsat på at vende tilbage til Himalaya-bjergenes Stilhed og den strenge Simpelhed som er forbundet med det indiske Sadhu-Liv,

II EN MYSTIKERS TROSBEKENDELSE
EN KRISTOCENTRISK MYSTIK'
DET er blevet sagt om Paulus, at han var en af Verdens store Mystikere, men at hans Mysticisme i Modsætning til deres, som higer efter Forening med det absolutte eller med Tilværelsens inderste Virkelighed, samlede sig om Kristus. Sådan er det også med Sadhuen. I hans Henrykkelsestilstande, i ethvert Syn, er Kristus Midtpunktet i det hele. Lige meget hvornår han til daglig mellem Venner taler om Kristus, altid stråler Kærlighedens Lys i hans Øjne og hans Ansigt forklares - ligesom undertiden i de mest ophøjede Øjeblikke en Kvindes, når hun ser på sin Elskede. Når man ser ham, forstår man, hvorfor en Kristen er blevet betegnet som "en, der er blevet forelsket i Kristus."
Når man har forstået, hvordan Kristus er Midtpunktet i hans Mystik, har man dermed Nøglen til at forstå hans Lære, hans Karakter og hans hele Måde at leve på z Det guddommelige grebet igennem og som eet med den evige Kristus, fremkalder hos ham en Lidenskab og Hengivelse, som er utænkelig hos de Mystikere, i hvis Forestillinger den absolutte Virkelighed antager en mindre levende, legemlig og personlig Form. Det er derfor, han
1 En Mystik, hvori Kristus er Midtpunktet.
2 Al kristelig Mystik er naturligvis rettet mod Kristus, men Nyplatonismens Indflydelse har ofte givet den en metafysisk Retning, som er fremmed for den simple og umiddelbare Opfattelse hos Mystikere som Frans af Assisi, Moder Juliana eller Sadhuen.
53
er Missionær, skønt hans naturlige Tilbøjelighed går i Retning af Eneboernes Liv i stille Betragtninger og Beskuen i ensomme Bjerghuler, Kristi Kærlighed tvinger ham, "Elsker du mig mere end disse?" . . . . . "Vogt mine Lam." Dette er tillige Årsagen til, at han så ofte hævder, at Religion er ikke en Hovedsag, men en Hjertesag - ikke spekulativ Forståelse af det oversanselige, men personlig Hengivelse, ikke at skue den absolutte Virkelighed, men personlig og frelsende Kærlighed. Og dette er væsentlig Grunden til, at vi har vovet at hævde, at de, som har lært Sadhuen at kende, føler, at de meget bedre forstår det indre Liv hos de to store Skikkelser: Frans af Assisi og Paulus.
Vi anfører en Artikel dikteret af ham. Efter at han med egne Øjne havde set London, Oxford og Paris -berømte Byer, der i hans Tanker symboliserede de forskellige Sider af Vestens Tankegang og Civilisation - gav han til et Tidsskrift Hovedtrækkene i, hvad han følte som sit særlige Budskab, Dersom vi havde haft det på hans Modersmål, ville det lyde som Poesi i Prosaform.
"Kristus er min Frelser. Han er mit Liv. Han er alt for mig i Himlen og på Jorden. Da jeg engang rejste i en sandet Egn, blev jeg sulten og tørstig. Stående på Toppen af en Høj spejdede jeg efter Vand. Synet af en Sø noget borte fyldte mig med Glæde; thi nu håbede jeg ;at få slukket min Tørst. Jeg vandrede frem mod den i lang Tid, men kunne stedse ikke nå den. Efterhånden forstod jeg, at det var en Luftspejling, et Spejlbillede af Vand skabt ved Solstrålernes Brydning. Der var i Virkeligheden intet.
På samme Måde vandrede jeg i Verden, søgende efter Livets Vand. Denne Verdens Ting - Rigdom, Stilling, Ære og Velvære - så ud som en Sø, af hvis Vand
54
jeg kunne drikke for at slukke min åndelige Tørst. Men jeg kunne aldrig finde en eneste Vanddråbe til at læske mit Hjertes Tørst. Da mine Øjne åbnedes, så jeg Livsens Flods Vande flyde fra hans gennemstungne Side. Jeg drak deraf og fik slukket Tørsten, Der blev ingen Tørst mere, Siden har jeg stedse drukket af dette Livsens Vand og har aldrig mere følt Tørst i denne Verdens sandede Ørkenland, Mit Hjerte er fuldt af Lov og Pris,
Hans Nærværelse. giver mig en Fred, som overgår al Forstand, ligegyldigt under hvilke Omstændigheder, jeg befinder mig. Omringet af Forfølgelser og Trængsler har jeg fundet Glæde, Fred og Lykke. Intet kan fratage mig den Glæde, jeg har fundet i min Frelser. Hjemme - han var der, I Fængslet - han varder. Ved ham omdannedes Fængslet til et Himmerig og Korset til en Velsignelsernes Kilde. At følge ham og bære hans Kors er så dejligt og dyrebart, at dersom jeg ikke i Himlen finder noget Kors at bære, vil jeg trygle ham om at sende mig som Missionær, om det så skulde være til Helvede, sådan at jeg i det mindste der kunne have Lejlighed til at bære hans Kors, Hans Nærværelse vil omskabe selv Helvede til Himmerig. Ligesom en stum Mand ikke formår at udtrykke sit Velbehag ved lækre Sager, således kan en frelst Synder heller ikke udtrykke det Velbehag, han føler ved Kristi Nærværelse i hans Hjerte. Kun et himmelsk Tungemål kan give Udtryk for denne himmelske Fred.
Omringes jeg end af denne Verdens Farer, Fristelser, Synd og Sorg - ved ham, som gav sit Liv, er jeg dog frelst.
Havet er salt. Fisken lever hele sit Liv der; men den bliver aldrig salt, fordi den har Liv. Ligeså er vi, når vi modtager Liv fra ham, omendskønt levende i denne
55
Verden, dog ikke af denne Verden. Ikke alene her, men også i Himlen skal vi finde vort Liv i ham.
Nu har jeg ingen Attrå efter Rigdom, Stilling og Ære. Jeg attråer ikke engang Himlen, Men jeg behøver ham, som gjorde mit Hjerte til et Himmerig. Hans uendelige Kærlighed har fortrængt Kærligheden til alt andet. Mange Kristne kan ikke føle hans dyrebare, livgivende Nærværelse, fordi hos dem lever Kristus i deres Hoveder eller i deres Bibel og ikke i deres Hjerte. Kun når en Mand giver sit Hjerte, vil han finde ham. Hjertet er Kongernes Konges Trone, Himlens Kongestad er det Hjerte, hvor denne Konge regerer,"
Det er tydeligt, at en Mand, som kan tale og føle på denne Måde, kun har liden Brug for en systematisk Teologi med alle dens omhyggelig gennemtænkte Slutninger angående det oversanselige. Han tænker desuden i Billeder. For ham er en Lignelse eller en Illustration ikke alene et Middel til at fremstille et Bevis, men er ofte selve det fremstillede Bevis. Han fremstiller ikke en almindelig Lære, som han så afstiver med Illustrationen, Han fremstiller først Illustrationerne og uddrager så den Lære, som findes i dem. Illustrationerne er i fremtrædende Grad fulde af liv og slående, men han har ingen Umage gjort sig for at fremstille dem, så de passer ind i et System, selv om de Tanker, de illustrerer, har deres egen indre Sammenhæng, Sadhuens Lære har en sådan indre Sammenhæng; ikke fordi han tilstræber System, men fordi hans Lære er det umiddelbare Udtryk for vidtrækkende Betragtninger over det Nye Testamente af en Mand, hvis Personlighed har nået til et Stade af indre Enhed og Harmoni.
Men netop fordi Sadhuen ikke er en systematisk Teolog, men en Mand, som tænker i Billeder, vil det være
56
af betydelig Interesse at se den levende og virksomme Måde, hvorpå Kristendommens Hovedgrundsætninger fremstiller sig i hans Tankegang. Hvad vi vil finde, er i Virkeligheden den Johannæiske Teologi udtrykt i Lignelser,
TREENIGHEDEN - ET SYN
"Jeg havde en Tid svært ved at komme til Rette med Treenighedsdogmet. Jeg havde tænkt mig tre forskellige Personer siddende som på tre Troner; men det klaredes alt sammen for mig i et Syn. Jeg henrykkedes til den tredje Himmel. Der blev sagt mig, at det var den samme, som Paulus var henrykket til. Der så jeg Kristus i et forklaret åndeligt Legeme sidde på en Trone, Det var det samme, hvorhen jeg så gik, Kristus var altid Midtpunktet - en Skikkelse uudsigelig og ubeskrivelig, Hans Ansigt skinnede som Solen, men var ikke i nogen Måde blændende, og var så mildt og venligt, at jeg uden nogen Vanskelighed kunne betragte det - altid smilende med et elskeligt, herligt Udtryk. Da jeg første Gang så ham, følte jeg det, som var der en eller anden gammel glemt Forbindelse mellem os; det var, som han uden noget Ord sagde til mig: Det er mig ved hvem, du blev skabt.' Jeg havde en Følelse af samme Art, men langt heftigere, som den jeg havde, da jeg efter mange Års Forløb atter mødte min Fader. Min gamle Kærlighed dukkede op i mig igen. Jeg forstod, at jeg tidligere havde været hans.
Første Gang, jeg kom ind i Himlen, så jeg mig omkring og spurgte: Men hvor er Gud?' Og de svarede mig: Gud er ikke mere synlig her end på Jorden; thi Gud er den ufattelige. Men Kristus er her, og han er Gud; han er den usynlige Guds Afbillede, og kun i
57
ham kan vi se Gud i Himlen som og på Jorden`. Og fra Kristus så jeg udstrømme ligesom skinnende og fred' bringende Bølger, der gik gennem og mellem de hellige og Englene og alle Vegne bragte Forfriskelse, på samme Vis som Vandet i varmt Vejr forfrisker Træerne. Og jeg forstod, at det var den Helligånd."
KRISTI
KRISTI MENNESKEVORDELSE
"Livets Ord blev Kød; Ordet klædtes i Kød. Jeg plejede at tænke: Hvorfor behøvedes det, at Gud skulde iklæde sig Kød og påtage sig et Menneskes Skikkelse? Før jeg blev Kristen, plejede jeg at kritisere dette Dogme. Der er mange Tusinder, som ikke har nogen forstandsmæssig Vanskelighed ved at tro på Kristi Menneskevordelse, men som ikke kan forstå dets Nødvendighed. De finder imidlertid ofte i deres Hjerte et stærkt Begær efter at se Gud. Mennesket har en naturlig Trang til at se Gud. Vi ønsker at se ham, som vi prøver på at tilbede og tjene; men han er ufattelig.
Jeg siger til Afgudsdyrkere: Hvorfor tilbeder I disse Afguder?` De svarer: Gud er ufattelig, og disse Afguder betyder kun en Hjælp for os til at samle vore Tanker. Ved Hjælp af disse Symboler kan vi dog i nogen Grad tilbede og forstå Gud.` Ham elsker vi, og vi ønsker at tale til ham og se ham. Det vanskelige for os er, at vi ikke kan se Gud, fordi han er ufattelig. Dersom vi nogen Sinde skulde blive ufattelige, vil vi kunne se den ufattelige Gud. Her og nu er vi ude af Stand til at se ham, vor Skaber, vor Fader og Livets Giver. Det var derfor han klædte sig i Kød. Han påtog sig menneskelig Skikkelse, en fattelig Form, for at vi Mennesker på den Måde kunne se ham."
58
I Sadhuens Tale i Balliol College Hall, fra hvis Indledningsord det foregående Afsnit er taget, fremsattes to jævne Billeder hentede fra det indiske Liv:
"Da jeg engang var i Himalaya-bjergene, ønskede jeg at komme over Floden Sutlej, men der var ingen Bro, Jeg kunne ikke svømme over, Jeg tænkte på, hvad jeg skulde gøre, da jeg fik Øje på en Mand og sagde til ham: Jeg ville gerne over på den anden Side Floden, men her er hverken Bro eller Båd, Han svarede: Det er, som det skal være, Luften vil bære dig over.` Jeg blev forbavset. Jeg kunne indånde Luften, men Luften kunne ikke bære mig oppe og føre mig over på den anden Side. Men han tog et Skind, fyldte det med Luft og bød mig holde mig oppe ved det. Jeg gjorde det - og kom sikkert over. Ligesom Luften kun kunne bære mig ved at indesluttes i Skindet, således måtte Gud klæde sig i Kød for at hjælpe Mennesker. Livets Ord blev Kød, Han vil bære dem, som ønsker at gå over denne Verdens Flod ind i Himlen, Vi kan se den levende Fader i Jesu Kristi Menneskevordelse.
Jeg husker fra en anden Lejlighed, at der i Kashmir var en Mand, som ejede adskillige hundrede Får, Hans Hyrder plejede at drive dem ud på Græs, og en Aften, da de drev dem hjem, fandt de, at to eller tre manglede, Han bad Hyrderne om at gå ud og se efter dem, men af Angst for ville Dyr ville de ikke udsætte sig for noget for Fårenes Skyld.
Når jeg går for at søge efter disse Får, vil de ikke kendes ved mig; thi de har ikke set mig før. De vil kendes ved mine Hyrder, men Hyrderne vil ikke gå. Så må jeg blive som et Får, Han tog et Fåreskind, hyllede sig i det og så ud som et Får Han gik ud at søge, og fandt nogle, som var faret vild, og nogle,
59
som var kommet til Skade. De fulgte ham villigt, da de troede, at han var en af deres egen Flok.' Han fik dem i Hus, vågede over dem og fodrede dem. Da han havde frelst alle Fårene og fået dem i Hus, tog han Fåreskindet af. Han var ikke et Får, men et Menneske. Han blev et Får i den Hensigt at frelse disse tabte Får. Således er Gud ikke et Menneske, men han blev Menneske i den Hensigt at frelse Mennesker."
I Tamulforedragene finder vi denne Lignelse,
"Der var en Konge, hvis Førsteminister var en lærd og hellig Mand. Da denne Førsteminister engang var på Rejse i Palæstina, blev han dybt grebet ved at høre
om Kristus og blev en Kristen, Da han kom hjem, fortalte han Folket, at han var en Kristen og troede på (Frelseren, der kom til denne Verden for at frelse Syndere.
Kongen sagde til ham: Dersom jeg ønsker noget gjort, siger jeg det til min Tjener, og det bliver gjort, Hvorfor skulde da Kongernes Konge, som er i Stand til at frelse Mennesker ved et Ord, selv komme til denne Verden og påtage sig menneskelig Skikkelse?`
Førsteministeren bad om at få en Dags Betænkningstid, før han besvarede Spørgsmålet. Han sendte Bud til en dygtig Billedskærer, bad ham lave en Dukke, klæde den på nøjagtig som Kongens etårige Søn og bringe den hen til ham næste Dag.
Den næste Dag var Kongen og Førsteministeren sammen ude på en Sejltur i en lille Båd, og Kongen bad da om Svar på sit Spørgsmål. På samme Tid kom
1 Sadhuen sagde, at dette virkeligt var hændt. En Fårehyrde, hvis Mening jeg æskede, fortalte mig, at det kunne han godt tro, thi det var en almindelig Skik, hvis et Lam døde, da at tage en Tot af dets Uld og binde den til et andet Lam - hvis Moder var død, eller havde for mange Lam at die - og Fåret tager det med det samme. Skelnen og Følelsen af Familieskab sker hos Dyrene lige så meget ved Lugtesansen som ved Synsevnen.
60
Billedskæreren og stod inde ved Søbredden med Dukken, Kongen rakte sin Arm frem for at tage mod Barnet, thi han troede, det var hans eget Barn. Efter forud given Ordre fra Førsteministeren lod Håndværkeren da Dukken falde i Vandet. Kongen sprang med det samme i Vandet for at redde det druknende Barn. Efter et Øjebliks Forløb sagde Førsteministeren: "O, Konge, du behøvede jo ikke at springe i Vandet, Var det ikke nok at befale mig at gøre det? Hvorfor sprang du selv ud?" Kongen svarede: "Det var en Faders Kærlighed." Førsteministeren sagde da: "Kærlighed var ligeledes Årsagen til, at den almægtige Gud klædte sig i Kød i den Hensigt at frelse Verden i Stedet for at gøre dette ved sit blotte Ord."
FORSONINGEN
Vi spurgte en Dag Sadhuen, hvordan han forstod det Nye Testamentes Tale om, at vi frelses ved Kristi Blod. Han svarede med en Historie: Engang, da jeg i Burma prædikede Jesu Kristi Evangelium, sagde jeg: "Han døde for at frelse Syndere." "Hvordan det?" sagde de. Men en ung Mand, som var til Stede, sagde: "Det er sandt." Jeg tænkte: "Denne Mand må være en Kristen, men da jeg talte til ham, sagde han, at han havde aldrig hørt om Kristus." Han sagde: "Det er virkelig sandt. Ved denne Mands Død kunne andre frelses." Jeg sagde: "Hvordan det?" Han sagde: "Ved min Faders Død er jeg blevet frelst. En Dag, da jeg var i Bjergene, gled jeg, faldt ned, blev såret og forblødte næsten helt. Da min Fader hørte det, bragte han mig til Hospitalet."
"Han er på Gravens Rand," sagde Lægen.
61
"Han er min eneste Søn," sagde min Fader.
"Det er umuligt at hjælpe ham, Livet er ved at rinde ud. Han har mistet for meget Blod - der er intet at gøre," fortsatte Lægen.
"Dersom noget kan gøres, er jeg villig til at gøre det," sagde min Fader,
"Dersom en eller anden er villig til at give ham sit Blod, så kan jeg frelse ham," sagde Lægen.
"Jeg er villig til at give mit Liv og Blod," sagde min Fader,
"Det blev gjort; jeg levede og min Fader døde, og ved min Faders Død blev jeg frelst."
"Netop således," fortsatte Sadhuen, "var jeg faldet ned i Bjergene; jeg havde mistet mit åndelige Blod, Livet var ved at ebbe ud, og jeg var på Gravens Rand. Frelseren indgød sit eget Blod i mig - han udtømte sin Livskraft, og jeg frelstes. De, som er villige til at give deres Hjerte hen, vil forstå, hvor sandt det er, at ved Jesu Kristi Død kan de frelses,"
En meget mærkværdig Illustration fulgte, og vi forstod ham sådan, at den var ham givet i et Syn
I Sydindien var der et Tilfælde, hvor, under lignende Omstændigheder, en Kalvs Blod blev overført til en Mands Årer med det Resultat, at han siden hen udviste mange af en Kalvs Ejendommeligheder som f, Eks. Ondskabsfuldhed. Dette viser, hvorledes Overførelsen af Livet fra et Væsen til et andet kan ændre den således behandlede. Persons Karakter,
"Der sagdes mig i det samme Syn, at det er kun ved at indpodes i Kristus, vi kan bære god Frugt, Andre Religioner siger; Gør det gode, og du vil blive god," Kristendommen siger; "Bliv en Kristen, og du vil blive god," Meningen og Betydningen af Forsoningen ved
62
blodet, som renser os fra al Synd` er, at vi er indpodede i Kristus, jeg i ham og han i mig. Det er et Vildskud, som er indpodet i Træet, men når det engang er indpodet, vil Træets søde Saft strømme ud i det og forædle det."
De foregående Illustrationer er ganske efter samme Linie, som det i Johannes Evangeliet så fremtrædende Synspunkt, at Frelse er Delagtighed i det guddommelige Liv. Den efterfølgende Lignelse illustrerer den herfra noget forskellige Opfattelse, som også er fremme i Evangelierne, om Genløsning ved Kristi Død.
"To unge Mænd spillede Hasard. Ifølge Landets Lov var Hasardspillere hjemfalden til en Bøde på 400 Rupier. Politiet traf dem spillende og fængslede dem. Den ene af disse to var en rig Mands Søn, den anden var en fattig Forpagters Søn. Der betaltes øjeblikkeligt fire hundrede Rupier for den rige unge Mand, og han blev løsladt. Men hvad kunne den fattige unge Mand gøre? Eftersom han ikke kunne betale Bøden, måtte han blive i Fængslet. For at samle Penge til Bøden sled og slæbte hans Moder hele Dagen igennem med at bære Sten. Det hændte, at Stenene sårede hendes Hænder og fik hendes Blod til at flyde. Gennem sit Fængselsvindue så den unge Mand sin Moders Hænder og spurgte. Mor, hvad er det for Sår i dine Hænder? Hvad er det for Blod på dine Fingre?` Jeg arbejder således for at frelse dig,` sagde Moderen, og forklarede ham så i Enkeltheder det Arbejde, hun gjorde. Til sidst fik hun sammensparet fire hundrede Rupier og fik Sønnen udfriet af Fængslet.
Så en Dag så den rige unge Mand ham og indbød ham på Terningespil. Jeg kan aldrig mere indlade mig på det. Du kom hurtigt i Frihed, men jeg frelstes kun
63
ved min Moders hårde Arbejde, ved hendes Slid og Slæb, ved hendes Sår og hendes Blod. I Fremtiden skal jeg ikke så meget som se til dette Spil, der har bragt så megen Lidelse over min Moder.`
De, der som denne rige unge Mand tænker, at Frelse fra Synd er noget, der let opnås, har ingen Kraft til at forsage Synd. Men de, som forstår, at Gud blev Menneske og således udgød sit Blod for at frelse os fra vore Synder, vil ikke holde af at begå Synd, da den påfører deres Gud sådanne Lidelser."
Her en Lignelse, der snarere antyder den abelardianske Opfattelse af den selvopofrende Kærligheds Magt; "Der var en ung Mand, som førte et dårligt Liv; han var opsætsig mod sin Fader, løb hjemmefra og sluttede sig til sidst til en Røverbande.
Hjemme havde han en Broder, som holdt inderlig meget af ham. Faderen udtalte Ønsket om, hvis det var muligt, da at få overbragt sin forvillede Broder Budskabet om, at han var villig til at tilgive ham. Ingen vovede at påtage sig det på Grund af Farerne i Junglen. Til sidst tilbød Broderen at gå, og Faderen medgav ham det Budskab, at han stadig elskede sin forvillede Søn, og han sendte tillige nogle Gaver med for ret at overbevise ham om sin faderlige Kærlighed og gode Hensigt.
Undervejs overfaldes denne Broder af Røverne, som stjal hans Penge og Værdisager og sårede ham dødeligt. Han sagde til dem: Jeg bryder mig ikke om, at I tager alt, hvad jeg har, når I blot fører mig til jeres Anfører.` Dette gjorde de. Broderen kendte ham på Stemmen, og da han så hans Sår, gik det ham til Hjertet. Den sårede Broder sagde: Jeg har et Budskab at bringe dig fra vor Fader; han holder stedse af dig; han er aldrig ophørt med at holde af dig; dersom du nu vil vende
64
tilbage, vil han tilgive dig. Dette var mit Ærinde her, og nu er jeg rede til at dø.` Og så gav han sit Liv for sin Broder. Røveren angrede, vendte tilbage til Faderen og huskede stedse med Sorg og Smerte på Broderen, der havde givet sit Liv for ham. Således gjorde Jesus for os. Mange forstår ikke fuldt ud, hvad dette betyder for os, Har det fået Lov til virkeligt at berøre dit Hjerte?"
Pauli Ord om "Gærdets Skillevæg" er øjensynlig Baggrunden for følgende
"For nogen Tid siden så jeg i Himalaya-bjergene to Landsbyer, som havde været adskilte ved et meget højt og uoverstigeligt Bjerg, Den direkte Afstand mellem Landsbyerne var ikke stor, men da rejsende måtte gå uden om Bjerget, fordi det var umuligt at komme over det, tog Rejsen en Uge, Der levede i en af disse Landsbyer en Mand, som kom til det Resultat, at dersom der ikke kunne laves en Vej over Bjerget, så burde der laves en igennem det. Han besluttede, at om han så skulde ofre sit Liv på det, ville han forsøge at bryde igennem Bjerget. Han begyndte Arbejdet, men ulykkeligvis blev han dræbt, før Arbejdet var fuldført. Han gav sit Liv i Forsøget på at forene to Landsbyer. Jeg tænker på dette som et Billede på Syndens Bjerg og på, hvorledes Jesus Kristus har brudt Vej gennem det ved at give sit Liv, som Paulus siger: ,I, som fordum var langt borte, er kommet nær til ved Kristi Blod',"
Den Tanke, at Kristi Død alene eller hovedsageligt var et forsonende Offer, synes ikke at forekomme i Sadhuens Prædikener, eller synes, hvis den forekommer, kun at have liden organisk Forbindelse med hans inderste Tanker om denne Sag. For ham er det sådan, at Helvede og Dommen venter de ubodfærdige som det
65
uafvendelige Resultat af en indre Proces og ikke som et Udtryk for Guds Vrede. Thi han tænker sig kun Gud ud fra Jesu Kristi Åbenbaring af ham, og "Jesus Kristus er aldrig fortørnet på nogen."
MYSTISK SAMFUND MED KRISTUS
"Indien", siger Sadhuen ofte med lidenskabelig Overbevisning, "har ingen Brug for Missionærer, som forkynder en Kristus, der kun er en stor Morallærer og ikke tillige Livets Herre, De fleste af os kommer, ved at høre Navnet Kristus, først og fremmest til at tænke på den historiske Jesus - i og ved hvem vi ligesom ser den usynlige Guds Ansigt. Men den Kristus centrede Mystiker har til alle Tider først og fremmest tænkt på det evige guddommelige Væsen, som han kender og elsker, og først derefter tænkt på den Mand, som spiste, drak og lærte i Galilæa.
Sadhuen blev spurgt: "Der er dem, der taler om Kristus som den højeste blandt Mystikere, Hvad vil De sige til det?" Han svarede: "Det er noget, de er tilbøjelige til, som ikke gerne vil tro på Kristi Guddom. Kristus er ikke den højeste blandt Mystikere, Han er Mystikernes Mester, Mystikernes Frelser,"
"Kristus er ikke alene en historisk Skikkelse, men er en, som lever og arbejder i Dag. Han lever ikke alene i Bibelen, men i vore Hjerter." "En indisk Kristen, som havde rejst meget omkring, sagde engang: "Jeg har set Muhammeds Grav. Den var vidunderlig, smykket med Diamanter og alle Slags værdifulde Ting. Og man fortalte mig: Her hviler Muhammeds Ben. Jeg så Napoleons Grav, og man sagde: "Her findes Napoleons Ben." Men
' Sadhuen har i Almindelighed kun ringe Interesse for Seværdigheder, men da han var i Paris, viste han stor Iver efter at få Napoleons Grav at se - to Gange fandt han Kapellet lukket -- og han spurgte ivrigt ud om, hvorvidt og hvordan Napoleons jordiske Levninger var ført hid fra St. Helena. Denne Interesse for Napoleon, hvorom der er flere Vidnesbyrd, skyldes sandsynligvis hovedsagelig hans Interesse for den Modsætning, Napoleon selv opstillede, mellem de Riger, som var grundlagte af Aleksander, Cæsar og ham selv, og som var grundlagte på Magt og derfor var gået til Grunde, og Kristi Rige, som grundlagt på Kærlighed, aldrig kan gå til Grunde.
66
da jeg så Kristi Grav, var den tom. Der var ingen Ben der.`
Kristus er den levende Kristus. Graven har således været åben i hen ved to tusinde År. Mit Hjerte er også åbent for Kristus. Han lever i mig. Han er den levende Kristus, fordi han lever i de Kristnes Liv, Virkelige Kristne er ikke de, der bekender Kristus, men de der besidder Kristus.
Der er dem, der siger, at Frelse består i at gå op i Gud, blive eet med ham. Vi Kristne siger, at det at leve i Kristus er allerede at eje Himlen. Vi skal leve i ham og han i os. Hvordan kan det ske? Når en Jernstang stikkes ind i Ilden, bliver den rødglødende. Jernet er i Ilden, og Ilden er i Jernet, og Jernet er alligevel ikke Ild, og Ilden er alligevel ikke Jern. På samme Måde lever vi i Kristus, og han lever i os, og vi bliver alligevel ikke Guder.
Tænk på Luften, vi indånder. Luften er vort Liv; Mennesket er alligevel ikke Luft og Luften ej heller Menneske. På samme Måde indånder vi Guds Ånd, men vi er ikke Gud. Ganske som vi indånder Luften ved Åndedrættet, indsuger vi Guds Ånd ved Bøn. Vi ikke alene kommer Gud nær, men vi bliver forenede med ham. Dette er ikke alene Enhed, men Liv, og når vi har dette Liv, kan vi se Guds vidunderlige Kærlighed.
Planeterne er ikke selvlysende, De skinner med det Lys, de har lånt fra Solen. Kristne er ligesom dem. I sig selv er de ikke Lys; men de skinner med Lys lånt fra Retfærdighedens Sol.
67
Kirken kaldes "Kristi Legeme," fordi Forholdet mellem Kristus og Kristne ikke er bare som mellem en Husbond og hans Tjenere. Det er mere end det. Kristne er Kristi Lemmer. De er ikke alene Kristi Venner; de er Kristus selv. Han ånder og lever gennem dem.
Kristus er altid usynlig nærværende i sin Kirke. Når som helst Mennesker i deres Hjerter mærker en Følelse af Ærefrygt, er det en uklar Erkendelse af hans Nærværelse. Men Kristus gør aldrig Indgreb i vor Frihed, så han skulde tvinge os til at føle hans Nærværelse. Han tillader os at føle den, efter som vi kan det. Han søger visselig aldrig at få os i Tale ved Tvang, men kun ved dragende Kærlighed.
Vi kan se en Øjenmedicin. Vi kan se den så længe, den står foran os. Når den er dryppet ind i Øjet, køler ,len Øjet og renser det, men vi kan ikke mere se den med Øjet. Således kan vi heller ikke se Frelseren, som renser vort Hjerte og fylder det med Fryd ved sin Nærværelse.
Den Kristne har et evigt Liv, fordi den Gud, han er i Samfund med, er evig."
III EN MYSTIKERS FRED
GUDS FRED
AT have tilbragt en Time sammen med Sundar Singh vil sige at have modtaget et uforglemmeligt Indtryk af Ro og Glæde. "Guds Fred" lyser i hans Ansigt og synes ved hans blotte Nærværelse at spredes til hans Omgivelser. For ham er Himlen allerede begyndt her på Jorden, og han vil have det således for andre også. Han mener, at det var om sådanne Erfaringer Paulus talte i Efeser-Brevet 2,6: "Og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus." At denne Fred, denne "Himmel på Jorden," er en Virkelighed, der kan fås i Eje, er for Sadhuen det væsentlige i Kristendommens Budskab.
Det er et Evangelium med Muligheder for alle Mennesker. En Sætning af Miss Evelyn Underhill, vil nøjagtigt udtrykke hans Standpunkt : "Vi kan uden at være Geografer betages af et Landskabs Skønhed, og vi kan uden at være Filosoffer eller Teologer komme i Himlen, dersom vi blot går i den rigtige Retning; thi Himlen er en åndelig Tilstand, der mest simpelt kan betegnes som Bevidsthed om Kristi troen."
Denne Fred har fyldt hans Hjerte fra den Stund, han blev omvendt. "Da jeg blev omvendt, ved i et Syn at se Kristus, strømmede en Kraft, som var det Elektricitet, ind i min Sjæl og tog den i Besiddelse." Han ventede
69
naturligvis at finde andre Kristne frydende sig over denne Fred" og ikke det alene, men være omdannede under dens Indflydelse. Hans Forventninger opfyldtes ikke. "Har de Kristne skuffet dem?" "Ja"" svarede Sadhuen" "til at begynde med. Jeg havde tænkt mig" de måtte være vidunderlige" når de ejede denne underfulde Fred." Men han har for længe siden opdaget" at Kristne, så vel som andre" må lære dens Hemmelighed at kende. "Det er en underfuld Fred. Jeg ville ønske, jeg kunne vise Jer denne Fred. Det er umuligt; thi Mennesker kan ikke se denne Fred. Vi kan ikke beskrive den; thi der fattes Ord til at udtrykke den; men de" som har fået deres åndelige Øjne åbnede, kan forstå den."
Hans utilstrækkelige Kendskab til Engelsk, som han ofte omtaler, er ikke Vanskeligheden i så Henseende. "Jeg finder ikke Ord, selv i mit eget Sprog" til at udtrykke denne underfulde Fred." "Den hører ikke til den Slags Ting, man kan vise andre; den er en skjult Skat." Men hvilken Mystiker har nogen Sinde fundet tilfredsstillende Ord til at beskrive sine Oplevelser? William James ville meget viseligt gøre "Uudsigelighed" til et af Mystikkens fire karakteristiske Træk.
Sadhuen betoner eftertrykkeligt" at den Glæde og Fred" han taler om" er yderst forskellig fra det Velvære, han følte ved Rigdommen og Hjemmet i sine yngre Dage. "Hjemmets Overflødighed af Rigdom kunne ikke give mig Fred. Min Sjæl er som et Verdenshav. På Overfladen kan der være Storm og Bølger, men nede i Dybet er der uforstyrret Ro." Han berøres smerteligt af at se Menneskenes Synd og Lidelser; men i hans Sjæls Dyb bor Freden uforstyrret. I sit Kristenlivs første År var han så slået af denne Freds usædvanlige Karakter, at han - for at anføre hans eget noget uklare Udtryk -
70
tænkte" den måtte være "en eller anden skjult Kraft i hans Liv;" det vil uden Tvivl sige: en eller anden fysiologisk eller psykologisk Særegenhed ved hans sjælelige Udrustning, eller, at den måske på en eller anden uopklaret Måde var et Resultat af Selv-suggestion. Et af den store Fastes Resultater var" som vi har set, at denne Tvivl fjernedes" og han overbevistes om" at det var en himmelskfødt Fred.
Men denne Fred er noget, som, skønt vanskelig at forklare, er mulig at erfare. "Denne Verden er fuld af Sorg; vort Legeme er en Elendighedens Bolig; og fordi det er så, hævder mange" at så længe, vi er i denne Verden og er knyttet til dette Legeme" er en himmelsk Fred umulig.
Engang i Himalaya-bjergene sagde jeg til en anden Vandringsmand: Her findes varme Kilder.` Han troede" jeg var gal, og svarede : Det er da Løgn at fortælle" at der i disse kolde Egne, hvor Vandet endog fryser" er varme Kilder.` Jeg tog ham med mig og fik ham til at dyppe Hånden i en bestemt Kilde. Så overbevistes han gennem personlig Erfaring om Sandheden af" hvad jeg sagde. Bagefter prøvede han at opstille en videnskabelig Begrundelse for Kendsgerningen. På samme Måde kan vi kun gennem personlig Erfaring komme til at erkende" at vi selv i denne Sorgens Verden kan eje en himmelsk Glæde."
"Jeg traf i Tibet en vidunderlig Mand. Han tog sine Klæder af og viste mig sine Ar, Han fortalte" at han havde haft den Lykke at blive forfulgt for Kristi Skyld; og han fortalte mig sin Omvendelseshistorie. Da jeg første Gang så en Mand lide som Martyr"` sagde han" ,fik det mig til at tænke på åndelige Spørgsmål. Han pintes til Døde ved at blive syet ind i en våd Oksehud
71
og lagt ud i Solen, og da jeg så ham, tænkte jeg; Hvad er det" der gør ham så lykkelig?` Lamaen sagde: Der må bo en ond Ånd i ham.` Jeg svarede: Dersom en ond Ånd kan give noget så vidunderligt, vil jeg bede Gud give mig den samme onde Ånd.` Dette fik mig til at tænke mig om, og jeg blev en Kristen. Martyrens Navn var Kartar Singh. Han udviste en så vidunderlig Fred og Glæde midt under Pinslerne, at hans Plageånder skar hans Hjerte ud for nøjagtigt at udfinde hvori denne Fred bestod; men de fandt kun et Stykke Kød."
Kristne" som ikke tilegner sig denne Fredens og Glædens vidunderlige Skat, som ligger indenfor deres Rækkevidde er som en Tigger" Sadhuen hørte om i Nepal for nogle År siden
"Manden havde været Tigger i toogtyve År. Hans Ærgerrighed var at blive rig, og alligevel døde han fattig. Efter hans Død opdagedes det" at på den Plet, hvor han
i toogtyve År havde siddet og tigget, var der nedgravet en Skat bestående af Juveler og andre Værdigenstande, som havde tilhørt en tidligere Konge. Tiggeren havde ikke haft Anelse om de umådelige Rigdomme" han havde siddet oven på. På samme Måde går mange Kristne gennem Livet uden at nyde Freden og Lykken, som er til Rede for dem i Jesus Kristus.
Mennesker, som har fået denne Fred, Glæde og Lykke, behøver ikke Påbud om at gå og fortælle det til andre; thi de kan ikke tie dermed. Jeg har sagt til mange Kristne: Hvorfor går I ikke hen og fortæller om Jesus Kristus til andre? Dersom I har set noget" kan I ikke tie'."
Udtrykkene: Fred" Glæde og Lykke" som Sadhuen sædvanligt bruger til at betegne disse Oplevelsers Art,
72
tilsigter ikke, som vi bragte i Erfaring ved at spørge" at betegne tre forskellige Slags Følelser. I Tamulforedragene er kun "Fred" og "Glæde" nævnte. Hvad han taler om er kun een enkelt Sjælsrørelse, som i uudsigelig Harmoni forener en stille" dyb og uforstyrrelig Følelse, han kalder Fred, og en strålende Fylde af Liv og Lys, som han kalder Glæde, og som for ham ikke bare er Vidnesbyrdet om, men Virkeligheden i personligt Samfund med Kristus:
Et særlig interessant Karaktertræk ved denne Fred er" at den for ham er en Betingelse for intellektuel Oplysning og en Evne til at vinde Indsigt i åndelige Spørgsmål. "Vil De sige" Sadhu," sagde vi en Dag til ham, "at den Fred" som De har, er den samme som Paulus beskriver som Freden" der overgår al Forstand?" "Ja"" svarede han, "det er en Fred, som ikke alene overgår al Forstand" men som forlener al Forstand med Lys og Klarhed."
HANS "TANKER OM KORSET"
Hans Fred - og det er måske det mest bemærkelsesværdige Træk ved den - bor ikke alene i hans Hjerte i Tider, hvor han har det forholdsvis let og rart; men den bliver dybest midt under Lidelser og Forfølgelser. "Hvad Nytte er en Religion til"" siger han, "dersom den ikke hjælper os under svære Forhold?"
Ved en Lejlighed spurgte vi ham, om hans ejendommelige Oplevelser med Hensyn til Freden" havde kastet Lys over noget i Bibelen for ham? Han anførte straks: "Jeg er fuld af Trøst" jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel" (2. Kor. 7"a.).
Somme Tider under de hårdeste Omstændigheder"
73
har Freden hævet sig til hoverende Jubel. Dette illustreres af en Hændelse, som der allerede flygtigt er hentydet til" og som han fortalte" da han var i Oxford
I en bestemt By blev det under Trussel om hårde Straffe påbudt ham at opgive sin Prædikevirksomhed. Hån tog ikke Notits af denne Trussel, og Resultatet var, at han blev anholdt og kastet i det almindelige Fængsel sammen med en hel Del Mordere og Tyve. I dette Selskab og under et orientalsk Fængsels frygtelige Forhold skrev han på Titelbladet af sit Nye Testamente-, "Kristi Nærværelse har omdannet mit Fængsel til et frydefuldt Himmerig; hvad vil han da ikke bringe i Himlen selv?" Han begyndte at prædike for sine Medfanger, og mange hørte ham med Glæde og begyndte at vende sig mod den Kristus" han prædikede. Da Myndighederne hørte det" førte de ham ud af Fængslet og hen på Markedspladsen for der at straffe ham. Han blev afklædt, og med Hænderne og Fødderne fastgjort i en Slags Stok måtte han sidde på den bare Jord hele Dagen og den følgende Nat" mens Igler blev sat på hans nøgne Legeme.
En spottende Hob stod omkring og glædede sig over Synet af ham. Da Myndighederne så, at han den følgende Morgen stedse var i Live og havde et fredfyldt Ansigtsudtryk, blev de bange for at han var fyldt af en eller anden overnaturlig Kraft og løslod ham. Han faldt bevidstløs om" men efter kort Tids Forløb kom han til sig selv, kravlede med største Besvær bort og fandt Venner, hemmelige Kristne, under hvis Pleje han genvandt Kræfterne. Men han forsikrede os, at han hele Tiden frydede sig over at føle en meget dyb og stærk indre Fred.
Mrs. Parker beretter" at då han fortalte hende dette, tilføjede han: "Jeg ved ikke" hvordan det var" men mit
74
Hjerte var så fuldt af Glæde" at jeg ikke kunne lade være med at synge og prædike."
Dette sidste viser klart" at den virkelige Betydning af Sadhuens Fred ikke kan forstås uden ved at sætte den i Forbindelse med hans Tanker om Korset. Mellem Forsagelse og åndelig Fylde er der en psykologisk Forbindelse, som er betinget af noget" der bunder dybest i den menneskelige Natur. Det viser sig i ethvert Valg. I sin simpleste Form præsenterer et Valg sig i Problemet: "Du kan ikke på en Gang have en Kage og spise den." Men indtil vi har truffet en Afgørelse om" hvilket Gode vi vil give Afkald på - en Afgørelse det" det altid er ærgerlig for Selviskheden at skulle træffe - har vi Uro i Sindet.
Livets Erfaringer har i mere betydningsfulde Forhold lært mange af os, at Fred i Sindet kun kan købes på Bekostning af en eller anden Forsagelse. Kun når et eller andet Alternativ resolut er blevet udelukket - det er altid en smertelig Proces - og vort hele Selv på den Måde er samlet om at vandre en bestemt Tankens eller Handlingens Kongevej, er den indre Kamp endt.
Det gjaldt denne Verden og ikke - i det mindste ikke i første Omgang - den næste, da disse Ord lød: "Den Port er snæver og den Vej er trang, som fører til Livet."
Forsagelse rummer imidlertid i sig selv et indre Konfliktstof, så længe den føles som Forsagelse. Men når vi husker, at Sadhuen er en Kristuscentreret Mystiker" og husker" at for ham som for Frans af Assisi og for Paulus er Meddelagtighed i Kristi Lidelser en Lidenskab og et Privilegium" og at derfor Arbejde, Trængsler og Tab omskabes fra at være noget" man må gå ind under som en ulykkelig Nødvendighed, til at være noget, man
75
for Kristi Skyld hilser med Glæde - vil vi forstå en lille Smule af Hemmeligheden ved Sadhuens Fred.
Si crucem portas portabit te. "Bær Korset, og det vil bære dig." Det er om sin Himmel på Jorden han taler, når han anfører denne Sætning fra "Kristi Efterfølgelse" og siger: "Ud fra min fjortenårige Erfaring som Sadhu for Jesus Kristus kan jeg med Fortrøstning sige, at Korset vil bære dem" som bærer Korset" indtil det løfter dem op i Himlen ind for Frelserens Ansigt."
Sadhuen er begejstret - man kan kun kalde det således - for at lide - ikke som Asketerne for Lidelsens egen Skyld, heller ikke for det åndelige Udbytte, som han kunne håbe at vinde derved, men i sin elskede Herres Tjeneste, i hans Fodspor" i Meddelagtighed med ham. Dette forklarer på en Gang hans stærke Interesse for alt" hvad der er knyttet til Martyrer og Martyrier. Ligesom mange af de første Kristne ville han for sit Vedkommende foretrække en Martyrs Endeligt. Men han attråer ikke dette bare for at have den Glæde at have Del i Kristi Lidelser til det yderste" men også for at have Lejlighed til at "bære Vidnesbyrd" om hans Magt og Kraft. Det sidste Motiv træder tydeligt frem i en Udtalelse af ham, idet han fortalte om" at han engang blev bundet til et Træ i en øde Skov og overladt til Døden" indtil han befriedes på, hvad han selv anser for, en mirakuløs Måde. Det eneste, han da var ked af, var, at han her skulde dø på en Måde, der hindrede hans Død i at blive et offentligt Vidnesbyrd om Kristus. Den Betydning han tillægger" hvad man må kalde Martyriets Vidneværdi - og betød Ordet "Martyr" oprindeligt ikke netop Vidne? - går i samme Retning som hans Tanke om, at Lidelse ikke er noget, der skal søges for sin egen Skyld, som de udprægede Asketer mener" men noget"
76
som skal hilses med Glæde" når det kommer til os som Følge af eller som et Middel til at tjene Kristus og altså kommer for hans Skyld.
Da han i Paris blev spurgt, hvad han ønskede at se, sagde han: "Ting" som står i Forbindelse med Martyrer og det religiøse Liv her i Landet." Han gik hurtigt gennem Louvre, men følte sig særlig tiltrukket af et Billede af St. Sebastian" der gennembores af Pile. Bagefter omtalte han det som det bedste Billede i Louvre.
En af Grundene til, at Tibet tiltrækker ham som hans særlige Missionsmark, er" som vi allerede har bemærket" Muligheden for Lidelse og Martyrium. Tibet er et lukket Land for Missionærerne, med mindre de som Sadhuen er beredt til heltemodigt Martyrium" hvad Øjeblik det skal være. I sine Prædikener fortæller han hyppigt om Martyrernes Lidelser" og særlig om de Evangeliets Pionerer" som han har truffet eller hørt om i Tibet. Den Kendsgerning" at han selv aner Muligheden af en lignende Skæbne og higer efter at møde den med samme heltemodige Ro og overvældende himmelske Glæde" kaster et personligt Skær over en Historie som følgende:
"Der var en Kristen i Tibet. Når kan prædikede Evangeliet mødte Folket ham med Hån. Men uforfærdet overfor Forfølgelser fortsatte han med at prædike Evangeliet. Man tog en Kniv og skar Ridser i hans Hud. Han blødte, og Folket dryssede Krudt og Salt i Sårene. Han agtede ikke på Smerterne" som dette forvoldte ham, men sagde; Tidligere sårede Satan mig med sine gloende Pile; men Jesu Blod bragte Lægedom for disse Sår. De Sår, I tilføjer mig" bringer ikke megen Lidelse.'
I den Hensigt at pine ham endnu mere, begyndte de at flå hans Hud af. Men han sagde: Jeg takker Jer for dette. Tag kun denne gamle Klædning af mig. Jeg
77
skal snart iføres Kristi Retfærdighedsklædning.` De så, at han ikke tabte Modet, men stedse var ved fuld Bevidsthed, priste Gud og var lykkelig" og da de ikke kunne udholde dette Syn" kastede de ham i et buldrende Bål. Jeg takker Jer" fordi I har kastet mig på Bålet,` sagde han, thi dette Båls Flammer vil løfte mig så højt, at jeg hurtigere når Himlen.` Så bad han for sine Forfølgere og døde med Glæde" idet han befalede sin Sjæl i sin himmelske Faders Hånd."
SJÆLENS MØRKE NAT
Mystikens Litteratur har Overflod på Henvisninger til en Fase i den åndelige Udvikling kaldet "Sjælens mørke Nat." Det er en Kraftesløshedens, Tomhedens og Forladthedens Tilstand" der hos nogle Mystikere skriver sig fra en Følelse af at være skilt og borte fra Gud" hos andre fra en pludselig overvældende Overbevisning om deres Sjæls håbløse og hjælpeløse Ufuldkommenhed" og atter hos andre fra, at deres gamle Varme og Inderlighed forsvinder. Sådan en Mellemtid med Kaos og Elendighed kan vare i Måneder, ja i År, førend Bevidstheden samler sig igen" og en ny Bevidsthedskærne dannes.
Har Sadhuen haft nogen "Sjælens mørke Nat"? Han forstod med det samme dette Spørgsmåls Betydning og svarede, idet han tillige hentydede til Frasen: "Kærlighedens Spil"" som angående nogle Mystikere er benyttede i denne Forbindelse, at somme Tider - dog kun i nogle få Timer, og aldrig i Dage eller Uger - havde hans Sjæl været berøvet denne underfulde Fred og Glæde.
Han glæder sig af to Grunde over" at dette er forekommet: For det første fordi han, når han var kommet gennem Mørket" havde en større Glæde end nogen Sinde
78
før i Lyset" og for det andet fordi denne Oplevelse eftertrykkeligt gendriver den Påstand, at den menneskelige og den guddommelige Sjæl er et; thi dersom de er et, hvorledes kan de da blive skilte, og hvorledes kan denne Begivenhed i Sjælens Livshistorie forekomme?
"Gud har naturligvis ikke i Virkeligheden prisgivet Sjælen, Han skjuler sig kun for den et Øjeblik. Der var en Gang en Indianerdreng" som var en Kryster, Hans Fader ønskede at lære ham at være modig. Derfor førte han ham ud i Skoven, bandt ham til et Træ, forlod ham og lod ham stå der hele Natten. Drengen hylede af Frygt, for at ville Dyr skulde komme og tage ham, Men Faderen havde i Virkeligheden ikke forladt ham. Han stod skjult bag et Træ med Bøssen i Hånden, parat til at skyde" hvis et vildt Dyr ville angribe Sønnen. Således gør vor himmelske Fader også med os."
Ved en anden Lejlighed, hvor han talte om samme Emne, sagde Sadhuen: "Undertiden følte jeg" at jeg var ladet alene. Så begyndte jeg at tænke: Jeg har begået Synd; derfor er min Fred borte,` Jeg ønskede at vide, hvad det var for Synd" der var Skyld i" at jeg havde mistet min Fred. Undertiden er vi ladet alene på Grund af vor Synd; til andre Tider er det ikke af denne Grund" vi er ladet alene, men for at vi bedre end før må vidne om ham."
"Har De," spurgte vi, "nogen Sinde følt nogen Vanskelighed ved at vedligeholde Deres åndelige Liv?" Han svarede: "I Indien er der lange regnløse Hedeperioder. Efter den første Regn bliver det endnu hedere" en hed Tåge opstiger som en hel Damp" og man har en Følelse af at skulle kvæles. Efter den anden, tredje og fjerde Byge er Tågen og de kvælende Fornemmelser borte, Ligeså følte jeg Forviklinger efter den første
79
Lyksalighedens Byge (sandsynligvis hans Omvendelse) ; men efter den anden, tredje og fjerde Lyksalighedens Byge har jeg intet sådant mærket mere. Det gælder særlig siden Fasten. Efter Fasten kommer jeg lettere i Henrykkelse; før denne fandt jeg mere Behag i den vågne Tilstands fysiske Glæde. Jeg havde min Opmærksomhed for meget henvendt på den ydre Verden og var for lidt fordybet i åndelige Ting. Fasten har sandsynligvis hjulpet mig på den rette Vej."
Den Gudsforladthed, Sadhuen har følt, synes ikke des mindre aldrig at have varet mere end nogle få Timer. Vi stillede ham adskillige Spørgsmål angående dette Forhold" for at blive ganske sikre på, at vi ikke havde misforstået ham. Vi fik det bestemte Indtryk" at han - med mindre hans Hukommelse svigter" hvad ikke synes os sandsynligt på et for ham så væsentligt Punkt - lige fra sin Omvendelsestid har været forholdsvis uimodtagelig for sådanne Tvivlstilstande, og siden Fasten har de næsten helt været udelukkede. "Dersom jeg nogen Sinde mistede min Fred" fik jeg den igen, når jeg begyndte at bede."
IV EN MYSTIKERS VEJ
MYSTIKEREN OG ALMINDELIGE MENNESKER
SØHUEN har ikke Sympati for den Opfattelse" der i en Mystiker ser en Slags åndelig Aristokrat" hævet over den almindelige Mængde af jævne Kristne. Han har" som vi har set i foregående Kapitel" visselig meget at sige om den mystiske Oplevelses uudsigelige Ophøjethed; men han hævder ikke desmindre, at det Samfund med Gud, som er det væsentlige deri" er opnåeligt for hvert Menneske, uden at der behøves sjældne eller særlige Nådegaver, og uden at der stilles Krav om at frasige sig Livets almindelige Formål. Det er særlig bemærkelsesværdigt, at han bestandigt afviser det asketiske Ideal, der har tiltrukket så mange Mystikere, hvad enten de var Kristne eller Hinduer, For ham er Mystikens Vej ikke denne selvbevidste Forsagelses via negativa, men er netop et jævnt stille Liv i Bøn og selvopofrende Tjeneste,
"De sagde, at De frabad Dem Titlen "Asket"` ville De samtykke i Titlen "Mystiker'?" spurgte vi,
"Det er jo en anden Sag," svarede han. Men jeg holder ikke rigtigt åf at kalde mig selv Mystiker; thi almindelige Mennesker (her smilede Sadhuen) mener" at "Mystiker"" det er sådan noget tåget noget" og selv mange af dem" som ved bedre Besked" er tilbøjelige til at sige om den" som kalder sig Mystiker: Han kan være
81
en meget fornuftig Mand på de fleste Områder; men på et Område er han forrykt.' Den sande Mystiker er den, som lever med Gud og kender Guds Sind, og der er meget få, selv blandt de største Helgener" der er nået ret meget videre. Jeg er kun en Begynder" et Barn" som dier Mælken hos sin åndelige Moder. Jeg fryder mig derover og får Kraft derved. Jeg spørger ikke om mere end at blive Guds Barn. Derfor holder jeg mig tilbage fra at kalde mig Mystiker" ligesom jeg i Indien altid søger at forhindre, at Folk kalder mig "Swami."1 Jeg foretrækker at kaldes Sadhu, som kun betyder en religiøs Mand."
Ved en anden Lejlighed spurgte vi: "Hvad mener De om de Menneskers Religion, som ikke har Anlæg for det mystiske? Nogle Mennesker holder af Musik" andre ikke. Nogle har Interesse for gode Malerier" andre ikke. Således kan nogle have Anlæg for Religion og andre ikke." "Anlæg for Religion"" svarede han" "er ikke at sammenligne med Interesse for Kunst. Det er mere som Tørst. Er der noget Menneske" som ikke bliver tørstigt? Som Tørstfornemmelsen er skabt for at få Mennesker til at drikke Vand, er den religiøse Tørst skabt for at få Mennesker til at komme til Gud."
"Men"" indvendte vi" "nogle Mennesker har sikkert rigere åndelige Anlæg end andre. De vil jo sikkert mene, at Mænd som Augustin" Luther og Wesley har haft større Naturgaver end andre?"
"Der er fysiske Forskelle mellem forskellige Mennesker. Nogle har et større Hovede og andre et mindre. Men jeg tror" at de åndelige Anlæg er ens i alle Mennesker. Mænd som Augustin er fremragende, fordi de
Swami betyder Herre og er en Titel, som i Indien anvendes overfor Guder og hellige
82
har udviklet deres åndelige Muligheder bedre. De har brugt mere Tid og Kraft på at kultivere deres åndelige Liv."
FORSAGELSE OG VIRKSOM TJENESTE
Sadhuen går ikke med til den Anskuelse" at Middelalderens Munke-Mystikere kun levede for sig selv uden at gavne Verden. "Var det ikke en Munk"" spurgte han, "som skrev "Kristi Efterfølgelse", der har givet uvurderlig Hjælp og Vejledning til mangfoldige?" Og til Trods for den megen Tid, han bruger til" hvad der for ham er himmelsk Samfund med Kristus, er Sadhuens eget Liv aldeles overvejende et travlt og trættende Liv i virksom Tjeneste.
På Spørgsmålet om, hvad han ville gøre i en Uge" som han kunne have helt for sig selv, om han ville tilbringe den i Bøn og stille Betragtninger eller i virksomt Arbejde, svarede han på sin karakteristiske Made: "Kan vi nøjes med at drikke Vand eller nøjes med at spise Tørkost i en Uge? Vi må have både Mad og Drikke." Han tilbringer Uger i Træk i Himmalajabjergene, men det ville være ganske fejlagtigt at mene" at han helt helliger dem til Bøn og Betragtninger. Han har sjældent hele Dage uafbrudt til stille Betragtninger. Han forkynder Evangeliet i Landsbyerne" som ligger spredt i Himmalajabjergene og hengiver sig til stille Betragtninger" når han finder Tid dertil.
Hans Kristendoms praktiske Karakter kan illustreres ved en Historie, han ofte fortæller' på Grund af" at den så yderst bogstaveligt er et Eksempel på Sandheden
1 Han fortalte Historien i Oxford, og vi har fundet ikke mindre end tre Gengivelser af den på Tryk.
83
af en Yndlingstekst: "Den som vil frelse sit Liv" skal miste det" men den" som mister sit Liv for min Skyld" skal bjærge det." (Math. 16,25)
Da han engang under en voldsom Snestorm gik over en Bjergkæde, fik han Følgeskab af en Tibetaner, som var bange for at gå alene. Kulden var så voldsom, at de allerede var begyndt at tvivle om at nå frem til deres Bestemmelsessted. Da så de en Mand" som lå bevidstløs efter et Fald ned på en Skråning omtrent ti Meter neden for Stien. Sadhuen bad sin Følgesvend hjælpe ham bære Manden til Landsbyen. Men Tibetaneren sagde, at han var dum, hvis han ville prøve at hjælpe andre" når han med Nød og næppe kunne frelse sig selv" og så lod han Sadhuen alene og skyndte sig af sted.
Sadhuen steg ned ad Skråningen, og det var lige alt det, han orkede at klatre op på Vejen igen med Manden på sine Skuldre for derefter langsomt at kæmpe sig fremad. Et Stykke længere fremme opdagede han sin tidligere Følgesvend siddende ved Vejkanten. Han kaldte på ham men fik intet Svar - Manden var frosset ihjel. Sadhuen selv var imidlertid blevet rigtig gennemvarmet ved sine Anstrengelser, og denne Varme i Forbindelse med Gnidningen mellem de to Legemer bevirkede, at Manden, han bar, også efterhånden blev varm" og begge nåede Landsbyen i Live og fulde af Taknemmelighed.
"Det er let at dø for Kristus. Det er svært at leve for ham. At dø varer kun en Time eller to" men at leve for Kristus betyder at dø daglig. Kun i dette Livs få År er mig givet det Privilegium at tjene Mennesker og Kristus. Dersom det havde været det rette for mig altid at være i Himlen" så vår jeg blevet kaldet did op; men da jeg endnu får Lov at leve her på Jorden" er det min Pligt 6-
84
at arbejde. Dette er Årsagen til" at jeg er i absolut Uoverensstemmelse med Hinduismens Syn på Forsagelse. Jeg kalder mig ikke Sannyasi; thi Sannyasi betyder en" som giver Afkald. Han giver Afkald på Verden, fordi han mener" at alt i den er ondt; mens jeg mener" alt er godt. Verden er min Faders Ejendom og derfor min. Ejendom. Dersom jeg giver Afkald på Verden, giver jeg Afkald på nogle af de gode Gaver" min himmelske Fader i sin Kærlighed skænker mig. Derfor forsager jeg ikke Verden" men kun det onde i Verden."
Denne Verden er fuld af Vanskeligheder og Fristelser, men den er ikke ond i sig selv. "Et Sted i Himalaya-bjergene findes nogle pragtfulde Blomster; men dersom man vil dvæle der, falder man i Søvn. Egnens Folk indånder Duften af en anden Urt" før de passerer dette Sted" for- derved at modvirke deres Magt. Da de advarede mi" tænkte jeg mig, at Blomsterne var giftige" men man fortalte mig, at det var de egentlig ikke" hvilket bevistes derved" at Folk, som var bedøvede af dem, ikke døde før efter tolv Dages Forløb og ikke døde direkte af Blomsternes Virkninger, men af den Udhungring, der var Følgen af deres lange Dvale. Just således er denne Verdens gode Ting ikke slette i sig selv" men de kan forhindre en i at føle åndelig Hunger og Tørst og således blive Årsag til åndelig Død. Og ligesom der er en anden Urt" hvis Duft forhindrer, at vi falder i Søvn" når vi passerer disse Blomster" således vil Bønnens Medicin sikre os under Verdens Tillokkelser."
"Jagen efter Rigdom og Ære"" siger Sadhuen, "er utvivlsomt tilbøjelig til at bortvende Menneskenes Sind fra det højere Liv. Dette er Grunden til" at enkelte meget rige Folk hengiver sig til Missionsarbejde. Rajaer er af denne Grund undertiden blevet Sannyasier.
85
således også Buddha, De mente, at denne Verdens gode Ting i sig selv var onde; men de er i Virkeligheden ikke onde; de afføder kun noget ondt" når de ikke bruges rigtigt.
Selv om deres Opfattelser var fejlagtige" beundrer jeg alligevel nogle af disse indiske Fyrster. Jeg beundrer den Mandighed" de udviste ved" at de, som havde levet
i Overflod og Pragt, efter at have forstået disse Tings dårlige Indflydelse på dem var i Stand til at give Afkald derpå, Vi har et Eksempel i Bharatri Harish Chan- dra, Kongen af Ujjain. Jeg så hans pragtfulde Palads og så tillige nogle få engelske Mil derfra den underjordiske Hule" hvortil han trak sig tilbage efter at have givet Afkald på Verden. Den slående Modsætning mellem disse to Boliger lærte mig ret at forstå, hvor umuligt det er for Sjælen at finde Tilfredsstillelse i verdslige T ing. De kan være gode" men man kan ikke slukke sin åndelige Tørst ved dem,
Der gik engang Ild i et Hus; Ejeren, som ønskede at slukke Branden, greb en Spand med Petroleum. Han troede, det var Vand; både Vand og Petroleum udspringer af den samme Jord, Han hældte den på Ilden; men den gjorde den kun værre. Det samme sker, når vi prøver på at slukke vort åndelige Begærs Flammer med denne Verdens gode Ting."
Vi spurgte; "Har Folk nogen Sinde sagt til Dem. Ja, det kan jo være meget godt for Dem" en Sadhu, som ikke har Familie at underholde eller Forretning at varetage, sådan bogstaveligt at følge Kristi Lære; men hvorledes er det muligt for dem, som har en Familie at forsørge, og som må udføre Verdens Arbejde" hvilket, De jo selv siger, er det Liv" hvortil Størsteparten af Menneskene er kaldede'?" Han svarede, "Der vil for alle
86
mennesker, sålænge de lever i denne Verden, blive store Vanskeligheder med Hensyn til" hvorledes de skal kunne efterfølge Kristus, Mit Liv er ikke let. Mine Vanskeligheder er store. Det gælder også de Menneskers Vanskeligheder, som lever i Verden" endskønt de ikke er af samme Slags som mine. Men dersom vi på Trods af Vanskelighederne gør vort Bedste, vil vi erherve os en Kraft" som vil sætte os i Stand til at stige til store Højder i det Øjeblik" vi går ind til det andet Liv, hvor disse Vanskeligheder vil være borte.
I gamle Dage trænede man for bestemte Væddeløb ved at løbe i Lænker. Folk kunne hverken løbe let eller hurtigt i disse Lænker; men når Lænkerne på Væddeløbsdagen blev kastede til Side, fandt de" at de kunne løbe meget hurtigere på Grund af den Kraft" de havde udviklet i Lænkerne,"
Vi vendte- tilhage til Indvendingen, "Men Forretningsmænd siger ofte med et vist Skin af Ret, at Kristendommen ikke kan praktiseres i denne Verden. Hvad vil De for Eksempel sige til en Forretningsmand, som siger, at for at beholde sin Stilling må han være uærlig - for Eksempel ved at sige, at en bestemt Vare er god" når han ved, den er dårlig - ellers vil hans Arbejdsgiver afskedige ham?"
Sadhuen svarede, "Til at begynde med må Manden lide, fordi han tragter efter at være ærlig. Men Folk vil snart begynde at respektere ham" og Gud vil også velsigne ham, Jeg kendte en indisk Købmand" som led" fordi han var ærlig, Han havde det svært i to eller tre År. Så begyndte alle at købe hos ham" fordi de så, at han var ærlig og oprigtig, og han blev en rig Mand.
Uheld" Sygdom" Mishandling og Forfølgelse kan ikke skade en Mand" som virkelig lever med Kristus, Og
87
desuden vil han tage alt dette på en sådan Måde, at det bliver til Gode for både ham selv og andre, En Dreng kastede engang nogle Sten op i et Træ" så Frugterne faldt ned, Hans Fader sagde: Der kan du se! Når du prøver at skade Træet, giver det dig god Frugt til Gengæld,` Således er det med dem, som lever i Kristus."
BØNNENS VÆSEN
Bøn er et Emne, hvorom det er muligt at sige meget" som er sandt" men ikke meget, som er nyt. Vi ville i Virkeligheden rent instinktmæssigt tvivle om at nye Synspunkter angående dette Emne er sunde" hvis de forekommer os alt for forbavsende originale, Sadhuen fremsætter i det mindste ingen sådanne Synspunkter. Hans Iagttagelser og Tanker om Bøn står på samme høje Stade af "inspireret sund Sans"" som hans Syn på Tjeneste og Verdensforsagelse. De er for Størstedelen enfoldige, velkendte og ligefremme Grundsætninger klart belyste ved hans særlige Evne til at bruge træffende Billeder. Men de er også Udtryk for en afgjort Overbevisning, der hviler på personlig Erfaring" og er alene af den Grund værd at omtale.
"Hvor meget af Deres Bøn er Begæringer til Gud, og hvor meget af den er Samfund med Gud?" spurgte vi Sadhuen, Han svarede. "I de første to, tre År efter min Omvendelse plejede jeg at bede om bestemte Ting. Nu spørger jeg efter Gud selv. Lad os tænke" at der er et Træ helt fuldt af Frugt" og vi må købe eller tigge hos Ejeren for at få noget af den. Dette måtte vi gøre hver Dag for at få een eller to Frugter. Dersom vi kan gøre Træet til vor egen Ejendom, vil alle Frugterne blive vore, Således også når Gud bliver vor; så vil alle Ting i
88
Himlen og på Jorden blive vore; thi han er vor Fader og er alt for os; ellers må vi gå som Tiggere og bede om visse Ting. Når vi har brugt dem" må vi bede igen. Derfor" bed ikke om Gaver" men spørg efter Gavernes Giver, bed ikke om Liv, men om Livets Giver" så vil Livet og alt" der er fornødent for Livet" blive Eder tillagt.
At bede er ikke at begære" det er at have Samfund med Gud - det er at samtale med Gud. Hvorledes bliver ikke vort Liv omdannet, når vi er sammen med en ædel Ven! Derfor" hvor meget mere vil ikke Samfund med den Ene" som er god over al Måde og Mål, omdanne os!
Da jeg rejste i Beludshistan, kom jeg til en Landsby" hvis Vandforsyninger måtte hentes tre engelske Mil borte. Der er ingen Kilde eller Brønd der på Stedet. En Dag mødte jeg en Mand, som fortalte mig om det hele. Han havde to Sønner" og han bad dem gå hen og grave i en bestemt Mark" idet han sagde: Der er Skatte skjult i den Mark.` De sagde: Vi finder nok Guld og Sølv der.` I tre Dage gravede de fra Morgen til Aften" men de fandt intet og kom og fortalte deres Fader det. Faderen sagde: Der er en stor Skat der; jeg er sikker på, I vil finde den.` De gravede en fjerde Dag og blev trætte. Da sagde de: Selv om vi får Guld og Sølv" kan vi ikke dermed slukke vor Tørst. Vand er det vigtigste af alt.` Pludselig brød en Vandkilde frem" og Mændene blev meget glade. Den ene af dem gik til Faderen for at fortælle ham, hvad der var fundet. Faderen sagde: Jeg sagde ikke: Gå hen og grav efter Vand; thi jeg vidste" at I ville ikke gå hen og grave for hele Byen. I ville have sagt: Lad Folk selv gå hen og grave; men når jeg fortalte Jer, at der var en stor Skat" så var I villige. Jeg mente" at I ville
89
gøre det" når det gjaldt at finde Guld og Sølv" men tænkte, at I nok ville finde noget endnu mere værdifuldt. At grave således var en god legemlig Motion for Jer; og I fandt desuden Vand.`
At bede udvikler ligesom at grave; det gør os stærkere - stærkere til at modstå Fristelser. Man finder ligeledes derigennem en Skat" som er meget værdifuldere end den" man egentlig søgte."
"En Mand" som var meget sulten" bankede en Dag på i et Hus og bad om et Stykke Brød. Husets Ejer tog ham indenfor, bød ham velkommen og talte med ham om åndelige Spørgsmål, indtil Middagsmaden var færdig" og så gav han ham Middagsmad. Den fremmedes Hjerte var dybt rørt ved den halve Times Samtale" han blev omvendt og blev et Guds Barn. Det" han søgte" var et Stykke Brød. Det" han fandt" var sin Sjæls Frelse."
Forbønnen har en stor Plads i Sadhuens egen Bøn. "Jeg har to eller tre Hundrede åndelige Børn`. Jeg har en Liste med deres Navne. Når jeg er på Missi onsrejse, kan jeg ikke få Tid at bede for dem alle. Men når jeg er i Himalaya-bjergene, beder jeg for dem alle." Rent tilfældigt fremkom der i en af hans Prædikener et Glimt af" hvad det betyder. "For otte År siden bad jeg for et Menneske, jeg kendte" og min Bøn syntes på den Tid næsten forgæves. Men otte År efter begyndte denne Mand at tænke, og min Bøn blev hørt."
Han var overbevist om, at forskellige indiske Venners Bønner" virkeligt støttede ham og hjalp ham i Arbejdet med at forkynde Evangeliet i England og på Engelsk - en Opgave, han anså for særlig vanskelig og ansvarsfuld. Han omtalte altid disse Venner med Taknemlighed og skrev regelmæssigt (eller dikterede) Beretninger om sine Oplevelser til Opmuntring for dem. Da han opfor-
90
dredes til at holde Langfredagsprædiken i Westminster Chapel, traf han særlige Foranstaltninger for at sikre sig" at Nyheden om dette Møde - som han anså for meget betydningsfuldt - kunne nå Indien så tidligt" at hans Venner kunne erindre ham i deres Bøn denne bestemte Dag.
Der var en Tid, hvor Sadhuen selv stod spørgende overfor Forbønnens Værdi. "Vi selv er ikke gode" hvordan kan vore Bønner da hjælpe andre?" Men Naturens Bog, som inspirerer ham i så overstrømmende Mål, har fordrevet denne Tvivl, "Jeg så Skyer dannes af de Dampe" som opsteg fra Havvandet, Jeg tænkte" at da Dampene kom fra Saltvand" ville den nedstrømmende Regn også blive salt. Så udstrakte jeg Hånden, opfangede nogle få Dråber, smagte på dem og se" de var friske og ferske. Solen havde skinnet" og Saltet var ladet tilbage i Havet. Således stiger der også, når vi beder" Tanker op fra vore Hjerter ligesom Dampe. Retfærdighedens Sol skinner på dem, og alt ondt lades tilbage, Fra de Skyer" der således dannes" nedstrømmer Velsignelsernes Regnbyger over Verden."
BØNNENS NØDVENDIGHED
"Jeg sad en Gang ved Bredden af en Flod og så nogle Fisk komme op til Overfladen og åbne deres Gab. Jeg troede" de ville æde de mindre Fisk. Men en Kender af disse Forhold fortalte mig senere" at de, selv om de til en vis Grad kunne ånde under Vandet, dog lejlighedsvis måtte op til Overfladen for at få Luft. Således må også Kristne Tid efter anden hæve sig op over deres daglige Beskæftigelse for derved at komme i inderligere Samfund med Gud, endskønt de, mens de
91
er optaget af deres Arbejde" i nogen Grad kan vedligeholde Forbindelsen med ham."
"Da jeg rejste hertil på en Damper" sagde en meget lærd Mand til mig: Er De ikke interesseret i Stjernerne og Planeterne og i de Mennesker" som prøver at sende et Budskab til Mars ?` Jeg sagde: Det er interessant" men Mars er mange Millioner Mile borte fra denne Jord. Vi forsøger at sende Budskaber didop, men den, som har skabt Stjernerne og skabt os" er os nærmere end vort Åndedræt. Tænker De nogen Sinde på gennem Bøn at sende Budskaber til ham'?"
"Men hvad mener De"" spurgte vi" "om Forretningsmanden, som siger, at han ikke har Tid til at bede" fordi han må jage med at spise sin Frokost for derefter at fare afsted til sit Kontor." "Bønnen er lige så vigtig for ham som Frokosten"" sagde Sadhuen. "Hvordan kan han bedre klare sig uden Bøn end uden Mad? Dersom han først kommer i Vane med at bede" vil han finde så stort Behag deri" at han på en eller anden Måde vil finde Tid til det. . . . . . Bønnen er lige så vigtig som Åndedraget. Vi taler aldrig om, at vi ikke har Tid at trække Vejret."
Sadhuen selv får Tid til Bøn ved at afskære sig fra mange andre Ting, som andre anser for væsentlige. Før et Møde holder han på at have adskillige Timers Stilhed. Dersom han skal tale om Aftenen, afslår han enhver Indbydelse til The eller Dinner'" mens han, når han ingen vigtige Opgaver har foran sig, er villig til at tage mod sådanne Indbydelser. Da han blev spurgt" hvad en Mand skulde gøre" dersom han kun havde så lidt Tid" at han måtte vælge mellem sin Avis og sin
1 Englænderne drikker Eftermiddagsthe ved 4-5 Tiden og spiser Dinner Kl. 7-71/r Aften.
92
Bibel" svarede han: "Det er hans Pligt at vælge Bibelen." Selv læser han sjældent Aviser. Han siger, at for det første" har han ikke Tid, og for det andet" beskæftiger han sig ikke med Politik. "Jeg er ikke særlig interesseret i Selvstyre for Indien"" tilstod han engang, "mit evige Hjem er andet Sted."
I en Tale, hvis Tekst var; ,Så kunne I da ikke våge een Time med mig. Våger og beder for at I ikke skulle falde i Fristelse," sagde han; "Hvorfor rettede Herren disse Bebrejdelsens Ord til Peter? Der må have været en særlig Grund til det. Peter var den" som skulle komme til at fornægte Kristus. Jesus ville have ham til at bede sådan, at han ikke skulle komme ud i denne store Fristelse. Men han forspildte Tiden - og han fornægtede Kristus. Der er en Overlevering" som siger om Peter" at han ofte tænkte på denne Time og med Sorg omtalte den som sin "Torn i Kødet." Kristus tilbragte denne Time i Bøn. Hans Bøn blev hørt" og en Engel fra Himlen styrkede ham. Han fik den Kraft, som behøvedes til at dø på Korset. Dersom Peter havde tilbragt denne Time i Bøn" kunne han have fået Kraft til at overvinde sin Fristelse.
En Gang på en Bjergtop hørte jeg Tordenen buldre og så Lynene glimte nede under mig. Først blev jeg meget bange, men dette Uvejr rummede ingen Fare for mig" da jeg stod oven over det. Således kan heller ikke Satan skade de Kristne" som i Bøn lever i det himmelske med Kristus."
ANDAGTSØVELSER
De Forhold, en omvandrende Evangelist lever under" tillader ikke absolut Regelmæssighed i Andagtsøvelser.
93
Til Tider vil Sadhuen have næsten hele Dage i Ensomhed til at fordybe sig i Samfundet med sin Herre og Mester. Lejlighedsvis har han tilbragt hele Natten i Bøn. Til andre Tider må han være tilfreds med at have to Morgentimer til Andagt. I England er dette ofte Tiden fra fem til syv. Når han har Tid" udstrækker handisse to Timer til tre eller fire Timer. Når som helst han af Omstændighederne tvinges til at forsømme eller utilbørligt at afkorte sin Morgenandagt, føler han sig hvileløs og ulykkelig hele Dagen igennem.
Han begynder Dagen med at læse et Kapitel af Bibelen, først hurtigt" men på den Måde, at han mærker sig de Vers, som synes særlig rige og beåndende. Så vender han tilbage til disse Vers og dvæler ved dem, så længe som han synes, de giver ham frugtbare Tanker. Derefter bruger han et Kvarter eller lidt mere til at samle sine Tanker som Forberedelse til Bønnen. Så lærer" som han selv udtrykker det, den Helligånd ham, hvad han skal bede om både med Hensyn til sig selv og andre. Han har ingen særlig Bedestilling. Han beder siddende" knælende og somme Tider gående. Som Sikh plejede han at kaste sig på sit Ansigt under Bønnen, men nu følger han ikke den Skik.
"Bruger De sædvanligvis at bede med Ord?" spurgte vi. "Nej" Bønnens Tale er en Tale uden Ord. Når Gud taler til Sjælen" har vi en umiddelbar Forståelse af" hvad han mener, omtrent som det lejlighedsvis sker under en Samtale" når man ved" hvad den anden vil sige, før han siger det. Således taler Gud til vor Sjæl" når vi har en stille Stund. Hans Tanker går uden Ord direkte ind i vor Sjæl, og det er meget ofte Tanker, som ikke kan udtrykkes i Ord; men vi lærer alligevel på denne Måde i et Minut" hvad vi ellers ikke kunne lære i
94
tredive År. Derfor bruger jeg ikke Ord i min private Bøn" men i større Forsamlinger er det nødvendigt at gøre det."
Han lægger megen Vægt på Nødvendigheden af at være stille og vente på Gud. "Gud er stille,, han gør ingen Støj" derfor må vi blive stille" om vi skal forstå ham." "Under Livets Travlhed og Jag er Gud tavs; vi må sidde ved Kristi Fødder, dersom vi vil føle hans Velsignelse, og da vil Himlen være i vore Hjerter." "Før Pinsen kom, måtte Apostlene vente i ti Dage." "Til at modtage stor Velsignelse af den Helligånd, udkræves stor Forberedelse."
"Filosoffer har erfaret" at de tænker bedre når de er stille. Hvor meget mere må dette ikke være sandt angående de dybere åndelige Ting! Men de, som ikke har nogen Erfaring" tænker, at Trangen til Stilhed kun er Dovenskab."
Han foretrækker at bede alene, da hans Tanker så lettere kan holdes samlede uden at noget forstyrrer dem. Han finder det svært at holde Opmærksomheden samlet
i samme Grad, når han er sammen med andre, skønt han for deres Skyld hyppigt må bede med dem. En Smule Bevægelse eller Lyd synes at forstyrre ham, Det forbavsede os noget" at han sagde, at Kvækernes Skik med stille Bøn ikke hjalp ham særligt,
"Udmaler De Dem i Tanken et Billede af Kristus, når De beder?" spurgte vi. "I den første Tid gjorde jeg det altid"" svarede han; "men jeg gør det ikke så hyppigt nu. Hans Billede toner frem nu og da. Det ligner ganske den Kristusskikkelse, jeg ser i mine Henrykkelser. Jeg føler ofte og - eftersom Tiden går - i voksende Grad Kristi Nærværelse uden at se ham" hverken med mine legemlige Øjne, som ved det Syn jeg havde før
95
min Omvendelse" eller med mine åndelige Øjne, som i mine Henrykkelser. Efter som vi kommer til at ligne Kristus" føler vi hans Nærværelse mere. Når vi er i de varme Lande" og der blæser en kold Vind" forfrisker den os meget. Sådan er Kristi Nærværelse for mig midt i mit Arbejde."
Med Tanken på de middelalderlige Mystikeres Skikke, spurgte vi Sadhuen" hvorvidt han havde fundet Benyttelse af Krucifikset værdifuld. Han svarede : "For mit eget Vedkommende har jeg ikke fundet videre Hjælp ved Krucifikset" men jeg tænker, det kan være nyttigt for Børn" Begyndere i Troen og for Folk, hvis hele Tid er optaget af timelig Virksomhed."
Han får ikke meget ud af at bruge skrevne Bønner. ,,St. Chrysostomus' og andres Bønner er pragtfulde, men de bliver i Tidens Løb let Remser." Han er endog tilbageholdende med at bruge Fadervor, for at ikke denne Bøn skal blive "forslidt". I en Omtale af skrevne Bønner sagde han: "Menneskenes Behov er udtrykt i deres Hjerter og ikke i deres Bøger." Somme Tider fortæller han denne Historie, "En Mand lå døende. En Præst" som blev tilkaldt" opdagede" at han ikke havde sin Bønnebog i Lommen. Så skyndte han sig hjem for at få fat i den. Da han kom tilbage var Manden død. Folk sagde: Det ser ikke ud til, at hans Bønner kommer fra hans Hjerte, men fra hans Lomme'."
Det er af Vigtighed at forstå Sadhuens Stilling til den hellige Nadver. Han føler sig hjemme mellem Kristne af alle Bekendelser. Snart er han sammen med Højkirkefolk" som dagligt går til Messe; snart med Frikirkefolk, som kun lejlighedsvis går til Alters. Hans Gernings særlige Art fører ham i Forbindelse med Kristne af alle Typer og af enhver Tro og Sædvane" og hvor tit" han del-
96
tager i Herrens Nadver, synes noget at bero på, hvilke Folk han er iblandt" og tillige på, hvor megen Tid han har. "Dersom jeg havde Tid, ville jeg gerne deltage i Nadveren hver Dag. Jeg henter stor Velsignelse derfra." Men Følelsen af Jesu Kristi Nærværelse og Samlivet med ham ejer han ganske uafhængig af Deltagelse i Nadveren. Hans Nadveropfattelse er enfoldig: "Jeg tror ikke, at Brødet og Vinen virkelig forvandles til Jesu Legeme og Blod" men dets Virkning i den troende er, som om det var forvandlet. Kobberslangen" som Moses oprejste i Ørkenen" var intet i sig selv" men det var Folkets Lydighed, som helbredte dem. Således er det med Sakramentet, Brødet og Vinen er intet i sig selv" men Lydighed mod Herrens Befaling og den troendes Stilling dertil gør hele Forskellen,"
BEGYNDERENS VEJ
Da vi tænkte" at ikke få af dem, som har truffet Sadhuen eller hørt ham prædike, ville påskønne nogle praktiske Vink fra en sådan Mand angående Andagtslivets Opøvelse" 1 stillede vi ham følgende Spørgsmål "Hvilke Råd angående Bøn" Andagtsøvelser og Bibelstudium ville De give en Begynder i Troen?"
"Jeg ville råde ham til at læse et Kapitel" lad os sige af Johannes Evangeliet, og mærke sig de Vers" der gør mest Indtryk, for derefter at prøve at finde den dybere Mening af disse Vers. Det vil lære ham at samle sine Tanker om noget bestemt.
I mit Kristenlivs tidligere Stadier plejede jeg sædvanligvis at vælge et eller flere Vers angående Guds Kærlighed og fæstne Opmærksomheden på dem, Sådan
1 Cultivation of the devotional Tife.
97
Tankekoncentration giver samme Resultat som Strålerne fra et Brændeglas på et Stykke Tøj. Når vi samler os om åndelige Ting ved at rette Tanker og Sind mod Retfærdighedens Sol" vil Lyset og Varmen fra denne Sol falde på alt det slette i vort Liv og brænde det bort. Alt, hvad der strider mod Guds Villie, vil på denne Måde gå til Grunde.
Jeg har ved forskellige Lejligheder spurgt Folk" som var omvendte til Kristendommen" hvad det var, der førte dem til Kristus. Nogle har anført: Kommer hid til mig, alle, som lide Møje og ere besværede" og jeg vil give Eder Hvile`; andre har anført Ord af Paulus. Forskellige Ord griber forskellige Sind. Derfor er det bedre at læse et helt Kapitel og så pille de Ord ud" som griber os stærkest."
Men samme Fremgangsmåde vil ikke passe for alle Mennesker. "Jeg har kendt to Mænd, som led af samme Sygdom, Den ene var fra Nordindien, den anden fra Sydindien. Jeg troede, at Doktoren ville give begge samme Medicin, men det gjorde han ikke. Den ene kom fra et koldt Klima, den anden fra et varmt, Derfor foreskrev han forskellig Medicin for hver af dem, og de blev begge helbredte."
"Har De nogen Sinde set ,Åndelige Øvelser", af Ignatius, og vil De tilråde noget i Lighed med hans Metode?" spurgte vi.
"Jeg har læst Bogen, og jeg tænker, hans Metode måske kan hjælpe andre, men den hjælper ikke mig. Den hjalp mig en lille Smule, men ikke nær så godt som min egen Andagtsmetode.'
Vi bruger ofte for lidt Tid til Bøn; det er Årsag til" at vi går glip af megen Kraft og Styrke. Det kan somme Tider være nødvendigt at bruge mere end een Time; den
1 Method of meditation.
98
tidlige Morgenstund er den bedste Tid. I Førstningen føler vi Guds Velsignelse. Senere vil vi finde, at han ikke alene velsigner os" men lærer os, hvordan vi skal bede,"
"Videnskabsmænd bruger ofte År, ja undertiden hele deres Levetid, til at gøre en eller anden vigtig videnskabelig Opdagelse. Hvordan skulde vi da kunne vente at opdage åndelige Rigdomme blot ved at bruge fem Minutter hver Dag til Stilhed og Bøn? Nogle Mennesker bliver trætte af ti Minutters eller en halv Times Bøn, Hvad vil de gøre, når de skal tilbringe Evigheden for Guds Ansigt? Vi må indøve det her og blive vant til at være med Gud.
Dersom vi vil arbejde for ham, må vi have ham med os" og det kan kun nås gennem Bøn,
Der er flere Strenge på en Violin. De må spændes, dersom de skal give Toner, Vore forskellige Tanker er som de forskellige Strenge. De må spændes" det vil sige, de må bringes under Kristi Herredømme, så kan Bønnens Violinbue frembringe vidunderlige Melodier. Dersom vi ikke allerede har opnået dette nye Liv og Lys" lad os da prøve at opnå det uopholdeligt. Dersom vi har disse Ting" lad os da bruge dem til hans Ære nu; thi bruger vi ikke hans Gaver" mister vi dem for evigt. En Videnskabsmand fortalte mig, at Strudsen engang var i Stand til at flyve, men nu har mistet Flyveevnen, fordi den aldrig brugte Vingerne,"
Uden selvopofrende Tjeneste er Bøn, efter Sadhuens Mening ikke meget værd, Selvopofrende Tjeneste er både de første og sidste Ord i hans Formaninger.
"Der var tolv Apostle og kun fem Brød" men da de var villige til at give" fandt de" at der var mere end nok for alle. Det er først, når vi øjensynligt slider os op, at Folk begynder at tænke: De er ikke selviske; de er
99
frelste.` Vor Frelser siger, at vi er Jordens Salt. Kun ved at opløses kan Saltet give sin Kraft og Smag til andre Ting. Tænk, om vi kom noget Salt i en Gryde kogende Ris. Hvad ville det gavne" dersom Saltet ikke opløstes? Når det opløses, vil dets Smag gennemtrænge de tusinder af Risengryn i Gryden. Skønt skjult for vort Øje kan vi ved Smagen vide" at det er der. Ved at det opløses, bliver tusinder af Gryn salte.
På lignende Vis kan vi kun frelse andre ved at ofre os selv. Ellers vil vi blive som Lots Hustru, der blev en Saltstøtte" fordi hun elskede Verden. Hvad gavner Saltet" dersom det ikke opløses?"
100 V HENRYKKELSER OG SYNER
De stadig tilbagevendende Henrykkelsestilstande, hvor Sadhuen føler sig henrykket til, hvad han tror, er det Sted, Paulus hentyder til som "den tredje Himmel" er for ham det dybe Kildevæld til Oplysning, Opmuntring og fysisk Vederkvægelse,
"Jeg prøver aldrig at falde i Henrykkelse" ej heller råder jeg andre til at prøve derpå. Det er en Nådegave, som skal modtages, men den skal ikke søges, For dem "den er givet" er den en kostelig Perle. Gennem de fjorten År, jeg har levet som Sadhu, har der været mange Gange, hvor jeg lidende under Hunger, Tørst eller Forfølgelse, ville have været fristet til at opgive det hele, hvis det ikke havde været for disse Henrykkelsestiders Nådegave, derfor vil jeg ikke bytte dem bort for hele Verden,"
Det er klart, at et Studium af Sadhuens Religion ville blive alvorlig misvisende, dersom det ikke indbefattede en Beretning om de Oplevelser, han selv tillægger så stor Betydning. Det er lige så klart, at et Forsøg på at give en sådan Beretning støder på alvorlige Vanskeligheder. Oplyste Mennesker vil, med mindre de har studeret Mystikernes Liv, være tilbøjelige til at tvivle om den mentale Tilstand hos den, som ikke alene ser Syner" men tager dem alvorligt, På den anden Side
101
vil uoplyste Mennesker, især i Østen være tilbøjelige til at se på både Seeren og hans Åbenbaringer med den overtroiske Ærbødighed" som Sadhuen selv er meget omhyggelig og ivrig for at afskære.
Sadhuen er årvågen overfor denne Fare. I sine offentlige Foredrag hentyder han aldrig til sine Syner. Han nævner dem kun og det endda sjældent" når han taler med Venner, hvis Dømmekraft og Fortrolighed han stoler på. Engang, da han gav en Forklaring på visse religiøse Vanskeligheder, sagde han: "Det er Ting, som jeg ofte fremsætter i mine Prædikener; men jeg nævner aldrig, at jeg har hørt det i Henrykkelse; thi så vil Folk ikke forstå, hvad jeg mener, uden lang og indgående Forklaring."
Da han havde forsøgt at fremstille for os de Ting, han havde set" forklarede han Paulus' Tavshed angående, hvad han så i den tredje Himmel: "Paulus var bange for, at Folk skulde misforstå hans Hensigt; det var derfor, han talte om denne Oplevelse, som om det ikke var hans egen, men en andens: Jeg kender et Menneske i Kristus, som . . . . Det var fordi: "Han vidste, at dersom han omtalte Synerne som sine egne, ville Folk komme og plage ham med tåbelige Spørgsmål og misforstå de Svar, han gav dem. . . . . . Det var meget forstandigt af ham ikke at prøve at fortælle dem det"" tilføjede Sadhuen med et Smil, der muligvis udtrykte en stille Anelse om, at han havde gjort klogere, hvis han havde efterfulgt Apostlens Tavshed.
En Ven har tilrådet os at udelade hele dette Kapitel; men det var utvivlsomt Sadhuens Hensigt" at vi skulde offentliggøre, hvad han fortalte os, og enten det er godt eller uheldigt, så er Rygtet jo allerede ude og er forekommet på Tryk, at han har Syner. Nogle af disse røber
102
desuden en så stærk Finfølelse og et sådant Fond af moralsk Indsigt, at der er større Ansvar ved at udelade end ved at offentliggøre dem. Vi er forvissede om" at det i det lange Løb vil tjene hans Anseelse at offentliggøre en virkelig pålidelig Beretning om i det mindste de mest typiske og ejendommelige af hans Syner. Vi er heldigvis i Stand til at gøre dette, da, for det meste Materiales Vedkommende, de Noter, som den ene af Forfatterne havde gjort, kunne kontrolleres af den anden, og et betydeligt Antal af dem læstes og godkendtes af Sadhuen selv.
DE JØDISKE SEERES SYNER
Sadhuens Syner er af særlig Interesse ved det Lys, de kaster over Oprindelsen og Udviklingen af Forestillingerne om Opstandelsen, Dommen, Himlen og Helvede. De overleverede Ideer angående disse og andre eskatologiske (Eskatologi = Læren om de sidste Ting.) Spørgsmål blev hovedsagelig - som de nyere Undersøgelser har vist - udviklet gradvis gennem en lang Række Åbenbaringsbøger, af hvilke den ældste og betydeligste er Daniels Bog" og den sidste, som er af Betydning for vort Formål, Peters Åbenbaring, som er skrevet omkring År 120 efter Kristus og opdaget for nogle År siden i en ægyptisk Grav.
Næsten enhver Forfatter i denne Række Bøger foretager nogle Ændringer af, eller føjer nogle Enkeltheder til Overleveringen, Disse Rettelser i Overleveringen fremkommer altid i Form af Syner, som Bogens ansete Forfatter har haft, eller som Vejledning givet ham af åndelige Budbringere i en himmelsk Sfære. Synerne" som vi kender dem, har tydeligvis undergået forskellige
103
forandringer foretaget både af den oprindelige Forfatter og" hvad der er hyppigere" af senere Afskrivere. Men at Synerne oprindeligt blev set som Syner og af den Grund så vel af Forfatterne som af Læserne betragtedes som guddommelige Åbenbaringer, er efter vor Opfattelse hævet over enhver Tvivl.
Disse Syner tager ofte Form af en udførligere Skildring eller en ny Belysning af nogle bemærkelsesværdige Udtalelser af eller ledende Ideer hos en gammeltestamentlig Profet eller af et eller andet Syn hos en tidligere Apokalyptiker. (Apokalyptiker er en, der modtager Åbenbaringer.) De indeholder meget, som er trivielt" og meget, som er fantastisk" men det var trods alt ad disse Veje" de store Tanker om Dommen og det evige Liv fra først af kom til Udtryk i det sildigere Afsnit af den jødiske Religion" hvor ud af Kristendommen fremstod. Det Punkt" som vi imidlertid mest af alt må mærke os nu" er" at denne Åbenbaring - eller denne Opdagelse, hvis nogen foretrækker at kalde det så, - blev vundet af Mænd, som var afgjorte i deres religiøse Hengivelse, og som lidenskabeligt søgte at forlige Livets hårde Kendsgerninger med Guds Godhed. De nåede dette gennem deres Forestillinger om Livet bagved Graven, hvilke Forestillinger for hvert Slægtled af Apokalyptikere udviste Fremskridt i Retning af at blive både moralskt og religiøst mere tilfredsstillende end deres Samtids nedarvede Synspunkter.
Sadhuen tænker" som allerede påpeget, ligesom Apokalyptikerne mest i Billeder" og taget i Almindelighed står hans Verdensopfattelse, hvad dens forstandsmæssige Side angår, de tidlige jødiske Forfatteres meget nærmere, end den står vor. Også han føler sig stående overfor det Problem at forlige Guds Godhed med Livets
104
hårde Kendsgerninger - og Problemet er blevet mere vanskeligt for ham" end det var for dem, netop fordi han altid opfatter Gud efter Jesu Kristi Åbenbaring - ved Hjælp af de nedarvede Forestillinger om det hinsidige Liv. Og for ham som for hine løses Vanskelighederne ved de Ændringer af de overleverede Forestillinger, som kommer til ham i Form af Syner.
,,Apostlen Johannes," siger Sadhuen, "bruger ikke Ordet "Henrykkelse`; han siger i Ånden`, men, mener det samme."'
I vor danske Bibeloversættelse står (Johs. Åb. 1,10): "Jeg henryktes i Ånden," men i den engelske står kun: "Jeg var i Ånden."
Ingen ville mere heftigt end Sadhuen selv bekæmpe enhver Formodning om, at hans Udsagn skulde sættes på Højde med Skriftens; men hans Påstand om at have haft en åndelig Oplevelse, som, selv om den ikke er identisk med" dog på det nærmeste ligner, Åbenbaringsbogens Forfatters, er, (det føler vi os overbeviste om) noget, der fortjener den alvorligste Opmærksomhed, Men: Dersom det er så, følger deraf: At et Studium af Sadhuens Oplevelser vil kaste Lys over den psykologiske Mekanisme" hvorigennem og hvorved religiøse Sandheder blev givet til visse af Bibelens Forfattere.
Når vi husker, at Sandheden er noget ganske forskelligt fra den psykologiske Mekanisme, hvorved den opfattes, og ligeledes husker, at enhver guddommelig Åbenbaring nødvendigvis er betinget af Modtagerens intellektuelle Udsyn, Kultur og almindelige Erfaringer" vil vi ikke føle os tilskyndet til at nægte" at Synerne kan være ægte Sandhedsåbenbaringer, Alle Nutidsmennesker vil indrømme, at enhver Forestilling" som vi danner os angående det hinsidige Livs Natur, nødvendigvis må
105
være af symbolsk Art. De overleverede l Trossætninger om Himlen, Helvede, og Dommen indrømmes at være symbolske. Sadhuens Syner er, så vidt de berører disse Spørgsmål, ikke mindre symbolske; men dersom vi ser ret, er deres Symbolik mere dyb kristelig" og i så Tilfælde er de i Sammenligning med de overleverede Synspunkter et Fremskridt i Opfattelsen af den guddommelige Sandhed.
Det er langt fra os at hævde" at Syner er de eneste eller de bedste Midler til at nå til Erkendelse af religiøs Sandhed. Ganske modsat! Flertallet af de hebraiske Profeter" Salmisterne og Paulus" for ikke at tale om Kristus selv" synes kun at have modtaget en ringe Del af deres Lære fra denne Kilde. Og med Hensyn til de eskatologiske Emner, som har været Genstand for Sadhuens Syner, er de mest værdifulde af hans Resultater blevet foregrebet af liberale Teologer ene og alene ved forstandsmæssig Gennemtænkning af de filosofiske, moralske og kritiske Resultater, de nåede til.
I en nylig udkommet Afhandling om Udødelighed læste vi for Sadhuen en Udtalelse" som ganske mindede om noget fra et af hans Syner; og vi bemærkede, at det var mærkeligt, at Forfatteren ved Hjælp af disse Metoder skulde nå et Resultat så lig det, der var givet Sadhuen i et Syn. Han svarede: "Jeg er ikke det mindste forbavset over det. Sandheden er øen" men forskellige Mennesker når den ad forskellige Veje." Det er rigtigt, og hvad os angår, formoder vi, at Sadhuen så vel som Apokalyptikerne ad Synernes Vej er nået til Sandheder" som sandsynligvis ikke kunne være kommet til Mænd med deres Temperament og intellektuelle Forudsætninger"
1 Ved "overleverede" tænker Forf. på de Læresætninger, der fremsattes af de kristne Teologer indtil for omkring 50 År siden. Nyere Undersøgelser viser, at de i stor Udstrækning er urigtige Fremstillinger af de nytestamentlige Forestillinger.
106
eller i det mindste ikke kunne være kommet med samme overbevisende Kraft, ad anden Vej.
HIMLEN
Der er tre Himle. Sådan blev det engang under Henrykkelse åbenbaret for Sadhuen.
Den første Himmel er Himlen på Jorden - den vidunderlige Fred og Glæde i Samfundet med Kristus, der var et Resultat af hans Omvendelse og er beskrevet i et foregående Kapitel af denne Bog.
Den anden Himmel er et Mellemstade; det er Paradiset, som Kristus på sit Kors talte om til den bodfærdige Røver. Her dvæler for en Tid de Sjæle" som ved Dødens Indtræden ikke har nået tilstrækkelig åndelig Modenhed til, at de kan komme ind i den tredje Himmel. Her er de, som han sagde til Røveren, med Kristus; men de ser dog ikke Kristus" de føler kun hans Indflydelse som Lysbølger udgående fra ham og hører, så at sige, himmelsk Musik.
Den tredje Himmel er den virkelige Himmel" som den må benævnes. Alle retfærdige Mennesker vil til sidst nå frem til den; men det er givet nogle få - og Sadhuen er en af disse priviligerede - allerede i deres Jordeliv at aflægge korte Besøg der. "Jeg forstod," sagde Sadhuen" "hvad Paulus mente" da han skrev: Om han var i Legemet" det ved jeg ikke" eller uden for Legemet" det ved jeg ikke`; thi jeg har befundet mig der" hvor jeg syntes at have et Legeme med Form og Skikkelse, men dannet, som det helt og holdent var af Lys. Men når jeg rørte det" (her tog han om sin Arm)" følte jeg intet. Det er" hvad Paulus kalder "et åndeligt Legeme." I Himlen ser jeg ikke med mine legemlige, men med
107
åndelige Øjne" og der blev sagt mig" at disse åndelige Øjne er, som de alle Mennesker skal bruge" når de for stedse har forladt deres Legeme."
For alle Synerne er der bestandig samme Baggrund, De genspejler den helt igennem kristuscentrede Karakter af Sadhuens Mystiscisme, og det er tilvisse et Bevis - dersom yderligere Beviser er fornødne - på, hvor stærkt Sadhuens Mystik samler, sig om Kristus.
"Kristus på sin Trone er altid Midtpunktet - en Skikkelse uudsigelig og ubeskrivelig. Ansigtet, som jeg med mine åndelige Øjne ser det i Henrykkelse" ligner meget nær det, som jeg så med mine legemlige Øjne ved min Omvendelse. Han har Vunder" hvorfra Blodet flyder. Disse Vunder er ikke vansirende" men lysende og skønne. Han har Skæg. Hans lange Hovedhår er som Guld og som glødende Lys. Hans Ansigt er som Solen; men dets Lys blinder mig ikke, Det er et dejligt Ansigt, altid smilende - et elskeligt, herligt Smil. Kristus indgyder slet ikke Frygt.
Og rundt om Kristi Trone er i det uendelige at se en Mangfoldighed af herlige åndelige Væsener, Nogle af dem er de hellige" andre er Englene. De er ikke til at skelne fra hinanden. "Forskellen`, fortalte man mig" ,er ikke ret stor; vi er alle eet her.` De ser alle ud som yngre Brødre af Kristus. De er alle forherligede, men hans Herlighed er langt herligere end deres, og indbyrdes adskiller de sig ved forskellige Trin af Herlighed" noget lignende som en Forskel i Farver, men ikke ganske det samme. Deres Klæder er, som det kunne tænkes lavet af Lys, ikke blindende" men med mange Farver, Der er flere Farver der end i denne Verden. Der er her i Verden intet så vidunderligt" ikke engang Diamanter og ædle Stene, Når de taler til mig, lægger de i et Nu deres
108
Tanker ind i mit Hjerte. Det er ganske, som når vi her på Jorden somme Tider ved, hvad en Mand vil sige" før han udtaler sig. Jeg behøvede ikke at lære den åndelige Verdens Sprog. Når vi forlader denne Verden og indgår i hin Verden, taler vi det lige så let og naturligt, som et nyfødt Barn drager Ånde fra det Øjeblik, det kommer ind i denne Verden" skønt det aldrig har gjort dette før.
Under disse Syner har vi de mest vidunderlige Samtaler. Det er det virkelige "de helliges Samfund," som der tales om i den apostolske Trosbekendelse. Vi taler om åndelige Ting og om Problemer, hvoraf ingen kan løses her. Mellem disse gode Venner løses de letteligt. Der er mange Ting, som jeg ser og hører der, hvoraf jeg har et klart Billede i min Sjæl" men som jeg ikke engang kan udtrykke i mit eget Sprog og meget mindre på Engelsk, og nogle af dem er Ting" som det ville være ganske unyttigt at prøve at udtrykke, fordi de ville miste deres Skønhed ved at tages ud af hin Verden og overføres til denne. Men jeg har altid en frisk og levende Erindring også om disse Ting.
Et andet Træk fra hin Verden er, at man aldrig bliver træt af den; man ønsker intet anderledes. I denne Verden bliver man træt i Løbet af tre-fire Timer selv i Tider med de stærkeste Oplevelser af Fred; men man trættes aldrig i den himmelske Verden.
Ved et Møde, jeg overværede, var der en enfoldig Landsbykristen, som bad. Han var fyldt af Ånden, og fyldt af Fred og Glæde. Og skælvende af overstrømmende Lykke bad han: Herre! jeg takker dig" jeg takker dig, men giv mig ikke mere, ellers dør jeg. Det er nok! Det er nok!` Jeg var meget forundret over hans Ønske om at få Ende på denne Tilstand. Da måtte jeg tænke
109
på Beretningen om Moses, og hvordan Gud sagde til ham: Mennesket kan ikke se mit Ansigt og leve,` og derfor måtte han kun se ham bag fra. Ånden kan tåle disse ophøjede Oplevelser, men Legemet kan det ikke.
Der er Musik, men intet Musikinstrument. Jeg så mig om efter et Instrument, men der var intet at se. Det mest mærkelige angående denne himmelske Verden er imidlertid, at jeg altid føler mig hjemme der, Der er fintet, jeg kunne ønske anderledes, intet forkert, Der sagdes mig" at dersom to Personer i hin Verden" ligegyldigt hvem de var, og hvor langt fra hinanden de var" ønskede at komme sammen, kunne de opnå det med Tankens Hurtighed. Jeg finder det altid fuldkommen familiært og naturligt at sidde mellem de andre,
Enhver" som har været der blot et Sekund, siger til sig selv: Dette er det Sted, mod hvilket mit Hjerte længes; her er jeg fuldstændig tilfredsstillet. Ingen Sorg" ingen Pine" kun Kærlighed, Bølger af Kærlighed, fuldkommen Lykke,` (Ved Erindringen om Synet strålede Sadhuens Ansigt.) Og det varer for evigt, og ikke alene for et Tusinde År, Ingen kræver noget for sig selv. Alle siger ,vort Hjem.` Ord kan ikke udtrykke det. Jeg tænker, det er derfor Paulus sagde, at han hørte uudsigelige Ord. I hin Verden er der mange Ting" som svarer til skønne Ting i denne Verden: Bjerge, Træer og Blomster, men al Ufuldkommenhed er borte. Bjergene" Træerne og Floderne i denne Verden er kun som Skygger af" hvad jeg ser der. Alle Ting" selv de livløse Ting, er dannet sådan, at de uophørligt lovpriser og gør det ganske uvilkårligt. Jeg kan se Millioner af Mil. Jeg kan se Herresæder og Volde, men disse hindrer ikke Udsigten" og selv om man er midt i Mængden" ser man lige så.
110
godt. Alt er på en eller anden Måde gennemsigtigt. Man kan se lige gennem Mennesker, så ingen skjuler deres Kærlighed" eller hvad der ellers er i deres Hjerte.
Der får vi virkeliggjort ikke alene den Attrå og de ønsker" som vi ved af at have haft i dette Liv; men lønlig Attrå og lønlige Ønsker" som vi ikke ved af at have haft, kommer for Dagen og virkeliggøres; thi der findes alt til deres Tilfredsstillelse. Der finder jeg Livets Fylde; der er der intet mere at spørge efter. Det er vidunderligt) Det er vort Hjem.
Jeg spurgte en af Ånderne om Meningen af dette Vers hos Johannes: Jeg har sagt" I ere Guder)' Der sagdes mig, at Mennesket har utallige Begæringer" og at disse viser, at når Mennesket først kommer i Himlen" vil det gøre Fremskridt i det uendelige. Der har vi flere Egenskaber, end vi her har Hår på vort Hovede.
En anden Gang spurgte jeg, hvad Kristus mente" da han sagde: Værer da I fuldkomne" ligesom Eders himmelske Fader er fuldkommen.' Man svarede: Bliv fuldkomne som Englene eller Profeterne.' Jeg har været noget i Forlegenhed angående det Svar. Betyder det" at vi skal blive Gud; og" om så er, skal vi gøre Oprør mod ham? De fortalte mig der" at Guds Ønske med os er, at vi skal vorde ham lig; thi Kærlighed ønsker altid som Genstand for sin Tilbedelse noget, der er lige med den selv; Ligesom Mennesker ikke tilfredsstilles af kun at elske Dyr, ønsker Gud" at vi bliver ham lig. Men når vi bliver Gud lig, kan vi ikke sætte os op imod ham; thi vi vil da have en ubegrænset Erkendelse af Guds Kærlighed, og den vil medføre en ubegrænset Taknemlighed.
Der er ingen Skinsyge i Himlen. Vor himmelske Fader ønsker os dannede lige med ham. Der er ingen
111
Skinsyge i Himlen. Der er Forskelle i Rang; men der er ingen Uoverensstemmelser. Enhver tænker på de andres Bedste, og alle står de sammen som een, og de" som er langt nede i Rækken, føler sig stolte af, at deres ældre Brødre er så store."
Vi spurgte: "Har De nogen Sinde i Henrykkelse set Syner som dem i Johannes Åbenbaring?"
"Ja" jeg har set meget, der ligner Synerne i Åbenbaringsbogens Slutning; og da jeg så det" tænkte jeg: ,Vor ældre Broder har for to tusinde År siden besøgt disse Steder',"
"Har De aldrig set Syner som dem i Åbenbaringsbogens midterste Del?"
"Nej, aldrig, Kun som i Slutningen, i Særdeleshed det Sted, der beskriver Livets Vands rene Flod, der skinnende som Krystal udvælder fra Guds og Lammets Trone. Da jeg så disse Ting" følte jeg Trang til at falde ned og tilbede dem" som viste mig dem; men de sagde til mig: Nej, tilbed ham, og pegede på Kristus.`
Jeg spurgte: Hvor er Himlens Kongestad? Der" hvor han sidder?` De svarede: Nej, i hvert Hjerte" som elsker ham; thi der hersker han, ikke ved Sværd og Voldsmagt, men ved Kærlighed,` Dersom der ikke var levende Sjæle, ville der intet Rige være. Det kongelige Segl er Kristusbilledet i Hjertet; og hvor dette er i Hjertet udstrækker det sig samtidigt over -det hele Legeme, Johannes skriver, at Lammets Navn er skrevet på de Helliges Pander. Jeg så efter" men jeg så intet skrevet der, derimod så jeg, at deres hele Ansigt lignede Kristi Åsyn, og så forstod jeg, hvad Johannes mente."
"Har De nogen Sinde set Keruber eller andre sådanne vingede Væsener, som er beskrevne hos Ezekiel og i Åbenbaringens Bog?"
112
"Nej, jeg tænker, at når disse taler om vingede Væsener, skyldes det Vanskeligheden ved i menneskeligt Tungemål at udtrykke, hvad de så. Jeg så Lysbøl-ger, som strålede ud fra de himmelske Væsener, og i Førstningen syntes de at ligne Vinger; men det var i Virkeligheden ikke Vinger.
De Væseners Ansigter, jeg så i Himlen, lignede Kristus, men kun som en Afglans af ham, ganske som Solens Spejlbillede viser sig i mange Vandkar. Kristus er Guds Billede - det Billede" hvori Gud skabte Mennesker - det er det sande Gudsbillede, men det er kun ufuldkomment overført på andre Mennesker. Det forklarer den Følelse, som alle har oplevet første Gang, de kom på de himmelske Steder" at Kristus er en, man længe har kendt. Det viser en oprindelig Forbindelse mellem Mennesket og Kristus" selv om man aldrig før har vidst noget derom. Alle Syndere har inde i deres Hjerte et tilgroet Billede af deres guddommelige Skaber, og når de så omvendes" opdager de det og falder ned og tilbeder ham. Jeg har ikke haft Held til at træffe nogen, der har haft sådanne Henrykkelser som jeg" ellers ville jeg gerne have spurgt dem ud" om hvorvidt de havde oplevet denne Følelse af Genkendelse.
Jeg spurgte engang, hvor langt denne himmelske Verden var fra Jorden. De sagde" at det vidste de ikke; men det tog kun et Øjeblik at komme der. Jeg var forbavset over, at de ikke vidste det.
Før jeg blev Kristen" plejede jeg, når som helst jeg så nogen dø" at længes efter et Sted" hvor Døden ikke var mere. 'Jeg var frastødt af den Kredsgang af Død og Genfødelse" som findes i Hinduernes Tro på Sjælevandring. Første Gang jeg i Henrykkelse kom ind i Himlen".
113
følte jeg mig ganske sikker på, at jeg var kommet til et Sted, hvor Døden ikke var mere,"
LEGEMETS OPSTANDELSE
"Lærte De noget angående Legemets Opstandelse?" "Der fortaltes mig der, at Kristne efterlader helt deres fysiske Legemer her, Det Legeme begraves; men det åndelige Legeme, som er inden i det, er da frigjort, og i dette går vi til den anden eller tredje Himmel, alt efter vort Udviklingstrin. Dette er i det mindste rigtigt angående Flertallet af de Kristne; men der er forskellige Grader af åndeligt Liv, og for nogle fås Vedkommende, som har levet Kristus meget nær, bliver det fysiske Legeme langsomt omdannet og taget op i Himlen. Det bliver ganske åndeliggjort; thi Kød og Blod kan ikke arve evigt Liv; men det er det samme fysiske Legeme, skønt det er ganske omformet. Jeg spurgte, hvorvidt dette gjaldt Enok og Elias, som legemlig var optaget i Himlen. De svarede, Ja, og det gælder også Moses,` og de udpegede Moses og Elias for mig og fortalte mig, at de gennem Forklarelsen fik samme Skikkelse som den, hvori jeg så dem; thi i Himlen forandres vi ikke mere, Gud begravede Moses, men de fortalte mig, at Guds Måde at begrave på er ikke som vor. Den er som at indhylle os i et åndeligt Legeme, Ingen kan komme ind i Himlen med et fysisk Legeme; men i disse få Tilfælde er dette Legeme omdannet; og det er, hvad der skete med Kristi Legeme.
Men de fleste almindelige Kristne efterlader helt deres fysiske Legemer og går i deres åndelige Legeme ind i Mellemstadiet eller i den anden Himmel, Her bliver de, nogle i få Dage, nogle i få Måneder og nogle endnu
114
længere, indtil de er modne til at gå ind i den tredje Himmel. De store Undtagelser, som Frans af Assisi og Forfatteren til "Kristi Efterfølgelse" er imidlertid allerede så åndeligt udviklede, at de kommer ind i den tredje Himmel med det samme."
DEN ENDELIGE DOM
"Jeg spurgte engangs Vil de døde alle stå opstillet i en Række og blive dømte?` Der svaredes: Nej, når Sjælen har forladt Legemet, ved den alt, hvad der er sket i det. Erindringen om det hele er klar og frisk, og derved er de dømte. Det himmelske Lys viser de onde dem selv, som de er; de ser i et Nu, at de kan ikke leve i de helliges og Englenes Samfund. De føler sig i den Grad fremmede der; de finder alt så ubehageligt, at de beder om Lov til at forlade Himlen. Det er ikke Gud, der jager Mennesker ud af Himlen. Himlen er ikke et Sted med Mure og Porte, hvor man man bede om Billet for at fan Adgang. Adgangsbilletten er det Liv, et Menneske har ført.
De, som er genfødte, kan se Guds Rigel og føle sig hjemme der; de, som ikke er det, kan det ikke. Dette er den virkelige Dom, og det er en Dom, der går for sig hver Dag. Den iværksættes ikke ved et Lovbud fra Gud, hvorved der gøres op mellem os og ham; den er noget indre, Den endelige Dom bliver en Proklamation af det endelige Resultat; hvorved enhver tro Guds-Tjener skal blive ophøjet for al Skabningens Øjne,
Der sagdes mig også, at i denne Verden er vort åndelige Legeme inde i vort fysiske Legeme, og at når vi synder, er det, som når vi trykker med en spids 1 Sadhuen synes at udlægge Udtrykket "Guds Rige", som lig den tredje Himmel.
115
Ting på et Papir, hvorunder der ligger et Aftrykspapir, På Papirets Yderside bliver der kun et lidet Mærke; men på Indersiden bliver der et kraftigt sort Mærke. Således sætter vore Synder Mærker og Ar på vort åndelige Legeme, og Resultatet heraf vil blive synligt, når efter Døden det åndelige Legeme forlader det fysiske, og alene Åbenbarelsen af den Fortræd, det har været udsat for, vil i sig selv udgøre en stor Del af Dommen,"
I den engelske Udgave følger nu et Kapitel "Helvede", som Sadhuen under sit Ophold i Danmark indtrængende bad om at få slettet i den danske Udgave, da han ikke fandt, at det ,gav det rette Udtryk for hans Anskuelser på dette Punkt,
ANDRE SYNER
Sadhuens Syner drejer sig ikke alene og ikke engang væsentlig om Eskatologien. Ikke få af de Lignelser og Argumenter, han bruger i sine Prædikener, synes at være kommet til ham ad denne Vej. Undertiden får han under Henrykkelse Svar på Spørgsmål angående Fortolkning af Skriftsteder, som han har været i Forlegenhed med,
Vi anfører et Eksempel, som er karakteristisk for Manden både med Hensyn til ukritisk Enfoldighed og dyb moralsk Indsigt:
"Hvorfor bad Abraham ikke for Lot? Gud var ved at ødelægge Sodoma og Gomorra. Abraham bad for andre. Hvorfor bad han ikke for sin Søstersøn? Hvorfor sagde han ikke: Frels i det mindste min Søstersøn?` Det var, fordi der var noget forkert hos Lot; thi skønt han havde boet flere År på det Sted, havde han ikke formået at 8`
116
gøre ti Mænd retfærdige. Han havde ikke gjort sin Pligt. Abraham var beskæmmet af ham og kunne derfor ikke bede for ham; men Gud kom Abraham ihu, og for hans Skyld blev Lot frelst. På samme Måde kan Kristne være gode Mennesker; men hvis de ikke prøver på at frelse andre, vil Kristus alligevel blive beskæmmet og ikke gå i Forbøn for dem, ligesom Abraham var beskæmmet og ikke kunne gå i Forbøn for Lot. ,Men,` tilføjede Sadhuen meget kuriøst, jeg nævner ikke ret tit dette; thi der er nu til Dags så mange, som ikke tror, at sådanne Mænd som Abraham og Lot nogen Sinde har levet'."
"Ved en anden Lejlighed spurgte jeg: "Hvorfra stammer Livet?" Der sagdes mig, at der er een eneste Livskilde bag alle Ting. Vore Klæder er varme, fordi vort Legeme, som de dækker, er varmt. Der er ingen Varme i Klæderne; den kommer fra Legemet inden for dem. Netop således stammer Livet i alle levende Skabninger fra den eneste Livskilde bag alt. Deres Liv stammer fra Livets Giver. Endvidere, ligesom vort Legeme er skjult af vore Klæder, mens Klædernes Form så vel som deres Varme stammer fra Legemet indenfor, således er alle Planter og Dyr, som vi ser, kun den ydre Form dannet af Livets Giver.
Jeg så Bølger af Lys og Kærlighed strømmende ud fra Kristus, i hvem Guddommens Fylde bor og er legemliggjort. De giver åndeligt Liv. Disse Bølger af Liv og Kærlighed giver ligeledes på en mystisk Måde Liv til levende Skabninger på alle Livstrin. Stof og Bevægelse kan ikke skabe Liv. Livets Kilde er Liv.
Der sagdes mig, at de Lysbølger, jeg så, var den Helligånd. Ligesom Månen synes at stå over vore Hoveder, hvor vi end står, således var den herliggjorte Kristus med Bølgerne strømmende ud fra sig at se her
117
og der og alle Vegne. Jeg så en Mangfoldighed af Mennesker med herliggjorte Legemer, der alle sagde: Han er mig nær. Han er mig nær'."
HENRYKKELSESTILSTANDENS NATUR
Den, som studerer Mystiken, vil ønske noget mere Materiale, dersom han skal danne sig en videnskabelig begrundet Vurdering af Sadhuens Syners Natur og Be tydning. Med dette for Øje vil vi nu fortsætte med i Enkeltheder at fremstille Sadhuens egen Beretning om Henrykkelsestilstandens Natur
"En Ven spurgte engangs Hvad er Henrykkelse?" Jeg svarede: Der er Perler i Havet; men for at fas dem mas du dykke ned til Bunden. Henrykkelse er at dykke ned til' Bunden af åndelige Ting. Det er ikke en Trance-tilstand', men det er som en Neddykning, thi Dykkeren mas holde op med at drage Ånde, og således mas også under Henrykkelse alle ydre Sanser tilstoppes.`
Når som helst jeg er alene, kommer der altid noget nyt til mig og det i et Sprog uden Ord. Jeg føler mig som omgivet af en underfuld Atmosfære, så er der no get, der taler i mit Hjerte, og så er jeg i Henrykkelsestilstanden. Der siges ikke et Ord, men jeg ser alt afbildet; Problemer løses let og fornøjeligt pas et Øjeblik, uden at min Hjerne anstrænges."
I Sadhuens første Tid som Kristen forekom Henrykkelser forholdsvis sjældent. Nu, skønt han ikke pas Forhånd ved, hvornår de kommer, er de næsten en Hver-dagsoplevelse - eller rettere, de ville være 'det, om han
1 Det Ord, som her stedse er oversat ved "Henrykkelse" er Ordet "Ekstase", der betyder en Slags Bortrykkelse, hvor den, som er i Ekstase dog stedse bevarer en Slags Bevidsthed om sig selv. Trance derimod er en mere ubevidst Tilstand. Det er f. Eks. under Trance, at spiritistiske Medier uden at vide det tages i Besiddelse af ,Ånderne" og bruges som deres Redskaber.
118
ikke holdt igen. Dersom han kun tænkte på sin egen Behagelighed, ville han på denne Måde tilbringe hele sit Liv med Kristus; men han ønsker at hjælpe Mennesker. Henrykkelsen indtræder almindeligvis efter tyve Minutters Bøn og Betragtning - somme Tider medens han knæler, men hyppigst under siddende Stilling.
Hyppigheden af Sadhuens Henrykkelser er en bemærkelsesværdig Kendsgerning. Så vidt vort Kendskab rækker, var Syner og Åbenbaringer forholdsvis sjældne Begivenheder hos de bibelske Forfattere og hos de fleste af de store Helgener.
Under Henrykkelsestilstanden, der somme Tider varer adskillige Timer, mister han al Sans for den ydre Verden og har slet ingen Følelse af Tidens Gang; "der er ingen Fortid og ingen Fremtid; alt er nærværende."
"En Ven, til hvem jeg havde sagt, at han ikke magtte forstyrre mig, dersom han traf mig i Henrykkelse, kom. engang ind og fandt mig med Øjnene vidt åbne, smi lende, ja ligefrem leende. Uden at se, at jeg var i Henrykkelse, talte han til mig; men da jeg ikke hørte på ham, holdt han op og fortalte mig siden derom.
Ved en anden Lejlighed faldt jeg i Henrykkelse under et Træ. Da jeg atter kom i ordinær Sindstilstand, opdagede jeg, at jeg var blevet stukket over hele Kroppen. af Gedehamse, sag mit Legeme var helt opsvulmet; men. jeg havde intet følt."
Engang var det bekendtgjort, at han skulde tale ved. et Møde Klokken 8 Morgen. Han begyndte sin Bøn omkring Klokken fem og faldt ufrivilligt i Henrykkelse. Da. han vågnede fra Henrykkelsen, sag han, at Klokken var ni. Han havde ganske glemt Mødet. Folk, som var samlet i stort Tal for at høre hans Forkyndelse undrede sig over, hvorfor han, som ellers var sag punktlig, ikke:
119
kom. Efter en Tids Forløb, gik de skuffede deres Vej, Han var meget ked af, at dette skulde ske; men han forklarede dem alligevel ikke, eller rettere kunne ikke forklare dem, Grunden. "I Almindelighed taler jeg ikke om disse Oplevelser til andre, thi de vil ikke forstå mig, men tænke, at jeg er lidt til en Side." Når han er i Byerne, er han meget omhyggelig for at hindre sig selv i at "glide" - for at bruge hans eget Udtryk - ind i Henrykkelsestilstanden. Når han er i Himalaya-bjergene, hvor han har mere Tid til sin Rådighed og ikke har nogen tvingende Forpligtelser, behøver han ikke at begrænse sig således.
"Har De bemærket," spurgte vi, "om De hyppigst kommer i Henrykkelse, når De føler Dem legemlig træt og anstrengt, eller når De er legemlig frisk?"
"Begge Dele, Måske hyppigst når jeg er legemlig frisk; men dersom det sker, når jeg legemlig er rigtig træt og anstrengt, eller, som jeg husker fra mere end een Lejlighed, når jeg følte mig modløs, fordi Folk havde nægtet at lytte til min Prædiken, er Resultatet altid, at jeg føler mig ganske vederkvæget og oplivet. Dette er en anden Grund, som for mig beviser, at det ikke er en almindelig Trance. Da jeg i sin Tid praktiserede Yoga, fandt jeg ingen varig Vederkvægelse, skønt Trancen kunne være midlertidigt oplivende. Den store Forskel mellem Henrykkelsestilstanden og den Yogatilstand, jeg kunne iværksætte, før jeg blev Kristen, ligger i Virkeligheden deri, at under Henrykkelsen har jeg altid den samme Følelse af stille Vederkvægelse og af at være hjemme, ligegyldigt hvordan så min Sindstilstand var, før jeg faldt i Henrykkelse. Derimod var det under Yogatilstanden sådan, at hvis jeg før Trancen følte mig bedrøvet, plejede jeg at græde under Trancen, og var jeg
120
i godt Humør, smilede jeg. Desuden føler jeg mig altid efter en Henrykkelse styrket, oplivet og vederkvæget. Det Resultat havde Yoga ikke.
Yoga-Trancens Hensigt er ikke at tilfredsstille Hjertet, men Hovedet.
Henrykkelsestilstanden er ikke, som jeg tror Yoga er, et Resultat af Selvhypnotisering. Jeg forsøger aldrig at komme i Henrykkelse. Ej heller tænker jeg på samme Ting en hel Time i den Hensigt at hidføre Tilstanden, som de gør, der praktiserer Yoga.
Henrykkelse er ikke noget sygeligt eller en Slags Hallucination. Den er en vågen Tilstand og ikke en Drømmetilstand. Jeg kan under Henrykkelse stedse tænke. I normale Tider kommer der tit forvirrende Forstyrrelser i mine Tankers Strøm, men ikke under Henrykkelsestilstanden. I Almindelighed bliver en Tanke kun et Øjeblik i mit Sind; thi den skubbes hurtigt væk af andre Tanker, hvorimod jeg under Henrykkelse er i Stand til i lang Tid at tænke på samme Ting. Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er, fordi Sjælevirksomheden (the mental activities) under denne Tilstand ikke længere er begrænset af den materielle Hjerne.
Medens jeg er i Henrykkelse, tænker jeg på sådanne Emner som Guds Kærlighed og lytter på samme Tid til Ånderne, især den Helligånd, som taler til mig.
Når jeg atter vender tilbage til Legemet, finder jeg stor Forskel mellem, hvad jeg har set under Henrykkelse, og hvad jeg ser hermed mine legemlige Øjne.
Ofte, når jeg er kommet ud af Henrykkelsen, tænker jeg, at den hele Verden må være blind, da den ikke ser, hvad jeg ser; alting er så nær og så klart."
Lejlighedsvis møder han i Himlen Mennesker, han har kendt på Jorden.
121
"Engang under Henrykkelse så jeg en Mand med et herliggjort Legeme, Han var meget lykkelig. Han spurgte mig: Kender Du mig ikke?` Jeg svarede: ,Nej.` Erin-drer Du ikke at have set mig?` Jeg svarede: ,Nej.` Da sagde han: Jeg var på et Spedalskhedsasyl, som Du besøgte. På Grund af Spedalskhed havde jeg mistet mine Fingre og mit Ansigt var vansiret. Nu er jeg ikke spedalsk mere. Jeg har fået dette herliggjorte Liv ved Jesus Kristus. Jeg forlod Legemet og kom ind i dette Liv den 22. Februar 1908.` Senere søgte jeg disse Oplysninger bekræftede og fandt dem rigtige. Han var død på den Dag og det Sted, som nævntes i Synet."
Denne sidste Hændelse minder om den berømte Beretning om Munken fra Evesham, som faldt i en Henrykkelse, der varede tre Dage, og bagefter berettede, at
i Løbet af den Tid havde hans Ånd besøgt Himlen, Helvede og Skærsilden. I Skærsilden så han en vis Abbedisses Sjæl, hvis Død netop var indtruffet i Løbet af disse tre Dage; men Nyheden derom havde endnu ikke nået Evesham på den Tid, da han berettede, hvad han havde set. Hans Samtid betragtede dette som et afgjort Bevis på, at hans Ånd virkelig havde været i Skærsilden - hvor Abbedissens Sjæl naturligvis da ville have været, Kendsgerningerne tillader imidlertid en anden Forklaring. Visse Individer er under Trancetilstande særlig modtagelige for telepatisk Indflydelse. Dersom Munken var en af disse, vil Tankeoverføring enten fra den døende Abbedisse selv eller fra hendes Omgivelser :forklare hans Viden om hendes Død og deraf følgende Slutning angående hendes omtrentlige Opholdssted.
"De har forklaret," sagde vi, "at det at høre, hvad der tales i den åndelige Verden, er noget ganske forSkelligt fra at høre, hvad der tales i denne jordiske Ver-
122
den. Er der samme Slags Forskel mellem himmelsk og jordisk Syn?"
Det var øjensynligt et Spørgsmål, hvorpå Svaret stod fuldkommen klart for Sadhuens egen Tanke; men det, som han følte, kunne ikke udtrykkes i menneskeligt Tungemål eller ved Sammenligninger hentede fra denne Verden. Det Indtryk, han havde, var, at der var meget mere Lighed mellem åndeligt og legemligt Syn end mellem åndelig og legemlig Hørelse, som han forud havde beskrevet, Syner og Billeder, han ser i hin Verden, er som Ting set i denne Verden, men med een Forskel, "Når vi i denne Verden ser Bjerge, Træer og Blomster, ser vi og beundrer dem. I hin Verden ser og beundrer vi Ting af samme Slags; kun, at der udgår der en Slags Kraft fra dem, som tilskynder En til at prise Skaberen af det hele; Lovprisningen hverken tvinges eller presses frem; den er simpelt hen et umiddelbart Udtryk for Glædens overstrømmende Fylde. Når jeg i denne Verden ser Blomster og andre pragtfulde Ting, beundrer jeg; men de er passive. I den åndelige Verden, som jeg gæster under Henrykkelse, er det modsat: De er aktive, jeg er passiv."
Vi prøvede at udforske, om Sadhuen var sig nogen Udvikling bevidst med Hensyn til Arten eller Kvaliteten af hans Syner. Men når undtages, at de siden Fasten er blevet mere hyppige, synes der kun at være ringe Forandring. Han ser absolut selv således på det, at den Rigdom, han modtog gennem Åbenbaringerne på en Tid, da hans personlige kristelige Erfaringer var umodne, er et Bevis på, at den Kundskab, han derved har opnået, ikke stammer fra en ydre Kilde og heller ikke bare er hans egen Sjæls Drømmefoster.
123
ET ENESTÅENDE FÆNOMEN
I Sadhuens Beretning om hans Henrykkelser er der to vigtige Træk, som det vil være tilstrækkeligt blot at pege på uden at knytte nogen Bemærkninger dertil, Deres hyppige Forekomst og den Kendsgerning, at de aldrig følges af Udmattelse, men altid af Vederkvægelse, både legemligt og sjæleligt, Der er fire andre Træk, som påkalder Overvejelse.
For det første: Hans Oplevelser adskiller sig i een Henseende fra de apokalyptiske Forfatteres og - efter alt, hvad vi ved - fra Vestens Mystikere i Almindelig-hed. Under sine Henrykkelser rejser Sadhuen hverken fra Sted til Sted og aflægger personlige Besøg for Eksempel i Helvede ej heller ser han en Række livfulde, dramatiske Billeder, hvis Udtydning enten er ganske klar og fattes med det samme eller gives af en himmelsk Fortolker, Man kan med Sandhed sige, at han har kun eet enkelt Syn - den tredje Himmel - et Syn, som øjensynlig i sig selv rummer en uudtømmelig Mangfoldighed og dog altid væsentlig er det samme. De Oplysninger og Tanker, som gives ham under Henrykkelse, fremtræder ikke som særlige Syner, men mere som mundtlige Meddelelser fra forskellige Ånder, som han møder ved forskellige Lejligheder inden for - om man må sige så - det samme store blivende Syns Ramme.
For det andet, Sadhuen er langt mere end de apokalyptiske Forfattere omhyggelig for atter og atter at slå fast, at hans Oplevelser er uudsigelige - Ordene er Ord, men de er hverken hørt eller udtalt; det sete er set og alligevel ikke som med Øjne. "Der er intet Sprog, som kan udtrykke de Ting, jeg ser og hører i den åndelige Verden; jeg er som et stumt Menneske, der kan smage
124
og nyde søde Sager, som gives ham, men ikke kan udtrykke eller forklare det for andre."
Han er ikke alene klar over, men er ivrig for at hævde, at hans Gengivelse af Syner og Ord kun giver en Afglans af Virkeligheden - med andre Ord, at Synerne væsentlig er symbolske.
For det tredje : Henrykkelsestilstanden er, som han siger, for ham ikke en Drømmetilstand - han mener dermed en Tilstand, hvori forvirrede og usammenhængende Optrin og Begivenheder meningsløst dukker frem; - men en vågen Tilstand, en Tilstand med koncentreret Tankekraft, med en klarere og mere sammenhængende Tænkning end det i den almindelige Bevidsthedsform er ham muligt at udfolde. Den Kendsgerning, at den ydre Verden under Henrykkelse i den Grad kan glide ud af hans Bevidsthed, at han for Eksempel ikke føler Gedehamsenes Stik, bekræfter denne Fremstilling. Fra Søvn kan man let vækkes, men hans Henrykkelse er øjensynlig, hvad dens psykologiske Side angår, en Tilstand af, hvad man kalder, "midlertidig Adskillelse" mellem Sjæl og Legeme, og det er en Tilstand, som kendetegnes ved stærk Koncentration af Tanke og Følelse.
Vi kan anføre Wordsworths Linier - der er godt kendte, men måske ikke lige så godt forståede - hvori han taler om en hos ham tilsyneladende hyppigt forekommende og højlig værdsat Oplevelse, i et Sprog, hvoraf hvert Ord kunne have været brugt af Sadhuen til at beskrive hans Henrykkelser:
en anden Gave, mer ophøjet; hin salige Sindstilstand, hvori Mysteriets Byrde, hvori hele den tungt ufattelige Verdens Vægt ligesom løftes, ikke mærkes mer:
125
hin salige Sindstilstand af hellig Klarhed, hvori vi føler os blidt bårne frem,
til vi, med denne Jordklimps Åndedrag,
ja med endog vort Blods taktfaste Vandring, næsteadels ophørt, lægges hen at blunde
i Legemet, og leve Sjælens Liv:
da skænker magtfuld Harmoni, da skænke! dyb magtfuld Glæde os et roligt Indsyn
i alt det Skabtes Liv.'
For det fjerde: Denne Koncentration af Tanke og Følelse udmunder i Syner, hvor Kristus altid er Billedets Midtpunkt. Det altbeherskende Indtryk er altid Bevidst heden om at være med Kristus og fra ham at modtage stedse rigere Indsigt, Liv og Kraft, Ikke alene at Tanke og Følelse er stærkt anspændte, men det er som alt i hele hans Væsen samler sig om dette at modtage den levende og evige Kristus.
Litteraturen om Mystikken, Østens som Vestens, er så uhyre omfattende, at selv de, som har ofret al deres Tid på at studere den, ikke med absolut Sikkerhed kan udlede almengyldige Slutninger, og Forfatterne af denne Bog gør intet Krav på at tale som Autoriteter. Men vi er dog måske ikke for dristige, når vi fastslår, at skønt tilsvarende Træk til hvert af de seks Træk, vi her har nævnt, kan findes hos nogle tidligere Mystikere, så vel Østens som Vestens, så er dette at finde dem samlede hos en enkelt Person noget ganske enestående. Men dersom det er rigtigt, hvad er da Forklaringen? Er det nok at sige, at enhver Mystiker i een Forstand er enestående? Vi vover at fremsætte en famlende Formodning. Indien er Mystikkens Land, men Sadhuen er den første Inder - eller rettere, den første, hvis Oplevelse vi har fået Kendskab til - hvis Mystik er, blevet 1 Oversat af Valdemar Rørdam.
126
en kristuscentret Mystik. Vi skulde tro, at den kristne Mystik, når den indoptages af Inderne, vil tage en ny indisk-karakteristisk Form.
IDEEN OG DENS SYMBOL
Et Studium af Mystikernes og Apokalyptikernes overleverede Syner leder En til at understrege den fundamentale Betydning af Forskellen mellem deres Indhold, det vil sige den gennem dem grebne Ide eller Værdi, og den Form eller det Symbol, hvori de er udtrykt. Vi vil også lægge Mærke til, at et Syns Form og Indhold er udledet og betinget af henholdsvis ganske forskellige Elementer i Seerens Mentalitet og Oplevelser. Det er at antage, at den Form et Syn tager, beror delvis på Seerens dramatiske Evne og delvis på det Materiales Art, som Symbolet dannes af, og som er tilvejebragt gennem hans tidligere Oplevelser og Omgivelser. Hvad Sadhuen angår, er dette Materiale for største Delen hentet fra det Bibelstudium, hvorom så vel hans Følelser som hans Tanker længe har været koncentreret. Men et Syns Indhold bestemmes af ganske andre Faktorer. For det første af Seerens intellektuelle, etiske og religiøse Indsigt - som hvad Sadhuen angår, hviler på et helt Livs religiøs Tænkning, Bøn og selvopofrende Tjeneste. For det andet af den Styrkegrad, hvori alle Sjælens højeste Evner: Tankekraft, Kærlighed, æstetisk Sans, er koncentreret på det Problem, Synet forklarer. For det tredje af hvorvidt og i hvilken Udstrækning det hele finder Sted på en Tid, da hele Personligheden er løftet op og in. spireret af en dyb bevidst Følelse af Samfund med Gud - som hos Sadhuen altid er synliggjort og opfattet i Skikkelse af den evige Kristus.
127
Den Form, hvori Sadhuens Syner fremtræder, er skøn og udtryksfuld; men den Grad af Sandhedsindhold, de bringer, deres Værdi som inspireret umiddelbar Forståelse angående en uforklarlig Virkeligheds Natur, deres Værdi som Åbenbaring, dersom man ønsker at kalde det så, beror ganske på de tre Faktorer, som har bestemt deres Indhold. Synerne er af Værdi, ikke fordi de er Syner, men fordi de er Sadhuens Syner, og det er ikke alene, fordi Sadhuen besidder Umiddelbarhedens Genius angående religiøse Ting og er en Bønnens Mand, men fordi han i Ord og Handling har levet et med sin Tro overensstemmende Liv, hvilket hos ham har udviklet en fuldtud harmonisk Personlighed; - og sluttelig ikke af den Grund alene, men fordi de er Syner fremkommet hos en Mand, der er i dybt bevidst Samfund med sin Herre.
Om Pladsen tillod det, skulde vi fortsætte med at dokumentere, at nøjagtig de samme psykologiske Principper har bestemt Formen, og nøjagtig de samme Fak torer med Hensyn til personlige Egenskaber og inderlig Hengivelse ligger til Grund for Værdien, (en Værdi, som vi holder på, ikke er den samme i alle Tilfælde), af de Syner, Bibelen beretter om. Vi forbinder hermed en Opfattelse af Inspiration som væsentlig værende en overvættes Anspændelse (hyperstimulation) af de naturlige Evner for Indsigt og Forståelse, hvilket hos Mænd med høje Idealer, skolede gennem et ædelt Livs Tugt, uafvendeligt må følge af personligt Samfund med en personlig Gud. Og sluttelig vil vi gøre gældende, at den Inspirationens Ophøjethed, som karakteriserer de store hebraiske Forfattere, for Størstedelen er betinget af deres ophøjede Livsførelse - de var sunde, strenge, men, efter Datidens
128
Forhold, humane - af deres umådelige stærke Interesse for moralske og religiøse Forhold og af deres dybe Oplevelse af Samfund med Gud.
GUDDOMMELIG VEJLEDNING
"De Syner, som De har berettet om, giver for så vidt alle Svar på teologiske Spørgsmål. Blev der," spurgte vi, "nogen Sinde i et Syn givet Dem Løsning på et praktisk Problem, som de ikke kunne klare, for Eksempel; Hvad er det næste, der skal gøres'?" Som Svar fortalte Sadhuen følgende Historie
"En Gang jeg rejste i Himalaya-bjergene, ville jeg til Byen Rampur. Jeg kom til et Sted, hvor Vejen delte sig i to. Jeg var ikke sikker på, hvilken af dem, der var Vejen til Rampur. Jeg valgte den ene af dem, og efter at have gået et langt Stykke opdagede jeg, at det var den forkerte. At gå tilbage betød en Spadseretur på elleve engelske Mil. Ked af Fejltagelsen gik jeg ind i en nærliggende Landsby Nalthora. En derværende Købmand vinkede ad mig. Da jeg gik hen til ham, skjulte han det Nye Testamente, han havde i Hånden; thi han troede, jeg var en hinduisk Sannyasi. Efter at vi havde talt sammen en Stund, sagde han til mig: Hvad mener De om Jesus Kristus`? Han er min Frelser`, svarede jeg, ,Så skal De ikke være ked af, at De er gået fejl og kommet her`, svarede han glædestrålende. Jeg har i nogen Tid studeret disse Evangelier. Jeg har mange Tvivl og Vanskeligheder. Jeg har bedt til Herren om, at han ville sende mig en eller anden, som kunne hjælpe mig til Lys og Klarhed. Han har sendt Dem hertil som Svar på min Bøn`. Vi blev ved at tale om Kristus til langt ud på Natten, og jeg tilbragte også næste Dag hos ham.
129
Hans Tvivl svandt bort, og han troede på Kristus. Senere blev han døbt. På sådan Måde vejleder Gud os, når vi betror os til ham. Vi tænker måske, at vi er gået forkert. Men han vil føre os til de Steder, hvor der er Brug for os og således frelse Sjæle."
Da dette ikke var et helt udtømmende Svar på vort Spørgsmål, gentog vi det senere og fik et mere direkte Svar:
"Jeg har somme Tider spurgt, Hvad vil der ske, om jeg gør sådan og sådan?` Der sagdes mig, at jeg skulde ikke bekymre mig for Fremtiden; thi Fremtiden er i min gode Faders Hænder. Jeg må ikke bekymre mig for den, men gøre mit nuværende Arbejde. Der vil sandsynligvis blive givet mig fireogtyve Timers Varsel om min Død, og Ånderne, som jeg ser i Himlen, vil komme og føre mig did op. Jeg kunne selv ønske på den Måde på Forhånd at fortælle mine Venner om min Død. Ligesom Paulus er det mit Ønske at vandre herfra og være med Kristus; men jeg ønsker også at blive her for deres Skyld, som jeg kan hjælpe.
Det vil blive stort i Dødens Stund at mødes med Himlens hellige. De samme kære Venner, jeg så ofte har mødt under Henrykkelse, vil komme og hente mig og lede mig did op. Ganske som gode Venner i London vejleder mig - ellers ville jeg fare vild."
Måske ej heller dette Svar, som væsentlig angår det særlige Problem, at forberedes til Døden, ganske giver den Oplysning, vi søgte. Vi føler os imidlertid for visset om, at mens Sadhuen stoler overordentlig stærkt på at få Vejledning som Svar på Bøn, kommer sådan Vejledning dog ikke til ham, mere end til Vestens Mystikere i Almindelighed, på den Måde, at der under Henrykkelsestilstanden gives klart udtalte Anvisninger. 9
130
Dette har ligget mere eller mindre i mange Småbemærkninger, han har fremsat under vore Samtaler, og det synes klart udtrykt i følgende Svar på et Spørgsmål, vi stillede ham ved en anden Lejlighed: "Hvorledes finder De ud af, hvad der er Guds Villie?" "De, som lever med Gud, har ingen Vanskelighed ved at udfinde, hvad der er Guds Villie. Kristne, som kun ofrer lidt Tid på Omgang med Gud og hovedsagelig er optaget af denne Verdens Ting, kan forvirres. Mennesker må finde ud af, hvad der er Guds Villie, ved deres egen Overbevisning og Følelse eller ved Hjælp af Omstændighederne. Mennesker, som lever med Gud, har en stærk Følelse af, at sådan og sådan er Guds Villie. De elsker og kender Faderen, og derfor kender de hans Villie."
Har De nogen Sinde gjort noget, som De tænkte var Faderens Villie, men bagefter forstået, at det var Deres egen Villie?"
"Nej, jeg blev for Eksempel Sadhu for fjorten År siden i den Overbevisning, at det var min Faders Villie. Jeg tror stedse, at det var og er min Faders Villie."
KIRKENS AUTORITET
Middelalderens Mystikere forelagde meget ofte deres Skriftefader deres Syner og afgjorde i Henhold til hans Bedømmelse af deres Ortodoksi eller Værdi, hvorvidt de var fra Gud og skulde offentliggøres eller var fra Satan og skulde undertrykkes. Vi spurgte derfor Sadhuen "Dersom nogen Sinde noget, som er blevet Dem fortalt under Henrykkelse, synes at være i Strid med Kirkens overleverede Lære, hvilken Autoritet foretrækker De så?"
"Inden for Kirken findes ikke så mange Mennesker med sådan Kendskab til Åndslivets dybeste Oplevelser,
131
at de kan forlene det, som Kirkelærerne fremsætter, med afgørende Autoritet. Derfor går jeg direkte til Gud. Trosartiklerne blev formede af Mænd, som havde haft åndelige Oplevelser, hvad deres Henvisning til "De helliges Samfund" viser, men de Mennesker, som nu gentager dem, ejer ikke de samme rige Oplevelser. Kirkelighed og Kristendom er ikke det samme. John Wesley og General Booth fulgte Guds Vejledning på Trods af Kirken, og det viste sig at være rigtigt. Alle er imidlertid ikke Mystikere, og derfor er de kirkelige Overleveringers Autoritet nødvendig for de fleste. Katolikerne er gået for vidt i een Retning, nogle Protestanter i en anden. Men det er ikke nok at være delagtig i Kirken; man må være delagtig i Kristus."
HENRYKKELSENS FARER
"Når Henrykkelse betyder så meget for Dem," sagde vi, "vil De så anbefale Kristne i Almindelighed at prøve at opnå denne,?"
"Nej, Bøn er noget for alle og enhver, og det er stille Betragtninger også. Dersom det er Guds Villie, at nogen skal gå videre, vil Gud lede dem den Vej. Hvis ikke, lad ham så være tilfreds med at stå på almindelig Bøns Standpunkt.
Jeg plejede for nogle År siden ret hyppigt - men gør det ikke mere nu - før jeg faldt i Henrykkelse, at høre Stemmer, og det med disse Øren, (det vil sige, ikke i den himmelske Verdens åndelige Sprog), at se Lys og høre Musik, og jeg fandt ud af, at dette skyldtes Satan eller andre onde Ånder. Undertiden var det, som spidse Nåle prikkede mig, og jeg så Lys, men ikke virkeligt Lys. Jeg tænker, at der i det, som således høres, er 9'
132
noget, som sætter En i Stand til instinktivt at bedømme om sådanne Oplevelser er fra Gud eller ikke. På en eller anden Måde følte jeg, at dette ikke var fra Gud. Så snart jeg hørte Røsten, var jeg klar over, at det ikke var Kristi Røst. Fårene hører hans Røst og kender den. Maria tænkte, at den Mand, hun så i Haven, var Havemanden, men så snart han begyndte at tale, vidste hun, at det var Kristus. Undertiden følte jeg en Slags Varme, men der var ingen Glæde ved den, og jeg mærkede, at disse Oplevelser var mig en Hindring for virkeligt at falde i Henrykkelse, Jeg forstod, at de ikke var ægte. Fæstningen, det vil sige Hjertet, indtoges ikke af dem, Somme Tider hvisker Satan bare, til andre Tider høres hans Ord tydeligt. Somme Tider siger han: Du er vildfarende, dette er ikke Vejen'; Du er gået bort fra Sandheden'; Du er en Synder, du kan ikke blive frelst', Når jeg lyttede til disse Røster, følte jeg mig betynget. Når jeg bad til Gud om Hjælp, forsvandt det hele, både Varmen, Hviskningen, den lette Skælven og den prikkende Fornemmelse. Så sagde jeg, Disse Ting er fra Satan; det andet (det vil sige den sande Henrykkelse, som fulgte) er fra min Herre, som stoppede Bedrageriet',
Hvis ikke en Mand lever i inderligt Samfund med Kristus, vil disse forudgående Tilstande let bedrage ham. Selv Kristne eller virkelige Sandhedssøgere, som har væ ret andre Religioners Profeter, er på denne Måde blevet bedraget. Således er falske Religioner opstået, Deres Grundlæggere troede, at en guddommelig Røst talte til dem, mens det i Virkeligheden var de onde Ånder. Blot de ikke havde agtet på disse forudgående Røster, men var gået videre, kunne de have nået den virkelige Henrykkelse. Mystikere, særligt Begyndere, må være meget varsomme angående disse Forhold, De,
133
som hidtil har levet i Verden, tænker ret naturligt, at disse Oplevelser er noget stort; thi de har jo aldrig før oplevet noget lignende; men de stammer fra Satan eller andre Væsener fra den lavere Åndeverden."
Sadhuen nævnede her Navnene på visse Teosofer og andre velkendte Personligheder, både afdøde og nulevende, som han troede var bedraget af disse falske Ånder, men antydede imidlertid, at det nok var uklogt af os at optrykke disse Navne. "Disse Ånder ved noget angående Fremtiden, men ikke særlig meget. Ligesom vi i Indien kan profetere, hvordan Vejret vil blive nogle Uger frem i Tiden, således kan disse lavere Ånder gennem deres overfladiske Kendskab til Udviklingens Retning forudsige Begivenheder inden for den nærmeste Fremtid, og dette er dem en Hjælp til at bedrage Mennesker. Profeter, som er inspirerede af Gud, kan forudsige Begivenheder mange År forud. Det er Forskellen.
Det er disse, den lavere Åndeverdens Ånder, som Spiritisterne kommer i Forbindelse med. Fra dem modtager Spiritisterne Meddelelser om interessante Ting; men de bliver til sidst bedraget af Ånderne, som til at begynde med fortæller dem nioghalvfems Sandheder og een Usandhed og derefter gradvis forøger Usandheden og formindsker Sandheden, indtil de leder Mennesker til Ateisme og andre falske Standpunkter. Den virkelig åndelige Mand har inden i sig noget, som instinktivt giver ham en Følelse af Modvillie mod den Slags Ting, som fortælles ham af den lavere Verdens Ånder. Dersom vi kun søger, hvad der er interessant, vil vi aldrig nå så vidt som til den virkelige, ophøjede, åndelige Verden,"
De katolske Mystikere gentager stedse, at dersom man søger Syner, vil man få dem - men fra Djævelen
134
og ikke fra Gud. Sadhuens Mening er, som vi har set, omtrent den samme, Man kan jo søge i forskellig Grad, men den moderne Psykologi lærer os, at i denne Sag er det bedst ikke engang at begære.
Det er - som Teosofiens og Spiritismens både ældre og nyere Historie viser - meget let for Mennesker med et vist Temperament bevidst eller tilfældigt at lære den Kunst at kunne falde i Trance og derunder se Syner fulde af mærkelig Belæring om Verdensaltets Bygning,, Tilværelsessfærer og det tilkommende Liv.
Sådanne Syners Form hidrører, i det mindste væsentlig, fra vedkommende Menneskes bevidste Livs Tanker, Oplevelser, Interesser og Studier, mens derimod Indholdet, det vil sige Synets intellektuelle og åndelige Lødighed, vil bero på dette Menneskes sjælelige Beskaffenhed. En Karakter, som ikke er vant til at tænke nøjagtigt, ikke er opøvet i moralsk Selvtugt gående ud på. praktisk at virkeliggøre et strengt og ædelt Livsideal, vil. genspejle sig i Syner, der er trivielle, teatralske eller naragtige, og hvis Form hidrører fra vedkommendes Yndlingslitteratur eller Yndlingstanker. Dersom vedkommende tager sådanne Oplevelser alvorligt som Vidnesbyrd om særlig personlig Begavelse med Hensyn til Kundskab om det overnaturlige, og dersom endvidere han eller hun. har en lille Kreds af Beundrere, hvis flade Smiger opmuntrer deres Fantasi til en mere og mere dristig Flugt, vil de, før de ved af det, være indfangede af den forgiftede Forfængelighed, som driver letsindige Tåber fremad - snart til at blive. Grundlæggere af, snart til at blive Ypperstepræster for, en eller anden særlig Religion.
Der er en anden Grund til at have Mistillid til Drømme og Syner, Den moderne eksperimentelle Psykologi har bevist, at Drømmelivet giver Udtryk for Tanker og Fø-
135
lelser, som er trængt ned i de underbevidste Egne af Sjælelivet. Nogle Drømme kan være Udtryk for Tanker og Følelser, som er knyttede til det bevidste Jegs højere Interesser, der er trængt ned i Underbevidstheden. Men Drømmene fører ofte et helt andet Sprog. I vore vågne Timer er "Tigeren" og "Aben" i os mere eller mindre holdt i Tømme af Samvittighed, Opdragelse og sociale Hensyn. Men Drømme er som en Slags Fritime for Egoisten, Vellystningen og Uslingen, som lever i de fleste af os, Drømmesymbolikens Maskineri :sætter disse skjulte Lidenskaber i Stand til at give sig '. Udtryk i en sådan Forklædning, at deres sande Natur undgår Opdagelse. Og denne Forklædning bliver sædvanligvis iværksat så sindrigt og listigt, at ingen, som ikke længe og omhyggeligt har studeret Psykologiens nyeste Undersøgelser, vil anse det for troligt. Så længe vi betragter Drømme bare som Drømme, betyder dette intet, Det kan endog være ret sandsynligt, at Drømme ofte er en Slags Sikkerhedsventil af største Værdi, idet de sætter Personligheden i Stand til at frigøre sig gennem en uskyldig Fantaseren forvoldt af Lidenskaber, der ellers uden sådant Afløb altfor voldsomt ville kræve Udtryk i det vågne Livs Ord og Handlinger. Men dersom vi betragter Drømme som Åbenbarings-Formidlere bliver Forholdet et andet,
En Mand som Sadhuen har for Kristi Skyld levet et Liv i stille Betragtning, Bøn og frivillig Lidelse, og det har præget ham helt ned i Hjertets og Sjælens lønligste Dybder, Hos ham er Underbevidsthed og Bevidsthed i lige Grad ganske og aldeles helliget Mesteren; i ham er "Tigeren" og "Aben" næsten helt undertvungne; og hvad, der er mere betydningsfuldt, er, at selv under Henrykkelsestilstande er hans Sjæl og Sind stedse alene rettet
136
mod Kristus, sådan at hos ham er hele den sjælelige Mekanisme for Tænkning og Udtryksevne under Kristi Kontrol så vel under Henrykkelsestilstande som i det normale Liv.
For ham er Henrykkelsen ikke alene uden Fare, men til virkelig Fordel. Sådan er det ikke med os andre. Det Lys, som skal vejlede os, er Lyset fra den bevidste Tænkning under Bøn og Betragtning. De bestikkende Syner og Åbenbaringer, som hos os selv eller andre kan nås ad den almindelige, nemt praktiserede, men letkøbte Trances Vej, er det en Fejl at beundre og en Dårskab at søge.
Det fortælles, at Said, Muhameds Tjener, engang gav sin Herre en begejstret Beretning om en Henrykkelse, han havde oplevet
Da var
al svunden og al ufødt Evighed
tæt sammentrængt i eet uhyre Nu - Forstand må studse ved det, men hvor andre ser Skyer, skuer jeg ni Himles Dyb
og ser Guds Trone. Himmerig og Helved står afklædt for mit Syn, al Skæbne ser jeg. Jord gennemskuer jeg som Luft; af Graven opstår de døde for mit Blik. Jeg flænger al Skabnings Slør; og midt i Himlens Hal sætter jeg mig, selv strålende som Solen. "Ven", lød Profetens Ord. "Din Hest er varm. Skån den! det Tryllespejl, dit Hjerte gemmer, er gledet løs, ud af sin Indfatning
i Kødet. Skynd dig nu, og skub det ind - skjul det igen. Ellers går det dig ilde."'
1 Oversat af Valdemar Rørdam.
137 VI LIDELSEN, SYNDEN OG DOMMEN
KARMALÆREN
VI vil ikke forstå, hverken hvor originale eller betydningsfulde Sadhuens Tanker om Lidelsen er, med mindre vi ser dem i Forhold til på den ene Side den Opfattelse af Guds Vrede, som stedse i stor Udstrækning er fremherskende i den overleverede kristne Lære og på den anden Side den hinduiske Karmalære.
Sadhuen tror afgjort på Gengældelse. Men hån anser denne for noget, der kommer fra en indre Nødvendighed, som en Personlighedens Udartning, der bærer Straffen i sig selv derved, at den gør os ganske uskikkede til at leve i Himlen. Han betragter ikke dette som et Udtryk for Guds Vrede; thi han ser kun Gud som åbenbaret i Kristus og - for at bruge en af hans allerede anførte Udtalelser - "Jesus Kristus er aldrig harmfuld på nogen."
"Når Mennesker vælger Synden, må de dø i Synden. Det er ikke Gud, der volder deres Død. Gud sender ingen til Helvede. Det er Synderen selv, der ned kalder Straffen over sig. Lad os tænke på Judas. Da han havde forrådt Herren, blev han ikke derfor hængt af Pilatus, ej heller af Ypperstepræsten, ej heller af vor kærlige Frelser, ej heller af Apostlene. Han hængte sig selv. Han begik Selvmord. Han døde i sin Synd. Sådan er deres Endeligt, som lever i Synd."
138
Men Guds Kærlighed er altid nær og rede til at lægge sig imellem og modvirke Gengældelsens Kræfter. Men dette gør Gud ikke ved en vilkårlig og ydre "Tilgivelse," en blot Eftergivelse af Straffen. Han virker ved at omdanne Hjertet og helbreder derved den moralske Sygdom, som er Syndens Rod. Mennesket må angre og gøre Bod.
Karmalæren siger, at enhver Sorg, Ulykke, Nedværdigelse eller Sygdom, hvorunder et Menneske her kan lide, er en nøjagtig og retfærdig Gengældelse for Synd, begået i et tidligere Liv. Denne Gengældelse kommer rent automatisk gennem Loven om Årsag og Virkning. Og på Grund af denne Lov vil vi komme til at betale enhver Synd, vi begår i dette Liv, med en tilsvarende Lidelse, når vi vender tilbage til Jorden under vor næste Reinkarnation.' Denne Lære må følgerigtigt udelukke al Eftergivelse af Syndeskyld.
Sadhuens Hævdelse af, at Gengældelse sker automatisk og ikke skal tillægges Guds Vrede, er inspireret af hans lidenskabelige Tro på Guds Kærlighed. For at underbygge den henviser han til visse Steder i Johannes Evangelium. Men skønt et tilsvarende Synspunkt visselig er fremherskende der, må det dog betvivles, at Sadhuen så let havde fundet det der, hvis han ikke allerede havde været fortrolig med Karmalæren. Og hvis det er rigtigt, er det et enkelt Eksempel på, hvordan, som Westcott profeterede, et Indien vundet for Kristendommen vil bringe nyt Lys til Forståelse af Johannes Evangelium. Men i selve Tanken om automatisk Gengældelse er der alligevel en tilsyneladende ringe, men betydningsfuld, Forskel mellem Sadhuens Syn og Karmalæren. For Sadhuen står Gengældelsen som Resultat af en indre or-
1 Nyfødelse.
139
ganisk Personlighedens Omdannelse, Karmalæren fremstiller den som afhængig hovedsageligt af ydre Omstændigheder.
Men den samme Overbevisning om Kristi Kærlighed, som bevirker, at Sadhuen antager en næsten indisk Opfattelse af Gengældelsen, bevirker også, at han efter-
trykkeligt tilbageviser andre Sider af Karmalæren, særlig dens Fornægtelse af Muligheden for at vinde Tilgivelse og dens Opfattelse af Lidelsen som en Straf, der nødvendigvis må komme, Af disse to Tanker er det atter den sidste, som han hyppigst protesterer imod, thi den er jo på Trods af Jobs Bog og Herrens Ord også stærkt fremme i den almindelige Kristendomsopfattelse. Her kan hån igen henvise til en Autoritet som Apostlen Johannes, "Hverken han eller hans Forældre have syndet; men det er sket, for at Guds Gerninger skal åbenbares på. ham," (Joh, 9,3). Men Sadhuens Tanker om Korset gør sig også gældende her. At udholde Foragt, Mishandling og legemlig Smerte er at have Del i Kristi Kors. At udholde dette med et godt Hjerte, uden at føle sig krænket, er at gengive hans Sind og derfor uden Ord at forkynde hans Budskab og hans Kraft. For Sadhuen står Lidelse derfor ikke som en Straf; den er undertiden en Medicin og altid en Mulighed, der kan udnyttes.
LIDELSE
"Gud er Kærlighed og vil derfor ikke straffe, Jeg er uenig med dem, der siger, at Sygdom og Ulykke er Straffe. De er, hvad jeg vil kalde Kærlighedens Klaps`. En Læge fortalte mig en Oplevelse, han havde haft, Et Barn kan ikke ånde, før det er født; men så snart det er født, ånder det. Det er nødvendigt, at Barnet skriger. Der
140
som det ikke skriger, udvides Lungerne ikke, og det dør. Et Barn var ikke i Stand til at ånde, straks det var født, og inden få Minutter ville det være dødt. Da gav Jordemoderen det et Klaps. Moderen må have tænkt: Hun kom for at hjælpe mig; men hun slår jo Drengen ihjel. Det er kun få Minutter siden, han blev født, og nu slår hun ham.' Da Barnet begyndte at skrige, begyndte det at ånde. Således giver Gud os undertiden et Kærlighedens Klaps."
,,Engang jeg kom ned fra Bjergene, satte jeg mig i en Portgang. En stærk Vind blæste op. En lille Fugl kom flyvende, hjælpeløst dreven afsted af Vinden. En Høg kom fra en anden Side og slog ned på den lille Fugl for at gøre den til sit Bytte. Den lille Fugl, som så sig truet af Farer fra to Sider, faldt ned på mit Skød. Denne Fugl var af den Slags, der ellers aldrig kommer til Mennesker, og alligevel søgte den Tilflugt hos mig på sin Trængsels Dag. Således vil Lidelsens stærke Vind drive os i Guds Favn.
Jeg badede i Havet ved Karachi. Jeg gik for langt ud i Havet uden at vide det. Jeg så en stor Bølge som en Vold komme rullende hen imod mig, og fuld af Frygt bad jeg til Gud. Og der skete da det, at denne Bølge bar mig sikkert ind til Kysten. Jeg tænkte, det ville blive umuligt at komme tilbage. Jeg var bange for, at jeg skulde omkomme i Bølgen. Og alligevel - i Stedet for at dræbe mig, bragte den mig sikkert i Land. Det samme gør Lidelsen for os."
Engang under en af mine Rejser så jeg en Hyrde. Han brugte at føre sit Kvæg over en Flod, lade det græsse derovre til om Aftenen og så føre det tilbage igen. Den Aften var alle Køerne kommet over undtagen en Ko med sin Kalv; de syntes at have gjort sig stædige
141
og ville ikke over, Da Hyrden var bange for, at ville Dyr let ville gøre dem til Bytte i Nattens Løb, dersom de blev derovre, søgte han ved at slå dem at få dem til at gå over Floden. Det var til ingen Nytte, Så holdt han noget Hø foran dem og prøvede at lokke dem over. Det viste sig også forgæves. Så foreslog jeg: ,Bær først Kalven over, så vil Koen villigt følge`, Han bar Kalven over, og Koen fulgte ham. På samme Måde sker det, at Gud, når vi er uvillige til at følge ham, tager en af vore kære fra os og bærer dem op til sig, Derved ledes vi til at længes efter de himmelske Egne, hvortil vore kære er gået, og søge at blive skikkede til Livet der,"
Det er måske tænkeligt, at dette sidste Synspunkt er kommet til Sadhuen gennem hans Tanker i Anledning af hans Moders Død, som han så ofte og så inderligt omtaler som noget, der har indvirket stærkt på hans religiøse Higen.
"Sorg og Ulykke drager os nær til Gud og gør os skikkede til hans Tjeneste, Mange betragter Ulykke som noget, der kun er Straf for Synd. Og dog er Lidelse og den Måde, hvorpå vi lider, en herlig Mulighed til at tjene Gud, en virksom Måde til at herliggøre ham. Lad os se på den fattige Lasarus, Han var fuld af Sår. Der siges ikke, at disse Sår var en Følge af Synd, Så ville han ikke have fået det Privilegium at komme i Abrahams Skød, Hans Sår og den Måde, hvorpå han udholdt Smerterne, var som en vældig Prædiken, som han holdt for andre. Ved den Tjeneste, som han herved ydede, blev mange førte til at prise Gud. Men nogle vil sige: Det lyder meget kønt, Men påfører Gud da de uskyldige Lidelse i den Hensigt, at han selv må blive herliggjort?` Vi må ikke glemme at
142
lægge Mærke til den Belønning, Gud gav ham efter denne korte Tids Trængsel. Han sagde til ham: Jeg bar Korset, og du bar også Korset. Nu er jeg Konge og du skal regere med mig'."
"Hinduernes Lære om Sjælevandring er et utilfredsstillende Forsøg på at løse Lidelsens Problem. Dersom en Mand er Rajah (Fyrste) og en anden er Kuli (simpel Daglejer) i dette Liv, læres der, at dette er, fordi Rajaen var et godt og Kulien et slet Menneske i deres tidligere Liv. En Rajah kritiserede dette på følgende Måde ; ,Dersom man får revet Kødet af sin Finger, er Skaden øjensynlig; men Benet kan brækkes, uden at der er noget at se. Mit Liv er en lang Kæde af Fortrædelighed og Byrder, mens jeg synes at leve i Herlighed og Glæde. Kulien har ingen Forpligtelser, der besværer ham. Jeg må have syndet i mit tidligere Liv, og Kulien må have været en Helgen'."
"Vi priser dig, Herre, for Glæden og Lidelsen, som du har sendt os i Fortiden, og som du sender os nu. Når vi tager dit Kors, vil Himlens Velsignelse rundeligt forsøde det for os. Thi den, som ikke har udholdt Lidelser, kender intet til virkelig Glæde."
SYND
,,Engang sad jeg på en Klippe. Nede under mig så jeg en Fugl hoppe trægt fremad. Jeg bøjede mig ned for ret at se, hvad der var på Færde. Hvad så jeg? En Slange var i Færd med at drage Fuglen til sig ved sin magnetiserende Kraft. Draget af disse tryllende Øjne kom Fuglen ganske ubevidst hen i Slangens Nærhed. Så snart Slangen så, at den var dens visse Bytte, greb den Fuglen og åd den, På Afstand kunne Fuglen være
143
undsluppet Slangen. Således bestræber også Satan sig for at drage os til sig på sin forføriske og behagelige Måde. Der er kun en Vej til at undslippe ham: I Stedet for at vende vort Hjertes Øjne mod ham, må vi prøve at fæste dem på Gud,
Ordene: Hver den, som er født af Gud, gør ikke - Synd` plejede at forvirre mig, men nu forstår jeg dem, Synd er i Almindelighed Resultat af Begæring om at op nå Fornøjelse og Glæde. Men det Menneske, som elsker Gud, har et så dybt og aldrig svigtende Glædens Kildespring i sit Hjerte, at han ikke drages mod nogen anden Slags Glæde og derfor ikke synder, ligesom den Mand, der ejer en Guldmønt ikke bryder sig om en forslået Enøre.
I en Landsby var der en Pige. Hun fejede hver Dag Spindelvævet i sit Værelse ned. Engang mens hun gjorde det, tænkte hun på sig selv og bad. Herre, som jeg gør mit Værelse rent, sådan rense du mit Hjerte fra al Synd`. Da hørte hun en Stemme fra oven ; Datter, hvad nytter det, at du kun fejer-Spindelvævet ud hver Dag?
Det er bedre at udrydde Edderkopperne, som laver det. Dersom du dræber Edderkopperne, vil der ikke blive noget Spindelvæv.` Således er det heller ikke nok, at vor Synd dagligt tilgives, men som Apostlen siger, det gamle Menneske i os må dø.
Katolikkerne lægger stærk Vægt på Syndsforladelsen ved Skriftemålet; men Syndelysten, som er Syndens Rod, arbejder med ubrudt Kraft.
Synd er ikke alene en Sygdom, men en smitsom Sygdom, Men hvor Retfærdighedens Sol skinner, dræbes Sygdomsspirerne."
"Mener De," spurgte vi, "at den angrende Synder
144
uophørligt skal tænke på sin Synd og stadig genopleve Hjertets Sønderknuselse?"
"Ingen må forurolige sig selv med, om Gud har tilgivet eller ikke tilgivet deres Synd. Frelse er ikke Tilgivelse for Synd, men Frihed fra Synd.
I Sikhim var der en tuberkelsyg Mand som lå i Febervillelse. Lidt Frugt samt en Kniv var sat ved hans Seng. En Ven besøgte ham. Uden at vide, hvad han gjorde, tog den syge Kniven og skar Halsen over på sin Ven. Han dømtes herfor og skulde hænges Kl. 5 om Morgenen en bestemt Dag. Hans Venner og Familie gik til Kongen og bad om Benådning for ham, da han ikke kunne være ansvarlig for, hvad han havde gjort. Men da de kom tilbage, fik de at vide, at han allerede var død - af sin Tuberkulose. Hans Forbrydelse var en Følge af hans Sygdom. Straffen blev ham eftergivet; men Sygdommen selv, som var Forbrydelsens Årsag, blev ikke helbredet. Det er, hvad Guds Ord siger: ,I skulle dø i Eders Synder`. Gud vil ikke henrette nogen, men Sygdommen, som er Syndens Rod, bevirker Død.
Det er Tegn på Sundhed, når vi føler, at vi er Syndere. Det er farligt, dersom vi ikke føler det. Engang, jeg badede i Floden Sutlej, sank jeg dybt ned i Vandet. Over mit Hovede var en uhyre Vægt af Vand, men jeg følte slet ikke Byrden deraf. Da jeg kom i Land igen, løftede jeg på en Krukke fyldt med Vand og fandt, at dette var meget tungt. Så længe jeg var i Vandet, følte jeg ikke dets Vægt. På lignende Måde føler en Synder ikke, at han er Synder, så længe han lever i Synd.
Kul er sort - vi kan ikke fjerne dets sorte Farve. Man kan bruge i hundredvis af Pund Sæbe, men man kan ikke afvaske det sorte. Men læg det i Ilden, så forsvinder dets sorte Farve, og det bliver skinnende klart.
145
Således kommer også vi Syndere til at skinne for Verdens Øjne, når vi døbes af Helligåndens Ild, som kommer ind i vort Liv, når vi giver Kristus vort Hjerte. Det er, hvad Kristus mente, da han sagde: ,I er Verdens Lys`,
Dersom vi fortsætter med at leve i Synd, vil vor Samvittighed, som er vor Sjæls Øje, blive blind.
Jeg så engang en Tibetansk Munk, som havde tilbragt mange År med stille Betragtninger i en mørk Hule. Da han kom ud, kunne han intet se, Hans Øjne var blege og gule, På Rejsen tilbage til Indien fra Japan mødte jeg en Videnskabsmand. Han havde nogle blinde Fisk i en Krukke. De var pragtfulde, men de havde ingen Øjne. Der var på Øjnenes Plads kun en overfladisk Antydning, som viste, at de engang havde haft Øjne. De havde levet i Mørket og ikke brugt deres Øjne, og derfor havde de mistet dem.
Engang i Himalaya-bjergene kom jeg til at spise en giftig Plante, og min Tunge var følelsesløs i tre Dage derefter, så jeg intet kunne smage. Ganske således er det også muligt at miste sin Smag for det guddommelige - det vil sige miste sin Samvittighed ved at smage på Syndens forgiftede Frugt.
Jeg så engang en Gadefejer, som i den ene Hånd bar en Skuffe Skarn, hvis Stank næsten fik mig til at kaste op, Men Gadefejeren var så vant til det, at han kunne gå og spise et Stykke Mad, som han havde i den anden Hånd, Netop sådan er vi i den Grad vant til Verdens Synd og Ondskab, at vi lever midt deri, som om det ikke angår os. Men Kristus ville i vort Sted have følt det samme som jeg, da Gadefejeren gik forbi mig. Det er derfor en Fejltagelse at mene, at Kri
146
stus kun led under Korsfæstelsen, Kristus var tre og tredive År på Korset."
ANGER OG BOD
"Sammen med nogle andre rejste jeg i Himalaya-bjergene. En af vort Rejsefølge begyndte at blive tørstig. Da vi nåede et højt Punkt, kunne vi se lidt Vand midt
i et Morads. Denne unge Mand ønskede at gå hen og drikke af det Vand. Hans Broder, som var stedkendt, hævdede atter og atter: Det er umuligt at gå derud og komme tilbage igen. Alle de, der hidtil er gået derud, er omkommet i Mudderet. Der er en Landsby fire engelske Mil herfra, og dersom du kun vil vente en lille Stund, kan du få Vand der.` Vi andre bønfaldt ham på samme Måde. Men han var fast besluttet på at gå derud og gik hen imod Vandet, idet han sagde, Der er intet Mudder her. Det er jo Morgen, og Vandet er frosset.` Han kom ud til Vandet og drak deraf; men da han ville tilbage, begyndte hans Fødder at synke ned i Mudderet. Han gik i til Knæene. Under sine Forsøg på at komme op, sank han stedse dybere og dybere i, først til op på Livet og så til Halsen. Der var ingen Mulighed for at få ham op. Vi havde intet Reb langt nok til at kunne hjælpe ham. Dersom nogen var gået ud for at frelse ham, ville også han været Dødens sikre Bytte. Han jamrede ved Tanken om således at skulle omkomme, endskønt han forud kendte Faren. Men hvad Nytte var det til? Han døde. Mange elsker denne Verdens Ting skønt de ved, at de ikke kan slukke Sjælens Tørst ved dem, og skønt de ved, at de vil 'vise sig at være farlige. Sådanne vil visselig omkomme. Lad os
147
vende vore Hjerter, ikke til Verden, men til ham, som er i Stand til at stille Sjælens Tørst, så skal vi leve. I Tibet var der en Landsby, hvor der ikke var noget Vand. Landsbyens Folk måtte hente Vandet fra et godt Kildevæld omtrent to engelske Mil borte. Nogle af dem syntes, det var for besværligt, og gravede selv en Brønd. De mente, at Brønden ville fyldes med Regnvand, som de så kunne bruge, og at det så ville være unødvendigt at have al det Besvær med at hente Vandet de to engelske Mil borte. Da Regntiden kom, blev Brønden, de havde gravet, fyldt med Vand. Nogle gik dog som sædvanligt hen til det gode klare Kildevæld og hentede Vand der. Men de andre gjorde Nar af dem og sagde, at de var godt dumme. Det var jo så let at hente Drikkevand fra Brønden; men alle de, som drak af dette Vand, døde; thi der var Giftstoffer i det. Selv om de, som hentede Vandet de to miles borte, havde haft en hel Del Besvær, så beholdt de dog Livet. Således er det også svært at elske Herren og hade Verden; men det er Livets Vej.
En Jæger gik engang på Jagt. Alle de Slyngesten, han havde haft med hjemmefra, var opbrugt. Han ønskede at slynge en Sten efter en Fugl, som sad i et Træ. Så fik han Øje på et Kar, der stod i Nærheden, fyldt :med pragtfulde Stene, og dem tog han og slyngede efter Fuglen. De faldt i Floden. Der blev kun een Sten tilbage. Den tog Jægeren med sig, for at give sine Børn den at lege med. På Hjemvejen mødte han en Diamanthandler, som bød ham indtil tusinde Rupier for Stenen, Han ville dog ikke slå til. Så sagde Diamanthandleren: Du skal få lige så mange Rupier, som du kan bære hjem i Løbet af de næste halvanden Time, når du blot vil lade mig få Stenen.` Det Tilbud tog Jæge
148
ren imod, bar en hel Pose fuld af Rupier hjem og vendte tilbage for at hente den næste Posefuld. Der var da kun nogle Minutter tilbage. Han fik nok en Posefuld Penge og gik grædende og klagende hjem, Du må jo være gal,` sagde Folk til ham. Du går her og græder i Stedet for at takke Gud for de mange Penge, han har givet dig.` ,I kan tro, jeg er Gud taknemlig`, jamrede han; men jeg var så dum, at jeg ikke vidste, hvad disse Stene var værd. Jeg har kastet mange Stene Mage til denne i Vandet, Dersom jeg bare havde beholdt dem, så kunne jeg være blevet Millionær,` Hvert af vort Livs Dage er som en Ædelsten. Vi har forødt mange af dem. Denne Dag kan være vor sidste. Derfor lad os angre og gøre Bod nu,
Der var en fattig Mand i Nordindien. Han havde stor Gæld. Han havde intet at betale Gælden med. Han var for doven til at tjene Penge. De, som havde lånt ham Penge, besluttede at sætte ham i Gældsfængslet. Men der boede en rig og velgørende Mand på det Sted. Da han hørte, hvor ilde stillet den fattige Mand var, ville han hjælpe ham. Men da han ikke ønskede, at andre skulde få noget at vide derom, gik han først efter Klokken tolv om Natten hen til Mandens Hus med alle Slags Fødevarer og fire Hundrede Rupier, - dette Beløb var større end Gælden. Han stod og bankede på Døren i en hel Time; men Manden derinde var for doven til at lukke op, Så blev den rige Mand ærgerlig over ham; han forstod, at han var ikke værd at hjælpe, og gik hjem. Næste Morgen fik den fattige Mand det hele at vide og blev meget ked af det, Men hvad gavnede det nu? Se, Kongernes Konge står for vor Dør rede til at betale al vor Syndeskyld. Han banker på Døren; han har guddommelig Føde med til os, Føde, som vil styrke os og
149
give os Kraft til at sejre over vore åndelige Fjender. Lad os ikke være ugidelige og ligegyldige som hin Mand, men øjeblikkeligt lukke op. Så vil Himlens Fred og Glæde blive vor. Selve Himlen vil bo i vort Hjerte,
Satan forvirrer hyppigt selv sande kristne Mennesker med Tvivl, Men det helliggjorte Menneske vil ved Guds Nåde undslippe disse, Lad mig for at illustrere dette fortælle Dem en Begivenhed, som virkelig er sket- En vis Helgen havde før sin Omvendelse begået mange Forbrydelser, Men efter sin Omvendelse tjente han Herren af hele sit Hjerte og førte et helligt Liv, Da han lå på sit Dødsleje, kom Satan til ham med en lang Liste over hans tidligere Synder og sagde: Du har gjort alt dette. Du er ikke skikket til at komme i Himlen. Du hører hjemme i Helvede.` Således søgte Satan at gøre ham bange. Men Helgenen sagde: Min Frelser vil ingenlunde kaste dem ud, der kommer til ham, Dersom vi bekender vore Synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.` På Trods heraf fortsatte Satan at plage og besvære ham; Helgenen tabte dog ikke Modet, men vedblev stedse at bede. Så viste der sig en Finger, som slog Streg over hele Synderegistret. Helgenen, som frydede sig herover, begyndte at prise Gud. Men Satan sagde: Glæd dig ikke over det. Du kan ganske vist komme i Himlen; men din Synd vil altid være øjensynlig for alle, og du vil derved være beskæmmet for alle.` Så bad Helgenen igen. Då faldt en Dråbe af Kristi Blod på Synderegistret og spredende sig ud over det hele vaskede den alle Bogstaverne bort og gjorde Papiret helt hvidt, Ved at se det fyldtes Helgenen med guddommelig Glæde og gik fredfyldt ind for Guds Ansigt.
Lad os se hen til de tre Kors på Golgatha, Han,
150
som hængte på det midterste, døde for Synd. Den ene Røver var bodfærdig og anråbte Herren om Nåde. Herren hørte hans Bøn og lovede ham, at han i Dag skulde være med ham i Paradis. Han gik med Kristus til Paradis, ikke efter nogle Dages Forløb, men den selv samme Dag. Han døde ved Synd, men han fandt Livet i Kristus. Den anden Røver søgte uden at være bodfærdig at frelse sit Legeme. Dersom du er Guds Søn, da frels dig selv og os`, sagde han. Han levede for sit Legeme og døde i Synd. Skønt han var nær ved Livets Herre, døde han dog i Synd uden at blive frelst.
Ven! Hvordan er din Stilling? Er du død i Synden, eller er du død bort fra Synden?"
DOMMEN
Dersom vi ønsker at få en helt rigtig Forståelse af Sadhuens Syn på Dommen, må vi fuldstændiggøre dette Afsnit med den her henhørende Lære, som er fremstillet i Syner, der er omtalt i foregående Kapitler. Som allerede anført lægger han i sin offentlige Prædiken meget stærkt Eftertryk på, at Gengældelse er os vis, medens han aldrig så meget som antyder sit Håb om en endelig Frelse, om end af lavere Grad, for alle Mennesker.
"Mange trøster sig ved at sige, Gud er Kærlighed, og han vil på en eller anden Måde frelse og forløse os til sidst.` Men de vil blive sørgeligt skuffede.
I Himalaya-bjergene var der en højsindet og godhjertet indfødt Fyrste. En Aften, da han var på en Køretur, blev en Mand, som havde stjålet noget fra en Manufakturhandlers Butik, men som var blevet fanget, ført frem for ham. Fyrsten advarede ham og sagde- Da jeg ikke
151
sidder på mit Dommersæde, tilgiver jeg dig denne Gang. Men du må ikke mere gøre noget sådant.`
Manden opgav imidlertid ikke sine Tyverier. Da Fyrsten ved en senere Lejlighed atter -var ude at køre, blev Manden igen ført frem for ham. Også denne Gang til gav Fyrsten ham. Dette gjorde Manden frækkere, og han blev jo længer jo værre, indtil han dræbte en Mand og arresteredes som Morder. Da han førtes for Retten, var han meget bange, men så snart han så Dommerens Ansigt, blev han let om Hjertet. Det er den højsindede Fyrste, som to Gange har tilgivet mig. Han vil også nok tilgive mig denne Gang`, tænkte han. Da Fyrsten så ham, blev han meget ked af det for hans Skyld og sagde: Ven, du burde for længe siden have forladt din onde Vej. Jeg tilgav dig gentagne Gange, Også denne Gang ønsker jeg, at jeg kunne tilgive dig, Men hvad kan jeg gøre? Her er det ikke mig, men denne Lovbog, som er Dommeren, og den dømmer dig til at hænges`. Det samme vil også ske på den store Dag. Gud er Kærlighed, men hør, hvad vor Frelser siger: Dersom nogen hører mine Ord og ikke vogter på dem, ham dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommet for at dømme Verden, men for at frelse Verden. Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste Dag` (Johs, 12.47-4s),
Jeg løftede engang en stor Sten op, Under den fandtes talløse Insekter, Så snart de så Lyset, blev de bange og løb forskrækkede frem og tilbage. Jeg lagde Stenen på Plads igen, og så blev de rolige, Når Retfærdighedens Sol opgår på hin Dag, vil noget lignende ske. De, som lever i Mørket og fører et lastefuldt Liv, vil se den Synd åbenbaret, som de begik i det skjulte,
152
,Thi intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt` (Math. 10,26), I hans Lys vil deres Hjerters skjulte Synd komme for Dagen, De vil fyldes med Forfærdelse og Bæven.
Se til Cobraslangen. Lige meget hvor ofte den skifter Ham, forbliver den dog en Slange, Således vil også en Synder, selv om han forlader sit Legeme her, ved blive at være en Synder også hisset. Karakteren ændres ikke af Døden.
Synderen er en Forræder mod Gud. En Mand, som er Forræder mod sit Land, kan undslippe og finde Tilflugt i et andet Land. Men gives der noget andet Rige, hvor man kan søge Tilflugt efter at være blevet Forræder mod Guds Rige? Synden vil indfange hver den, som flyer bort fra Gud for Syndens Skyld, Døden vil indhente hver den, som flyer Gud for at undslippe Døden. I Tibet myrdede en Mand en anden Mand. Øvrigheden dømte Morderen til at hænges. Ved at gennembryde Fængslets Lervæg med en spids Nagle lykkedes det ham at undslippe og komme ud i Skoven, Men da han var ude af Stand til at udholde den voldsomme Kulde, døde han der. Døden indhentede ham, der søgte at undslippe Døden.
Bøn og stille Betragtninger hjælper os til at få Synden aftvættet
I det sydlige Bhutan er der en tæt Jungle, hvor man jager Tigre og andet Storvildt. Der var et lille Hus, hvor man kunne søge Tilflugt i Tilfælde af Fare; Jægerne havde Nøglen til dette Hus med sig. En Dag gik en Jæger ud med sin Bøsse i Hånden. Pludselig så han en Tiger komme efter sig, og da han håbede at kunne nå ind i Huset, kastede han Bøssen fra sig og løb hen imod det. Han nåede Døren og så efter Nøglen. Men
153
han havde ladet den blive hjemme. Tigeren sprang øjeblikkelig løs på ham og dræbte ham. Mellem ham og Hyttens Indre var der kun den Tomme, som Døren var tyk. Alligevel mistede han Livet, fordi han havde været skødesløs med Nøglen, Han ville været ganske sikker på Døden, hvis han havde været langt borte fra Huset. Men det hjalp ham intet, at han var ganske nær ved det. Mange Kristne, som er nær ved Guds Rige, er skødesløse med Nøglen til det. Hvad er Nøglen til Guds Rige? Det er Anger og Bod og vedholdende Bøn.
Engang, da jeg rejste i Himalaya-bjergene sammen med en Del andre, så jeg en Mand, som kom fra et varmt Klima. Vi advarede ham og sagde. Pak dine Hænder og Fødder godt ind, ellers vil de ødelægges af Kulden'. ,Jeg kunne tro, at Hede kunne ødelægge dem; men det er tåbeligt at tro, at Kulden vil skade dem`, sagde han ligegyldig for vor Advarsel. Nogle få Dage efter mødte jeg ham igen. Hele den ene Hånd var da ødelagt af Frost. Og han græd bitterlig over, at Kulden skulde gøre ham sådan Fortræd. Men hvad gavnede Sorgen nu?
En Mand stod en Dag i Skyggen af et Træ. Han talte til Skyggen og sagde : Oh Skygge ! Du er vis på, at du vil komme her en Gang hvert Døgn; men jeg er ikke vis på, at jeg skal vende tilbage hertil. Og dog har jeg intet, som jeg kan tilbyde Gud hisset.`
Ja, der er Sandsynlighed for, at mange Ting vil vende tilbage; men der er ingen Sandsynlighed for, at Lejligheden til at angre og gøre Bod vil komme igen."
VII HJERTET OG HOVEDET
REAKTION MOD INTELLEKTUALISMEN
"RELIGION er et Hjertespørgsmål. Dersom vi giver vore Hjerter hen, kan vi forstå dens Sandhed. Man kan hverken finde denne Sandhed i det, som kan forstås med Forstanden eller i, hvad Øjet ser, men kun i Hjertets Dyb, Andre Ting kan vi lære gennem Bøger. Til at kende Jesus Kristus udkræves ikke boglig Kundskab; men du må give ham dit Hjerte."
Modsætningen mellem Hjertet og Hovedet indtager noget nær samme Stilling i Sadhuens Forkyndelse, som Modsætningen mellem Tro og Gerninger indtager hos Paulus - og Årsagen er væsentlig den samme. Hos begge udtrykker denne Modsætning på den ene Side en Bekræftelse af den kristuscentrede Mysticisme, som for dem er Religionens Kærne, og på den anden Side en stærk Tagen Afstand fra de religiøse Spekulationer, hvori de før har levet. For Paulus betyder Tro i denne Forbindelse ikke Tilslutning til bestemte Trossætninger; men den elskendes fulde Hengivelse til den elskede, en altbeherskende Dragelse i Sjælen hen imod den mystiske Forening med Sjælens Herre, Det er denne Hengivelse og Dragelse, Sadhuen tænker på, når han siger; "Giv Kristus dit Hjerte, Hengiv dig helt til ham og lad ham tage dig i Besiddelse," ,Somme Tider hår jeg prøvet i egen Kraft at afholde mig fra Synd; men jeg kunne
155
ikke overvinde Fristelserne, Da jeg gav Jesus Kristus mit Hjerte, blev dette helt ud muligt," Hvad er dette andet end Pauli Lære om, at vi "retfærdiggøres" alene ved Troen på Jesus Kristus?
De Forskelle, der er mellem de her omtalte Modsætninger hos Paulus og Sadhuen, skyldes Forskelle i det System, hvorimod de protesterer, Paulus har følt og gennemtænkt og derfor fremstillet sine Oplevelser i Forhold til jødisk Lovvæsen, der først og fremmest opfatter Gud som en over Verden ophøjet Dommer, Sadhuen føler og fremstiller sine Oplevelser i Forhold til en hinduisk Filosofi, som gør Gud til den Verdensaltet iboende levende Kraft, Ved "Gerninger" tænker Paulus på Læren om at opnå Frelse gennem den strengeste Overholdelse af et nøjagtigt udarbejdet System af Love og Regler af både ceremoniel og moralsk Art, Ved ,Hovedet" tænker Sadhuen på Læren om at opnå Frelse gennem Erkendelse, "Jeg traf en hinduisk Sannyasi, som sagde- ,Inana-morga` - det vil sige Erkendelse - er nødvendig for Frelse`, Jeg sagde til ham, at for at få slukket sin Tørst var det nødvendigt at have Vand, men det var ikke nødvendigt at vide, at Vandet består af Ilt og Brint. Nogle af de hinduiske Sannyasis er meget lærde Mænd, men de har ingen Fred."
Læren om Frelse gennem Erkendelse er næsten lige så stærkt sammenvævet med Hinduernes Tankegang, som Læren om Frelse ved Lovens Gerninger var med det jødiske Religionssystem, som Paulus kæmpede imod; og ligesom der var nogle Jøder - og det var ikke de mindst kloge - som kunne finde religiøs Tilfredsstillelse i og gennem Loven, hvad Forfatteren af den 119. Salme vidner om, således har det også været med Hinduismen og dens Vej til Frelse gennem Erkendelse. Men på
156
Trods af dette er Sadhuens Protest så vel som Paulus' Protest fuldstændig retfærdiggjort, blot vi tænker på det hele System, de kritiserer, og ikke på de enkelte Undtagelser.
I England og Amerika er det sådan, at de, som i det hele er interesserede i Religion, væsentlig tænker på denne i Forhold til det praktiske Livs Moral, Det Spørgsmål, som Mennesker med Gennemsnitsdannelse mindst af alt er i Stand til virkeligt at tale med om, er Religionsfilosofi. I Indien er det ganske anderledes. Bramanismen har gjort Folkets store Masse fortrolig med en stærkt udarbejdet Kultus og har indpodet de dannede Indere Lidenskab for filosofisk Spekulation. I Vesten er det en selvindlysende Sandhed, at det første og vigtigste i Religion hverken er noget rituelt eller noget spekulativt, men derimod et nyt Hjerte, I Indien er det endnu ikke således.
I et Land, der er så dybt interesseret i Religion som Indien, har der naturligvis været utallige Protester mod den Trældom, hvori Overtroen holder de mange og In tellektualismen de få. Den meget indflydelsesrige Bhakti Skole protesterer stærkt imod Intellektualismens stærke Fremhersken i Religionen. Der findes tilvisse i Sadhuens Stilling i dette Spørgsmål ikke så lidt som anbefaler sig selv til en Bhaktitilhænger.
Sadhuen er ikke mere Fjende af Erkendelse, end Paulus var af gode Gerninger, men han bekæmper på det voldsomste dem, der vil gøre Erkendelse til det første, Dersom vi fuldtud skal forstå hans gentagne nedsættende Udtalelser om "Hovedets Ting," må vi tillige huske, at Missionærerne i Indien meget ofte stilles over for den Indvending, at mange fremragende og dannede Englændere faktisk ikke er Kristne, skønt de er oplærte og opdraget
157
i Kristendom, Det er jo desuden ikke umuligt, at han selv mellem højlærde Teologer kan have truffet nogle, som ret beset har været blinde "for de Ting i Loven, der har større Vægt,"
I Religion er det ene fornødne en fin Forståelse af åndelige Værdier - Øjne, der kan se Syner, og Vilje, der vil følge dem, Og det var ikke Sadhuen, som først gjorde den Opdagelse, at de dybeste Ting undertiden er skjult for vise og forstandige og åbenbaret for umyndige.
FORSTANDSLIVETS OPGAVE
Foretag en lille Ændring i Udtrykkene. Lad os i Stedet for "Hjertet" tænke på Villies- og Følelseslivet og i Stedet for "Hovedet" på Evnen til kritisk Overvejelse og Spekulation - så vil Sadhuens Udtalelser om Forstandslivets Opgave komme meget nær op ad, hvad nogle moderne Psykologer lærer.
"Hjertet er vor Sjæls inderste Væsen. Det modtager noget lignende som ,trådløse" Meddelelser fra den usynlige Verden, Hovedet har med de synlige Ting at gøre. Det er Hjertet, som ser og føler de åndelige Tings Virkelighed, Mit Hovede bøjer sig for, hvad mit Hjerte har set. Dersom jeg ikke først havde set det med Hjertet, ville Hovedet ikke troet derpå. Hjertet står højere i Rang end Hovedet.
Kundskab, som erhverves ved Hovedet, går ikke neden for Halsen, Jeg tog engang en Sten op af en Dam og slog den i Stykker. Vandet var trængt seks syv Tommer ind i Stenen, men inde i Midten var den ganske tør. Stenen var i Vandet, men Vandet var ikke i Stenen. Således er det også med Mennesker. Nogle
158
inden for den kristne Kirke ved en hel Del om Kristus; men deres inderste Hjerte er ganske tørt. Kristus er ikke i deres Hjerte.
Mindre godt oplyste Mennesker i Indien har somme Tider spurgt mig: Når lærde Mænd ikke tror på Kristendommen, hvordan skal da vi kunne tro?` Jeg svarer: At spørge sådanne lærde Mænd er det mest tåbelige, I kan gøre. De kan være sagkyndige på de bestemte Områder, som de bruger deres Tid til at studere, På sådanne Områder er deres Mening af stor Værdi; men hvad åndelige Ting angår, kan de være som Børn - kan være aldeles uvidende. Når der er Tale om Religion, er en Bønnens Mand den eneste, hvis Mening er værd at høre. I Religion er Mystikerne de sagkyndige."
"Men," spurgte vi, "hvorledes kan man over for andre bevise Gyldigheden af den Kundskab, som Mystikerne opnår gennem umiddelbar, indre Erkendelse?"
"Ved at se Mystikerens Liv kan man blive forvisset om, at han ikke fortæller Usandhed. Derfor bør man lytte til hans Ord og derefter i ens eget Liv prøve at virkeliggøre, hvad han forkynder."
"Det er tåbeligt, hvis man i religiøse Spørgsmål godkender Domme af Videnskabsmænd, der ikke har haft nogen åndelige Oplevelser. Lærde Mænd, som kan be regne, hvornår en Solformørkelse vil finde Sted, kender måske intet til, hvordan Synden formørker Sjælen. Den højeste åndelige Kundskab opnås ikke ved bare at bruge sin Forstand, men ved at Erkendelsesevnen anspores og oplyses af Kristus. Øjnene har Evne til at se; men de kan intet se, før Lysstrålerne falder ind i dem. Således har også Forstandens Øjne Evne til at se; men de kan intet se, før Strålerne fra Retfærdighedens Sol falder ind i dem."
159
ØRKESLØSE UNDERSØGELSER
"En Fader tog en Dag et speget Snorebundt og forsøgte at rede det ud. Dette tog adskillige Timer for ham. Hans lille Dreng, som så på ham, tog et andet Stykke Snor, bandt den ene Ende deraf fast i et Træ og lavede en Løkke i den anden Ende. Mens Faderen stedse var optaget af at udrede det spegede Garn, fandt Drengen på at hænge sig selv op i Snoren ved at lægge Løkken om Halsen, Moderen, som så sin Dreng hængende således, kom løbende hen til Stedet. Menneske dog!` råbte hun, Barnet dør. I Stedet for at redde ham står du her og reder Snor ud.` Men da var Barnet allerede dødt. Således er det med ørkesløse Undersøgelser. Den Tid, som bruges dertil, kunne have været brugt til at frelse Millioner af fortabte Sjæle.
For nogle År siden så jeg en Dreng, som sad med et Løg i Hånden og pillede det fra hinanden Lag for Lag. Han sagde: Jeg piller alle disse Blade af for at se, hvad der er indenfor.` Jeg sagde. Det består kun af sådanne Blade.` Men han sagde: Jeg er vis på, at der må være noget inden i det.` Han fortsatte med at pille Lagene af, indtil der ikke var flere tilbage. Masser af Mennesker behandler Religionen på lignende Måde. De stiller altid Spørgsmål, og Resultatet er, at de ikke finder den åndelige Vej til Indsigt.
For nogen Tid siden talte jeg med en af mine indiske Venner, som er Kemiker og en meget dygtig Mand. Han tog en Kop Mælk og begyndte at analysere den. Han fortalte os, at den indeholdt så meget Vand, så meget Sukker og så meget af andre Stoffer. Han kunne fortælle os det hele; men jeg sagde: Et lille Barn kan ikke analysere denne Mælk; men det ved to Ting ud fra
160
sin Erfaring, Det ved, at den smager godt, og at den giver Kræfter. Det bliver stærkere Dag for Dåg. Det kan ikke forklare Dem, hvorledes dette går til; men det ved det. Men De`, sagde jeg til min Ven, kan ikke vinde noget ved Deres Analyse, og De spolerer Mælken.` Et sådant Barn er forstandigere end Kemikeren."
"Men," indvendte vi, "gør Kemikeren ikke Gavn med sin Analyse i det lange Løb?"
"Jo, men der er Mennesker, som ikke gør andet end at analysere deres Mælk. De drikker den aldrig."
"Der kom en Mand med en vissen Hånd til vor Frelser, Frelseren så hans Ønske om at helbredes. Han sagde: Ræk din Hånd ud'; Manden gjorde det og blev helbredet. Han begyndte ikke at diskutere med Jesus. Han var i Stand til at række Hånden ud. Jeg må gøre ligeså og tro Sandheden. Dersom vi er lydige, skal vi se underfulde Ting,"
MORALSKE HINDRINGER
Sadhuen mener, at moralsk Sløvhed ofte er Vantroens Rod, "Mange Mennesker er ikke i Stand til at forstå eller modtage åndelig Sandhed, fordi de er sløvede af Synd. De er som en spedalsk, der fik sit Ben brændt, men var så følelsesløs, at han ingen Smerte mærkede. Gør Bod for Eders Synder og bed om Guds Tilgivelse, Så vil I føle Kristi Nærværelse, Kristi Nærværelse kan ikke beskrives. Den må føles."
"Hvorledes prøver De i så Tilfælde at ruske Folk op af denne Sløvhed?" spurgte vi, "Jeg taler om Kristus som det eneste Håb for spedalske."
",Jeg har set en Bro af Vand over Vand,` Således sagde jeg engang i en Prædiken til Folk, De sagde
161
,Der kan laves Broer af Træ eller Sten, men hvordan kan der laves en Bro af Vand?' I de Egne havde man aldrig Kulde og havde aldrig set Vandoverfladen på en Flod hård og frossen. Det var Broen af Vand over Vand-, men det kunne de ikke begribe. Hvordan skulde et Menneske, som altid lever i de varme Lande, kunne forstå, at der kan blive en Bro af Vand over Vand? Netop således er de, som lever i deres Synd, at ligne ved Mennesker, som aldrig har været oppe i de høje Bjerge, hvor Broen af Vand over Vand kan ses; de kan ikke forstå religiøs Sandhed; men de, som lever et Bønnens Liv, er som Mennesker, der lever i de kolde Egne; de kan forstå."
AT KENDE KRISTUS
Sadhuen understreger hyppigt Forskellen imellem "at kende" Kristus og "at vide noget om" Kristus.
"Paulus siger: Jeg bliver ikke til Skamme; thi jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro.' Han havde lidt meget gennem mange År; men han blev ikke til Skamme; thi han kendte ham, til hvem han havde sat sin Tro. Nu til Dags er der mange Mennesker, som kender noget til Jesus Kristus; men der er meget få, som kan sige., jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro.' De, som er vanemæssige Tilhængere af deres Religion, "ved noget om" Jesus Kristus, men de "kender" ham ikke. Der er stor Forskel på at kende ham og at vide noget om ham. Paulus har sikkert set Jesus og hørt om ham, før han blev omvendt. Da han vidste noget om Kristus, plejede han at forfølge de Kristne; men da han kom til at kende Kristus, blev han selv forfulgt.
En af mine indiske Venner blev forbavset, da man 11
162
forrige Måned viste ham en Påskelillie. Han kendte ikke så lidt til den Blomst; han havde læst om den til Eksamen og i Wordsworth's Poesi; men han havde aldrig set den og kunne ikke kende den, da den blev ham vist. Det er ikke vanskeligt for mange Mennesker at vide en hel Del om Kristus uden derfor at kende ham. De, som kender ham, vil finde Fred, Glæde, Lykke og Frelse.
Der er mange frelste i Indien, og nogle af dem er meget enfoldige Mennesker. En Mand, jeg kender, er meget uvidende, men er en vidunderlig Mand, når han aflægger sit Vidnesbyrd. Han plejer at sige; Jeg var Fejemand, men nu er jeg ved hans Nåde en Søn.1 Jeg kender ham; thi han er i mit Hjerte, og hvis du giver dit Hjerte til ham, vil du også lære ham at kende'."
En Oxfordstudent, som læste til Eksamen, blev meget stærkt grebet ved et Møde, hvor Sadhuen talte pas denne Måde. Han gik op til Rektoren ved en teologisk Skole og sagde. "Jeg er ganske enig med Sadhuen i det unødvendige i at samle en Masse Kundskaber. Så snart jeg har fået min Studentereksamen, går jeg ud som Missionær. Jeg tænker ikke, jeg behøver nogen teologisk Uddannelse." Dette blev fortalt til Sadhuen, der sagde "Det er ikke, hvad jeg mente. Præster behøver Uddannelse. Hvad jeg mente, var at Lærdom uden Liv er som tørre Ben." Han fortsatte: "Jeg er ikke Modstander af Lærdom som sådan. Jeg fremsætter kun en stærk Protest mod den moderne Tilbøjelighed til at lægge alt for stor Vægt pas Lærdom. Lad mig give et Eksempel: Luther lagde den stærkeste Vægt pas Retfærdiggørelse ved Tro som en Protest imod den katolske Kirkes Fremhævelse af Gerningerne. Men han foragtede slet ikke Gerninger."
1 Dette mas forstås ud fra det indiske Kastevæsens Baggrund. The sweepers = Fejerne (Renovationsarbejderne) hører til de laveste Kaster.
163
Allerede i den første kristne Tid var der nogle, som ud fra Paulus' hyppige Fremhævelse af Troen kom til den Opfattelse, at gode Gerninger var man fritaget for. Der siges (2 Pet. 3,16), at i Paulus' Breve "findes der Ting, vanskelige at forstå, som de ukyndige og ubefæstede fordreje . , . . til deres egen Undergang," Dersom Sadhuen ved en hyppig Fremhævelse af Vigtigheden af Hjertets Hengivelse til Kristus udsætter sig for en lignende Misforståelse - er han altså i godt Selskab.
VIII NATUREN OG BIBELEN
NATURENS BOG
NATUREN tiltrækker Sadhuen overordentlig, Men han elsker ikke Naturen på samme Måde som Frans af Assisi, der prædikede for Svalerne eller sang en Højsang til "Broder Sol", Han har heller ikke den Følelse af den iboende Guddom, som kendetegner en Wordsworth's Naturmysticisme, Sadhuens Synspunkt er meget nærmere Profeternes,
Profeternes Synspunkt har Dr. Sanday lige før sin Død i et ikke offentliggjort Manuskript beskrevet således: "Grækerne studerede Naturen for Naturens egen Skyld; de iagttog den, og de analyserede den for dens egen Skyld, Som deres Disciple gør vi det samme, Men de hebraiske Profeter brød sig ikke meget herom, De var meget naturinteresserede og har efterladt sig pragtfulde Naturskildringer. Men det skyldes ikke bare Naturbegejstring og Naturbeskuelse; thi de havde altid et større og dybere Formål, De tænkte altid på Naturen som Guds Hænders Gerning, hvori han har givet sig selv Udtryk, Det, som de hebraiske Profeter egentlig interesserede sig for, var de åndelige Ting. Da mange af disse Ting slet ikke, eller ikke på tilfredsstillende Måde, kunne udtrykkes ganske umiddelbart, glædede de sig over at kunne udtrykke dem billedligt. Og da der ud fra Naturen kan drages utallige Sammenligninger mellem
165
de legemlig-materielle Ting og åndelige Ting, glædede de sig over at kunne bruge sådanne Sammenligninger i deres Arbejde for at tolke de åndelige Ting for Folket, Med andre Ord; De brugte ikke Naturen for dens egen Skyld, men kun symbolsk."
"Himlene fortæller Guds Ære og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gerning." Sadhuen elsker Naturen, ikke så meget fordi han ser Gud i Na turen, men fordi Gud skabte Naturen, og Naturen derfor for ham er en åben Bog, der i Lignelser taler om de Ting, der hører Gud til. Han elsker Naturskønhed, særlig de sneklædte Himalajabjerges Skønhed, men dog mindre for selve Skønhedens Skyld, end fordi han i denne evige, storladne Ensomhed finder det lettere at komme i Forbindelse med Gud og at læse de store Sandheder, der, som han siger, står skrevet med store Bogstaver overalt i Naturen. Ikke alene Naturens Skønhed, men også de utiltalende Naturforhold - øde Sandstrækninger, og hendøde Egne - taler til ham i Lignelser om Gud. Derfor bruger han så ofte Udtrykket: Naturens Bog.
Helgenen og Geniet formår aldrig at fatte, hvorfor andre Mennesker ikke kan se det, som er så indlysende for dem selv. Sadhuen er ingen Undtagelse herfra; han undrer sig over, hvorfor kun så få virkelig læser Naturens Bog og derfra henter den Trøst og Inspiration, som han selv finder deri. De Billeder og Lignelser, som udgør den største Del af hans Lære, er Frugten af denne hans Læsning.
"For at læse andre Bøger må man møjsommeligt lære at beherske de Sprog, hvori de er skrevet; men således er det ikke med Naturens Bog, Den er skrevet
i et Sprog så ligetil, at det er forståeligt for alle." "Lev
166
med Kristus, så vil Naturens Bog åbnes for dig." Til Sadhuen Naturen giver Hvile lige så vel som Oplysning. Da man spurgte, hvilke Hviletider han havde i et Liv så rigt på Spænding, svarede han: ,Når jeg læser i Naturens store Bog."
Tanken om at skulle sejle over Kanalen på Vejen til Paris fyldte ham med Glæde, fordi det ville give ham en ny Lejlighed til at studere Naturen. Han stod på Dækket og betragtede det blå Hav, mens Glæden lyste i hans Ansigt,
Han både sammenligner Bibelen og Naturens Bog og fremdrager Modsætningerne mellem dem,
"Bibelen og Naturens Bog er begge skrevet af Helligånden i samme åndelige Sprog. Helligånden er Livets Giver; al Natur, som er besjælet af Liv, er Helligån dens Værk, og det Sprog, hvori der er skrevet, er et åndeligt Sprog, De, som er genfødte, har den Helligånd til Moder, så Bibelens og Naturens Sprog er deres Modersmål, som de let, og naturligt kan forstå."
Forskellen mellem Bibelen og Naturens Bog er imidlertid denne: "Bibelens Budskab er enkelt, personligt og ligetil, hvorimod man omhyggeligt, Bogstav for Bogstav, må stave sig til det Budskab, Naturens Bog har at bringe." Sadhuen har lagt Mærke til Steder i Bibelen, hvor man har brugt Naturens Bog på lignende Måde som han, for Eksempel i Ord som; "To mig så jeg bliver hvidere end Sne," eller: "Han skal være som et Træ, der er plantet ved Vandbække, hvilket giver sin Frugt i sin Tid." Mærkeligt nok nævner han ikke Herrens Lignelser i denne Forbindelse.
Han blev spurgt: "Er der nogen Forskel mellem Deres og Hinduernes Betragtning af Naturens Bog? Har ikke Hindu-Seerne, Vedakvadenes Skjalde, også læst Natu-
167
rens Bog?" "Jo de har," svarede han, "men Gud blev borte for dem i Naturen. De kristne Mystikere finder Gud i Naturen. Hindu-Mystikerne mener, at Gud og Naturen er et og det samme. De kristne Mystikere ved, at der må være en Skaber, som står bag Skaberværket."
Sadhuen gjorde opmærksom på, at Naturens Bog i denne Forstand også indbefattede den menneskelige Natur. Hans Illustrationer er ikke alene hentede fra Træer, Planter og Dyr, Floder og Bjerge, men også fra Menneskelivets forskellige Forhold. Men skønt Mænd og Kvinder med deres Bevæggrunde og deres Vanskeligheder giver ham overvældende rigt Materiale til skarpsindige og indgående Overvejelser, ser han dog ikke på Menneskene som en Dickens, der morer sig over deres Særheder, eller som en Meridith, der retter sit Mikroskop mod deres lønligste Forhold. Han ser mere som en Prædikant, der tillige er Kunstner, og som alle Vegne ser noget, der kan bruges til Lignelser. Men skønt han er meget interesseret i Mennesker og deres Forhold, er han dog absolut ingen blot nysgerrig Tilskuer.
Da han var i Oxford, var der Kaproninger, men han afslog en Indbydelse til at overvære dem. Han lod heller ikke til at have nogen særlig Interesse for smukke Bygninger eller andre af Byens Seværdigheder. Han var meget interesseret i at se nye Egne; men vi formoder, dette mere skriver sig fra Ønsket om ligesom at få set hele Guds Verden i et Slags Fugleperspektiv, end fra noget, som ligner det Begær efter at se og udforske, som er Drivkraften hos almindelige rejsende. Han glæder sig over at se berømte Byer; men "jeg holder ikke af Byerne," sagde han engang, "de er ubeskrevne Blade i Naturens Bog."
168
BIBELEN
Da Sadhuen blev spurgt, hvilken af Bibelens Bøger han yndede mest, svarede han: "Bibelen er for mig som et Stykke Sukker, der er sødt, hvor som helst jeg smager på det." Han gør i Virkeligheden alligevel Forskel. Det nye Testamente er hans Forråd af åndelig Føde. Da han på Grund af dets ringe Størrelse altid er i Stand til at føre det med sig i Urdu-Oversættelsen, kan det med Sandhed siges, at det sammen med hans Tæppe og Klæder er hans eneste jordiske Ejendom.
I sine Prædikener anfører han stedse det Nye Testamente og henviser kun sjældent til det Gamle Testamente - og da sædvanligvis til Salmerne. Om Ezechiels Syner sagde han engangs "De er gådefulde. Somme Tider kan man se et Glimt af Mening deri og somme Tider ikke." Og da han blev spurgt, om han følte sig tiltrukket af Johannes' Åbenbaring, svarede han; ,Åh, ikke videre." Johannes Evangeliet er den Bog, han hyppigst læser og tiest anfører.
Da han spurgtes, hvorfor han følte sig så tiltrukket af Johannes Evangeliet, svarede han, at det var, fordi det var så enfoldigt og så dybt, og tillige fordi det, som er skrevet af den Discipel, Jesus elskede, giver en ny og vidunderlig Forståelse af Jesu Personlighed, og fordi det ejer et eget Trylleri. "Johannes var den Discipel, der lå op til Jesu Bryst. Han var varmhjertet og talte, ikke bare Mund til Mund, men Hjerte til Hjerte med Jesus. Derfor forstod han ham bedst. Johannes vidnede om ham, han kendte. Han sagde ikke, "ham jeg har læst om i Bøger," eller "hørt om som Verdens Frelser," men "ham, vi har set med vore Øjne." Han levede med Jesus i tre År, Dag og Nat, Han elskede
169
vor Frelser mere end andre, og han kunne forstå Frelserens Kærlighed og bære Vidnesbyrd om ham. Hvor mange af os kan således sige, at vi har hørt og set ham, og at vore Hænder har følt på ham, og at vi kan bære Vidnesbyrd om ham?" Sadhuen påtænker engang at skrive en Forklaring til Johannes Evangeliet, idet han dertil vil bruge sin egen karakteristiske Billedtale. Det må håbes, at han vil blive i Stand til at gennemføre denne Plan.
"Under en Jernbanerejse i Midtindien talte jeg til nogle Ikke-Kristne om vor elskede Frelser. Efter Talen spurgte jeg disse Mennesker, om nogen af dem ønskede at læse Bi belen for at få mere at vide om Jesus Kristus. Blandt Tilhørerne var en Mand, som var Fjende af Kristendommen. Han fremtog et Eksemplar af Johannes Evangeliet. Han læste to eller tre Vers, og rev det derpå i Stykker og kastede det ud ad Kupévinduet.
To År efter hørte jeg en underfuld Historie, Samme Dag, som denne Mand tog Johannes Evangeliet og rev det i Stykker og kastede det ud af Vinduet, gik en Sandhedssøger langs Banelinien. Han var et Menneske, der virkelig søgte efter Sandheden. Gennem seks eller syv År havde han så alvorligt som muligt prøvet at finde Sandheden; men havde ikke fundet, hvad han søgte. Da han nu gik langs Jernbanelinien og tænkte på disse Ting, fandt han nogle af de sønderrevne Stykker af Johannes Evangeliet, og han samlede dem op og begyndte at læse. Han så Ordene "evigt Liv". I Henhold til Hinduismen kan det godt siges, at vi ikke skal dø, men at vi gennem Sjælevandringen skal leve og, atter vende tilbage til denne Verden. Men "evigt Liv"? I et andet Stykke af Evangeliet så han da Ordene "Livets Brød". Han var meget ivrig for at få noget mere at
170
vide om dette, Hvad var dette Livets Brød for noget? Han viste Stykkerne til en anden Mand og spurgte : Kan du sige mig, hvad det er for en Bog? Jeg er ked af, at man har revet den i Stykker.` Manden sagde: Det er en kristen Bog. Den må du ikke læse. Du vil blive besmittet. Du må ikke læse sådanne Bøger,` Men han sagde: Jeg må have noget mere at vide derom. Der er ingen Fare ved at vide noget mere om disse Ting.` Så gik han hen og købte et Eksemplar af det Nye Testamente og begyndte at læse det - og han fandt vor Frelser, Nu prædiker han Evangeliet i de Egne. De iturevne Stykker af Johannes Evangeliet viste sig tilvisse at være Stykker af det levende Brød - Livets Brød."
Sadhuen beretter adskillige lignende Tilfælde, hvor det Nye Testamente er trængt igennem og har bevirket Omvendelse blandt dem, som ingen Missionærer har været i Stand til at nå, Men den Kristendom, der skabes således, kan naturligvis somme Tider rumme besynderlige Ting. " I et Buddhist-Tempel i Vest-Tibet, hvor jeg kom for at se Lamaens - Buddhistpræstens - Bibliotek, forbavsedes jeg over at finde et Eksemplar af det Nye Testamente, og jeg spurgte ham: Hvorfra har De fået det?` Han sagde: Det er en vidunderlig Bog. Der er mange underfulde Ting i den Bog. Ved de noget om, hvem denne Jesus Kristus er, der tales om i Bibelen? Han må være en Inkarnation af Buddha.` Jeg sagde: ,Jeg tror på ham. Han er min Frelser og Verdens Frelser.` Præsten svarede : Jeg ved ikke, om han er Verdens Frelser; men jeg ved, han er en Inkarnation af Buddha, og Tibet er Verdens Tag, og han vil komme igen, og hans Trone vil oprejses i Tibet, og han vil herske over hele Verden, fordi Tibet er Verdens Tag. Vi lever i Forventning om ham, og han vil komme igen,
171
og han vil herske over denne Verden, Buddhas Inkarnation, Jesus Kristus'."
Det virkelige Formål med og Betydningen af at behandle Bibelen efter den moderne Forsknings Metoder har Sadhuen sandsynligvis lidet eller intet første Hånds Kendskab til, men af det, han kender dertil, føler han sig stærkt frastødt. Han nærer meget alvorlig Bekymring angående "denne åndelige Influenza", som han kalder den, og angående Tilbøjeligheden til at betragte Jesus kun som en stor Morallærer, hvad han mener vil blive Følgen deraf,
En Protest fra en Mand som Sadhuen kræver Overvejelse. Der er teologiske Videnskabsmænd, som har Behov at mindes, at Profeter, Salmister og Apostle var Mænd, der - ligesom Sadhuen - levede i, med og for Gud, Nogle af dem så Lyset mindre klart end andre men de var alle Mystikere af den ægte Type - det vil sige, Mænd som kender Gud, fordi de har elsket Gud og stræbt efter at gøre hans Villie. ,Amans ab amante accenditur," siger Augustin, "Kærlighed optændes af Kærlighed," Den, som går til deres Skrifter i noget nær samme Ånd som den, hvori han går til et Sakrament, kan optændes af deres Ild; og han vil også finde Gud. Og han skulde være endnu bedre i Stand hertil, dersom han har tilstrækkeligt Kendskab til Forfatternes Historie, Udsyn og Omgivelser til at kunne læse deres Skrifter med den Forstillingsevne og Indsigt, som er nødvendig for til fulde at kunne forstå og værdsætte den virkelig store Litteratur. Den kritiske Bibelforskning er langt den vigtigste Del af de bibelske Oldgranskninger og kirkehistoriske Undersøgelser, - men den er kun Oldgranskning og Historieforskning og intet mere. Dersom man "besættes" af et kritisk Studium af Dokumenter og Data,
172
bliver man blind for "de Ting i Loven, der har større Vægt", og en ,åndelig Influenza" vil visselig blive Resultatet. "Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine."
Men den Opfattelse af, hvad Inspiration er, som Sadhuen har, og ud fra hvilken han kritiserer Kritikerne, ligner på ingen Måde den stive, mekaniske Teori, som nogle af Vestens Teologer af den gamle Skole hævder, Den kræver ikke Bogstavinspiration og Ufejlbarlighed. "Da jeg engang boede hos en Ven i Nordindien, læste jeg en religiøs Bog, hvori der var visse Ting, jeg ikke forstod. Min Vært, som var en lærd Mand, forklarede mig de vanskelige Steder, og hans Forklaring syntes mig ganske tilfredsstillende, Senere traf jeg imidlertid Forfatteren, som forklarede mig sin virkelige Mening, der var helt anderledes. Netop således kan lærde Mænd ofte mistyde Skriften. Dersom vi ønsker at forstå den virkelige Mening, må vi gå til Forfatteren; det vil sige, vi må leve med Helligånden.
Den Helligånd er Skriftens virkelige Forfatter; men jeg vil ikke derfor sige, at hvert Ord, som er skrevet på det hebraiske eller græske Grundsprog, er inspireret. Ligesom mine Klæder ikke er mig selv, således er Ord kun menneskeligt Tungemål, Det er ikke Ordene, men deres indre Mening, der er inspireret, Det Sprog, som de bibelske Forfattere benyttede, var et Dagliglivets Sprog, som derfor ikke rigtig egnede sig til åndelig Tale, Derfra stammer vore Vanskeligheder ved at komme bag om Ordene og ind til deres sande Mening, men for dem, som er i Forbindelse med Forfatteren, det vil sige med Helligånden, er alt ligetil. "De Ord, som jeg har talt til Eder, er Ånd og er Liv;" men det var med Hensyn til Meningen og ikke med Hensyn til Bogstaven, at
173
disse Ord udtaltes, Når Helligånden taler til Mennesker, taler den ikke i menneskelige Ord; men i det Hjertets Tungemål, den direkte ordløse Tale, som jeg hører under Henrykkelse,
Når jeg under Henrykkelse taler med Englene og de hellige, er det ikke i noget af denne Verdens Sprog, men i et ordløst åndeligt Sprog, der synes at virke ganske naturligt. Førend jeg udtaler et Ord eller bevæger Læberne, er Meningen allerede ude. I det Sprog blev Sandheden givet Skriftens Forfattere, Bagefter prøvede de at finde Ord til at udtrykke, hvad der var åbenbaret for dem. Det kunne meget ofte mislykkes for dem at finde netop de rigtige Ord, men den Tanke, de prøvede at udtrykke, er inspireret, De må sikkert meget ofte have følt Vanskeligheden ved at udtrykke den fulde Mening af noget, som i Virkeligheden ikke kunne udtrykkes i Ord; og efter at have nedskrevet det og gjort deres Bedste, må de have tænkt ved sig selv: Når alt kommer til alt, er noget dog bedre end intet, og vi må fremsætte vort Budskab'."
Da Sadhuen ved en anden Lejlighed talte om Bibelen, sagde han: "Vi indtager Føde. Den brugelige Part af denne fordøjes og opsuges, mens den ubrugelige Part udskilles, Ligeså vil Sjælen ganske naturligt opsuge, hvad der er godt for den; Resten vil af sig selv udskilles,"
Om den Rolle, Bibelen spillede med Hensyn til hans Omvendelse, udtaler han sig således:
"Jeg plejede at læse Bibelen, og jeg følte Guds Ords Kraft, Det passede mig selvfølgelig ikke altid. Jeg plejede at kritisere, og jeg plejede at sønderrive Bibelen og kaste den på Ilden, Men jeg må bekende, at selv da følte jeg somme Tider dens underfulde Kraft og Tiltrækning. Det var som en Slags frisk, kold Brise - det Bil
174
lede vil De måske ikke gribes af - De foretrækker Varmen for Brisen; men for dem, som lever i de varme Lande, er den kolde Brise forfriskende - som Livets Brød.
Som Sandhedssøger prøvede jeg først at finde Tilfredsstillelse i Hinduismen, eller hvor som helst det var tænkeligt, Men Hinduismens Skrifter eller andre Religioners ophøjede Lære kunne ikke tilfredsstille mig. Når jeg læste Guds Ord, følte jeg, at det var vederkvægende som en kold Brise, som Livets Brød. Skønt jeg plejede at rive Bibelen i Stykker, følte jeg dens Kraft. Mange andre følte Guds Ords Kraft. De plejede at sige: Du må ikke læse Bibelen`, ,Hvorfor?` På Grund af dens mystiske Kraft. Du vil blive en Kristen. Mange, som begyndte at læse Bibelen er blevet Kristne. Du må ikke læse den`, Nogle af disse Ikke-Kristne, som ivrede mod Kristendommen, forstod altså, at der var Kræfter i den Bog. Jeg plejede i hin Tid at føle Guds Ords underfulde Kraft og Tiltrækning. Jeg lærte min Frelser at kende. Gennem Guds Ord blev jeg ført til min Frelser. Jeg kendte Jesus Kristus gennem Bibelen. Da han åbenbarede sig for mig i et Syn, blev jeg omvendt og følte Himlen på Jorden."
I de sidste tre Sætninger er hele hans Syn samlet. I sit Syn på Bibelen som på alt andet er han Mystikeren, hvis Mysticisme samler sig om Kristus. Eller som han selv siger det: "Evangeliets Opgave er alene den at lede os hen til Kristus."
MIRAKLER
Sadhuen tror afgjort på Mirakler. "Miraklernes Tid er ikke forbi, selv om Troen på dem er forbi." Og han anser - om med Rette eller Urette behøver vi ikke her
175
at overveje - dem, der tøver med at godkende Bibelens Mirakler, som Mennesker med liden Forståelse af Guds Kraft. "Tidligere plejede Bibelen at være en tyk Bog. Nu trykkes den på en sådan Måde, at Mennesker kan have den i deres højre Lomme, Således tænkte Mennesker også tidligere stort om Gud. Nu derimod prøver de at gøre ham så lille, at de kan have ham i deres venstre Lomme." "Genfødelsens Mirakel er det største af alle Mirakler. Den, som tror på det Mirakel, kan tro på alle Mirakler."
"Himlens hellige, som yder åndelig Hjælp til Mennesker her på Jorden, får ikke Lov at komme herned og arbejde direkte; de må gøre det indirekte gennem andre Mennesker. Englene kunne lettelig omvende Verden på ti Minutter. Nogle af dem har bedt om det Privilegium at få Lov at lide for denne Verden, men Gud har afslået det; thi han ønsker ikke at gøre Indgreb i Menneskers Frihed ved sådan Brug af mirakuløs Kraft. Det tillodes Apostlene at gøre Mirakler, for at de skulde kunne vise, at de, så vel som Kristus, havde Magt og Myndighed bag deres Ord, og Mirakler bliver stedse lejlighedsvis tilladt, men ikke ret tit.
I London eller New York taler alt på slående Måde om Organisation og Opfindelser og om den Videnskab, der har muliggjort alt dette. Naturen synes at være helt underlagt Mennesker; Tanken om Naturlovenes Herredømme tiltaler Fantasien så vel som Forstanden - alt der gør det svært at tro på Mirakler.
I en indisk Landsby, ved Bjerge som Himalaya-bjergene, ved Floder som Gangesfloden, hvor Tropeskovenes Yppighed skifter med uhyre Strækninger af Pløjeland eller øde nøgne Sletter, og hvor man om Dagen plages af den
1 Sadhuen sagde, at dette var fortalt ham under Henrykkelse.
176
brændende Solhede og om Natten ængstes af Junglens mangehånde Lyde, der kan det ængstede og hjælpeløse Menneske ligesom føle, at bagved det alt sammen banker et Guddomshjerte fuldt af hemmelighedsfuld og uberegnelig Kraft. Læg så hertil en gammel Kultur, der er ganske uden videnskabelig Ånd, men ejer en Overflod af Sagn om underfulde Begivenheder, og man vil forstå, at der er det vanskeligt ikke at tro på Mirakler.
At tage Parti for det ene eller det andet af disse Synspunkter eller fremsætte Påstande om, at hverken den ene eller den anden Opfattelse spiller en særlig stor Rolle for en religiøs Mand, er en Sag, som ikke hører hjemme i denne Bog. Vor Opgave er at give et Billede af Sadhuen, som han er, men dersom Billedet skal blive sandt, må den Baggrund, hvorpå det ses, være hans Omgivelser og ikke vore.
Sadhuen tror på Mirakler, ikke alene fordi han læser derom i Bibelen og i Naturens Bog, således som denne sidste mest naturligt opfattes af de indiske Bøn der, men fordi de er sket, eller synes at være sket, i hans eget Liv.
Følgende er taget fra det stenografiske Referat af det Møde, der, som tidligere nævnt, lededes af Londons Biskop. Det er Sadhuens egen Oplevelse, der berettes om, og det har han ikke lagt Skjul på i Indien; men han kender tilstrækkeligt til engelsk Tankegang til at vide, at dersom han fortalte, at det var en personlig Oplevelse, ville han derved samle Folks Opmærksomhed om sin Person og ikke om den moralske Sandhed, som han ville indskærpe. Derfor fortalte han det, karakteristisk nok, som om det var en andens Oplevelse.
"Der var en Mand, som Gud havde kaldet til at missionere i Bjergegnene. I Førstningen ville Folk ikke
177
have med ham at gøre. Det var i Begyndelsen meget svært for ham. Han var træt og sulten og tørstig, Han gik ind i en Bjerghule, begyndte at bede og blev fristet: ,Du kom for at fortælle Folket om Jesus Kristus`, sagde Fristeren; men hvor er Kristus nu? Du er sulten og tørstig, og din Frelser hjælper dig ikke`. Men da han begyndte at bede, fyldtes han af en underfuld Fred, så han kunne sige: Min Frelser har bønhørt mig`, Han kunne ikke få Brød eller anden Føde, men han tog nogle søde Blade, og det var, som han aldrig før havde smagt noget så lifligt. Frelserens Nærværelse havde forvandlet dem,
Senere kom en Skare Mennesker med Stokke og Sten i Hænderne for at angribe ham. Han lukkede Øjnene og sagde : Din Vilje ske, I dine Hænder befaler jeg min Sjæl`, Men da han atter åbnede Øjnene, så han, at alle var borte. Han tilbragte hele Natten i Bøn, og om Morgenen kom firs-halvfems Mennesker i Flok op til ham,
,Dersom I ønsker at dræbe mig, da er jeg her`, sagde Manden.
,I Går Aftes kom vi for at dræbe dig, stene dig; men i Dag kommer vi for at stille dig et Spørgsmål. Vi har set mange Mennesker fra forskellige Lande og kender dem alle; men i Går Aftes så vi nogle vidunderlige Mennesker. Hvilket Land er de fra? Du var ikke alene i Går Aftes, Der stod så mange Mennesker i skinnende Klæder her rundt om dig, Hvem var de?`
Ikke bare een eller to så dette Syn; men hele Skaren, Disse Mennesker i skinnende Klæder var fra Himlen. De udsendes for at hjælpe dem, der bærer Vidnesbyrd om Jesus Kristus og tjener ham, Men de, som lever et Liv i Bøn, skal se endnu flere underfulde Ting. 12
178
De vil finde den Fred, som de ikke kan finde noget andet Sted."
I Tamulforedragene findes følgende Beretning:
"Der var i Tibet en Mand, som søgte Gud uden at finde ham og derfor var hvileløs og ulykkelig. Han blev til sidst så nedtrykt, at han besluttede at begå Selv mord. Da kom en fremmed og sagde til ham; Jeg kender en Mand, som bor hundrede engelske Mil borte, helt uden for dette Land; han kan hjælpe dig`. Manden gik villig ind på, at opsøge ham, Efter nogle Dages Rejse, nåede de begge en Flod, Bliv lidt her`, sagde den fremmede, Syv engelske Mil herfra er den Landsby, hvor den Mand bor, jeg talte om. Nu skal jeg gå over og hente ham`. Med disse Ord gik han over Floden, gik til Landsbyen og vendte tilbage med den kristne Mand, Denne og den anden Mand talte sammen i lang Tid, og den sidste troede på Kristus og var rede til at døbes. Han så sig om efter den fremmede, som havde hjulpet ham ved at vise ham Vej; men han kunne intet Sted finde ham. Han tænkte, at han var den kristne Mands Ven, og denne tænkte, at han var en Ven af Manden fra Tibet. Til sidst kom de til det Resultat, at han havde været en Engel. Og Manden blev døbt. - Skønt Englen tilbragte adskillige Dage sammen med ham, prædikede han dog aldrig for ham, Det var Guds Vilje, at denne Del af Opgaven skulde gøres af et Menneske, af den Kristne, som boede hundrede engelske Mil borte."
Følgende Uddrag af et Brev til det tidligere nævnte Blad Nur Afshan vil være en passende Afslutning på dette Kapitel, da det lader os få Indblik i Sadhuens Måde at leve på og i de åndelige Forhold, hvorunder han lever:
179
"For nogle få Uger siden kom en kristen Sadhu, ved Navn Sundar Singh, og prædikede Evangeliet i Landsbyerne her omkring i Narkanda, og han blev udsat for ikke så lidt Forfølgelse. Vi sad og snakkede, da en Farmer ved Navn Nandi kom og sagde
,Der er sket en meget mærkelig Begivenhed her i vor Landsby. En Dag, mens vi høstede Korn på Marken, kom en Sadhu op til os og begyndte at prædike Religion. Vi blev alle sammen ærgerlige over denne Afbrydelse i vort Arbejde og slyngede Forbandelser efter ham; men Manden fortsatte sin Tale uden at give synderlig Agt på vore Forbandelser og Trusler.
Da tog min Broder en Sten og kastede den i Hovedet på Manden. Men denne gode Mand ænsede ikke den Fortræd, der således gjordes ham, men lukkede Øjnene og sagde; Oh Gud! tilgiv dem!` Efter en Stunds Forløb fik min Broder, som havde kastet Stenen, en dundrende Hovedpine og var nødt til at holde op med sit Høstarbejde. Da tog Sadhuen min Broders Le og begyndte at meje Korn. Vi undrede os alle og sagde: "Hvad Slags Mand mon dog denne Sadhu kan være, når han i Stedet for at blive grov og give os Forbandelser til Gengæld giver sig til at bede om Velsignelse for os". Så bød vi ham med hjem, hvor han fortalte os mange gode Ting.
Efter at han var draget bort, opdagede vi en meget forbavsende Ting. Den Mark, hvor denne gode Mand havde høstet, har aldrig givet så meget Korn, som i År. Vi har denne Gang fået to Maunds over Middelhøst!`
For nogle få Dage siden mødte jeg en europæisk Dame, som var på Vej til Simla. Jeg fortalte hende om denne Sag, og hun rådede mig til at sende en
180
beretning om denne vidunderlige Hændelse til Nur Afshan . . . . I Henhold til hendes Anvisning sender jeg dette til Redaktøren .... og anmoder Sadhuen om atter at besøge denne Landsby, at vi må opbygges ved hans Prædiken . . ."
Jiya Ram.
IX SAMTALER
DER er hverken med Hensyn til Form eller Indhold megen Forskel på, hvad Sadhuen siger, når han taler fra Prædikestolen, eller når han taler privat med eet eller to Mennesker eller taler til et Selskab, der samles til et festligt Måltid. Men han er øjensynlig mere hjemme i den uformelle, noget spredte, Stil, hvori en indisk Vismand taler til sine Disciple, end i Vestens sædvanligvis mere stive og afgrænsede Prædikemåde. I små Forsamlinger er det også lettere at værdsætte hans Vid, hans Venlighed og hans åndelige Indsigt og at se det livlige skiftende Minespil i hans Ansigt og føle den Atmosfære af guddommelig Fred, der udstråler fra ham.
I dette Kapitel vil vi under en passende Titel samle forskellige Uddräg af hans Samtaler, offentlige som private, nogle er medtaget på Grund af deres dybtgående Indsigt, andre for deres malende Enkeltheders Skyld.
PRÆDIKANTEN
"Jeg sidder ikke og skriver min Prædiken. Mens jeg beder får jeg Tekst, Emne og Illustrationer. Prædikanter bør have deres Budskab fra Gud. Dersom de får det fra Bøger i Stedet for, prædiker de ikke deres eget, men andres Evangelium, De udruger andre Folks Æg og tænker, at det er deres egne."
182
En Referent til et londonsk Blad spurgte ham engang, hvad Emne han agtede at tale om ved et bestemt Møde, Han svarede, at det vidste han ikke selv; men han ville tale, som Herren gav ham det, Han holder imidlertid altid på at have længere Tids Ro til Bøn og Betragtninger, før han taler offentligt; og han indleder ud fra en Tekst og nogle få Hovedtanker, der omhyggeligt er valgt med denne bestemte Lejlighed for Øje, Prædikens Indhold kommer for en stor Del til at bero på, hvilke Folk han taler til. "Jeg har en vis Evne til på en eller anden Måde instinktivt at forstå mine Tilhøreres åndelige Behov, ganske som en Hund rent instinktmæssigt lettere kan finde og følge et Spor end selv en lærd Mand kan det."
Angående denne Metode til at forberede en Prædiken bemærkede vi: "Hvad mener De om Folk, hvis Tankeliv er mindre frugtbart? Dersom sådanne går op Talerstolen på samme Måde som De, uden omhyggeligt at have udarbejdet deres Prædiken, vil de næppe kunne fastholde Folks Opmærksomhed," Sadhuen svarede: "Kun Mennesker kaldede af Gud burde gå i hans Tjeneste som Prædikanter. Sådanne vil Gud give et Budskab, selv om de er enfoldige,"
"Der var engang en Fejemand, som blev Kristen, Han gav Jesus sit Hjerte. Han fandt Fred i Troen på Jesus og blev frelst og var derfor i Stand til at vidne om ham. Folk måtte sige: Der er noget i ham, som vi ikke ejer,` Hans Prædikener blev hørt med stor Opmærksomhed. En forbipasserende spurgte: Hvorfor står man og hører så andægtigt på en Fejemand?` Fejemanden svarede: "Da min Frelser drog ind i Jerusalem ridende på et Æsel, bragte Folk deres Klæder og bredte dem på hans Vej. De lagde ikke Klæderne under Kristi Fødder, men
183
under Æslets Fødder, Hvorfor gjorde de dette for et Æsel? Fordi Kongernes Konge red på det Æsel. Da Kristus var steget ned af Æslet, var der ingen, der tog Notits af det. Æslet var kommet til Ære så længe Kongernes Konge red på det',"
"Har De noget Råd at give med Hensyn til teologiske Studenters Uddannelse?" "De skulde mere ud i det praktiske Arbejde. Professorerne selv skulde sammen med deres Studenter i to eller tre Måneder drage rundt i Landet og forkynde Evangeliet."
LIV OG HÅB
At have Liv og at have det i Overflod' er ikke det samme. Der er stor Forskel på det. Hvad nytter det os bare at have Liv? Lad mig bruge et Billede, Jeg kom ind på et Hospital og så en Mand ligge syg der, Hans Tilstand var ikke farlig, og alligevel hørte jeg, at han var død Dagen efter. Hvorfor døde han? Jo, om Natten var en Cobra slange kommet op i hans Seng. Han så den komme krybende nede fra Sengens Fodende op mod hans Hoved, og han fyldtes af Frygt. Men han havde ikke Kræfter nok til hverken at springe ud af Sengen eller dræbe Slangen, Den bed ham i Halsen, og han døde. Så kom en anden Mand og dræbte Slangen, Den Mand, som døde, havde Liv, og alligevel, hvilken Forskel var der ikke på de to Mænd? Skønt den ene havde Liv, kunne han ikke værge sig mod Faren, mens den anden værgede sig og dræbte Slangen.
Der er mange Kristne, som også har Liv, men ikke er i Stand til at forsvare sig mod den gamle Slange. De
1 Her sigtes til sidste sætning i Johs. Ev. 10,10, der i den engelske Bibeloversættelse Yder således : Jeg er kommet, for at de må have Liv, og for at de må have det mere overflødigt."
184
kan ikke overvinde Fristelser. Hvordan skal sådanne kunne frelse andre? De vil dø i Synd, fordi den gamle Slange bider dem, og Giften går ud i hele Legemet. Men de, som har Liv i Overflod, vil dræbe den gamle Slange; og ved at overvinde deres egne Fristelser vil de hjælpe andre til at sejre. Det er at have Liv i Overflod."
"Dersom vi kan give os helt til ham, kan han virke gennem os. Når vi giver os i hans Hånd, så kan han bruge os. Ved dem, der virkelig er Bønnens Mænd, kan han udrette store Ting."
"Guds Tjenere bliver somme Tider modfaldne. Folk tager ikke Notits af dem og lytter ikke til dem. Men jeg har lært, at vor Opgave er at prædike og vidne. Når vi blot gør det, vil den Helligånd arbejde i Hjerterne. Men vi må gøre vor Del."
"Lad os aldrig blive modfaldne over vor Svaghed. I Solen er der mange mørke Pletter. Men ophører den at give Lys af den Grund? Så lad os skinne med det Lys, som han, det sande Lys, giver os. Han vil afhjælpe vore Mangler og fuldkommengøre os, Det er vor Pligt at skinne. Ildfluen er et af de mindste Insekter; alligevel er den med sit venlige lille Lys til Glæde for Vandringsmanden."
TJENESTE
"Der var et Sted en rig Mand. En Dag sad hans Søn i deres Have. Der kom nogle Fugle og åd Havens Frugt. Kvæg kom og nedtrampede Planterne. Sønnen så Dyrene, men jog dem ikke bort. Synes du, det er rigtigt sådan roligt at sidde og se på, at din Faders Have ødelægges? Kan du ikke jage Fuglene og Dyrene bort?`
185
sagde Folk til ham. Min Fader har ikke bedt mig om det,` sagde Sønnen, så det har jeg ikke noget med at gøre.` Da Faderen hørte det, jog han Sønnen bort, - Det er ikke en særlig indre Stemme, men vore Medmenneskers Nød og Mangel rundt om os, der kalder os til at tjene Gud."
"I Nordindiens bjergfulde Egne, hvor det er meget koldt, bruger rejsende at holde sig varme på følgende Måde : De tager en lille Kumme, fylder den med bræn dende Kul og lukker den godt til. De slår nogle Bånd om den, indpakker den i Tøj og bærer den så under Armene, Tre Mænd vandrede således udrustede afsted mod en hellig Plads, kaldet Amarnath. En af dem så flere andre Vandringsmænd lide under Kulden og tog da lidt Ild fra sin Kumme og antændte dermed et Bål, så alle kunne varmes. Det hjalp, så de alle slap derfra med Livet. Da de derefter blev nødt til at vandre afsted i Nattens Mørke, tog en anden af de tre noget af sin Ild og tændte dermed en Fakkel, så alle ved dens Lys kom sikkert frem. Den tredje af de tre gjorde Nar ad dem og sagde: ,I er ikke rigtig kloge. Nu har I brugt Jeres Ild for de andres Skyld,` Lad os se din Ild,` sagde de til ham. Da han åbnede sin Kumme, var der ingen Ild i den, men kun Kul og Aske. Med deres Ild havde den ene skaffet Varme og den anden Lys til deres Medrejsende. Den tredje Mand var selvisk og beholdt sin Ild for sig selv, men det gavnede ham intet.
Således er det Guds Vilje, at Helligåndens Ild, som vi får fra Gud, skal give Varme og Lys til andre og hjælpe dem til Frelse Mange Mennesker foragter dem, der ofrer deres Helbred, Kraft og Penge for andres Frelse, og kalder dem Tåber, Men det er alligevel sådanne, der vil bringe mange til Frelse og selv blive frel-
186
ste. Men de, som ikke brænder, for at andre skal få Del i den Frelse, som de selv har fundet, vil miste deres egen Frelse og vil på den yderste Dag forstå at deres Vej går til Helvede, Der vil deres Beklagelser intet nytte, Vi må derfor prøve at frelse andre netop nu,"
"Der var en Konge, som regerede i Kongedømmet Paras, Han så, at hans, Undersåtter var meget lade, og han bekymrede sig for, hvordan de skulde kunne kæmpe, hvis Fjenden gjorde Indfald i Landet. I Forståelse af, at gode Råd ville være til ingen Nytte, rullede han en stor Sten hen, hvor fire Veje mødtes. Skønt Folk måtte se denne, gjorde de dog intet Forsøg på at fjerne den; men gik deres Vej. Der gik en Uge. Så gav Kongen Ordre til, at alle hans Undersåtter skulde give Møde på dette Sted. Uden noget Besvær løftede han Stenen bort; thi den var ganske let, da den var udhulet. Under Stenen lå en Taske fuld af Guldsmykker repræsenterende en meget stor Værdi. På Tasken stod disse Ord, Dette er til den, som løfter Stenen.` Dette viste Kongen dem og sagde; Dette mistede I på Grund af Jeres Ladhed. Dersom I bliver sådan ved, vil Landet gå tabt, når Fjender overfalder os.` Alle, som var til Stede, var kede af at have forsømt denne Lejlighed til at blive umådelig rig, bare fordi de var bange for Besvær og Arbejde.
Således kalder Kristus os til at bære Korset, udholde Lidelse og Sorg for andres Frelses Skyld. Mange går uvillige bort. De vil ikke bære Korset; thi deres Hjerte hænger ved Rigdom, Helbred og Indflydelse. De tror, at Korset er tungt. Men han siger: Mit Åg er gavnligt, og min Byrde er let.` Når vi bærer Korset, vil vi finde det let. Og hvad mere er: Når vi løfter Korset op, vil vi under det se Trone, Krone og Herlighed. Her
187
er Korset, men hisset er Herligheden. Derfor må vi være forberedte på at sætte vort Helbred, vor Kraft og, om det er nødvendigt, vort Liv ind på vore Medmenneskers Frelse,"
"Der var en oprigtig Kristen, som var lydig mod Guds Kald og arbejdede i Guds Vingård. Folk slog ham, mishandlede ham og hængte ham op i et Træ med Hovedet nedad, Men han sagde: Det undrer mig ikke, at I hænger mig med Hovedet nedad, Verden er af Lave, så dens Gerninger må blive bagvendte. Det er derfor I hænger mig med Hovedet nedad. Det skal I have Tak for, Billederne i et Lysbilledapparat stilles på Hovedet, så viser de sig rigtigt på Lærredet. Dersom de sidder rigtigt op og ned i Apparatet, vil de vende på Hovedet henne på Lærredet. Her har I bundet mig med Hovedet nedad; men i det himmelske Hjem vil det blive rigtigt nok med mig. Dersom det, efter Jeres Mening, var rigtigt med mig her, ville det sandsynligvis blive forkert med mig hisset'."
RELIGION
"Er i Grunden ikke alle Religioner lige gode; de indskærper jo dog alle gode Gerninger?"
"Jo, men der er stor Forskel, Andre Religioner siger; ,Gør alle de gode Gerninger, du kan, og du vil til sidst blive god,` Kristendommen siger, Bliv god, og så kan du gøre gode Gerninger` - de vil komme som noget ganske naturligt fra et godt Hjerte. Hjertets Fornyelse må være det første,"
Vi spurgte: "Hvad mener De om Buddha og hans Lære?"
"Han er ingen Mystiker, men kun en Morallærer; thi
188
der er i hans Lære intet om Gud. Det er for Resten nærmest overraskende, -når der er Tale om en sådan Personlighed. Han prædikede Nirvana eller Begærets, Lidenskabernes Udslukkelse. Men Frelse består ikke i Begærets Udslukkelse; men i Begærets Tilfredsstillelse. Den rigtige Behandling af Tørstfølelsen er ikke at dræbe den - det ville betyde Døden for hele Mennesket - men at tilfredsstille den."
"Lad os tænke os, at vi skriver et Ettal og sætter nogle Nuller til højre for det. Jo flere Nuller, der er, des højere bliver Tallets Sum. Men sætter man Nul lerne til venstre for Ettallet, betyder de kun Nuller. Kristus står som Nummer et. Ved hans venstre Side er Verden. Den Rigdom, som vindes af dem, der søger denne Verden, er kun Nuller. Men ved Kristi højre Side er Himmelen. Det er en ubegrænset Rigdom, som vindes af dem, der søger Himlen."
"Sekter' er nogle sære, unødvendige Ting. Der er een Gud, hvorfor da have så mange Kirker? Hvorfor lave Splittelse? Jeg antager, den stannner fra Verdens ånden. Dersom alle Kirkeafdelinger blev til eet, skulde vi ikke tale om Verden mere; thi Verden ville da blive som Himlen."
"Jeg gik en Dag gennem en Gade. Jeg så alle Døre lukkede op. Der var ingen Mennesker at se. Da slog det med ét ned i mig, at så længe Hjertet er lukket for den Herre, som skabte Hjertet, er det nødvendigt at lukke sine Døre for at bevare sin Ejendom. Men dersom Hjertet åbnes for Herren, vil vi ikke behøve at låse Dørene; thi der vil ingen Tyve være mere."
Ordet Sekt man ikke her forstås i den almindelige danske Opfattelse, hvor man ved Sekter i Reglen tænker på, alle ikke lutherske Kirkesamfund. Også Lutheranerne er med under den Dom, her udtales; thi her tænkes på Kirkens Delthed i det hele. O. A.
189
GUDS FORSYN
"Jeg så en ung Mand og spurgte ham, hvad Arbejde han gjorde for sin Frelser, Hvad har han gjort for mig, at jeg skulde gøre noget for ham?' sagde han, Har han ikke udgydt sit Blod og givet sit Liv for dig?' sagde jeg. ,Stop,' sagde han, var det for mig alene? Han gav jo sit Liv for alle. Hvad har han gjort særligt for mig, at jeg skulde tjene ham?' Nogle Måneder efter lå han alvorlig syg og måtte frygte at dø. Da henrykkedes han og så et Syn. Væggene i hans Stue var dækkede med Billeder, der gengav forskellige Begivenheder i hans Liv. På det ene ser han, hvordan han som Barn falder ned fra en Balkon på første Sal, Under Faldet gribes han af en Mand, som sætter ham blødt til Jorden; og denne Mand har Naglegab i sine Hænder. På et andet Billede glider han ned ad en Klippe og tror sig Døden vis. Også der reddes han af en Mand, i hvis Hænder han ser Sår. På et tredje Billede træder han På en Slange; men der er en, der holder Slangen, så den ikke bider ham. Også på hans Hænder er der Sårmærker. Siden, da han engang i sit Kammer er faldet i Synd, træder Manden frem for ham, viser ham sine Vunder og beder ham om ikke at synde. Da han nu så alle disse Billeder, kom Manden og stod ved hans Leje og sagde : Skønt jeg har gjort alt dette for dig, mente du, at jeg intet havde gjort. Nu ligger du for Døden. Dersom du dør, er du sikker på at komme i det evige Helvede. Men også denne Gang skal jeg frelse dig fra Døden. Gå og forkynd for alle og enhver, hvor store Ting Herren har gjort for dig.'
Da han så blev rask, blev han en Guds Tjener. Da jeg traf ham igen, sagde han med Smerte: ,I min Uviden-
190
hed tænkte jeg, at Gud intet havde gjort for mig. Når jeg ved forskellige Lejligheder slap godt fra Uheld, mente både mine Forældre og jeg, at det skyldtes enten Held eller Tilfældighed. Men nu ved jeg, at det er Frelseren, som har lovet at være med os til Verdens Ende, der er hos mig hver Dag af mit Liv og beskytter mig mod al Fare'."
DET HINSIDIGE LIV
Kyllingen i Ægget har i sine Øjne og i sine Vinger tilstrækkeligt Bevis på, at der er en Verden uden for Skallen. Øjet er til at se med; men hvad kan det se inde i Skallen? Vingerne er til at flyve med; men hvordan kan der flyves inde i Skallen? Det er derfor klart, at Øjne og Vinger ikke er bestemt for Livet inde i Skallen, men for Livet uden for Skallen. Således er der også mange gode Anlæg og Muligheder, hvis Udvikling der ikke her er Forudsætninger for. Der må komme Muligheder for deres Udvikling, og det må blive hisset.
Visse Betingelser må opfyldes, dersom vi hisset skal kunne glæde os ved Himlens Salighed og ikke skal lide Helvedes Straf. Moderens Varme er nødvendig, for at Kyllingen kan komme levende ud af Ægget. Uden den vil Ægget rådne og blive bortkastet. Som det er nødvendigt for Kyllingen at få Varme, netop medens den er i Skallen, således er det nødvendigt for os netop for at leve her på denne Jord at få Varmen fra Helligånden. Ligesom Kyllingen forlader Ægget, skal også vi forlade denne Verden og gå ind i Himmerige til den evige Saligheds Glæde.
Mange betvivler det hinsidige Liv og siger, at vi efter
191
Døden vil blive til intet, og at det er tom Snak at tale om Himmel og Helvede, Det minder om en Historie, der beretter om en Samtale mellem en Høne og dens Kylling inde i Ægget, Hønen sagde til Kyllingen- Kære lille, om et Minut eller to skal du forlade denne Skal. Så skal du se mig, din Moder. Du vil også se Verden rundt om dig fyldt med dejlige Blomster og Træer,' Men Kyllingen holdt stædigt på, at denne Snak om Moder og Verden var Løgn. Snart sønderbrødes Skallen, og Kyllingen kom ud. Den så sin Moder og Verden rundt om den og forstod, at Moderens Ord alle var sande. Således vil også de, som siger, at der hverken er Himmel eller Helvede, lære Sandheden at kende, når deres Legemes Skal sønderbrydes, og Sjælen kommer ud.
Dersom man rejser til et fremmed Land, er det godt at have en Ven, som vil tage sig af os. Bliv Venner med Jesus Kristus, så har I en Ven i Himlen."
192 X INDISK KRISTENDOM
KRISTENDOM OG FOLKEÅND
I Europa er Kristendommen blevet delt i tre Hovedtyper: den romerske, den græske og den germanske = denne sidste atter delt i mange mindre afvigende Typer. Dette svarer til de forskellige Landes Folkeånd og Folketemperament,
Det må forventes, at endnu tre Typer vil opstå i en ikke fjern Fremtid- en indisk, en kinesisk og en japansk. Men i Europa har Delingen i Race- og national prægede Kristendomstyper - en Ting der i og for sig er uundgåelig og til en vis Grad er ønskelig - taget en Udvikling, som har været ganske ødelæggende. Det skyldes uden Tvivl hovedsagelig den Kendsgerning, at religiøse Spørgsmål er blevet sammenblandet med politiske Spørgsmål; men Resultatet er blevet, at Kristendommen, der var ment at skulle blive en Religion for Menneskeheden som sådan, et Enhedens og Fredens Bånd hævet over al Forskel med Hensyn til Race, Klasse eller Kultur, i Virkeligheden har været tilbøjelig til at forøge eksisterende Stridigheders og Modsætningers Bitterhed, Kræfter, som, rigtig anvendt, kunne have genfødt Verden, er blevet anvendt og opbrugt til dødbringende Strid, Det største Problem, som Østens hurtigt modnende Kirke står over for, er måske, hvorledes Kristendommen der skal finde en sand folkelig Form under sådanne Vilkår,
193
at de Fejl kan undgås, som, skønt Forholdene ikke nøjagtig er de samme, kan blive lige så ødelæggende der som her i Europa, hvor de har lammet Kristendommen.
Baron von Hugel, som talte med Sadhuen, var særlig interesseret i hans Syn på denne Sag. I det Udkast, han skrev til os, har han meget indgående gengivet Sadhuens Stilling til dette Spørgsmål:
"Sadhuen mener selvfølgelig, at en særlig indisk Kristendom ikke må betyde en Kristendom så tilpasset efter indisk Tankegang, at den ophører med at være levende Kristendom. Derfor kan hans Afvisning af f. Eks. Brahmanismens Lære og Metoder absolut ikke beskyldes for at mangle Eftertrykkelighed. Sadhuens hele Totalopfattelse er ikke hverken i sin personlige eller historiske Forbindelse eller med Hensyn til sin storslåede Ikke-Panteisme - kort sagt, hvad alle positive Træk angår - nogen blot og bar Efterklang eller Overførelse af noget af de i indisk Religion eller Filosofi fremherskende Træk.
Han har ikke, fordi han er Inder, i det store og hele taget den indiske Tankegangs mærkelige og stærkt udtalte Ejendommeligheder med over i sin Kristendomsopfattelse, lige så lidt som Paulus, fordi han var Jøde, i det store og hele medtog den jødiske Tankegangs stærkt udtalte og fremstående Ejendommeligheder, eller Augustin, fordi han var afrikansk Romer i det store og hele medtog de kendeligt fremherskende, særlige Ejendommeligheder ved den afrikansk-romerske Ånd. Både Paulus og Augustin var stolte af at være henholdsvis Jøde og Romer og var ivrige for at forblive Jøde og Romer, så vidt som Kristendommen tillod det. Således er også Sadhuen med Rette stolt af at være Inder og ivrig
194
for at forblive Inder, så vidt som Kristendommen tillader det."
Disse Ord udtrykker efter vor Opfattelse nøjagtigt Sadhuens Stilling.
"Da jeg engang rejste i Rajputana", sagde Sadhuen, "var der en Bramin af høj Kaste, som kom løbende til Jernbanestationen. Overvældet af den stærke Varme faldt han om på Perronen. Den engelsk-indiske Stationsforstander var meget villig til at hjælpe ham. Han bragte ham noget Vand i en hvid Kop; men Braminen ville ikke drikke det. Han var meget tørstig, men han sagde: Jeg kan ikke drikke det Vand, så ville jeg hellere dø.` Vi beder Dem ikke om at spise Koppen,` sagde de til ham. Jeg vil ikke bryde min Kaste,` sagde han, jeg er villig til at dø.` Men da man bragte ham noget Vand i hans eget Messingbæger, drak han det med Begærlighed. Da han fik det på sin egen Måde, havde han intet at invende. Det er det samme, når der er Tale om Livets Vand. Indien trænger til Livets Vand, men ikke i en europæisk Kop."
Sadhuens Forkyndelsesmåde er karakteristisk indisk. En indisk Vismand vil hyppigt, og en folkelig indisk Taler vil altid, tale i Billeder og bevise ved Eksempler; og Sundar, som står på Linie med Indiens Seere og Poeter, bruger samme Metode. Man lægger mere Mærke dertil i almindelig Samtale end i hans offentlige Prædikener, De Illustrationer, han bruger i sine Prædikener, er antagelig et Resultat af omhyggelig Eftertanke, men når man hører ham tale privat, forstår man, at hans egen Tanke arbejder i og ved livfulde Billeder, og ret tilfældigt fremsatte Bemærkninger er ofte sande Mesterværker af Forestillingsevne og Fremstillingskunst.
Det gælder imidlertid ikke alene Indien, men hele
195
Østen; og alligevel! Hvem blandt Østerlændingene uden netop en Inder kunne blive så betaget af Johannes Evangeliets Tanker om Logosordet, Livet og Kærligheden og være i Stand til at tolke dem i så levende Billeder?
Ejendommelig indisk er også det Instinkt, som fik Sadhuen til at opsøge de hellige Eneboere, der levede på utilgængelige Steder i Himalaya-bjergene optaget af Betragtninger over Spørgsmålene om Gud og Evigheden, og det var det, som affødte den umådelige Interesse, han viste den ærværdige Maharishi, som han fandt i Kailash - et Navn, der er helliget gennem utallige Hentydninger i Hindulitteraturen. Både Eremitten, som søger Skovens, Bjerghulens eller Ørkenens Ensomhed for at kunne gruble alene, og Munken, for hvem et Liv i Samfund med Guddommen synes lettere, når han er i Samfund med ligesindede, kan i lige Grad findes både i Østen og Vesten. Men medens den fælles Andagt - Katolikkernes Messe, de evangeliskes Bedemøde, Kvækernes tavse Andagt - er karakteristisk for Vesten, har Indien været Eneboernes klassiske Land. Det er Inderen i Sadhuen, der ønsker at leve et sådant Ensomhedens Liv i Beskuelse, hvis ikke Kristi Kærlighed tvang ham til hellere at vælge Arbejdet for sine Landsmænds Frelse,
En, som er så fuldstændigt Inder, ønsker naturligvis en fuldstændig indisk Kirke.
"Hvad vil Fremtidens indiske Kirke blive," spurgte man ham, "anglikansk, metodistisk, baptistisk eller hvad?" "Der vil kun blive een indisk Kirke," svarede han, "en Kirke dannet i Overensstemmelse med indisk Form og Tankegang." Han mener ikke, at den indiske Kirke endnu er i Stand til at stå alene, Der-er stedse Brug for Missionærer til at uddanne ledende kristne, indiske
196
Personligheder; men der må gradvis gives disse sidste mere og mere Ansvar.
"Dersom en Mand ønsker at lære at svømme, må han først lære Svømmetagene oppe på Land. Derefter må han gå i Vandet, først på lavt Vand og efterhån den ud på det dybere. Således må omhyggeligt uddannede indiske Ledere først prøves på mere underordnede Opgaver, hvorved de kan lære, så vil de Tid efter anden blive i Stand til at gøre deres Kirke stærk, og vi må da forvente store Ting. Nogle Steder er denne Udvikling allerede begyndt."
Han indskærper denne sin Vurdering af både Styrken og Svagheden i den indiske Kirke gennem en Lignelse, sandsynligvis hentet fra det populære Billede af "Moder Indien", der tegnes på Kortet med Hovedet kronet af Himalaya-bjergene og Fødderne hvilende på Ceylons Lotusblomst.
"Vi kan sammenligne Indien med en Mand. Himalaya-bjergene er hans Hoved, Sydindien hans Fødder, Punjab hans højre Hånd og Bengal hans venstre. Der som Manden skal stå sikkert, må han stå på sine Fødder - på Sydindien. Sydindien er vel udrustet hertil. Sydindiens Kristne står højt så vel i Antal som i Udvikling. Men skønt mange af disse Kirker er selvunderholdende - skønt Manden kan stå på sine Fødder, er han dog endnu ikke i Stand til at gå. Hvad er Grunden?
I Cochin så jeg en Jøde. Han stod op, men kunne ikke gå. Hvorfor.? Fordi han havde Elefantsyge, som havde gjort hans Ben hævede og tunge. Den indiske Kirke er ikke i Stand til at forkynde Evangeliet over hele Indien og frelse hele Landet på Grund af den sydindiske Kirkes Elefantsyge. Kasteforskel er Svaghedens
197
væsentligste Årsag, På Grund af dette og andre Forhold er der ingen Kærlighed og derfor ingen Iver efter at frelse andre. Hvis denne Sygdom helbredtes, ville Sydindiens Kirke blive brugt som et Guds Redskab, og ville vejlede de andre indiske Kirker."
Ved at antage en Sadhus Levevis stræber Sundar bevidst efter at ,indianisere" Kristendommen, Og dette Forsøg kan, som vi senere skal påvise, rejse mere gen nemgribende Spørgsmål, end han muligvis har forudset. Men i andre Henseender er den Indianisering af Kristendommen, som han har for Øje, hovedsagelig et Spørgsmål om ydre Forhold. Til en Ven, som engang spurgte ham, hvordan der kunne nås en folkelig Form for indisk Kristendom, sagde han: "Folk skulde sidde på Gulvet i Kirken; de skulde tage deres Sko af i Stedet for deres Turbaner, Der skulde synges indiske Melodier, Længere tvangfri Taler skulde træde i Prædikernes Sted." -
Men når der tænkes på det fundamentale i Kristendommen, er denne efter Sadhuens Opfattelse hævet over riet nationale, Den er hverken en Østens eller en Vestens, men en Menneskehedens Religion.
Ligesom Jesus angående den jødiske Lov og Profeterne sagde, at han ikke var kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme, således ser også Sadhuen sin Religion i Forhold til de ædlere Bestanddele af Hinduismen.
"Kristendommen er Hinduismens Fuldkommengørelse. Hinduismen har gravet Kanaler. Kristus er Vandet, som flyder gennem disse Kanaler. Bhagavadgita har megen Lighed med Johannes Evangeliet. Det er, som en af mine Venner sagde, som en Hindu har taget Johannes Evangeliets Tanker og gengivet dem i hinduisk Form.1
1 Kendere af den indiske Litteratur vil ikke være enige med Sadhuen heri.
198
Bhagavadgita blev skrevet i det andet Århundrede efter Kristus, og på den Tid var der Kristne i Indien. Varme fra Solen er opmagasineret i Jorden. Den kommer, frem som Gnister, når Sten gnides mod Sten. Ikke-kristne Tænkere har også modtaget Lys fra Retfærdighedens Sol, Hinduerne har modtaget noget fra Helligånden. Der er mange udmærkede Ting i Hinduismen, men fra Kristus kommer det fuldeste Lys. Vi indånder alle Luft. Enhver, Kristen så vel som Ikke-Kristen, indånder ligeså den Helligånd, selv om de ikke nævner den ved det Navn. Helligånden er ikke visse Folkeslags Privatejendom."
Men, vil man spørge, hvorfor synes Sadhuen så ofte at fornægte dette Synspunkt ved stærkt at hævde, at han selv kun har haft ringe Udbytte ved at læse Hindu- ernes hellige Bøger og slet intet har vundet ved den specielt hinduiske Yogapraksis?
Erfaringsmæssigt ved man, at omvendte er tilbøjelige til at blive de strengeste Kritikere overfor deres gamle Tro. Det er ganske naturligt, En Mand vil ikke sætte meget ind på at gå over fra én Religion til en anden, hvis han ikke dybt føler de stærke Sider ved den ny og de svage Sider ved den gamle. Nogle omvendte Indere - Pandita Ramabai er et bemærkelsesværdigt Eksempel - kan i Hinduismen ikke se andet end "en Mørkets Magt", Men dette forklarer ikke Sadhuens Stilling, Han. hentyder aldrig til de mørkere Sider i Hinduismen - vi kan i det mindste ikke anføre nogen sådan Hentydning. Han nævner sjældent eller aldrig de mange plumpe Misbrug af den almindelige Folkereligion, Hans Kritik mod Hinduismen synes hovedsagelig rettet, ikke mod de svage, men mod de stærke Sider af denne. dens Filosofi, dens Lære om Sjælevandring, dens Erkendelsens Vej til
199
Gud (Jnana-Marga), dens Yogapraksis og dens asketiske Ideal,
Det rette Svar på vort Spørgsmål må søges et andet Sted. Sadhuen er, som vi atter og atter har gentaget, en Mystiker, hvis Mysticisme samler sig om Kri stus. Han er en Mystiker, som er blevet "forelsket" - dette som ethvert andet billedligt Udtryk er altfor svagt - i Kristus. Og sammenlignet med det Lys, som han har fået ved Erkendelsen af Kristus og hans Kærlighed, og som han nu vandrer i, synes selv det stærkeste Lys hos Hinduernes hellige Mænd ham kun at være som Tusmørke mod Middagssolens Skin. Hvad de har, er uden Tvivl godt. Men nu tilbydes der noget meget bedre. Og at vælge det, som kun er godt, når man kan få det bedste, er afgjort en dårlig Ting.
FILOSOFISK PANTEISME
Hinduismen er, hvad dens filosofiske Side angår, et altfor imponerende Værk til at kunne kuldkastes alene ved at sige rammende Slagord og bruge træffende Bil leder. Og den, der går til Sadhuens Udtalelser for at finde en forstandsmæssig begrundet Kritik enten af Panteismen eller af Karma- eller Jnanalæren, vil skuffes.
Sadhuen er afgjort ikke Filosof. Han ville selv være den første til at fralægge sig enhver Tanke herom. Han minder i højere Grad om den profetiske Type, der mere er i Slægt med Digterne end med Filosofferne. Ligesom en Kunstner er et Menneske, der kan se Skønhed, hvor andre intet ser, og kan fremstille den for Verden, sådan er Profeten et Menneske, som har Øje for moralske og religiøse Værdier, og som med den levende Overbevisnings Kraft kan fremstille disse for Menneskeheden.
200
Den umiddelbare Erkendelse af Værdier, de være æstetiske eller etiske, er noget helt forskelligt fra den forstandsmæssige Erkendelses logiske Fremføring af Beviser, som kendetegner en Filosof, og fra den Indsigt til at drage Slutninger angående Naturlovene, som Videnskabsmanden opnår gennem sine Iagttagelser. Sadhuens Kritik af Hiduismen har Betydning, ikke som en forstandsmæssig Argumentation, men som Bevis på, når og hvor hans profetiske Ånd føler Bristen i Hinduismens religiøse Værdier.
Grundsynspunktet, som hævdes i Religion, er, at Tilværelsen er god i sin inderste Kærne; og at vi derfor, dersom vi søger længe nok, vil opdage, at det virkelig gode også er det mest sande. Men den jævne Mand er på ingen Måde bedre i Stand til at bedømme, hvad der er det virkelig gode, end hvad der er det virkelig skønne, Moralsk Indsigt er en lige så sjælden Evne som kunstnerisk Sans. Det er Profeternes særlige Opgave at hjælpe Mennesker til mere klart at se, hvad der er det virkelig gode. Så er det Filosoffens Opgave at vise, at dette også er Sandhed. Men det kan Filosoffen kun gøre, når han i sin Undersøgelse af Spørgsmålet ikke først spørger, hvad der er det virkelig gode, men hvad der er det virkelig sande. Det er derfor meget vanskeligt for den samme Mand at være både Profet og Filosof. Sadhuen er øjensynlig ikke begge Dele, Men i et Filosofiens Land som Indien vil det sikkert ikke vare længe før den kristne Kirke frembringer en Filosof, der kan sidestilles med dens Profet.
Sadhuens hyppige Kritik at Panteismen er hovedsagelig et Udslag af Modsætningen mellem ham og hans Omgivelser. Det ville være urigtigt at sige, at alle Hinduer er Panteister - Ramanuja for Eksempel, hvis Filosofi
201
har givet Bhaktifromheden (Bhakti betyder "Hengivelse i Kærlighed". Det er den Stilling til Guddommen, som indskærpedes af de Digtere og Tænkere, som skabte den således benævnte Bevægelse.) sit religiøse Grundlag, er en bemærkelsesværdig Undtagelse. Alligevel er Panteismen, der væsentlig er bygget på den store Filosof Sankaras Filosofi, stedse den fremherskende Religionsfilosofi i Indien. I Vesten, hvor Religionen i det hele har været mest tilbøjelig til eensidigt at fremstille Gud som den ophøjede og ufattelige, har de kristne Mystikere sædvanligvis betonet Guds Iboen. Under modsatte Vilkår betoner Sadhuen den modsatte Side af Sandheden. Men det Grundtræk i Panteismen, som giver den sin særlige religiøse Værdi - dens Fremhæven af Forholdet mellem Gud og Sjælen som et inderligt, fortroligt, indre Forhold - udgør dog et Kærnepunkt i hans Budskab.
"Muhamedanske og hinduiske Mystikere har fejlagtig søgt at gå op i Guddommen på samme Måde som Floden i Havet. Idealet er at være i, men ikke at tabe sin Personlighed i Guddommen." Og videre: "Hinduer synes i Almindelighed godt om Johannes Evangeliet; de tiltales af Jeg i dig og du i mig`. Men deres Panteisme forvirrer dem ofte. Kristi Enhed med Faderen er noget andet end hans Enhed med os. Lys er Sol, og Sol er Lys. Varme er Sol, og Sol er Varme. Men man kan ikke sige, at Varme er Lys. Kristus er Verdens Lys. Helligånden er Verdens Varme. Kristus er ikke Helligånden. Panteismen, som tilslører Forskellen mellem mig og Gud, glipper derved på et religiøst Hovedpunkt. Dersom jeg skal kunne glæde mig i Gud, må jeg være forskellig fra Gud. Tungen kunne ikke fryde sig ved søde Sager, dersom der ingen Forskel var på den og dem:"
"Dersom vi er Gud," sagde han engang, "er Gudsdyrkelse unødvendig. Panteismen har ingen Forståelse
202
af Synd, og derfor er der i den Tilbøjelighed til umoralsk Liv,"
Baron von Hügel sagde til ham: "Jeg er forbavset over, at De er så fri for Panteisme."
Sadhuen svarede: "I min Kristendoms første Tid hældede jeg noget mod Panteisme, Jeg tænkte, at den underfulde Fred, jeg ejede, sandsynligvis var et Resultat af, at jeg var blevet Gud eller en Del af Gud. Men to Beviser har bragt mig bort fra disse Tanken: for det første, at mens jeg udøvede Yoga, ejede jeg ikke hin Fred, og for det andet, at jeg til Tider følte mig tungsindig og nedtrykt i Bevidstheden om, at Gud fordømte mig."
YOGA OG BHAKTI
Den indiske Hang til Mystik kan, i Almindelighed taget, siges at have fulgt to Hovedlinier i sin Udvikling: Yoga- og Bhaktilinien. Disse betragtes undertiden som to hinanden udfyldende, undertiden som to hinanden modsatte Måder, som man kan følge i sin Søgen efter Gud.
Der er mange Yogasystemer, og der er mange Bhaktisekter, og de er uhyre forskellige med Hensyn til moralsk og åndelig Værdi. Der er et Yogasystem, som i Princippet ikke er meget forskelligt fra somme af de Betragtnings- og Andagtssystemer, der blev opfundne og benyttede i katolske Klostre. Der er et Yogasystem, der ikke er andet end et Kunststykke af Selvsuggestion, Hypnotisme og Tranceøvelser, som altsammen er aldeles unyttigt og kun virker svækkende på det sjælelige Liv, på Hjerte og Villie. Der er Bhaktisekter, som med Rette kan kræve en Plads blandt Verdens højere Reli-
203
gioner. Der er andre, som opmuntrer til, og nogle, som ligefrem tilsigter, en Slags religiøs Henrykkelse, der finder sin mystiske Hengivelses Symboler i usædelige Ceremonier.
Men bortset fra disse ret væsentlige Forskelligheder inden for Yoga og Bhaktireligionerne, er der en dyb og almindelig Forskel mellem de to Religioner, Når vi vil danne os en almindelig Oversigt, hvor vi ser bort fra de mindre væsentlige Ting og Forskelle, kan vi i store Træk udtrykke denne Forskel som en Række Modsætninger:
1. Yogatilhængeren søger den lyksalige Forbindelse med Tilværelsens inderste Virkelighed gennem Selvpinsler og Selvdisciplin. Bhaktidyrkeren søger denne Lyksa-lighed gennem Sangens, Dansens og Hymnernes Skønhed. 2. Den første forsøger at undertrykke sit Begær; den sidste at udtrykke det,
3. Yogatilhængernes Løsen er "Koncentration", og det betyder væsentlig intellektuel Anspændelse; Bhaktidyrkernes Løsen er "Hengivelse", som væsentlig er en stemningsfyldt Selvopgivelse,
4. Målet for Yogatilhængernes mystiske Søgen er Fred, for Bhaktidyrkerne er det Glæde,
5. De første søger at tilfredsstille det menneskelige Begær efter noget uomskifteligt ved stedse dybere Indtrængen i alle Tings åndelige Grundlag. De sidste lok kes af overstrømmende Livsytrelse, symbolsk udtrykt i Bevægelse og Rytme,
6. De første er individualistisk anlagte, fordybede i ensomme Overvejelser og Betragtninger; de sidste er Samfundsmennesker, der henter Glæde og Tilskyndelse fra Fællesskabet med beslægtede Sjæle,
7, Yogatilhængeren bryder sig intet om fælles og præstelig Gudstjeneste, men elsker det afsondrede Liv i Skove
204
og Huler; Bhaktidyrkeren benytter Templer, Afgudsbilleder og Sang i så udstrakt Grad som muligt,
8. Den første kan tilbede Guddommen, hvad enten denne opfattes som noget personligt eller noget upersonligt; den sidstes rige og dybtfølte Hengivelse er direkte rettet mod en Rama eller en Krishna, som repræsenterer den ophøjede Guddom i menneskelig Form.
Sadhuen hævder hyppigt, at han hverken er påvirket af Yoga- eller Bhaktireligionens Tankeretning, og det kan heller ikke noget Øjeblik hævdes, at de væsentlige Bestanddele af hans religiøse Opfattelse er hentet fra noget uden for den kristelige Overlevering. En europæisk Læser, som intet kender til Yoga- eller Bhaktireligionerne, vil straks sige om den Mand, som taler gennem denne Bogs Blade, at hans: Syn og Oplevelser tydeligvis er formede ud fra det Nye Testamente - måske her og der iblandet Indflydelse fra Frans af Assisi og Thomas a Kempis - men andre Indflydelser kan der ikke regnes med.
Og alligevel, alligevel . . . . .
Som Dreng prøvede han, som han selv hyppigt siger, med stor Udholdenhed i det mindste een af Yogametoderne og fandt den virkningsløs. Og Yogatilhængerens dybe Begær efter Fred var den Form, hvori han først følte den Sjælens Tørst efter noget højere, som hos alle Mennesker synes at være den guddommelige Oplysnings Begyndelse. Men Yogatilhængerens "Fred" gennem ,Koncentration" - Sanskritordet Samadhi kan oversættes ved begge disse Ord (altså ved både Fred og Koncentration) - er noget helt forskelligt fra den glade Guds Fred, hvorom Sadhuen taler.
Endvidere, mon vi helt kan skille hans nuværende Henrykkelser fra hans tidligere religiøse Livs Søgen og
205
Praksis? Det at opleve Henrykkelser har han fælles med Vestens Mystikere; men deres hyppige Forekomst hos ham, den store Betydning, han tillægger dem, og - ikke at forglemme - det, at han absolut ikke over for sine Henrykkelser føler noget af den Utryghed, som fik de katolske Mystikere til at lade deres Skriftefader bedømme enhver af deres Syner, før de turde være sikre på, at de var fra Gud - i alt dette har Sadhuens Mysticisme Berøringspunkter med den højere Yogatype. Der er imidlertid een absolut afgørende Forskel mellem Sadhuens Mysticisme og Yogamysticismen, nemlig den Styrkelse af Kristi Herredømme i hans normale Liv, som formidles gennem Henrykkelserne.
Der er intet, der tyder på, at Bhaktipoesien var blandt de hinduiske Bøger, han særlig studerede som Dreng; selv om der i Bhagavadgita, som han kan uden ad, er meget, der er nær beslægtet med Bhaktipoesien. Det er også bemærkelsesværdigt, at han aldrig benytter det erotisk farvede Billedsprog, som Bhaktimystikerne er så fortrolige med, og som også mange kristne Mystikere har brugt, til at udtrykke Sjælens inderlige Samfund med og Længsel efter Guddommen. Hans religiøse Oplevelser følges, når de er dybest og stærkest, snarere af dyb Ro end af en forstærket sjælelig Spænding.
I sine Råd til andre, viser han et vågent Øje for Faren ved at give de religiøse Følelser frit Løb. Men der er hos ham en strængt behersket Genklang af Bhaktitilhængernes Længsel.
Samtalen faldt engang på Bhaktidigterne og deres Udsagn om, at i Tider med stærke åndelige Rørelser kunne deres Hår rejse sig, deres Tårer strømme ned over Kinderne, og deres hele Legeme skælve af Henrykkelse. "Dette", sagde Sadhuen, "er kun noget ydre.
206
Virkeligheden ligger bagved og over dette. Min Glæde antager sædvanligvis en overordentlig stille Form. Henrykkelserne har til Tider givet sig forskellige Udslag. Mit Hår har rejst sig. Tårerne har strømmet ned over mine Kinder. Men mit Legeme har aldrig skælvet af Henrykkelse. Den Fred og Glæde, som jeg oplever, er smitsom. Jeg fandt engang, at andre, som var sammen med mig, græd af Glæde ligesom jeg."
Han søgte, og han fandt Yogatilhængernes Fred så vel som Bhaktidyrkernes Glæde - fandt det og mere til i større og rigere Mål i Kristus. Ingen, som læser denne Bog, kan for så vidt undgå at se, at Kristendommen, sådan som Sadhuen erfarer og praktiserer den, ikke alene er det Nye Testamentes Religion, uforfalsket og ubesmittet, men tillige på en Måde, som en Europæer aldrig kan begribe, Hinduismens Krone og Fuldendelse - Vejen, hvis Endemål er Sammensmeltningen og Forædlingen af både Yoga- og Bhaktireligionens Søgen.
SADHUIDEALET
Vi kommer nu til den mest udpræget indiske Bestanddel af Sadhuens Kristendomsopfattelse og Liv.
I Middelalderen, særlig under Fransiskanerbevægelsen, blev noget lignende forsøgt her i Vesten. Både Handlinger og Idealer hos Frans af Assisi svarer i mange Henseender ganske til Sundar Singhs Handlinger og Idealer, og Frans har muligvis øvet nogen Indflydelse på ham. Men Tilskyndelsen til at virkeliggøre Sadhuidealet i dette, det tyvende, Århundrede, kan sikkert spores tilbage til den Beundring for Hindu-Sadhuerne og deres Måde at leve på, som hans Moder bibragte ham, når han som Dreng besøgte disse sammen med hende. "Du
207
må ikke," plejede hun at sige, "blive overfladisk og verdslig som dine Brødre. Du må søge efter Sjælefred, elske Religion og en Dag blive en "hellig Mand." "Det var Helligånden," sagde han engang, "som gjorde mig til Kristen; men det var min Moder, som gjorde mig til Sadhu."
Men Sundar Singh er imidlertid afgjort ikke, som den typiske Hindu-Sadhu, en Asket, der søger at samle på fortjenstfulde, gode Gerninger eller at opnå Fuldkom menhed gennem Selvpinsler. Han foretrækker at kalde sig en Prædikebroder." Han mener ej heller, at Verden og alt, hvad der tilhører den, er af det onde. Han siger, tværtimod ofte, at når Gud er god, må den Verden, han har skabt, også være god.
"Jeg siger til Hindu-Sadhuer: ,I er Sadhuer, fordi I ønsker at pine og plage jer selv. Jeg er Sadhu for at tjene. Jeg piner ikke mig selv, men alligevel er jeg ble vet pint og plaget. I har givet Afkald på Verden. Jeg ønsker at være i Verden uden dog at være af Verden." "Jeg gik engang gennem en Landsby i Himalaya-bjergene og så der en vældig Bunke Skarn og Gødning. Stanken derfra var så frygtelig, at jeg måtte kaste op. Nogle Dage efter kom jeg atter der forbi. Da mærkede jeg, at Stanken var blandet med en behagelig Duft. Jeg blev forbavset og fik Lyst til at se, hvad der var Årsagen hertil. Nogle Blomster var sprunget ud og spredte deres Duft rundt om. Solens Varme og Lys havde forlenet Blomsterne med dejlige Farver og herlig Duft. Der var meget Snavs her, men Snavset var blevet Blomsternes Gødning. Således lever også vi i denne Verdens Snavs og Urenhed; men dersom vore Hjerter er åbne for Retfærdighedens Sol, vil vi, i Lighed med Blomsterne,
208
fra ham modtage åndelig Farve og Duft, og selv denne Verdens Ting vil fremhjælpe vort åndelige Liv,
Når jeg sidder i en Have, tænker jeg ved mig selv: Disse Blomster, Frugter og det hele er blevet skabt. De er ikke beregnet for Gud, ej heller for Englene, ej heller for Satan eller Dyrene. De er for Menneskene. Hvorfor skulde vi da give Afkald på dem?"
Disse almindelige Synspunkters ophøjede praktiske Betydning vil ses, når vi omtaler Sadhuens Stilling til Penge og Ægteskab. Men i Almindelighed taget ligger Sundars Motiver til at antage en Sadhus Levevis klart for Dagen. Han har gjort dette, fordi Sadhulivet giver ham fuld Frihed, frier ham fra at forstyrres af denne Verdens Ting, sætter ham i Stand til at øve den Dyd, som prises i indisk Litteratur, at kunne tage Lykke så vel som Ulykke med samme ligevægtige Sind; og fordi en Sadhus Virkemåde i Almindelighed taget synes ham den bedste Måde til at bringe og anbefale Evangeliet til Indiens Millioner; måske tillige - fordi denne Levevis muliggør en bogstavelig Efterfølgelse af Jesus, og endelig, fordi han har den uforklarlige, men absolut tvingende, Overbevisning, at Gud har kaldet ham dertil.
PENGE
Sadhuen har aldrig Penge med sig. Det er allerede fortalt, hvordan han klarer sig her i Vesten. Han prøvede dog engang efter Venners Råd at tage nogle Penge med på sin Rejse; men det opgav han snart igen. "Jeg holder ikke af at stole på mine Penge, men på Gud. Der kan gå Hul i Pungen, Der er også noget, der hedder Lommetyve. Vi kan være rolige, når vi stoler på Gud. Hos ham får vi alt, hvad vi. begærer. Dersom
209
jeg var en rig Mand, ville min Rigdom, hvor stor den end var, dog være begrænset. Men når Gud er min kærlige Fader, er hele Verden min Ejendom."
I de første År, han vandrede som Sadhu, måtte han ofte undvære Mad, fordi ingen bød ham noget at spise, og han havde ingen Penge at købe for, Men nu, da hans Navn er så vel kendt, er denne Vanskelighed næsten helt forsvundet. Det er tværtimod sådant, at når han skal med Toget fra et Sted til et andet, er der en Snes Mennesker, som slags om at fag Lov at løse Billet til ham.
Hensigtsmæssigheden ved således at leve på Sadhuvis mag forstgas ud fra indisk Tankegang og indiske Forhold. I Vestens Lande ville det ikke være muligt for en Mand, hvor alvorlig han end var, at leve af andres Almisser uden til sidst at miste deres Agtelse og i det lange Løb sandsynligvis tillige sin Selvagtelse. Selv om Forsøget lykkedes for en særlig fremragende Mand, ville det utvivlsomt mislykkes for hans Efterfølgere. Det oprindelige fransiskanske Ideal måtte til sidst praktisk set ganske opgives, og der var dog flere Muligheder for at leve efter det i Middelalderen end nu. Paulus' Metode med at arbejde for sit Underhold som Teltmager samtidig med, at han prædikede Evangeliet, passer til Vestens Lande og fortjener - man kan næsten sige kræver - Genoplivelse. Men Indien har helt andre Traditioner i disse Spørgsmål, og hvad der ville være et Fejlgreb her i Vesten, kan, når det gribes rigtigt an, virke inspirerende i Indien.
Sadhuen, som for sit Vedkommende giver fuldstændig Afkald på Penge, fordømmer strængt alle, og især Præster, som får Penge for at gøre deres Arbejde og så ikke gør det af ganske Hjerte. "Vi bør gøre Guds
210
Gerning i den Kærlighed, som Guds Børn bør have til ham. Lad os gøre det, ikke fordi vi som lejede Tjenere føler, at vi må gøre, hvad vi får Betaling for, men i Kærlighedens Sind, fordi det er vor Faders Gerning. Og alligevel, hvor mange af Guds Tjenere gør ikke deres Arbejde ganske overfladisk, selv om de får deres Betaling derfor! Og der er dem, der simpelt hen fortsætter at tage mod deres Betaling uden at bestille noget. Sådannes Endeligt er Ødelæggelse.
I Nepal var der en Guvernør. Han sendte tre Mænd ned at arbejde i sin Have. Den ene skulde have otte Annas; den anden tolv Annas; men den tredje, som var Slave, skulde intet have. Guvernøren selv skjulte sig i nogen Afstand fra dem og overvågede deres Arbejde. Manden, som skulde have de 8 Annas, lagde sig under et Træ og faldt i Søvn uden at have bestilt noget. Manden, som skulde have tolv Annas, arbejdede strengt. Slaven gjorde sit Arbejde af hele sit Hjerte, som om det var hans eget Arbejde. Om Aftenen sendte Guvernøren Bud efter dem og begyndte at betale dem. Den Mand, som skulde have otte Annas, kom ind. Du var doven og sov under et Træ,' sagde Guvernøren, nu lader jeg dig hænge i det Træ'. Og han lod ham senere hænge i det Træ. Den anden Mand nærmede sig med Frygt. Guvernøren var meget fornøjet med ham og foruden de tolv Annas, de havde akkorderet, gav han ham en Gave. Så kom Slaven. Hvad er din Løn?' spurgte Guvernøren. Du er den Herre, som har købt mig,' sagde Slaven. Jeg er pligtig til at tjene dig hele mit Liv. Du er min Fader. Det, som du giver mig til Føde og Klæder, er nok til mig.' Efterdi du ikke arbejdede for Løn, men fordi du holdt af mig,' sagde Guvernøren, glad over hans Troskab, skal du herefter være min Søn. Alt, hvad jeg
211
ejer, skal blive dit.' Han havde ikke selv nogen Børn og adopterede Slaven som sin Søn. Da Manden, som skulde hænges, hørte det, blev han meget bedrøvet og sagde til sig selv: Ak! dersom jeg havde arbejdet som han, kunne jeg have opnået samme Lykke.' Vi er ligeså sendt til Arbejdet i Guds Vingård. At modtage Løn derfor er der intet forkert i; men at være doven, selv om vi tager vor Løn, eller at arbejde i Guds Gerning på den Måde, at vi kun gør den, når vi får en bestemt Løn derfor, er Uret. Dersom vi gør vort Arbejde i samme Kærligheds Ånd som hin Slave, idet vi føler, at det er vor Faders Gerning, skal vi visselig arve hans himmelske Rige."
ÆGTESKAB
En Aften, da vi gik hjem fra et Møde, blev han spurgt "Sadhu, vil De aldrig gifte Dem?"
"Jeg er allerede gift," sagde Sadhuen, "Hvad for noget! allerede gift?"
"Ja, jeg er viet til Kristus."
"En Ven spurgte mig, hvorfor jeg ikke giftede mig," sagde han ved en anden Lejlighed. "Jeg har større Lykke i min Herres Venskab." Han synes også i Henhold til Paulus' Ord at frygte, at han for meget skal bekymre sig for, hvorledes han skal behage Hustruen, så han ikke kan hellige Gud hele sin Kraft,
Men medens han ikke selv tænker på at gifte sig, råder han dog ikke andre til at forblive ugifte. En gift Præst, som var dybt grebet af Sadhuens Tale, spurgte ham ængsteligt, hvordan han som gift Mand kunne tjene Herren lige så virksomt som den ugifte Sadhu, Sadhuen forsikrede ham, at selv som gift Mand kunne han blive 14'
212
en tro Herrens Tjener. Spørgsmålet om en Forstander for en ,Kristikul" -- en Institution, som skulde have det Formål at uddanne unge Mænd til at blive kristne Sadhuer - blev engang diskuteret. Sadhuen mente ikke, det var nødvendigt for en sådan Mand at leve i Cølibat. "Havde man ikke i adskillige År en gift Mand som Forstander for en ,Gurukul?" 1
Sadhuen har ingen af de asketiske Tilbøjeligheder til at foragte eller sky Kvinder. Han fremhæver, at Kvinderne fulgte Jesus under hans Jordeliv, og hvordan de plejede at tjene ham, og han antager, at de bedre end Mændene forstod at værdsætte Herren, fordi de havde mere Anlæg for Kærlighed end Mænd, og derfor i Virkeligheden havde mere tilfælles med ham. Sadhuen selv optræder med Naturlighed også i Kvinders Selskab, og han har kvindelige Venner med hvem han vedligeholder personlig Forbindelse gennem Brevveksling. Sin afdøde Moder omtaler han altid med den dybeste Kærlighed og Ærbødighed, og det er måske netop, når han sidder mellem Kvinder i tvangfri Samtale, at det nænsomme og blide, der ligger på Bunden af hans Natur, bliver mest synligt.
En Hindu-Sannyasi må ikke engang tale til en Kvinde. En Sadhu, hvis Regler er mindre strenge, kan somme Tider gøre det. I Hinduernes hellige Bøger træffer man ret hyppigt - hvad man tilvisse heller ikke sjældent træffer i Kirkefædrenes Skrifter - den Betragtning, at Kvinden er et Ondskabens Redskab, en Fristelse og Snare, som det er en Dyd at undgå. På dette Område er det øjensynlig lykkedes Sundar at kristne Sadhuidealet. Men det er ganske vist også på dette Område - hvor Vestens kristne Kirke i sin Tid delvis har fejlet - at 1 Gurukul er Navnet på en Skole, hvori Lærere uddannes at Arya Samaj.
213
Sadhuidealet let kan sinke den sunde Udvikling af den kristne indiske Kirke, hvis det levendegøres og fremføres af Mænd, der ikke er så dybt gennemtrængt af Kristi eget Syn på Kvinder og Ægteskab, som Sundar Singh er det,
DEN KRISTNE SADHU OG FREMTIDEN
Ingen kan forudsige, hvilke Følger dette første Forsøg på at kristne Sadhuidealet kan få for Indien.
Fire Hundrede unge Mænd har allerede henvendt sig til Sundar Singh, rede til at følge hans Eksempel. Han mener, at mange af disse er grebet af en øjeblikkelig Begejstring, og at de ikke vil have Kraft nok til at udholde så hårdt et Liv. Det er bedre ikke at forsøge end at forsøge og opgive det igen. Han har anvist dem at vente og bede for at opnå fuld Vished og så følge den Vej, som det guddommelige Kald byder, hvorhen den så fører.
Han er blevet anmodet om at blive Forstander for en Skole, hvor unge Mænd kunne uddannes for Sadhulivet. Han afslog det. Bygninger og Organisationer sma ger for meget af Vesten. Dersom han gør noget i den Retning, vil han gøre det på indisk Vis. Religiøse Ordener og Institutioner kan sjældent bevare Stifterens Ånd efter hans Død. Den indiske Guru (Lærer) udvælger fire eller seks Disciple til at være hos ham og dele hans Liv. Sadhuen mener, at det er en bedre Måde - eller i det mindste den eneste Måde, han vil bryde sig om at forsøge.
Lad os tænke os, at der i hele Indien fremstår kristne Sadhuer, I et Land, som er så modtageligt for religiøs Tale, kan Virkningerne heraf blive overvældende....
214
Men der ville være visse Farer.
Frans af Assisi kunne anerkende, og anerkendte med Glæde, Pavens og Kirkens Autoritet med Hensyn til Livsregler og Teologi. På modsat Hold ser vi i Vestens Kristenhed Kvæker-Mystikerne, i det mindste i ydre Ting, underkaste sig deres Brodersamfunds Disciplin og Orden. Og Erfaringen viser, at hvor beåndet den enkelte end kan være, er det dog ikke nogen Skade til, om han er nødt til at standse og tænke sig om og måske for en Tid underkaste sin Tale og Virksomhed de Indskrænkninger, som Hensynet til hans Kirkes Ledere kræver - forudsat, at sådanne Indskrænkninger ikke er alt for uforstandige og knugende, og at han er forberedt på efter passende Tids Overvejelse at tale og handle og tage Følgerne deraf.
Men en Sadhu anerkender ingen sådan Autoritet. Hans eneste Rettesnor for Tænkning og Virksomhed er hans eget indre Lys. Her i Vesten, særlig i de angel saksiske Lande, er mange Mennesker, uden at de måske selv ved af det, til en vis Grad Individualister med Hensyn til Religion. Men lad én prøve at forkynde sit private Syn som et Evangelium, og han vil med det samme blive betragtet som en Særling. En kritisk, men dog venlig, Almenhed tolererer sine Særlinge og kan endog være lidt stolte af dem; men en Mand bliver ikke betragtet som Profet, før han gennem længere Tids Forløb og gennem forskelligartede, mere ophøjede Vidnesbyrd har vist, hvad han indeholder, og kun få, som ikke virkelig er Profeter, kan bestå for denne Offentlighedens Dom. Men hvad kan der ske i et Land, hvor enhver - forudsat at han er Mystiker eller har Hang til Askese - kan iføre sig en Sadhus Kjortel og dermed i det mindste i nogen Grad en Sadhus Anseelse?
215
I det første og andet Århundrede efter Kristus viste "Vandreprofeten", hvad enten han var Mystiker, Prædikant, Teosof eller Asket, sig at være noget ret befrug tende, en værdifuld Ansporing til Virksomhed og Tænkning, men også en Kilde til Fare og Forvirring inden for Kirken.
Enhver, som har studeret den første Kirkes intellektuelle, religiøse og sociale Baggrund, sådan som de nyeste historiske Undersøgelser viser os den, og så besøger Indien, vil forbavset opdage, at hvad den religiøse Situation angår, forsvinder de mellemliggende Århundreder, og han befinder sig igen - med visse Undtagelser naturligvis, thi Historien gentager aldrig helt sig selv - i det andet Århundredes græsk-romerske Verden.
Det er sandsynligt, at mange af de Problemer, som bragte Forvirring inden for den første kristne Kirke, påny vil dukke op i Indien i omtrent samme Form. Men væbnet med tyve Århundreders Erfaringer, med den udbredte Oplysning, med de videnskabelige Fremskridt og - hvor der er Tale om Værdien af Syner eller formentlige Åbenbaringer - med Forventningen om, at Psykologien skal kaste Lys over disse Fænomener, skulde Nutidens kirkelige Ledere være i Stand til at klare disse Problemer; altid på en lettere - og måske somme Tider på en forstandigere Måde - end i Kirkens første Tid.
Mellem Fremtidens kristne Sadhuer kan der opstå Apostle, Profeter og Evangelister, men måske også Anarkister, Antinomister 1 og Kættere. Deres Udvikling vil vel for nogles Vedkommende afhænge af den Stilling Kirkens Ledere indtager overfor dem personligt. Sandheden og Retten er kun een; Vildfarelse og Uret er
I En Slags yderliggående Sværmere.
216
mangfoldig, og hvor der findes Sympati og gives en forstandig Frihed - eller endnu bedre, hvor Friheden udstrækkes endnu videre, end de fleste anser for klogt - er Vildfarelser og Overdrivelser tilbøjelige til at gøre det af med hinanden.
Et Overblik over Religionens Historie åbenbarer den Lov, at Fremskridt er sket der, hvor der har været et frugtbart Samarbejde mellem de Mænd, der stod som Menighedslivets Organisatorer og som Kirkens Lærere med Hensyn til de Resultater, der i Fortiden var nået på Dogmatikkens og Etikkens Områder, og de Mænd, der så nye Syner, og som virkeliggjorde Åndens Frihed. Det er lige meget om de to Typer kaldes Præsten og Profeten, den skriftkloge og Apokalyptikeren, Teologen og Mystikeren eller den ordinerede og Lægmandsprædikanten. Men hvor et Samarbejde mellem de to Parter ikke har kunnet opretholdes, har Resultatet altid været Stilstand, Ulykke og Tilbagegang.
Men der kan opstå et andet mere specielt indisk Problem. Som allerede sagt tillægges der en Hindu-Sadhu overnaturlige Kræfter. Sundar er på sin Post for at hindre den Tro. Vil enhver kristen Sadhu i Fremtiden være lige så årvågen? Ydermere har man i Indien det Dogme- "Dyrk Læreren som Gud." Hindufilosofien lærer, at Mennesket er eet med Verdenssjælen, og at Sannyasierne, som gennem "Koncentration" eller asketiske Øvelser, oplever denne Enhed, kan sige, "Jeg er Gud," og som sådan lade sig dyrke og tilbede, selvfølgelig kun på samme Måde som en hinduisk Guddom. Sundar frasiger sig Navnet Swami, (Herre). Men når i et Land Filosofi, Tradition og Folkegunst sammensværger sig om således at lokke for den menneskelige For-
217
fængelighed, kan man så vente, at alle vil kunne stå imod?
Nogle vil sandsynligvis bukke under; men Flertallet vil ikke. Sannyasiidealet er det ikke let at nå til, og at være nået så langt og så kunne sige med Paulus:,,Jeg mener ikke om mig selv, at jeg har grebet det," er en meget vanskeligere Ting, Men Sundar Singh har alligevel vist, at det på ingen Måde er umuligt for det indiske Temperament at nå hertil, når det inspireres af Kristi Ånd.
Det ligger i Kristendommens Væsen ikke at udslette naturlige Anlæg hverken i Nationer eller hos enkelte Mennesker, men at inspirere enhver til at stræbe at nå det højeste i den Retning hans egne naturlige Anlæg viser, Sadhuidealet er knyttet til meget af det, som er det højeste i den indiske Religion både på den spekulative Tænknings og det praktiske Hengivelses- og Selvopofrelsesområde. Derom vidner Navne som Sankara, Ramanuja eller Buddha selv. Den kristne Sadhubevægelse er overmåde forjættelsesfuld for Indien, derved at den er ægte indisk, Som den virkeliggøres i Sundar Singhs Liv, er den ikke mindre ægte kristelig.
Der kan komme, og der vil komme Tider med Farer og Stridigheder, Men Farer, som forudses og mødes Ansigt til Ansigt, kan overvindes,
Dersom de regulære Præster i den indiske Kirke, altid vil udvise en sådan Nådegave i Retning af Forståelse og af at "bedømme Ånder", som Biskop Lefroy har ud vist i sin Stilling til Sundar Singh, og dersom Sundar Singh viser sig at være den første af en Række Sadhuer, udrustede med blot Halvdelen af hans ydmyge og selvopofrende Sind - da tegner det godt for Indien.
LIGNELSER
Luftspejlingen ............. 53
Luftposen .................. 58
Den forklædte Fåreejer...... 58
Førsteministerens Trædukke.. 59
Det frelsende Blod ......... 60
Overførte Egenskaber ....... 61
Spillerens Moder ........... 62
Røverens Broder............. 63
Det gennembrudte Bjerg ..... 64
Øjet og Øjenmedicinen ...... 67
De varme Kilder ............ 70
Tiggeren og Skatten......... 71
Indianerdrengens Prøvelse .. 78
De giftige Blomster......... 84
Det brændende Hus .......... 85
Træning i Lænker............ 86
Drengen og Frugttræet ...... 87
Skattegravning og Vandkilder 88
Brød og Sjælefrelse ........ 89
Skyerne fra Saltvandet ..... 90
Fiskene, der ånder...........90
Forbindelse med Mars........ 91
Oven over Uvejret........... 92
Bønner - fra Lommen......... 95
Bønnens Violin.............. 98
Saltet, der opløses ........ 99
Kærlighedens Klaps ........ 139
Fuglen og Høgen............ 140
Bølge...................... 140
Koen og Kalven ............ 140
Rajahen og Kulien ......... 142
Fuglen og Slangen ......... 142
Spindelvævet............... 143
Den tuberkelsyge Morder ... 144
Vandets ikke følte Vægt.... 144
Det sorte Kul ............. 144
Fisken uden Øjne........... 145
Vant til Skarnets Lugt..... 145
Døden i Morasset .......... 146
Den giftige Brønd ......... 147
De bortkastede Diamanter... 147
Den forgældedes Dovenskab.. 148

Satan og den døende Helgen. 149
De tre Kors på Golgata .... 149
Den overbærende Rajah ..... 150
De forskrækkede Insekter .. 151
Slangehammen .............. 152
Den glemte Nøgle .......... 152
Den overmodige Rejsende ... 153
Skyggen ................... 153
Stenen i Vandet............ 157
Den spegede Snor........... 159
Drengen og Løget........... 159
Kemikeren og Mælken........ 159
Broen af Vand over Vand.... 160
Det sønderrevne Johannes Ev.169
Den ukendte fremmede....... 178
Den truende, men frelsende
Gadefejeren og Æslet ...... 182
Den syge og Slangen........ 183
Solpletter................. 184
Ildfluen................... 184
Den forsømmelige Søn....... 184
Den rejsendes Ildkumme .... 185
Stenen ved Korsvejen ...... 186
Bagvendt og retvendt ...... 187
Nullerne og Ettallet ...... 188
Åbne og lukkede Døre....... 188
Guds skjulte Forsyn........ 189
Kyllingen i Ægget.......... 191
Vanddrikning og Kasteregler 194
Indiens "Fødder"........... 196
Skarn og Blomster ......... 207
De tre Arbejdere i Nepal... 210

citater fra EFTER DØDEN:

Der er en Kendsgerning, hvoraf vi klart kan slutte os til, hvor forvendt et Menneskes Natur kan blive. Dersom et ondt Rygte udspredes om et Menneske, vil dette Rygte, selv om det er falsk, straks blive troet af den, hvis Sind og Blik på Livet er forkrøblet gennem Synd.
Dersom, på den anden Side, noget godt og fuldkommen sandt bliver fortalt, f. Eks. at den og den er et fromt Menneske, der har udført denne eller hin Gerning til Guds Ære og Næstens bedste, så vil hint onde Menneske, så snart han hører det, straks og uden Betænkning sige: "Det er alt sammen Løgn. Han har gjort det med en eller anden Bagtanke."
Spørger vi ham, hvorledes han ved, at det første er Sandhed og det andet Løgn, og hvilket Bevis han har derfor, vil vi finde, at han slet ikke kan fremkomme med noget Bevis. En sådan Sindstilstand lærer os, at han, hvis Sind er besmittet af Synden, vil tro det onde, der siges, simpelthen fordi det stemmer med hans egen onde Natur. Og det gode, der fortælles, vil han
35
EFTER DØDEN
holde for Løgn, fordi det ikke stemmer med hans Hjertes Ondskab.

Jeg så engang i Åndernes Verden en Sjæl, der under frygtelige Selvbebrejdelser løb skrigende omkring som et vanvittigt Menneske.
En Engel sagde til mig: "Dette Menneske havde på Jorden mange Lejligheder til at angre og omvende sig til Gud, men så snart hans Samvittighed begyndte at anklage ham, druknede han disse Bebrejdelser ved at drikke.

Løgneren bedrager og skader ingen andre end sig selv. Dette Menneske havde ved sin Løgn ikke opnået andet end at dræbe den åndelige Sandhedssans, han en Gang havde ejet.

Jeg så også en Ægteskabsbryder

SADHU SUNDAR SINGH
EFTER DØDEN

EN KORT SKILDRING AF LIVET EFTER DØDEN, SOM DET I SYNER BLEV MIG ÅBENBARET

AUT. OVERSÆTTELSE
FOR DANMARK OG NORGE AF VILLIAM NIELSEN
10. TUSIND
J. FRIMODTS FORLAG KØBENHAVN FOR NORGE: CAMMERMEYERS BOGHANDEL - OSLO
MCMXXXII = 1932
Printed in Denmark.
DUPLEX-TRYKKEKIET, COPENHAGEN.

INDHOLD
I. FORORD
Biskoppen af Lahores Forord - Sadhu Sundar Singhs Forord. 7

II. LIVET OG DØDEN
Livet - Døden - Kan Mennesket tilintetgøres? - Hvad
jeg vil forsøge. 15

III. HVAD SKER DER VED DØDEN?
Samtale med Hellige og Engle. 18

IV. ÅNDERNES VERDEN
Gode og onde Ånder - Lysets Børn - Mørkets Børn - Et Barns og dets Moders Død - En Filosofs Død - Mellemtilstanden. 23

V. HJÆLPEN, DER TILBYDES MENNESKER NU OG SIDEN
Hjælp, vi ikke ser - Hvem er den største? - Hjælp ved at Kristus åbenbarer sig - En arbejder og en Tvivler. 31

VI. DOMMEN OVER DE UGUDELIGE
"Skjult Synd" - Tyven og den ærlige Mand - Hemmelig Synd - Forspildte Muligheder - En Ugudelig, der fik Lov til at komme ind i Himlen - En Mor: deres Sjæl - Det myrdede Menneskes Sjæl - En Løgners Sjæl - En Ægteskabsbryders Sjæl - En Røvers Sjæl. 37

VII. DE RETFÆRDIGES TILSTAND
Himlen på jorden - En Retfærdigs Død - Den Afdøde forsøger at trøste de Efterladte - Modtagelsen i Himlen - De himmelske Boliger - Den hovmodige Præst og den ydmyge arbejdsmand - Livet i Himlen. 51

VIII. SKABELSENS MÅL
Navne i Himlen - Om at se Gud - Afstande i Himlen - Det visnede Figentræ - Har Mennesket en fri Vilje? - Guds Kærligheds Åbenbarelse. 62

IX. SLUTNINGSORD
Hvorfor jeg standser her. 71

I. BISKOPPENS FORORD (Jeg havde fået Lov til, gennem denne tro Kristi Tjener, at se de bagved liggende Ting, som de virkelig er. )
Jeg betragter det som et meget stort privilegium at få lov til at efterkomme min ven, Sadhu Sundar Singhs anmodning om at skrive et kort forord til hans bog "Efter Døden", fordi jeg er overbevist om, at den kan blive til hjælp for mange, mange mennesker i deres kamp for at nå til sandhedens erkendelse.
Jeg ville blot ønske, at alle Bogens Læsere var så lykkelige at have et personligt Kendskab til Sadhuen, således, som vi her i Nordindien og for øvrigt mange i Europa har det. Thi det Budskab, Bogen bringer, forstærkes nemlig gennem de Indtryk af betagende Ædruelighed og hellig Enfold, der efterlades i Ens Sind efter en Samtale med Sadhuen.
Jeg antager, at flere af Bogens Læsere uundgåeligt tvinges til at spørge: "Hvad er den egentlige Kærne i disse Oplevelser? Hvilken Rolle har f. Eks. Underbevidstheden spillet i dem? Var der en objektiv Virkelighed bag Visionerne?"
Jeg er ikke i Besiddelse af tilstrækkelig filosofisk Indsigt til at kunne besvare disse Spørgsmål. Men selv om jeg var det, er jeg ikke vis på, at der ville vindes noget ved at anvende den i dette Tilfælde.
Vi ser, at Paulus slog sig til Tåls med at lade sin dybeste åndelige Oplevelse stå hen uden fuld Forklaring. "Om han var i Legemet eller udenfor Legemet, ved jeg ikke, Gud ved det." (2. Kor. 12, 2). Den enfoldigste Måde at tage det på, synes mig her den sandeste.
Det var i Simla en Søndag Eftermiddag sidste Sommer, at jeg læste Manuskriptet til denne Bog igennem. Da jeg senere søgte at klare mine indtryk af den, samlede de sig i dette: Jeg følte, at det Dække, der normalt skjuler den sande Verden for os, et Øjeblik var draget til Side for mig. Jeg havde fået Lov til, gennem denne tro Kristi Tjener, at se de bagved liggende Ting, som de virkelig er. Jeg er tilbøjelig til at tro, skønt jeg ikke tør påstå det, at min Ven, Sadhuen, selv vil foretrække, at hans Syner "forklares" på, denne ganske jævne Måde.
Mens jeg tænkte over det læste, var der et Ord fra den hellige Skrift, der over Underbevidsthedens Tærskel gled ind i min bevidste Tanke. Dette Ord forekom mig at berette om en til Dels på samme Linie liggende Oplevelse. Jævnsides med alle de modstridende Opfattelser af, hvorledes Guds Rige skulle komme, har vi vor velsignede Herres eget Vidnesbyrd om en ganske bestemt Måde, hvorpå det en Gang kom.
I Markus 9, 1 siger Herren: "Sandelig siger jeg Eder, der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage Døden, førend de ser Guds Rige være kommet med Kraft." Såvel hos Markus som hos Mattæus er disse Ord så nøje kædet sammen med Fortællingen om Forklarelsen på Bjerget, at jeg ikke tvivler om, at de begge opfattede denne underfulde Begivenhed i de tre udvalgte Disciples Liv som "Guds Riges Komme med Kraft". (Et yderligere Støttepunkt herfor har vi i den Kendsgerning, at Peter, der var en af de tre, på en Måde er Borgen for Markus evangeliet).
Men selve hin Begivenhed bestod jo netop i, at Forhænget, der skjuler den usynlige Verden, blev løftet, så at nogle af dem, der dvælede i hin Verden, blev synlige for og kunde høres af det menneskelige Øje og Øre, og at den Hellighed, Jesus i Virkeligheden ejede, skinnende gennembrød hans jordiske Legeme.
De Erfaringer, vi vinder som Resultat af sådanne Oplevelser, må vi selvfølgelig modtage med den dybeste Ærbødighed, men de må også "prøves" i Lyset af Guds budskab gennem Åbenbaringen i Jesus Kristus.
Jeg har gjort mit bedste for at anvende denne "Prøve" på det Budskab, der indeholdes i denne Bog, og jeg synes, at det er i fuld Overensstemmelse med hin ophøjede Åbenbaring af Guds Væsen, der er givet os i vor Herres Liv og Lære.
Med Taknemlighed tager jeg derfor imod det som et yderligere Bevis på, at Gud endnu taler til sit Folk, og det er min inderlige Bøn, at manges Øjne gennem denne lille Bog må åbnes for hin "virkelige Tilværelse", der omgiver os, "nærmere end vort Åndedræt og nærmere end vore Hænder og Fødder", men overfor hvilken vi kun alt for ofte er blinde.
Simla, august 1926.
Biskoppen af Lahore.

SUNDAR SINGHS FORORD
Jeg har i denne Bog forsøgt at skildre nogle af de Syner, som Gud har forundt mig at skue. Skulle jeg kun have fulgt min egen Tilbøjelighed, ville jeg ikke have offentliggjort en Beretning om disse Syner, mens jeg selv var i Live. Men Venner, på hvis Dom jeg sætter Pris, har bestemt gjort gældende, at den burde offentliggøres nu, som en åndelig Hjælp for andre. Det er Hensynet til dette mine Venners Ønske, der har bevirket, at denne lille Bog nu udsendes.
Det var i Kotgarh for fjorten År siden, at mine Øjne - mens jeg bad - for første Gang blev opladt til at se ind i Himlen. Så levende så jeg det alt sammen, at jeg troede, jeg var død, og at min Sjæl var gået ind til Himlens Herlighed.
I de År, der er forløbet siden da, er der gennem sådanne Åbenbarelser vedblivende kommet ny Berigelse ind i mit Liv. Selv kan jeg ikke fremkalde dem, men til Tider - det kan være så ofte som otte til ti Gange om Måneden - sker det, under Bønnen, at mine åndelige Øjne åbnes, så at jeg ser ind i Himlen og i en Times, tid eller to vandrer i den himmelske Herlighed med Jesus Kristus og samtaler med Engle og Ånder.
De Svar, jeg af dem har fået på mine Spørgsmål, udgør en meget stor Del af Indholdet i de Bøger, jeg alt har offentliggjort. Og hvor har ikke den usigelige Henrykkelse, jeg har følt ved dette åndelige Fællesskab med de Salige, bragt mig til at længes efter den Tid, da jeg for evigt skal indgå til de Retfærdiges velsignede Samfund.
Nogle vil måske sige, at disse Syner simpelthen er en Slags Spiritisme, men jeg vil her overfor stærkt fremhæve, at der er en meget væsentlig Forskel. Spiritismen påstår ganske vist, at den ud fra Mørket bringer Bud og Tegn fra Ånderne, men disse Budskaber og Tegn er sædvanligvis så brudstykkeagtige og uforståelige, om ikke ligefrem bedrageriske, at de snarere leder dens Tilhængere bort fra end til: Sandheden.
I disse Syner ser jeg tværtimod klart og levende hver lille Enkelthed af den åndelige Verdens Herlighed. Og i en åndelig Verden, synliggjort i ubeskriveligt skønne og lyse Omgivelser, oplever jeg deri Velsignelse, som et fuldt ud virkeligt Fællesskab med de Salige bringer med sig. Fra disse Engle og Salige har jeg modtaget klare og forstandige Oplysninger om mange af de Spørgsmål, der har foruroliget mig, og ikke uklare og brudstykkeagtige eller svævende Budskaber fra en usynlig Verden.
Dette "De Helliges Fællesskab" eller Samfund var således virkeliggjort i den første Menigheds Erfaring, at det fik en Plads mellem de nødvendige Trosartikler, som vi ser det i den apostoliske Trosbekendelse.
Jeg bad en Gang i et Syn en af de Salige om at give mig et Bevis fra Bibelen angående "De Helliges Fællesskab", og det blev sagt mig, at det klart var udtrykt i Zakarias 3, 7-8. Der siger Englen til Joshua: ". og jeg vil give dig Gang blandt disse, som står her." "Disse, som står her" betyder ikke Engle, heller ikke Mennesker af Kød og Blod, men de Hellige i Herligheden. Og det, Gud lover Joshua, dersom han vil gøre efter hans Befaling, er, at han skal få adgang til at vandre med "dem, der står her", og de skal være hans "Fæller" - Menneskesjæle, der er fuldkommengjorte, og med hvem han skal have Samfund.
Atter og atter tales det i denne Bog om Ånder, Hellige og Engle. Af disse forskellige Benævnelser betegner Ånder både gode og onde Sjæle, som efter Døden befinder sig i en Mellemtilstand mellem Himmel og Helvede. Salige eller Hellige betegner dem, der er gået over fra denne Mellemtilstand til de højere Egne i den åndelige Verden, og til hvem en særlig Gerning er betroet. Engle er de herlige Væsener, der har fået alle Slags højere Hverv at udføre, og blandt dem findes mange Hellige både fra andre Verdener såvel som fra denne vor Jord, og alle lever de sammen som en Familie. De tjener hverandre i Kærlighed og er evigt salige i den Herlighed, som udstråler fra Gud.
Åndernes Verden betegner det Plan i Mellemtilstanden, hvori Sjælene indtræder efter at have forladt Legemet. Den åndelige Verden eller Åndeverdenen omfatter derimod alle åndelige Væsener, som befinder sig på et af Udviklingsstadierne, der ligger mellem Helvedes bundløse afgrund og Herrens Trone i Lyset.
Simla Hills, Juli 1926.
Sundar Singh.

II. LIVET OG DØDEN
Der er kun en Kilde til Liv - et uendeligt og almægtigt Liv -, hvis Skaberkraft har skænket alle levende Ting Livet. Alle Skabninger har deres Liv i denne Livskilde - Gud -, og i ham vil de evigt blive. Denne Livskilde har frembragt utallige andre Liv af forskelligt Væsen, og i hele denne Udviklingsproces kommer Mennesket ind som et Led i Kæden, skabt i Guds eget Billede, for at det evigt kunde blive lykkeligt i Samfund med ham.
Livet kan forandre Skikkelse, men det kan aldrig tilintetgøres, og skønt denne Forandring fra en Tilværelsesform til en anden kaldes for "Død", betyder dette slet ikke, at Døden absolut afslutter Livet, eller at den skulle føje noget til eller tage noget fra Livet. Døden bringer simpelthen Livet over fra en Tilværelsesform til en anden. Dét, der forsvinder fra vor Synskreds, er ikke dermed ophørt at være til. Det kommer atter til Syne, men i en anden Form og Tilstand. Aldrig i hele Skabningen har der været noget, som er blevet fuldstændigt tilintetgjort eller kan blive det. Skaberen har nemlig aldrig skabt noget i den Hensigt, at det skulle ødelægges. Havde det været hans Vilje, ville han aldrig have skabt det.
Men findes der i det skabte intet, der er bestemt til Tilintetgørelse, hvorledes skulle da Mennesket, der er Skabningens Krone og Guds Billede, kunne blive til intet? Skulle Gud selv kunne ødelægge sit eget Billede? Skulle nogen anden Skabning kunne gøre det? Umuligt! Men dersom Mennesket således ikke bliver til intet ved Døden, så melder øjeblikkelig det Spørgsmål sig: Hvor vil Mennesket da eksistere efter Døden, og i hvilken Tilstand vil det befinde sig?
Jeg vil forsøge at give en kort Forklaring herpå ud fra mine egne visionære Oplevelser, skønt det er mig umuligt at skildre alt det, jeg i mine Syner har set af Åndeverdenen. Thi jordisk Sprog og Billedtale kommer til kort, når de skal udtrykke den åndelige Verdens Ting, ja, selve Forsøget på at omsætte den Herlighed, jeg der har skuet, i et almindeligt Sprog, rummer næsten alle Chancer for at ende i Misforståelse.
Jeg har derfor været nødt til at udelade en Beskrivelse af alle de dybere åndelige Oplevelser, som kun ville kunne udtrykkes i et åndeligt Sprog, og indskrænke mig til blot at medtage nogle få jævne Oplevelser, der dog vil vise sig belærende for alle.
Og da enhver af os før eller senere skal gå ind til hin usynlige Åndeverden, kan det ikke være uden Værdi for os til en vis Grad at gøre os fortrolige med den.

III. HVAD SKER DER VED DØDEN?
En Dag da jeg bad i Enrum, fandt jeg mig pludselig omgivet af en stor Skare åndelige Væsener. Ja, jeg må måske hellere sige, at i det Øjeblik mine åndelige Øjne åbnedes derfor, fandt jeg mig selv på Knæ blandt et betydeligt antal Hellige og Engle.
Til at begynde med følte jeg mig på en vis Måde skamfuld over at se deres skinnende og herlige Tilstand, sammenlignet med min egen, langt ringere Beskaffenhed. Jeg blev dog øjeblikkelig beroliget ved den Sympati og den Kærlighed, der udgik fra dem.
Allerede tidligere havde jeg erfaret den Fred, der følger med Guds Nærværelse i mit Liv, men Samfundet med disse Hellige tilførte mig en ny og forunderlig Fryd. Under vor Samtale gav de mig Svar på mine Spørgsmål angående flere vanskelige Problemer, som jeg ikke kunde klare.

Mine første Spørgsmål drejede sig om, hvad der sker i Dødsøjeblikket, og hvorledes Sjælens Tilstand er efter Døden.
Jeg udtalte: "Vi ved, hvad der hænder os i Tidsrummet mellem vor Barndom og alderdom, men vi ved intet om, hvad der sker ved Døden eller bag Dødens Porte. Virkeligt Kendskab hertil kan kun de besidde, der er kommet over på den anden Side af Døden og er gået ind i Åndeverdenen. Kan I," spurgte jeg, "give os nogen Oplysning om dette?"
En af de Hellige svarede hertil: "Det er med Døden som med Søvnen. Der er ingen Smerte i selve Overgangen fra Liv til Død, undtagen i nogle få Tilfælde, hvor det da skyldes legemlig Sygdom eller bestemte sjælelige Tilstande. Lige, som det udmattede Menneske overvældes af den dybe Søvn, således kommer Døds søvnen over Mennesket.
For mange kommer Døden så pludseligt, at det kun med yderste Vanskelighed går op for dem, at de har forladt den materielle Verden og er gået ind i Åndernes Verden. Forvirrede over at se de mange nye og skønne Ting omkring sig indbilder de sig, at de er kommet til et eller andet ukendt Land eller fremmed By i den fysiske Verden. Først efter nærmere Belæring indser de, at deres åndelige Legeme er forskelligt fra deres tidligere jordiske Legeme og indrømmer for sig selv, at de i Virkeligheden er overflyttet fra den materielle Verden til Åndernes Verden."
En anden af de Hellige gav følgende yderligere Svar på mit Spørgsmål: "Det almindelige er, at Legemet gradvis taber Følelsesevnen ved Døden. Det føler ingen Smerte, men overvældes simpelthen af en Følelse af Trang til Søvn. Undertiden forlader Sjælen Legemet, medens dette er uden Bevidsthed, som f. Eks. ved meget stor legemlig Svaghed eller efter Ulykkestilfælde.
I sådanne Tilfælde vil de Mennesker, der tidligere levede uden nogen Tanke om eller Forberedelse til at gå ind i Åndeverdenen, blive umådelig forvirrede og være i stor Nød ved således pludselig at være blevet overflyttet til Åndernes Verden. De må derfor, i kortere eller længere Tid, forblive i Mellemtilstanden.
De Ånder, der befinder sig på disse lavere Trin, plager ofte Mennesker her på Jorden, men de formår ikke at skade andre end dem, hvis Sindstilstand er deres egen lig, de som af egen fri Vilje lukker deres Sjæle op for dem. Disse onde Ånder ville, ved at forene sig med andre onde Ånder, kunne forårsage usigelig Skade i Verden, dersom ikke Gud alle vegne havde beskikket utallige Engle til Beskyttelse for sit Folk og sin Skabning, så at hans Folk altid er sikkert under hans Beskyttelse. Onde Ånder kan kun skade de med dem beslægtede Naturer, og det endda kun i begrænset Udstrækning.
Vel kan de også plage de Retfærdige, men kun med Guds Tilladelse. Til Tider tillader Gud virkelig Satan og hans Engle at friste og forfølge Guds Børn, for at de skal komme ud af Prøvelsen stærkere og bedre. Således handlede Gud, da han tillod Satan at forfølge sin Tjener Job. Men en sådan Prøvelse er for den Troende snarere en Vinding end et Tab."
En anden af de Hellige tilføjede som Svar på mit Spørgsmål: "Mange af dem, hvis Liv ikke har været helliget Gud, bliver tilsyneladende bevidstløse, når de skal dø. Men hvad der i Virkeligheden sker, er, at de bliver målløse og lamslået af Frygt ved at se sig omgivet af de onde Ånders rædselsfulde og djævelske ansigter.
Hertil står den Troendes Død ofte i den skarpeste Modsætning. Den Troende er tit i Dødsøjeblikket overvættes lykkelig, fordi han ser Engle og frelste Sjæle komme for at byde ham Velkommen. Tillige tillades det hans afdøde Kære at komme til hans Dødsseng og ledsage hans Sjæl til Åndernes Verden. Når han kommer derind, føler han sig straks hjemme, thi ikke alene er hans Venner om ham, men han har også selv, mens han var i Verden, gjort sig rede til at indgå i sit evige Hjem ved sin Tro på og sit Samfund med Gud."
Endnu en af de Hellige tog til Orde og sagde: "Det er Englenes Gerning at ledsage Sjælene ud af Verden. Det sædvanlige er, at Kristus da i Åndeverdenen åbenbarer sig for den enkelte Sjæl i en Herlighedsglans, der svarer til den enkeltes Udviklingstrin. Dog er der Tilfælde, hvor Kristus selv kommer til Dødssengen for at byde sin Tjener Velkommen, og med Kærlighed aftørrer han hans Tårer og leder ham til Paradiset.
Og ligesom det nyfødte Barn ved sin Indtræden i Verden finder alt tilrettelagt for at imødekomme dets Fornødenheder, således finder også Sjælen ved sin Indtræden i den åndelige Verden alle Ting beredt for at tilfredsstille dens Behov."
En Gang gav de Salige mig i Samtalens Løb følgende Oplysning: "Alle Menneskesjæle går efter Døden ind i Åndernes Verden, og der dvæler de, enten i Mørket eller i Herlighedslyset, sammen med andre Ånder, der i Væsen og Sind er dem lig.
Vi er overbevist om, at ingen med sit fysiske Legeme nogensinde er gået ind i Åndeverdenen, med Undtagelse af Kristus og nogle få Hellige, hvis Legemer blev forvandlet til Herlighedslegemer. Dog er det i Nåde blevet enkelte forundt, mens de endnu var i Verden, at se Åndernes Verden, ja, Himlen selv, som det f: Eks. fortælles i 2. Kor. 12, 2, skønt de ikke selv kan sige, om de gik ind i Paradiset i Legemet eller i Ånden.
Efter denne Samtale tog disse Hellige mig med sig og viste mig mange underfulde Ting og Steder. Jeg så, hvorledes Tusinder og atter Tusinder af Sjæle fra alle Sider kom ind i Åndernes Verden, og at de alle ledsagedes af Engle.
De gode Sjæle var kun ledsaget af Engle og gode Ånder, der havde ført dem hid fra deres Dødsleje. De onde Ånder fik ikke Lov til at komme dem nær, men stod i det fjerne og iagttog dem.
Jeg så tillige, at der ingen gode Ånder var hos de virkelig onde Sjæle, derimod talrige onde Ånder, som var kommet sammen med dem fra deres Dødsleje. Men Engle omgav også dem og hindrede de onde Ånder i at give deres hadefulde Naturs Ondskab frit Løb ved at plage dem.
De onde Ånder førte dem næsten øjeblikkelig med sig til Mørket, thi disse Sjæle havde i levende Live konsekvent givet de onde Ånder Lov til at øve Indflydelse på sig og havde frivilligt ladet sig besnære af dem til al Slags Ryggesløshed. (Englene forhindrer nemlig ingen i at bruge sin frie Vilje).
Desuden så jeg mange Sjæle, der lige var kommet ind i Åndernes Verden og var ledsaget af både gode og onde Ånder såvel som af Engle. Men det varede ikke længe, før Forskellen viste sig, og deres sande Natur gjorde sig gældende. Og de adskiltes hurtigt, - de gode vendte sig til de gode og de onde til de onde Ånder.
Når Menneskesjælene kommer ind i Åndernes Verden, begynder de gode straks at skille sig ud fra de onde. Her i Verden er gode og onde blandet sammen, men således er det ikke i Åndeverdenen.
Jeg har mange Gange set, at når de gode Ånder - Lysets Børn - kommer derind, bader de sig straks i Krystalhavets vidunderlige og æteragtige Vand. Derved oplever de en gennemgribende og forfriskende Vederkvægelse. De bevæger sig i dette underfulde Vand, som om de befandt sig i frisk og fuldkommen ren Luft. De kan ikke drukne deri og bliver ikke våde af det, men vidunderligt rensede og vederkvægede, og helt igennem helligede går de derfra ind i Herlighedens og Lysets Rige, hvor de evigt vil dvæle i deres elskede Herres Samfund og i Samfund med utalte Hellige og Engle.
Men hvilken Forskel er der ikke mellem disse og dem, hvis Liv har været ugudeligt! Ubehageligt påvirket ved at være i Selskab med Lysets Børn og forpint af det Herlighedens Lys, der åbenbarer alle Ting, kæmper Mørkets Børn for at skjule sig på Steder, hvor deres urene og synd smittede Natur ikke kan ses. Fra den dybeste og mørkeste Del af Åndernes Verden opstiger en sort og ildelugtende Røg, og i deres Kamp for at finde et Skjulested for Lyset, styrter de sig hovedkuls herned, og herfra høres ustandseligt deres bitre Skrig, fremkaldt af deres Samvittighedsnag og angst.
Men Himlen er således indrettet, at denne Røg ikke ses og deres angstskrig ikke høres af Ånderne i Himlen, med mindre nogle af disse af særlige Grunde skulle ønske at se den frygtelige Tilstand, hvori de fortabte befinder sig.
Et lille Barn døde, og Englene kom for at ledsage Sjælen til Åndernes Verden. Hvor ville jeg ønske, at Barnets Moder kunde have set dette forunderlige Syn. I Stedet for at græde ville hun da have sunget af Glæde, for Englene behandlede de små Sjæle med en sådan Omhu og Kærlighed, som ingen Moder nogensinde kunde udvise.
Jeg hørte en af Englene sige til en anden: "Se, hvor dette Barns Moder græder over denne korte Skilsmisse! Nogle få korte År og hun vil atter være lykkelig sammen med sit Barn." Så bragte Englene den lille Barnesjæl til hin skønne, lysmættede Del af Himlen, der er bestemt for Barnesjælene, og hvor de tager sig af dem og underviser dem i hele den himmelske Visdom, indtil de små gradvis bliver Englene lig.
Nogen Tid efter døde også Barnets Moder, og hendes Barn, der nu var som en Engel, kom for sammen med andre Engle at byde hende Velkommen. Da han nu sagde: "Moder, kender du mig ikke, jeg er jo dit eget Barn," fyldtes Moderhjertet med Glæde. De omfavnede hinanden og se, deres Tårer faldt som dryssende Blomster!
Som de nu vandrede sammen, forklarede han for hende alle de Ting, der omgav dem, og forblev hos hende så lang Tid, det var bestemt, at hun skulle dvæle i denne Mellemtilstand. Da så Tiden, hvori hun skulle undervises i den Del af Åndeverdenen, var forbi, tog han hende med sig til den højere Tilværelse, hvor han selv opholdt sig.
Dette Sted havde på alle Sider frydefulde og vidunderlige Omgivelser. Der fandtes her utallige Sjæle, der i Verden havde båret alle Slags Lidelser for Kristi Skyld og som til sidst var blevet ophøjet til denne herlige Æresplads. Stedet var helt omgivet af de skønneste Bjerge, Kilder rislede overalt i det yndige Landskab, og i Haverne fandtes en Overflod af alle Slags prægtige Frugter, omgivet af et strålende Blomsterflor. Alt, hvad Hjertet kunde ønske sig, fandtes der.
Da sagde han til sin Moder: "På Jorden, som kun er en svag Genspejling af denne virkelige Verden, sørger vore Kære over os, men sig mig Moder, er dette Død, eller er det det sande Liv, hvert Hjerte længes efter?"
Moderen svarede: "Min Søn, dette er det sande Liv. Havde jeg i Verden kendt hele Sandheden om det evige Liv, ville jeg aldrig have sørget over din Død. Hvor trist, at Mennesker på Jorden er så blinde! Til Trods for at Kristus fuldstændig klart har fortalt os om denne Herlighedens Tilstand, og skønt der i Evangelierne atter og atter fortælles om dette Faderens evige Rige, er det ikke alene uvidende Mennesker, men selv mange oplyste Troende, der endnu er fuldkommen uvidende om dets Herlighed. Gud give, at alle kunde komme hertil og få Del i dets evige Glæde."

En tysk Tænkers Sjæl kom ind i Åndernes Verden, og langt borte fra så han den uforlignelige Herlighed i Åndeverdenen, og den umådelige Fryd hos dem, der var der. Han glædede sig over, hvad han så, men hans Tilbøjelighed til stædig Forstandsmæssighed vanskeliggjorde hans Indtræden i Herligheden og hindrede ham i at glæde sig ved denne Lyksalighed.
I Stedet for at indrømme, at alt dette var virkeligt, begyndte han at argumentere ved sig selv på følgende Måde: "Der er ingen Tvivl om, at jeg ser alt dette, men hvilket Bevis har jeg for, at, det har en objektiv Virkelighed, og at det ikke er et Blændværk af min egen Tanke? Alt det, jeg ser om mig her, vil jeg fra Ende til anden underkaste Logikkens, Filosofiens og videnskabens Prøve, og først da vil jeg være overbevist om, at det virkeligt er til og ikke er en Illusion."
Englene sagde til ham: "Af din Tale fremgår det klart, at din Filosoferen har forkrøblet hele dit Væsen. Ligesom der må åndelige og ikke legemlige Øjne til for at se den åndelige Verden, således er åndelig Fatteevne nødvendig for, at forstå dens Virkelighed. Her kommer man ingen Vegne ved forstandsmæssig anvendelse af Logikkens og Filosofiens Grundsætninger. Din Videnskabelighed, der kun beskæftiger sig med materielle Kendsgerninger, er efterladt i Verden sammen med din fysiske Hjerne. Det eneste, der nytter dig noget her, er den åndelige Visdom, der udspringer af Gudsfrygt og Kærlighed."
En af Englene sagde til en anden: "Hvor sørgeligt, at Mennesker glemmer hint dejlige Ord af Herren: Uden I omvender eder og bliver som Børn, kommer I ingenlunde ind i Himmeriges Rige."
Jeg spurgte nu en af Englene, hvad der til Slut ville ske med denne Mand, og fik til Svar: "Hvis denne Mands Liv havde været helt igennem ondt, ville han straks have forenet sig med Mørkets Ånder, men han er ikke blottet for moralsk Sans. Han vil i lange Tider blindt vandre om i Halvmørke i de lavere Egne af Mellemtilstanden og blive ved med at støde sit filosofiske Hoved, indtil han bliver træt af sin Dårskab og angrer den. Så vil han være skikket til at modtage den nødvendige Undervisning af de Engle, der er udset til dette Hverv, og når denne Undervisning er afsluttet, vil han være beredt til at indgå på et højere Trin, hvor Lyset fra Gud skinner mere klart."
I en Forstand er hele det uendelige Rum en åndelig Verden. Thi det opfyldes af den Gud, der selv er Ånd. I en anden Forstand er også denne Verden en åndelig Verden, for dens Indvåner er Ånder iklædt menneskelige Legemer.
Men der er en anden Åndeverden, der er et foreløbigt Opholdssted for Sjælene, efter at de ved Døden har forladt Legemet. Det er en Overgangstilstand, et Trin mellem Lyset og Herligheden i de højeste Himle og Dunkelheden og Mørket i de lavere Helveder.
I denne Overgangstilstand er der utallige Tilværelsestrin. Hver Sjæl ledes til det Trin, hvortil dens åndelige Fremskridt her i Verden har gjort den skikket. Engle, hvem denne særlige Opgave er betroet, vil der undervise den en Tid, kortere eller længere, hvorefter den går videre til Samfund med de gode Ånder i det fuldere Lys - eller til de onde Ånder i det endnu dybere Mørke, svarende i Karakter og Væsen til den selv.

V
HJÆLPEN, DER TILBYDES MENNESKER NU OG SIDEN
Vore afdøde Slægtninge og Kære, og til Tider også de salige Hellige, kommer ofte til os fra den usynlige Verden for at hjælpe og beskytte os.
Englene kommer derimod til alle Tider. De har dog aldrig fået Lov til at åbenbare sig for Menneskene undtagen i nogle få Tilfælde, hvor der var særlig Nød på Færde. Ad Veje, som vi ikke kender, påvirker de os til hellige Tanker, indgiver os Lyst til at tjene Gud og gøre det gode. Og Guds Ånd, der bor i vore Hjerter, fuldfører det Arbejde for at fuldkommengøre vort åndelige Liv, som de ikke har været i Stand til at fuldende.
Ingens Storhed beror på den Kundskab, han besidder, eller på den Stilling, han indtager. Heller ikke kan nogen ved disse Ting alene blive stor. Et Menneske er netop så stor, som det lykkes for ham at blive til Hjælp for andre. Og den Nytte, hans Liv kan være til for andre, beror på den Tjeneste, han yder dem.
Derfor måles et Menneskes Storhed just efter, hvor langt det lykkes ham at tjene andre.
Som Herren har sagt: "Og den, som vil være den ypperste blandt Eder, han skal være Eders Tjener." (Matt. 20, 26).
De himmelskes Glæde består netop i, at de tjener hverandre i Kærlighed, og idet de således opfylder Bestemmelsen med deres Liv, forbliver de i evigt Samfund med Gud.
Når Mennesker for Alvor ønsker at leve et Liv til Guds Velbehag, begynder Retledelsen af deres Tanker og Anskuelser såvel som Fornyelsen af deres Liv allerede i denne Verden. Ikke alene belærer Guds Ånd dem direkte, men i Hjertets skjulte Dyb hjælpes de til Rette gennem de Helliges Fællesskab. Herigennem er de Hellige altid ved Hånden for, uset af de Troende, at hjælpe dem fremad mod det gode.
Men da mange troende Kristne, såvel som ikke-kristne Sandhedssøgere dør, mens de endnu er hildet i Vildfarelser eller ensidige Meninger om Sandheden, vil disse Anskuelser rettes i Åndernes Verden. Men en Forudsætning herfor er det dog, at de ikke hårdnakket gør sig til et med deres Anskuelser, men er villige til at lade sig belære, thi hverken i denne eller den hinsidige Verden vil Gud eller nogen af hans Tjenere tvinge et Menneske til at tro på Trods af dets egen frie Vilje.
Jeg så i et Syn en Afgudsdyrker, der, så snart han kom til Åndeverdenen, begyndte at søge efter den Gud, han havde tilbedt på Jord. De Hellige sagde til ham: "Her er der ingen anden Gud end den eneste sande Gud og Kristus, i hvem han har åbenbaret sig."
Mennesket blev forbavset over at høre dette, men da han oprigtigt søgte Sandheden, tilstod han åbent, at han havde taget fejl. Han søgte med Iver efter at lære den virkelige Sandhed at kende og spurgte, om han kunde få Kristus at se.
Kort efter viste Kristus sig i et dunkelt Lys for ham og nogle andre, der nylig var kommen til Åndernes Verden. På deres daværende Udviklingstrin kunde de nemlig ikke have udholdt en fuld Åbenbarelse af hans Herlighed. Denne er så overvældende, at selv Englene kun med Vanskelighed kan skue ham, "og de dækker deres Ansigter med deres Vinger" (Es. 6, 2). Når Kristus åbenbarer sig for Sjælene, tager han Hensyn til den bestemte Grad i Udviklingen, den pågældende har nået. Han åbenbarer sig derfor i dunklere eller klarere Herlighedsglans, så Sjælene kan tåle det.
Da disse Sjæle så Kristus i dette dunkle, men dog tiltrækkende Lys, fyldtes de med en Glæde og Fred, der umuligt kan beskrives. Badet i hans livgivende Lysstråler og overskyllet af de Kærlighedsbølger, der ustandseligt strømmede ud fra ham og hen over dem, bortskylledes alle deres Vildfarelser. Af hele deres Hjerte bekendte de Sandheden for ham og fandt Frelse og bøjede sig for ham med Tak og Pris i ydmyg Tilbedelse. Også hine Hellige, hvis Hverv det havde været at hjælpe dem til Rette, glædede sig over dem.
Jeg så i et Syn en Arbejder komme til Åndernes Verden. Han var i stor Nød. Hele sit Liv havde han kun tænkt på at tjene til Livets Ophold. Han havde altid haft for travlt til at tænke på Gud eller åndelige Ting.
Samtidig med ham døde en anden - en hårdnakket Fornægter. De blev begge beordret til at blive i lang Tid på et mørkt Sted dybt nede i Åndernes Verden. I deres Nød begyndte de begge at råbe på Udfrielse.
Både Engle og nogle Hellige gik i Kærlighed og Medfølelse til dem for at vejlede dem om, hvorledes de kunde komme ind i Herlighedens og Lysets Rige. Men til Trods for den Nød, de befandt sig i, foretrak de, ligesom så mange andre Ånder, at blive på deres mørke Opholdssted. Deres Synd havde forkrøblet hele deres Natur og Karakter, så at de tvivlede om alt. Selv de Engle, der kom for at hjælpe dem, så de på med Mistænksomhed.
Mens jeg iagttog dette, tænkte jeg med Undren på, hvad Enden ville blive for dem. Men da jeg spurgte en af de Hellige, var det eneste Svar jeg fik: "Lad os overlade dem til Guds Barmhjertighed."
Der er en Kendsgerning, hvoraf vi klart kan slutte os til, hvor forvendt et Menneskes Natur kan blive. Dersom et ondt Rygte udspredes om et Menneske, vil dette Rygte, selv om det er falsk, straks blive troet af den, hvis Sind og Blik på Livet er forkrøblet gennem Synd.
Dersom, på den anden Side, noget godt og fuldkommen sandt bliver fortalt, f. Eks. at den og den er et fromt Menneske, der har udført denne eller hin Gerning til Guds Ære og Næstens bedste, så vil hint onde Menneske, så snart han hører det, straks og uden Betænkning sige: "Det er alt sammen Løgn. Han har gjort det med en eller anden Bagtanke."
Spørger vi ham, hvorledes han ved, at det første er Sandhed og det andet Løgn, og hvilket Bevis han har derfor, vil vi finde, at han slet ikke kan fremkomme med noget Bevis. En sådan Sindstilstand lærer os, at han, hvis Sind er besmittet af Synden, vil tro det onde, der siges, simpelthen fordi det stemmer med hans egen onde Natur. Og det gode, der fortælles, vil han holde for Løgn, fordi det ikke stemmer med hans Hjertes Ondskab.
Det er ganske naturligt, at et godt Menneskes Stilling er helt modsat. Han er naturligt indstillet på at tvivle om det onde og at tro det gode, fordi det stemmer bedst med hans eget Væsen.
De, som her på Jord lever i Modstrid med Guds Vilje, vil ikke finde Hjertefred, hverken i denne eller den tilkommende Verden. Når de kommer ind i Åndernes Verden, vil de føle sig forvirrede og ængstede. Men de, der her lever i Overensstemmelse med Herrens Vilje, vil føle sig trygge, når de kommer til den tilkommende Verden, og vil der fyldes med usigelig Fryd, thi der er deres evige Hjem og deres Faders Rige.
Mange Mennesker indbilder sig, at dersom de synder i det skjulte, er der aldrig nogen, der vil få det at vide, men det er en komplet Umulighed, at nogen som helst Synd skulle kunne skjules for evigt. På et eller andet Tidspunkt kommer den visselig for Lyset, og Synderen vil få sin fortjente Straf.
Men heller ikke Godhed og Sandhed kan skjules. Til sidst vil de sejre, selv om de til en Tid ikke erkendes. Følgende Tildragelse belyser dette.
En af de Hellige fortalte mig i et af mine Syner: "Der var en god Mand, der en sen Nattetime måtte gå en lang Vej for at udføre et påtrængende nødvendigt Arbejde. Mens han var på Vej, traf han en Tyv, der var ved at bryde ind i et Butikslokale. Han sagde til denne Tyv: "Du har ingen Ret til at tage, hvad der tilhører en anden. Tyveri er en stor Synd." Tyven svarede ham: "Dersom du ønsker at slippe vel herfra, vil jeg råde dig til at, se at komme af Sted uden at gøre Postyr. Hvis ikke, vil det gå dig galt."
Manden vedblev med sine Overtalelsesforsøg, og da Tyven ikke ville høre, gjorde han Anskrig og vækkede Naboerne. De ilede til for at gribe Tyven. Så snart Manden nu begyndte at anklage Tyven, vendte denne sig mod ham og anklagede ham for Tyveriet. "I tror," sagde han til Mændene, "at han er et meget gudfrygtigt Menneske, men jeg har grebet ham på fersk Gerning i Tyveri."
Da der ingen Vidner var, blev de begge arresteret og indsat i samme Celle. En Politiembedsmand og nogle Betjente lyttede skjult til deres Samtale. De hørte, at Tyven lo af sin Medfange og spottende sagde til ham: "Der kan du se, hvor nydeligt jeg fangede dig! Jeg sagde til dig, at du skulle se at komme af Sted, ellers ville det gå dig ilde. Nu skal vi se, om din Gudsfrygt kan hjælpe dig." Så snart Politiet hørte dette, åbnede de Døren, og den uskyldige Mand blev løsladt og fik en Belønning, mens Tyven blev straffet.
Således falder der, allerede her på Jord, mange Gange Dom mellem gode og onde, men den fulde Straf eller Belønning tildeles først i den tilkommende Verden."
Den følgende Tildragelse blev mig ligeledes meddelt under et Syn. Et Menneske gjorde sig skyldig i en syndig Handling i sit Hjem. Han tænkte, at hans Synd var skjult, men en af de Hellige sagde til mig: "Hvor ville jeg ønske, at denne Mands åndelige Øjne var blevet åbnet den Gang. Så ville han aldrig have vovet at synde således. Ved den Lejlighed var der nemlig mange Engle og Hellige til Stede, såvel som flere af hans afdøde Kære, der var kommet for at hjælpe ham. De blev alle dybt bedrøvede over hans syndige Handling, og en af dem sagde: "Vi kom her for at hjælpe ham, og nu tvinges vi til at vidne imod ham, når han kommer for Dommen. Han kan ikke se os, men vi kan alle se ham give efter for denne Synd. Måtte han dog angre og blive frelst fra den kommende Straf."
Jeg så engang i Åndernes Verden en Sjæl, der under frygtelige Selvbebrejdelser løb skrigende omkring som et vanvittigt Menneske.
En Engel sagde til mig: "Dette Menneske havde på Jorden mange Lejligheder til at angre og omvende sig til Gud, men så snart hans Samvittighed begyndte at anklage ham, druknede han disse Bebrejdelser ved at drikke.
Han ødte al sin Ejendom, ødelagde sin Familie og begik til sidst Selvmord. Nu farer han forvildet omkring i Åndernes Verden som en gal Hund og vrider sig under Selvbebrejdelser ved at tænke på alle sine tabte Muligheder.
Vi er villige til at hjælpe ham, men hans egen forvendte Natur afholder ham fra at angre, thi Synden har forhærdet hans Hjerte, skønt Erindringen om hans Synd altid er levende for ham.
I Verden drak han for at døve Samvittighedens Stemme, men her er der ingen Mulighed for at skjule noget. Nu er hans Sjæl så nøgen, at både han selv og alle andre kan se hans syndefulde Liv. I hans af Synden forhærdede Tilstand har han ingen anden Udvej end at skjule sig i Mørket sammen med andre onde Ånder, for dog i nogen Måde at undgå den Tortur, som Lyset er for ham."

Et Menneske, der på Jorden havde levet et ugudeligt Liv, kom i min Nærværelse til Åndernes Verden. Da nu Englene og de gode Ånder kom for at hjælpe ham, begyndte han straks at forbande og bespotte dem.
Han sagde: "Gud er fuldstændig uretfærdig. Han har beredt Himlen for sådanne krybende Slaver, som I er, og de øvrige Mennesker kaster han i Helvede. Og dog kalder I ham Kærlighed!"
Englene svarede: "Gud er i Sandhed Kærlighed. Han skabte Menneskene, for at de evigt kunde leve i Samfund med ham, men ved deres egen Opsætsighed og ved at misbruge den frie Vilje, han gav dem, har de vendt sig bort fra ham og selv skabt sig et Helvede.
Gud har aldrig kastet nogen i Helvede og vil heller aldrig gøre det. Det er Mennesket selv, der ved at lade sig besnære af Synden skaber sit Helvede. Gud har aldrig skabt noget Helvede."
Netop i det Øjeblik hørtes en overvættes dejlig Røst, der kom fra en af de højeste Engle. Stemmen sagde: "Gud tillader, at dette Menneske bringes op til Himlen."
Manden sprang med Iver fremad, ledsaget af to Engle, men da de nåede Himlens Port og så det hellige og lysombølgede Sted og de herlige og salige Væsener, som dvælede der, begyndte dette Menneske at vise Tegn på Uro.
Englene sagde da til ham: "Se, hvor skøn denne Verden er, træd kun nærmere og kast et blik på den velsignede Herre på Tronen."
Fra sin Plads ved Indgangen så han nu ind i Herlighedens Rige, men da Lyset fra Retfærdighedens Sol åbenbarede ham hele hans Syndefulde livs Urenhed, gyste han, og under Følelsen af en overvældende Smerte, fordi han måtte væmmes ved sig selv, flygtede han så hastigt bort, at han ikke en Gang standsede i Åndernes Verden. Som en faldende Sten fløj han igennem den og kastede sig hovedkuls ned i det bundløse Dyb.
Da hørtes Herrens milde, betagende Stemme: "Se, mine kære Børn, det er ingen forbudt at komme her. Ingen formente dette Menneske Adgang eller viste ham bort herfra. Det var hans eget vanhellige Liv, der tvang ham bort fra dette hellige Sted, thi uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige."

Et Menneske, der for nogle År siden havde dræbt en kristen Prædikant, blev bidt af en Slange og døde. Da han kom ind i Åndernes Verden, så han sig omgivet af onde og gode Ånder. Da nu hans Sjæls hele Udseende røbede, at han var et Mørkets Barn, fik de onde Ånder snart Magten over ham og trak af Sted med ham, ned mod Mørket.
En af de Hellige bemærkede: "Denne Mand dræbte en af Herrens Tjenere med sin Vredes Gift, og nu er han selv blevet dræbt af en Slanges Gift. Den gamle Slange Djævelen har ved Hjælp af dette Menneske dræbt en uskyldig Mand, og nu har han ved at benytte en Slange, der er ham selv så lig, dræbt også dette Menneske. Han er i Sandhed en Manddræber fra Begyndelsen." .
Medens Morderens Sjæl førtes bort, var der en af de gode Ånder, der var kommet for at hjælpe ham, som sagde til ham: "Jeg har af hele mit Hjerte tilgivet dig. Kan jeg nu på nogen Måde være dig til Hjælp?"
Morderen genkendte straks i ham det Menneske, han havde myrdet nogle År i Forvejen. Skamfuld og overvældet af Angst faldt han ned for ham. De onde Ånder begyndte øjeblikkelig at larme højlydt, men Englene, der stod et lille Stykke derfra, truede dem til at tie.
Da sagde Morderen til ham, han en Gang havde dræbt: "Hvor ville jeg ønske, at jeg på Jorden havde været i Stand til at se dit selvforglemmende, kærlighedsfyldte Liv, således som jeg nu kan se det! Hvor bedrøver det mig, at min Blindhed og det Dække, som dit jordiske Legeme lagde over det, hindrede mig i at få Øje på dit Livs skjulte Skønhed.
Ved at dræbe dig, berøvede jeg desuden mange andre den Velsignelse og det Udbytte, dit Liv ville have bragt dem. Nu er jeg for evigt en Synder for Guds Ansigt, og jeg fortjener i Sandhed min Straf. Der er ikke andet for mig at gøre end at skjule mig på et mørkt Sted, for jeg kan ikke udholde dette Lysskær. Det får ikke alene mit eget Hjerte til at føle sig ulykkeligt, men i dette Lys kan alle andre se de mindste Enkeltheder af mit syndige Liv."
Den myrdede Mands Sjæl svarede herpå: "Nej, søg hellere i Sandhed at angre og vende dig til Gud, for hvis du gør det, kan der være Håb om, at Gudslammet vil rense dig i sit Blod og skænke dig et nyt Liv, så at du kan leve sammen med os i Himlen og således frelses fra Helvedes Pine."
Morderen sagde: "Af hvad Grund skulle jeg bekende mine Synder? De er jo åbenbare for alle. På Jorden kunde jeg skjule dem, men ikke således her. Jeg kunde ønske at leve sammen med sådanne Hellige som dig her i Himlen, men når jeg ikke engang kan udholde det forholdsvis svage Skær, hvormed Lyset, som åbenbarer det virkelige Selv, skinner i Åndernes Verden, hvorledes ville da ikke min Tilstand blive på hint Sted, hvor Lyset stråler i al sin Glans og Herlighed.
Den største Hindring for mig er, at min Samvittighed på Grund af Synden er så ufølsom og forhærdet, at mit Sind ikke vil bøje sig mod Gud eller formår at føle Anger. Det er, som om der ingen Kraft var i mig til at fortryde. Det kan ikke være andet, end at jeg evigt må udelukkes herfra. Ve mig i min Nød, Ve over min ulyksalige Tilstand."
Som han fuld af Frygt sagde dette, faldt han om, og hans Fæller, de onde Ånder, slæbte ham bort til Mørket.
Da udbrød en af Englene: "Se, ingen behøver her at udtale nogen Fordømmelsens Dom. Synderens eget Liv dømmer ham skyldig. Vidner behøves heller ikke. Til en vis Grad begynder Straffen allerede på Jorden i Synderens eget Hjerte, men det er først her, den føles i hele sin Udstrækning. Og således har Gud indrettet det her, at Bukke og Får, det vil sige. Syndere og Retfærdige, ganske af sig selv skiller sig ud fra hverandre.
Gud skabte Mennesket, for at det skulle leve i Lyset, det Lys i hvilket alene åndelig Sundhed og Glæde evigt kan trives. Derfor kan intet Menneske være lykkeligt i Helvedes Mørke, men lige så lidt kan den, hvis Liv er forvendt af Synden, være lykkelig i Lyset.
Således vil altså det syndige Menneske føle sig i Helvede, hvorhen det end vender sig. Men hvor forskellig herfra er ikke den Retfærdiges Tilstand, Frelst fra Synden er han i Himlen, hvor han så end befinder sig."
Der var et Menneske, der her på Jorden var så hengiven til at lyve, at det var blevet hans anden Natur. Da han døde og nåede Åndernes Verden, prøvede han at hykle som sædvanlig. Men hvor måtte han ikke skamme sig, da han mærkede, at alle, allerede inden han fik sagt noget, kendte alle hans Tanker. Ingen kan hykle der, thi intet Hjertes Tanker kan skjules.
Når Sjælen forlader Legemet, bærer den på sig et Stempel af alle dens Synder, og når den står helt åbenbar i Himlens Lys, kan alle se dens Synd, og alle dens Lemmer er lige så mange Vidner imod den. Intet kan borttage Syndens Mærker uden Kristi Blod.
Mens dette Menneske levede på Jorden, prøvede han regelmæssigt at fordreje Ret til Uret og Løgn til Sandhed. Men efter den legemlige Død forstod han, at der aldrig har været og aldrig vil komme til at eksistere den mindste Mulighed for at fordreje Sandhed til Løgn.
Løgneren bedrager og skader ingen andre end sig selv. Dette Menneske havde ved sin Løgn ikke opnået andet end at dræbe den åndelige Sandhedssans, han en Gang havde ejet.
Jeg iagttog ham, da han, uløseligt bundet i sit eget Bedrag, vendte sit Ansigt bort fra Lyset fra det høje og skyndte sig langt bort, ind i Mørket, hvor ingen kunde se hans Kærlighed til Løgnen undtagen de Ånder, der var af samme Natur som han selv. Således er Sandheden altid Sandhed, og den alene dømte denne Sjæl, ja, fordømte ham som en Løgner.

Jeg så også en Ægteskabsbryder kort efter, at han var kommet til Åndernes Verden. Tungen hang ham ud af Munden som på et Menneske, der fortæres af en brændende Tørst. Med udspilede Næsebor fægtede han med sine Arme, som om hans Indre var fyldt med en Slags Ild. Hans Udseende var så afskyeligt og væmmeligt, at jeg oprørtes ved at se på ham. Alt, hvad luksus og nydelsessyge kan give, havde han måttet efterlade i verden, og som en gal hund løb han nu om og råbte: "Forbandet er dette Liv! Der findes ingen Død her, som kan gøre ende på denne pine. Sjælen kan ikke dø, ellers ville jeg atter begå Selvmord, som jeg gjorde det på Jorden, for at undgå pinslerne der. Men disse Smerter her er langt værre. Hvad skal jeg gøre?" Mens han således gav sin Fortvivlelse Luft, ilede han mod Mørket, hvor der var mange andre ligesindede Ånder, og forsvandt der.
En af de Hellige sagde: "Ikke alene er den syndige Gerning Synd, men også det syndige Blik og den syndige Tanke er Synd. Synd imod det sjette Bud er ikke blot indskrænket til Omgangen med fremmede Kvinder, men Udskejelse og Dyriskhed i Forholdet til Hustruen er også Synd. Mand og Hustru er i Sandhed forenet til et, ikke for at give Plads for Sanselighed, men for at de gensidig kan støtte og hjælpe hinanden, og for at de med deres Børn kan leve Livet i Tjeneste for Slægten og til Guds Ære. Men den, som afviger fra dette Livets Mål er skyldig i stor Synd."

En Røver døde og kom til Åndernes Verden. Til at begynde med brød han sig ikke om, hvor, eller i hvilken Tilstand, han var, viste heller ingen Interesse for de Ånder, der omgav ham.
Som det var hans Sædvane, begyndte han også her straks at forsøge på at sætte sig i Besiddelse af de Værdigenstande, han så omkring sig. Han blev ganske bestyrtet da han så, at i Åndernes Verden syntes selve Tingene at tale og anklage ham for hans uværdige Handlemåde.
Hans Natur var så forvendt, at han hverken kendte disse Tings sande Brug eller var i Stand til at benytte dem. På Jorden havde hans Lidenskaber været så utøjlede, at han for den mindste Årsags Skyld i sin Vrede havde såret eller dræbt enhver, der fornærmede ham.
Nu begyndte han i Åndernes Verden at ville handle på samme Måde. Han vendte sig mod de Ånder, der var kommet og ville hjælpe ham til Rette, som om han ville sønderrive dem.
En af Englene sagde: "Dersom sådanne Ånder ikke blev holdt nede i den bundløse Afgrunds Mørke, ville de øve uendelig Skade, hvor som helst de kom hen. Dette Menneskes Samvittighed er så død, at han selv efter at være kommet til Åndernes Verden, ikke kan se, at han ved sin morderiske og tyvagtige Færd på Jorden kun har opnået at øde sin åndelige Rigdom og ødelægge sin Sans for det åndelige Liv.
Han dræbte og ødelagde andre, men i Virkeligheden dræbte han sig selv. Gud alene ved, om denne Mand og hans Lige vil forblive i Pinslen i uendelige Tidsrum eller for evigt."
De Engle, hvem dette Hverv var betroet, tog ham nu med sig og indesluttede ham nede i det Mørke, hvorfra han ikke må komme ud. Den Tilstand, hvori den Slags Syndere befinder sig på dette Sted, er så frygtelig og forfærdende, at selve Synet deraf bringer dem, der ser den, til at skælve.
Med de Grænser, vort jordiske Sprog sætter os, kan vi herom ikke sige andet end, at hvor som helst, synderen befinder sig, er der altid og i alle henseender intet andet end en Smerte, der intet Øjeblik ophører. En Flamme af en Slags Ild uden Lys brænder for evigt og piner disse Sjæle. Dog fortæres de aldrig helt, ej heller dør Ilden ud.
En Ånd, der havde set det, der lige havde fundet Sted, sagde: "Hvem ved, om ikke dette til syvende og sidst er en rensende Flamme."
I den Del af Åndernes Verden, der kaldes Helvede, er der mange Grader, svarende til Mængden og Beskaffenheden af Sjælenes Synder.
Det er en Kendsgerning, at Gud skabte alle Sjæle i sin, d. v. s. sin Søns, Lignelse, thi denne er den usynlige Guds Billede (1. Mos. 1, 26-27).
Ved deres Forbindelse med Synden har de forvrænget dette Billede og gjort det uskønt og stygt. Også disse onde Sjæle har i Virkeligheden et Slags åndeligt Legeme, men det er overordentlig hæsligt og frygteligt, og dersom de ikke genrejses ved sand Anger og Guds Nåde, må de evigt forblive i denne frygtelige Skikkelse og i Pinen.

VII. DE RETFÆRDIGES TILSTAND
Allerede medens de lever her på Jorden, begynder Himlen eller Guds Rige for de sande Troende. Uanset hvilke Lidelser eller Forfølgelser de måtte være udsat for, er deres Hjerter altid fyldt af Glæde og Fred. Thi den Gud, der er al Freds og alt Livs Kilde, har selv sin Bolig i dem. For dem er Døden ikke Død, men Døren, hvorigennem de går ind til deres evige Hjem.
Vi kunde også sige det således: Skønt de allerede her på Jord ved Genfødelsen er kommet ind i dette Rige, er det dog ikke deres Dødsdag, når de forlader Legemet, men deres Fødselsdag, hvor de fødes ind i den åndelige Verden. For dem er Dødsstunden en Time af overvældende Glæde, som de følgende Tildragelser vil vise.
51
En Gang fortalte en Engel mig om en troende Kristens Dødsleje. Denne Mand havde i tredive År af hele sit Hjerte tjent sin Herre og Frelser.
Nogle få Minutter førend Døden indtrådte, åbnede Gud hans Øjne, så at han endogså inden han forlod Legemet, kunde se ind i den åndelige Verden og kunde fortælle dem, der stod ved hans Dødsleje, hvad han så.
Han så Himlen åben og så en Skare Engle, der kom ham i Møde. Tillige så han, at Frelseren stod med udstrakte Hænder ved Himlens Port for at modtage ham. Ved dette Syn udstødte han et sådant Glædes råb, at de omkringstående for sammen. "Åh, hvilken salig Glædens Stund! Længe har jeg ventet på at se min Herre og Mester og komme til ham! Oh, Venner, se hans Åsyn, hvor det lyser af Kærlighed og se den Engleskare, der kommer for at hente mig. Hvor er Himlen dog herlig! Venner, jeg rejser nu til mit sande Hjem. Sørg ikke over, at jeg skal skilles fra Eder, men glæd Eder."
En af de omstående sagde stille: "Han taler i Vildelse." Den døende hørte den sagte Stemme og sagde: "Nej, jeg gør ikke. Jeg er ved fuld Bevidsthed. Jeg ønsker blot, at I også kunde se dette underfulde Syn. Jeg er bedrøvet over, at det er skjult for Eder. Farvel, vi mødes igen i den tilkommende Verden." Så lukkede han sine Øjne og sagde: "Herre, jeg overgiver min
52
Sjæl i dine Hænder", og således sov han ind.
Så snart han var hensovet, tog Englene ham i deres Arme og var allerede i Færd med at føre ham bort til Himlen, da han bad dem tøve et Øjeblik. Han så på sit afsjælede Legeme og på sine Venner og sagde til Englene:
"Jeg vidste ikke, at Sjælen efter Døden kunde se sit tidligere Legeme og sine efterladte Venner. Jeg ville ønske, at mine Kære kunde se mig lige så klart, som jeg kan se dem. De ville da ikke regne mig for død eller sørge over mig, som de nu gør."
Han betragtede nu sit nye åndelige Legeme og fandt det vidunderlig let og fint og helt forskelligt fra sit tidligere grove, jordiske Legeme. Han forsøgte derefter at holde igen på sin Hustru og Børn, der græd og kyssede hans afsjælede Legeme. Han udstrakte sine fine, åndelige Hænder og prøvede på at forklare sine Kære, hvorledes han havde det og søgte med inderlig Kærlighed at drage dem bort fra Liget. De kunde dog hverken se ham eller høre hans Stemme. Da han søgte at få sine Børn bort fra det døde Legeme, var det, som gik hans Hænder lige igennem deres Legemer, men Børnene mærkede ingen Ting.
Da sagde en af Englene til ham: "Kom nu med og lade os føre dig til dit evige Hjem. Sørg ikke
53
over dem. Frelseren selv vil trøste dem, og det samme vil vi. Kun få Dage vil denne Adskillelse vare."
Sammen med Englene begav han sig så til Himlen. De var kun kommet et lille Stykke Vej, da en anden Skare Engle mødte dem med Velkomst råb. Mange afdøde Slægtninge og Venner kom ham også i møde og ved Synet af dem forøgedes hans Glæde end mere.
Da de kom til Himlens Port stillede Englene og de Hellige sig i Tavshed på begge Sider. Han gik ind, og i Porten mødte Kristus ham. Straks faldt han ned for Herrens Fødder og tilbad ham, men Kristus løftede ham op og sagde til ham: "Vel du gode og tro Tjener, gå ind til din Herres Glæde." Glædestårer strømmede ud af hans Øjne, men med stor Ømhed aftørrede Herren dem og sagde til Englene: "Før ham til hin herlige Bolig, der fra Evighed af var beredt for ham."
I dette Guds Barns Hjerte levede endnu den fra Jordelivet medbragte Forestilling, at det vil, de være at vanære Frelseren, dersom han kom til at vende denne Ryggen, idet han gik bort sammen med Englene.
Nølende vendte han sig til sidst om og så i Retning af sin Bolig. Da forbavsedes han ved at opdage, at hvorhen han end vendte sig, kunde han stadig se Herren. Thi Kristus er nærværen-
54
de på ethvert Sted og ses alle vegne af de Salige og af Englene.
Dog ikke alene Herren kunde han således se alle vegne, men hvilken Glæde bragte det ham ikke, at han tillige, hvor han så end vendte sig hen, overalt mødte det, der fyldte hans Sjæl med Fryd. Desuden lagde han Mærke til, at de, som var de mindste, uden Misundelse mødtes med dem, der var højere i Rang, og de, hvis Stilling var mere ophøjet, regnede sig selv for lykkelige ved at tjene dem af deres Brødre, der var i lavere Stillinger. Thi dette Rige er Guds og Kærlighedens Rige.
Der er i Himlen overalt vidunderlige Haver, der frembringer alle Slags yndige og velsmagende Frugter og duftende Blomster, der aldrig visner. Der findes i disse Haver alle Slags Skabninger, der priser Gud uden Ophør, og så herlig er Englenes og de Helliges Lovsange, at man føler sig dybt betaget. Hvor som helst man ser hen, er alt kun uendelig Glæde.
Således er i Sandhed det Paradis, Gud har beredt dem, der elsker ham. Her kaster Døden ingen Skygge. Her er ingen Vildfarelse, ingen Synd eller Lidelse, men evigvarende Fred og Glæde.
Derefter så jeg dette Guds Barn fra det fjerne betragte den for ham beredte Bolig. I Himlen er alt nemlig åndeligt, og det åndelige Øje kan
55
se gennem alle mellemliggende Ting og på uendelige Afstande. Overalt i hele Himlens Uendelighed er Guds Kærlighed synlig. Og i dette ubegrænsede Rum kan man se alle Slags Skabninger prise og takke Gud i en uophørlig Tilstand af Glæde.
Da nu dette Guds Barn sammen med Englene kom til den Bolig, der var beredt for ham, så han, at Ordet "Velkommen" var skrevet på den med lysende Bogstaver. Fra selve Bogstaverne hørtes atter og atter Ordet "Velkommen" tydeligt gentaget.
Da han gik ind, så han til sin Forundring, at også der var Herren til Stede. Jeg formår ikke at beskrive den Glæde, han følte herover. Han udbrød: "Jeg troede, at jeg forlod Herren, da jeg på hans Bud gik herhen, men nu ser jeg, at Herren selv er her for at blive hos mig."
I denne Bolig fandt han alt, hvad han kunde ønske sig, og alle var rede til at tjene ham. I de tilstødende Boliger var der andre salige Ånder, ligesindede med ham, og i saligt Fællesskab levede de sammen der.
Thi denne himmelske Bolig er det Rige, der er blevet beredt for de Hellige, førend Verdens Grundvold blev lagt. Og dette er den herlige Fremtid, der venter hver den, der i Sandhed følger Kristus efter.
En Præst, der betragtede sig selv som en over-
56
ordentlig lærd og gudfrygtig Mand, døde i en fremrykket Alder. Han var utvivlsomt også en god Mand. Da nu Englene kom for at føre ham til det Sted i Åndernes Verden, Herren havde bestemt for ham, bragte de ham ind i Mellemtilstanden og overlod ham der, sammen med mange andre gode Ånder, der nylig var ankommet, til de Engle, hvis Gerning det er at belære og undervise de gode Sjæle. Selv vendte de tilbage for at føre en anden retfærdig Sjæl ind.
I Mellemtilstanden er der en Mængde forskellige Grader lige op til de højeste Himle. Det Trin, hvorpå hver enkelt Sjæl kommer for at modtage Undervisning og Hjælp, bestemmes af den Grad af Udvikling i det gode, den nagede her på Jord.
Da nu Englene, der havde bragt denne Præst ind på det Trin i Udviklingen, der passede for ham, atter kom tilbage med den Sjæl, de var gået for at hente, førte de denne ind i en højere Sfære, end den, hvori Præstens Sjæl befandt sig.
Da Præsten så dette, sagde han i en opbrusende Tone: "Med hvilken Ret efterlader I mig her på Halvvejen op til hint herlige Sted, mens I bringer denne Mands Sjæl så nær derop? Hverken i Helliggørelse eller i noget andet står jeg på nogen Måde tilbage, for ham eller Eder."
57
Englene svarede: "Her er der ikke Spørgsmål om at være stor eller lille, mere eller mindre, men hvert Menneske anbringes på det Trin, han har gjort sig skikket til ved sit Liv og sin Tro. Du er ikke helt moden til at komme ind på et højere Trin, så du må blive her en Stund endnu og lære det, som vore Medtjenere er beskikket til at undervise dig i. Når Herren befaler det, vil vi med Glæde føre dig op til hin højere Sfære."
Han svarede: "Hele mit Liv har jeg selv belært Mennesker om, hvorledes man kommer i Himlen! Hvad mere kan man lære mig? Jeg kender det alt sammen."
Englene, der skulle undervise ham, sagde: "Lad os ikke opholde dem. De må gå nu. Men vi vil besvare dit Spørgsmål. Du må ikke blive ked af, at vi taler lige ud til dig, Ven, thi det er til dit eget bedste. Du tror, at 'du er alene her. Det er ikke Tilfældet, for Herren selv er her også, skønt du ikke kan se ham. Det Hovmod, du viste, da du sagde: "Jeg kender det alt sammen", hindrer dig i at se ham og i at komme højere op. Ydmyghed er det bedste Lægemiddel mod Hovmod. Øv dig i Ydmyghed og dit Ønske skal blive opfyldt."
Derefter sagde en af Englene til ham: "Den Sjæl, der nys blev ført til en højere Plads end din, var ingen lærd eller berømt Mand. Men du
58
lagde ikke nøje Mærke til ham. Han hørte på Jorden til din egen Menighed.
Mennesker kendte ham næppe, for han var en almindelig Arbejdsmand, og hans Arbejde levnede ham ikke megen Fritid. Men på hans Arbejdsplads var der mange, der kendte ham som en flittig og solid Arbejder. Hans kristne Karak, ter anerkendtes af alle, som kom i Berøring med ham.
Under Krigen blev han kaldt til Fronten. Da han en Dag hjalp en såret Kammerat, blev han selv ramt af en Kugle og dræbt. Det var en pludselig Død, men han var beredt, så han behøver ikke at blive her i Mellemtilstanden, således som du må.
Hans Ophøjelse grunder sig ikke på Begunstigelse, men på hans åndelige Værd. Det Bønnens og Ydmyghedens Liv, han levede i Verden, beredte ham i høj Grad for den ånde, lige Verden. Nu frydes han over at have nået sit Bestemmelsessted og takker og priser Herren, der i sin Nåde har frelst ham og skænket ham et evigt Liv."
I Himlen kan ingen hykle, for alle kan se andres Liv, som det i Virkeligheden er. Det Lys, der stråler ud fra den herliggjorte Kristus, får de ugudelige til i Fortvivlelse at forsøge på at skjule sig, men det fylder de Retfærdige med usigelig Glæde at dvæle i Lyset i deres Faders Rige.
59

Deres Retfærdighed er åbenbar for alle, og den tiltager og vokser mere og mere, thi intet kan her stille sig hindrende i Vejen for deres Vækst, men alt, der kan hjælpe dem fremad, findes her.
Den Udvikling i det gode enhver af dem har nået, kan ses af den Glans, der stråler ud fra hele deres Person og Væsen. Enhvers Karakter og Væsen viser sig i Skikkelse af skiftende Regnbuestråler, som et Farvespil af overvættes Herlighed.
I Himlen er der ingen Misundelse. Alle glæder sig over at være Vidner til de andres åndelige Ophøjelse og Herlighed. Uden at lade sig bestemme af nogen Bevæggrund, der bunder i Selviskhed, prøver de al Tid på ærligt at tjene hverandre. Alle Himlens utallige Gaver og Velsignelser er til for alles fælles Brug. Ingen vil af Selviskhed tænke på at beholde dem for sig selv. Og der findes nok for alle.
De ser Gud, der er Kærlighed, siddende på sin Trone i den højeste Himmel i Skikkelse af Jesus Kristus. Fra ham, der er "Retfærdighedens Sol" og "Verdens Lys", udstrømmer der Stråler, der bringer Sundhed og Liv.
Bølger af Kærlighed og Lys strømmer fra ham ud til hans Riges yderste Grænser. Gennemstrømmende hver enkelt af de Hellige og Englene, bringer de oplivende og levendegørende Kræfter til alt, hvad de træffer. I Himlen kan der ikke tales om Øst eller Vest, Syd eller Nord. For den enkelte Sjæl eller Engel synes Kristi Trone at være alle Tings Midtpunkt.
Alle de himmelske Indbyggeres Ønsker og Længsler finder deres Opfyldelse i Gud, thi i enhver af dem er Guds Vilje fuldkommengjort, og således erfarer hver enkelt under alle Forhold og på ethvert Trin i Himlen de Retfærdiges uforanderlige Glæde og Velsignelse.

VIII SKABELSENS MÅL
For nogle få Måneder siden lå jeg ene i mit Værelse og led usigelige Smerter af en Byld på Øjet. Smerten var så stærk, at jeg ikke kunde udføre noget Arbejde, og jeg tilbragte derfor Tiden med Bøn og Forbøn. En Dag havde jeg kun tilbragt nogle få Minutter på denne Måde, da den åndelige Verden åbnede sig for mig, og jeg fandt, at jeg var omgivet af en Skare Engle. Straks glemte jeg alle mine Smerter, idet min Opmærksomhed helt blev optaget af dem. Jeg anfører nogle af de Emner, om hvilke vi da talte sammen.
Jeg spurgte dem, om de kunde fortælle mig, hvilke Navne, de bar i Himlen?
En af Englene sagde til mig: "Hver af os har fået et nyt Navn, som ingen kender undtagen Herren og den, der har modtaget det. Vi, som
62

er her til Stede, har alle sammen tjent Herren i forskellige Lande og til forskellige Tider.
Der er ingen Grund til, at nogen skulle kende vore himmelske Navne. Der er heller ingen Grund til, at vi skulle meddele vore tidligere jordiske Navne. Det kunde måske interessere at kende dem, men hvilken Nytte ville det gøre?
Desuden ønsker vi slet ikke, at Folk skulle kende vore Navne, for at de ikke skulle komme til at anse os for store og ære os i Stedet for at ære Herren, der har vist os en sådan Kærlighed, at han løftede os op af vor faldne Tilstand og førte os ind i vort himmelske Hjem, hvor vi evigt skal prise ham i hans Kærligheds Samfund."
Atter spurgte jeg: "Ser de Engle og Hellige, der lever i de højeste Himle, altid Guds Ansigt? Og hvis de gør det, i hvilken Skikkelse og Form åbenbarer han sig da?"
En af de Hellige sagde: "Som Havet er fuldt af Vand, således er hele Universet opfyldt af Gud, og hver af Himlens Indvånere føler Guds Nærværelse omkring sig på alle Sider.
Når et Menneske dykker ned under Vandet, findes der over, under og omkring ham intet andet end Vand. Således føles Guds Nærværelse i Himlen.
Og ligesom der i Havvandet findes utallige levende Skabninger, således er Guds Skabninger til i hans uendelige Væsen. Fordi han selv er uendelig, men hans Børn begrænsede, kan disse kun se ham i Skikkelse af Kristus. Som Herren selv har sagt: "Den, som har set mig, har set Faderen."
I denne åndelige Verden vil den enkeltes åndelige Fremskridt bestemme den Grad, i hvilken han er i Stand til at kende og føle Gud. Kristus åbenbarer også sin herlige Skikkelse for dem i Overensstemmelse med den enkeltes åndelige Oplysning og Evne.
Dersom Kristus ville åbenbare sig i den samme herlige Skikkelse for dem, der bor i de lavere og dunklere Egne i Åndeverdenen, som han gør det for dem på de højere Trin, ville de ikke kunne udholde det. Og derfor tilpasser Kristus Styrken af sin Åbenbarelses Herlighed efter den enkeltes Fremskridt og Evne."
En anden af de Hellige føjede hertil: "Guds Nærværelse kan man i Sandhed føle og frydes over, uden at kunne udtrykke den med Ord. Ligesom man kan optage Sødmen i det søde gennem Smagsevnen, men ikke gennem selv den mest levende Ordbeskrivelse af, hvad det søde er, således kan i Himlen enhver vide, at hans Oplevelse af Gud er virkelig, og han trænger ikke til, at nogen skulle prøve på at hjælpe ham med en mundtlig Beskrivelse deraf."
Mit Spørgsmål lød: "Hvor langt er der fra
64
den ene til den anden af de forskellige Tilværelsesformer? Selv om man ikke må opholde sig i en anden Sfære end den, man er kommen ind i, kan man da ikke få Lov til at aflægge Besøg i de højere Egne?"
Herpå svarede en af de Hellige: "Opholdsstedet anvises ganske vist den enkelte Sjæl i den Sfære, hvortil dens åndelige Udvikling har gjort den skikket, men for en kortere Tid kan den nok få Lov til at besøge andre Sfærer.
Når nogle af dem, der opholder sig i de højere Egne, kommer ned til de mørke og lavere liggende Egne, får de en Slags åndeligt Dække over sig, for at Glansen af deres Udseende ikke skal forvirre og blænde dem, der opholder sig der. Og på samme Vis får også de fra de lavere Egne, der besøger de højere og lysere Egne, et åndeligt Dække, så at de kan udholde disse Egnes Lys og Herlighed."
I Himlen er der ingen, der føler Afstande, thi så snart der hos en af de Salige former sig et Ønske om at komme til et andet Sted, er han der straks. Det er kun i den legemlige Verden, at Afstand føles. Ønsker nogen at træffe en af de Hellige i en anden Egn, bortrykkes han enten selv i et Nu dertil, eller den anden kommer til ham fra det fjerne."
Jeg spurgte: "Enhver Ting er skabt med et bestemt Mål for Øje. Men sommetider synes
65
det, som om denne Guds Hensigt ikke opnås. Der er nu f. Eks. Figentræet, der blev forbandet og visnede.
Figentræets Bestemmelse var, at det skulle bære Frugt. Men da Herren så, at det ingen Frugter havde, forbandede han det, så at det visnede. Kan I sige mig, hvorvidt Bestemmelsen med dette Træ nåedes eller ej?"
Hertil svarede en af de Hellige: "Der er ingen Tvivl om, at Bestemmelsen med Figentræet blev nået, ja, mere end nået.
Livets Herre giver enhver Skabning Liv i en ganske bestemt Hensigt, men nås denne Hensigt ikke, har han Magt til at tage dette Liv tilbage igen, for at en højere Hensigt kan opnås.
Således har f. Eks. .mange Tusinder af Guds Tjenere hengivet deres Liv for at belære og opløfte andre. Ved at sætte deres Liv til for andre, har de hjulpet dem og således opfyldt den højere Bestemmelse, Gud havde med deres Liv.
Og er det rigtigt i Guds Øjne, ja, den ædleste Måde at tjene ham på, at Mennesket, der er mere værd end et Figentræ eller nogen anden skabt Ting, således hengiver sit Liv for andre, hvorledes skulle det da være uretfærdigt om et slet og ret Træ måtte lade Livet for at belære og advare en vildfarende Nation?
Gennem dette Figentræ gav Jesus Jøderne, ja, hele Verden den Lære, at de, hvis Liv er
66
ufrugtbart og som ikke opfylder Guds Hensigt med at have skabt dem, visner og ødelægges." Alle historiske Kendsgerninger gør det til Overflod klart for os, at den jødiske Nations skinhellige og indsnævrede nationale Liv på hin Tid henvisnede ved sin Goldhed ligesom Figentræet.
På samme Måde vil de, hvis Liv er uden Frugt, hvor meget de end, overfladisk set, synes - at bære Frugt, være et Bedrag overfor andre, og de vil blive forbandede og visne hen.
Hvis nogen ville indvende, at det ikke var Figentid, da Herren forbandede Figentræet, og at man således ikke havde Ret til at vente Frugt af Træet, bør han huske, at der ingen Tid er fastsat for at bære åndelige Frugter, og at han er pligtig til at gøre sit Liv frugtbart og således opfylde den Hensigt, hvormed han skabtes.
Atter spurgte jeg: "Havde det ikke været bedre, om Gud havde skabt Mennesker og Skabninger som fuldkomne Væsener? I så Tilfælde havde Mennesket ikke kunnet synde, og heller ikke ville der på Grund af Synden have været så megen Sorg og Lidelse i Verden. Nu må vi, da hele Skabningen er underlagt Forkrænkelighed, gennemgå alle Slags Lidelser."
En Engel, der kom fra en af de højeste Egne i Himlen, svarede: "Gud har ikke skabt Mennesket som en automatisk virkende Maskine. Han
67
har heller ikke fastlagt dets Skæbne således, som han har gjort det med Planeterne og Stjernerne, der ikke kan gå udenfor deres afstukne Baner.
Mennesket skabte han i sit eget Billede og sin egen Lignelse, et Væsen, der var i Besiddelse af fri vilje, Forstand, Selvbestemmelsesevne og Magt til at handle frit. Derfor er Mennesket højere end alle andre skabte Væsener og Ting.
Dersom Mennesket ikke var blevet skabt som et Væsen, der var i Besiddelse af fri vilje, ville det aldrig have haft Evnen til at kunne glæde sig i Samfundet med Gud eller nyde Himlens Salighed.
Det ville da have været som en Maskine, der går uden at tænke eller føle, eller som Stjernerne, der ubevidst iler gennem det uendelige Rum. Men for Mennesket med sin frie vilje er en sådan sjælløs Fuldkommenhed umulig.
En sådan Fuldkommenhed ville ret beset være Ufuldkommenhed. Et sådant Væsen ville have været en slet og ret Slave. Hans såkaldte Fuldkommenhed ville have drevet ham til visse Handlinger, ved hvis Udførelse han ikke ville have følt nogen som helst Glæde, da han ikke selv havde valgt at udføre dem. Der ville for et sådant Væsen ikke have været nogen Forskel på Gud og en Sten.
Mennesket, ja hele Skabningen er nok under-
68
kastet Forkrænkelighed, men ikke til evig Tid. Ved sin Ulydighed har Mennesket bragt sig selv, såvel som hele Skabningen, ind under alle de Onder og Lidelser, denne Tilstand fører med sig.
Men det er kun under denne åndelige Kamp, at Menneskets åndelige Kræfter fuldt ud kan udvikles, og kun under denne Kamp kan det lære det, der er nødvendigt for dets Fuldkommengørelse.
Når Mennesket derfor engang til sidst går ind til den fuldkomne Tilværelse i Himlen, vil det takke Gud for den nuværende Verdens Lidelser og Kampe. Da vil det fuldt ud forstå, at alle Ting samvirker til det gode for dem, der elsker Gud."
En anden af de Hellige tilføjede: "Alle i Himlen ved, at Gud er Kærlighed, men det havde fra Evighed af været skjult, at denne hans Kærlighed var så vidunderlig, at han ville blive Menneske for at frelse Syndere, og for at rense dem ville dø på Korset. Han gik ind under denne Lidelse for at frelse Menneskene og hele Skabningen, der er underkastet Forkrænkeligheden.
Således har Gud ved at blive Menneske åbenbaret sit inderste Hjertedyb for sine Børn, men dersom noget andet Middel var blevet anvendt, ville hans uendelige Kærlighed evigt være forblevet skjult.
69
Nu venter hele Skabningen med dyb Længsel på Guds Børns Åbenbarelse, da de atter skal blive fuldt oprejste og herliggjorte. Men indtil denne Nyskabelse finder Sted, vil de og hele Skabningen sukke besværede, og de, der er født på ny, sukker og længes, idet de venter på Legemets Forløsning.
Se, Tiden nærmer sig, da skabningen, lydig mod Gud i alle Ting, evigt skal befries fra Forkrænkeligheden og Forgængeligheden.
Da vil alt det skabte for evigt være saligt i Gud, og det vil af sig selv opfylde den Hensigt, hvormed det blev skabt, og Gud vil da være alt i alle.

SLUTNINGSORD
Englene fortalte mig mange andre Ting. Men det er umuligt at gengive dem, thi der findes i Verden hverken Sprog eller Lignelser, ved hvilke jeg kunde udtrykke disse dybe åndelige Sandheder. Ej heller ønskede de, at jeg skulle forsøge det. Thi den, der mangler den nødvendige åndelige Erfaring, kan ikke forstå dem. Og der ville derfor være Fare for, at disse Ting i Stedet for at blive til Hjælp, for mange ville blive Anledning til Misforståelse og Fejltagelse.
Jeg har af den Grund kun berettet nogle få af de lettest forståelige Ting, vi talte om, i det Håb, at mange derved må finde vejledning og advarsel, belæring og trøst.
Den Tid er heller ikke fjern, da mine Læsere selv skal gå over i den åndelige Verden og der se alle disse Ting med deres egne Øjne.
Men inden vi for stedse forlader denne Verden og går til vort evige Hjem, må vi ved Guds Nådes Hjælp, og i bønnens Samfund med Gud, i Troskab udføre den os betroede Gerning.
Således vil vi nå vort livs Mål og uden den mindste Skygge af Sorg gå ind til den evige Glæde i vor himmelske Faders Rige.